Behåring og hårtype afhænger af genetik, og eftersom japanerne tilhører den østasiatiske race, så har japanere generelt set samme hårtype og mængde behåring som eksempelvis kinesere og koreanere. Det vil også sige, at japanere er mørkhårede, da dette er den dominerende hårfarve blandt det østasiatiske folk, hvilket altså skyldes nedarvningsprocessen. Det menes, at mennesket oprindeligt var mørkhåret, og at andre hårfarver opstod som følge at mutationer, som påvirkede mængden af melanin hos det enkelte menneske. Hos det Vestlige folkefærd fik denne mutation lov til at brede sig i et sådant omfang, at den hvide race er kendetegnet ved at have alsidige hårfarver, præcis som det er tilfældet med øjenfarver, som ligeledes skyldes en mutation i tidernes morgen. En sådan mutation opstod tilsyneladende aldrig, eller også fik den ikke lov at udvikle sig i Østasien, hvilket selv nu om dage betyder, at langt de fleste japanere har sort eller meget mørkebrunt hår.
Hår er en efterladenskab fra evolutionen, så det varierer også fra menneske til menneske, hvor meget hår man har på sig. Det er vidt diskuteret, hvorfor vi har en stor samling hår på hovedet, men det er en udbredt overbevisning, at dette oprindeligt havde til hensigt at beskytte vores isser mod solens stråler. Dette kan også være forklaringen på, hvorfor nordeuropæere generelt har tyndere og lysere hår end andre folkefærd, da mørkere og tykkere hår skærmer bedre mod UV-stråler, og det kan samtidig være med til at bekræfte, at hår ikke har til formål at holde hovedet varmt. Østasiatere har deres oprindelse fra et varmt klima, så deres genetiske kode har bibeholdt tykt hår. Selvom japanere faktisk har mindre hår per kvadratcentimeter end eksempelvis hvide mennesker, så kan et enkelt hårstrå være dobbelt så tykt. Dette er forklaringen på, at østasiatere er kendte for at have "stift" hår.
Noget andet østasiatere er kendte for er deres manglende eller begrænsede kropsbehåring. Igen er det genetik, der spiller ind, for hvis kropsbehåring ikke har været en del af ens DNA, så vil det heller ikke blive ført videre i slægten og dermed blive udbredt i det samfund, man tilhører. Generelt vil man opleve, at japanske mænd har meget svært ved at få skæg. Mange får kun det, man i Danmark vil kalde for teenage-skæg - tynd og sporadisk skægvækst, typisk centreret omkring munden på overlæben og hagen. Og det skyldes simpelthen, at deres genetiske kode ikke er programmeret til at "modne" hårvækst andre steder på ansigtet. Det har som sådan også noget med hormoner at gøre, hvilket ellers kan være med til at forklare, hvorfor japanere udvikler skæg senere i livet end eksempelvis europæere, for man kan sagtens have et højt testosteronniveau, uden at man får skæg, for i sidste ende handler det om ens gener. Hormonbehandling kan sagtens forstærke den "naturlige" modningsproces, men hvis denne ikke er blevet aktiveret af sig selv kan det diskuteres, hvor naturlig den egentlig er. Man kan dog opleve, at hårgrænsen hos både mænd og kvinder går ind foran ørerne - altså at man hos begge køn ser naturlige bakkenbarter.
Af en eller anden grund er behovet for skæg med tiden forsvundet hos den østasiatiske race, så mænd med tiden har fået sværere ved at gro skæg. Det vides dog ikke, om det altid har været sådan, og hvilket behov, skæg egentlig opfylder, eftersom det jo ikke ses hos kvinder. Man må derfor antage, at skæg givetvis har haft til formål at skærme for elementerne (ligesom med håret på hovedet) blandt mænd, som brugte dagen på at jage eller på anden vis befinde sig under den åbne himmel. Af ukendte årsager blev dette gen mere dominerende hos visse folkefærd end hos andre, hvilket kan skyldes indre såvel som ydre faktorer såsom nedarvningsprocessen eller leveforhold. Tykt skæg blev faktisk set hos folkefærdene Emishi og Ainu, der ligeledes levede i Japan. Så genet har altså eksisteret blandt det østasiatiske folk, og nu om dage kan man da også se nogle japanere, der kan gro et stort fuldskæg. Men netop fordi dette har været ualmindeligt i Japan, så har skæg ikke ligefrem været noget, som er blevet dyrket, tværtimod blev Emishi og Ainuer anset for at være primitive af det japanske folk. Dog blev det moderne at have skæg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor man i Japan imiterede datidens tendens i Vesten. Men man kan overordnet sige, at et glat ansigt altid har været et skønhedsideal, hvilket sågar også er tilfældet nu om dage, hvor skæg ofte bliver betegnet som værende noget, der gør en sjusket og usognieret at se på. Dette er blandt andet forklaringen, at det er yderst sjældent, man ser en såkaldt salaryman med skægstubbe eller skægvækst.
Håret på hovedet er derimod noget, der historien igennem er blevet dyrket i Japan, hvor det var populært for mænd og kvinder at gå til frisøren, så de kunne få opsat deres hår i fornemme frisurer, og blandt kvinder var det at dekorere håret også udbredt. Nogle frisurer havde endda særlige betydninger, ligesom de skiftede med alderen, så man blandt andet kunne se, hvor gamle folk var, eller hvilken status/stilling de have, udelukkende ved at kigge på deres hår. Traditionelle japanske hårstile er kendt som nihongami, hvilket direkte oversat betyder Japan-hår, men disse havde også deres egne separate betegnelser. Disse var desuden mest udbredt blandt byfolk og i de højere kredse, men overordnet set har det været udbredt at lade håret gro i Japan, hvor det at have langt hår længe var idealet - og så blev det som regel opsat eller bundet på en eller anden måde, lige meget hvilket samfundslag, man tilhørte.
Af samme grund har det også haft en negativ betydning at klippe håret af, da dette enten fik tillagt en grad af skam eller nedværdigelse. Selv nu om dage er det at klippe sig korthåret en symbolsk handling for mange japanske kvinder, som derfor vælger at gøre dette, når de vil lægge fortiden bag sig og komme videre i livet - eventuelt ved at skifte job eller efter at have slået op med en kæreste. I dag er det i Japan tilladt at have lige netop den hårstil, man selv har lyst til, og man vil generelt opleve, at både mænd og kvinder går op i deres hår, og blandt begge køn er det endda også udbredt at trimme øjenbryn. Blandt unge er det at farve håret en måde at bryde med normen eller vise, at man vil skille sig ud fra mængden, netop fordi stort set alle japanere har mørkt hår, så man normalt "går tabt i mængden". Dette kan også være en teori på, hvorfor det er endte med at blive populært at lave manga- og anime-figurer med unaturlige hårfarver.
Kropsmæssigt ligner japanere grundlæggende set det basale menneske - de får hår under armene, og omkring deres kønsorganer. Graden af den resterende behåring varierer gevaldigt. Hårmængden er naturligvis begrænset hos kvinder, men hos mænd er der nogen, der er naturligt glatte stort set overalt, mens andre har hår på både arme, ben, bryst og mave. Generelt set kan det siges, at det er sjældent at se japanske mænd med markant kropsbehåring, og typisk er det benene, der har mest hår. Der er delte meninger blandt japanerne, når det gælder kropsbehåring hos mænd. Nogen synes at det er grimt eller utiltrækkende, fordi de netop ikke er vant til det, mens andre synes, at det er interessant og tiltrækkende, fordi det på en måde virker eksotisk. For nogen bliver man mere mand med kropsbehåring, mens andre synes, at man bliver mere dyr. Denne delte tilgang til alt, der virker fremmed, er sådan set udbredt i det japanske samfund, og derfor er der også nogen, der synes at blondt hår er smukt, mens andre synes, at det ser underligt ud.