Dyrekampe i Japan

Dyrekampe i JapanHistorisk set har mennesker altid anvendt dyr til underholdning – blandt andet ved at lade dem indgå i arrangerede kampe imod hinanden, og her har man ofte gjort brug af hanner fra den samme art, da de grundet deres territoriale drifter anser andre hanner for at være en trussel. Dyrekampe har således været baseret på naturlig styrke og dominans, og de har derfor været både voldelige og blodige og i mange tilfælde dødelige, fordi kampene foregik på en arena, hvor dyrene ikke havde mulighed for at trække sig tilbage. I visse tilfælde sluttede kampen, så snart et af dyrene ikke kunne kæmpe mere eller besluttede sig for at underkaste sig, og mennesker ville da gribe ind og adskille dyrene fra hinanden, og den endnu kamplystne part ville blive erklæret for vinder. Dyrekampe kunne både anvendes til væddemål, så man kunne satse penge på dem, men der kunne også være tale om decideret underholdning, hvor man simpelthen fandt det fornøjeligt at se dyr slås imod hinanden. Ofte var der tale om dyr, der blev opdrættet og trænet til kamp, mens der andre gange var tale om dyr, hvis naturlige drifter fik dem til at indgå i duel. I store dele af verden er alle former for dyrekampe i dag blevet forbudt, mens det i visse lande fortsat er tilladt at arrangere dyrekampe med visse arter.

I Japan har særligt hanekampe været populære, idet disse blev bragt til landet fra Kina, og det at sætte to haner til at kæmpe imod hinanden blev på den måde en udbredt underholdningsform – særligt i de højere kredse, hvor hanekampe kunne indgå som et indslag under sammenkomster eller mindre begivenheder. Eftersom høns er tamfugle, så var haner nemme at komme i besiddelse af, og at de kun kunne kæmpe med næb og kløer betød, at kampene kunne vare i lang tid, før en af parterne blev nok skadet, til at den ikke kunne kæmpe mere. Med tiden blev hanekampe udbredt blandt den almindelige befolkning, så der blev afholdt kampe på gader og i særlige arenaer, hvor folk kunne satse penge. Dette blev et så stort problem, at hanekampe faktisk blev bandlyst, men de fortsatte dog med at blive udkæmpet i det skjulte. I dag er dyrekampe forbudt i visse af Japans præfekturer, men de er imidlertid ikke indskrevet i den nationale lovgivning. Man oplever derfor stadig hanekampe i Japan, men man forsøger samtidig at forebygge disse ved at argumentere for, at der er tale om dyremishandling, hvilket netop er forbudt ifølge den japanske lovgivning, mens der omvendt argumenteres for, at det jo ikke er mennesker, der udfører mishandlingen. Det er desuden ulovligt at satse penge på dyrekampe, så disse er nu om dage ren underholdning.

Noget andet, man stadig kan opleve i Japan, er hundekampe. Oprindeligt blev hundekampe anvendt som et underholdende indslag i de højere kredse præcis som hanekampe, og det førte til, at man i visse egne opdrættede kamphunde, så hundekampe blev en populær sport – særligt i Kochi-præfekturet og Akita-præfekturet. Japanske hunderacer er dog ikke så stærke og udholdende som visse andre racer, så i slutningen af 1800-tallet valgte man at importere hunde fra Europa, som man begyndte at anvende, samtidig med at man krydsede disse med japanske racer. Dette førte til udviklingen af hunderacen Tosa, der i dag er den mest populære kamphund i Japan, hvor den mange steder er den eneste hunderace, som optræder i hundekampe. Præcis som med hanekampe, så er hundekampe bandlyst i visse præfekturer, og de er derfor ikke så udbredt i Japan. Hundekampe er ikke desto mindre lokale begivenheder, der stadig formår at trække folk til, selvom de kun varer ganske få minutter. Hundekampe foregår nemlig i en lille arena med tremmer under ordnede forhold, hvor en dommer sørger for at standse kampen i tide, så snart en hund er blevet slået, eller hvis den har brudt reglerne. Lige så snart en hund klynker eller trækker sig tilbage, så har den tabt, og hunde opdrages derfor til at være stille, når de kæmper, hvilket foregår med brug af tænderne. Der er for en ejer stor prestige i at eje en god kamphund, som samtidig er mange pege værd.

En anden type dyrekampsport, som man stadig kan opleve i Japan, er tyrekampe. I modsætning til tyrefægtning, så bliver to tyre nemlig sat til at kæmpe mod hinanden under tyrekampe, hvilket typisk foregår på en rund arena fyldt med tilskuere. Tyrekampe er blandt andet udbredt på Okinawa-øerne, hvor de opstod for nogle hundrede år siden, da de lokale bønner manglede noget at underholde sig med. Med tiden blev tyrekampe udbredt til flere egne af Japan, hvor de fortsat dyrkes under ordnede forhold med særlige kampregler, der blandt andet inkluderer vægtklasser, så man kan sikre sig en fair kamp. Tyrene kæmper mod hinanden ved at stange hovederne sammen, og der er således mest tale om en duel baseret på udholdenhed, for så snart en tyr trækker sig, så bliver den erklæret for taber. Kampen bliver dermed afgjort og indstillet, for tyrenes ejere er ikke interesserede i, at de skal komme til skade, så man passer generelt på, at duellen ikke udvikler sig til en egentlig konflikt imellem dyrene. Præcis som med kamphunde, så er der stor prestige i at eje en stærk tyr med mange sejre.

I Japan er hverken insekter eller fisk inkluderet i loven om dyremishandling, så selvom det ikke er så populært, så kan man også opleve dyrekampe mellem fisk eller insekter, såsom siamestiske kampfisk, hvor hannerne er kendte for at slå hinanden ihjel, hvis de opholder sig i samme akvarium. Man kan også opleve forskellige typer af han-insekter blive sat over for hinanden, så de er nødsaget til at duellere, men det foregår som regel med brug af styrke, så den ene af parterne blot bliver ydmyget, når den bliver overvundet af den anden. Japan har imidlertid også udgivet en serier med insekter og andre små dyr såsom skorpioner og edderkopper, der parvis blev sat til at kæmpe mod hinanden i et terrarium – ofte med døden til følge for dermed at vise, hvilken art der var den stærkeste.

Total Page Visits: 9 - Today Page Visits: 1