Japan er et af de mere end 50 lande i verden, hvor man endnu kan blive dømt til døden for en forbrydelse. Dog kan man kun modtage dødsstraf i Japan, hvis man har begået mord, og man skal som regel have taget livet af mere end én person, men hvis der er tale om et enkelt drab af særlig bestialsk karakter, så kan det dog også ske, at man bliver dømt til døden for dette. I det japanske retssystem følger man 9 uofficielle kriterier, der blev opsat efter at Norio Nagayama i 1987 blev dømt til døden efter at have slået 4 mennesker ihjel i 1968. Han var allerede blevet idømt dødsstraf i 1979, men denne blev omstødt til en livstidsdom i 1981, hvorefter denne så også blev omstødt til en dødsdom på ny. Præcis som i Danmark har man i Japan nemlig forskellige domstole, der kan ændre på dommen, hvis denne appelleres og sagen bliver taget om. Efter hændelsen med Norio Nagayama besluttede man sig så for, at det skulle være nemmere for de japanske domstole at forholde sig til en forbrydelses karakter, så der ikke længere skulle være tvivl om, hvorvidt en dødsdom er den rette straf. Dette førte til udviklingen af de 9 kriterier, som altså ikke er et officielt kodeks, men derimod guidelines, som de japanske dommere nu forholder sig til, når de dømmer drabsmænd.
De ni kriterier er:
1. Brutalitet
2. Motiv
3. Drabsmetode
4. Antal ofre
5. Samfundskonsekvenser
6. Gerningsmandens alder
7. Gerningsmandens straffehistorik
8. Gerningsmandens grad af anger
Domstolene inddrager ikke samtlige af disse 9 kriterier i deres overvejelser, når de dømmer folk. Tværtimod er det punkter, man kan forholde sig til og på den måde vurdere, hvorvidt en dødsdom er den oplagte straf eller ej. Antallet af ofre er det absolut vigtigste kriterium, for hvis man med fuldt overlæg slår mere end én person ihjel i Japan, så vil dette typisk resultere i en dødsdom. Dog er der en fin balance mellem de ni kriterier, og af den grund kan man altså sagtens blive dømt til døden for et enkelt drab i Japan, hvis det bliver relevant at forholde sig til nogle af de 9 kriterier - såsom brutalitet i forbindelse med drabsmetoden. Har man tidligere været dømt for drab, hvorpå man efter sin løsladelse begår et byt, vil dette som regel også udløse en dødsstraf, idet man jo beviser, at man intet lærte efter sin første dom, hvorved man betragtes som en trussel mod samfundet.
Det, der kan tale imod en dødsdom er som oftest gerningsmandens alder, fordi man i Japan helst vil søge efter at rehabilitere unge mennesker, før man idømmer dem fængsel, men hvis man ikke udviser anger og tilmed har en plettet straffeattest, så vil domstolen typisk betragte vedkommende som en fortabt sjæl, der ikke kan frelses. Loven forbyder imidlertid henrettelser af folk under 18 år, hvilket fra 2022 blev den japanske myndighedsalder, efter denne tidligere havde været 20 år, hvilket betød, at 18-årige og 19-årige kunne modtage særbehandling i retssystemet, eftersom de jo havde status som umyndige. Generelt var det derfor sjældent, at umyndige personer blev idømt dødsstraf i Japan, og det er kun sket i meget grove sager - eksempelvis var Norio Nagayama kun 19 år, dengang han tog livet af 4 mennesker, og hans alder var blandt andet medvirkende til problematikken omkring hans straf. I nyere tid er et helt nyt punkt desuden blevet inddraget i domstolenes overvejelser - nemlig psykiske problemer, idet man nogle gange anerkender, at folk ikke er mentalt raske, når de slår folk ihjel, og hvis det vurderes, at man har været sindssyg i gerningsøjeblikket, kan man slippe med livsvarigt fængsel eller sågar en behandlingsdom.
Når man i Japan modtager en dødsdom bliver man sendt til dødsgangen i et af landets syv fængsler med et henrettelseskammer. Disse ligger i henholdsvis Tokyo, Osaka, Nagoya, Fukuoka, Hiroshima, Sapporo og Sendai. Som dødsdømt har man dog ikke status som indsat, og de syv faciliteter kaldes derfor heller ikke for fængsler i Japan, men derimod for detensionscentre, og forholdene her er desuden værre end i almindelige fængsler, hvilket blandt andet inkluderer, at fangerne holdes isoleret fra hinanden i deres separate celler, hvor de eksempelvis ikke har adgang til TV, ligesom det ikke er tilladt at dyrke motion. Der er ydermere grænser for, hvor ofte en dødsfange må få besøg, og selv møder med advokater foregår i et opdelt rum med glasvæg og overvågning.
Dødsstraf blev indført i Japan via Kina tilbage i det 4. århundrede, men fra Kina kom senere buddhismen, der var med til at begrænse brugen af dødstraf, idet religionen taler for respekt for livet. Det førte til, at dødsstraffen i en periode blev afskaffet, før den blev implementeret på ny efter 300 års pause. Herefter blev dødsstraf en hyppigt anvendt straf - selv ved mindre forbrydelser, og der fandtes forskellige henrettelsesmetoder, som man kunne tage i brug, alt efter hvilken forbrydelse, der var tale om. En forbryder kunne blandt andet blive kogt levende, trukket fra hinanden af oksekærrer, savet i stykker eller brændt. Selv familiemedlemmer kunne blive dømt til døden for en forbrydelse, som deres slægtninge havde bedrevet, hvilket for eksempel var tilfældet med samuraier, der som oftest blev dømt til at begå seppuku - nogle gange sammen med deres nærmeste familie såsom hustru, børn og forældre. En anden hyppigt anvendt henrettelsesmetode var korsfæstelse, der blev temmelig udbredt, da kristendommen blev bandlyst i Japan i begyndelsen af 1600-tallet, hvorved det blev ulovligt at være kristen, og straffen for at praktisere kristendommen var derfor døden. I de fleste tilfælde fik man mulighed for at frasige sig sin kristne tro via tortur - hvilket også blev anvendt som straf ved mindre forbrydelser, hvor offentlig piskning var en af de mest anvendte torturmetoder. Hundredtusinder af folk er gennem tiden blevet henrettet i Japan, men siden 1873 er antallet af henrettelser faldet drastisk, da man via loven har opsat specifikke regler for, hvornår man kan dømmes til døden, og hvordan en henrettelse skal foregå.
Til at starte med var både halshugning og hængning den officielt anvendte henrettelsesmetode, men i dag henretter man kun folk via hængning. I Japan får man ingen dato for sin henrettelse sammen med sin dødsdom, idet muligheden for at appellere fører til, at en dødsdom typisk først er endegyldig efter flere år eller sågar årtier med retssager, så nogen indsatte simpelthen ender med at dø af naturlige årsager, mens enkelte i meget sjældne tilfælde er blevet benådet, fordi de er blevet erklæret for uskyldige. Før i tiden fik dødsfanger endda også omstødt deres dødsdom til livsvarigt fængsel i forbindelse med vigtige begivenheder såsom fredsaftalen mellem Japan og de allierede i 1952 eller et kejserskifte, men i dag er det kun mindre forseelser, der bliver slettet fra folks straffeattester i den anledning. Normalt sidder folk i gennemsnit på dødsgangen i 5 til 10 år, før de en dag får at vide, at de skal henrettes. Japanske dødsfanger får nemlig ingen advarsel før samme dag, som henrettelsen skal finde sted, og de lever således hver dag med uvisheden om, om det er deres sidste. Dog kan henrettelser ikke finde sted på nationale helligdage, så på de dage kan dødsfanger føle sig sikre.
Selve henrettelsesproceduren starter med, at justitsministeren underskriver henrettelseserklæringen, og herefter skal henrettelsen finde sted inden for fem dage. Den dødsdømte har mulighed for at få et sidste måltid efter eget valg og få en snak med en religiøs rådgiver, før vedkommende i dybeste hemmelighed bliver sendt til hængning i fængslet. Selve henrettelsen foregår i et specialdesignet rum med en markeret faldlem, hvor den dødsdømte bliver placeret med bundne hænder og fødder og ligeledes får bundet en løkke om halsen, som er forbundet til loftet. Faldlemmen bliver efterfølgende aktiveret via et tryk på en knap, og den dødsdømte falder ned i et nyt rum, hvor vedkommende erklæres for død af en læge efter at have brækket nakken i faldet. Der er imidlertid fem forskellige knapper, som fem fængselsansatte bliver sat til at trykke på på samme tid, men kun den ene af disse aktiverer faldlemmen, og ingen af de ansatte vil dermed vide, hvem af dem, der har stået for henrettelsen, og de kan dermed heller ikke stilles til ansvar for den. Først efter henrettelsen får de pårørende og offentligheden noget at vide, og de fanger, hvis identiteter har været hemmeligholdt, vil få offentliggjort deres navne. De efterladte får udleveret liget efter henrettelsen, så en privat begravelse kan finde sted.
Der lader ikke til at være noget system i henrettelserne i Japan, idet der nogle år kan være adskillige henrettelser, mens der andre år slet ikke er nogen. I 1993 genoptog man eksempelvis henrettelser af dødsfanger efter at have holdt pause siden 1989 grundet kritik fra Vesten som følge af en række sager i 1980'erne, hvor flere dødsfanger blev benådet, da deres uskyld blev bevist, efter at de ellers var blevet dømt til døden, og under coronaepidemien i 2020 blev der heller ikke foretaget nogen henrettelser. Mens nogen af de henrettede har siddet få år på dødsgangen, så er der andre, der har ventet i mere end et årti. Det er dog almindeligt, at man vælger at "slå to fluer med et smæk" - altså henrette flere personer på samme dag, dog ikke nødvendigvis i samme fængsel. Er flere personer blevet dømt til døden i samme sag, vil de eksempelvis blive henrettet på samme dag for at ligestille dem som gerningspersoner. Hvert år bliver flere japanere dømt til døden, men majoriteten af disse er mænd, eftersom kvinder kun udgør en meget lille procentdel af de dødsdømte.
Siden 1949 har man ført tal over antallet af henrettelser i Japan, og disse ser således ud:
