Hvalfangst i Japan

Hvalfangst i JapanGrundet Japans status som et ørige har hvalkød historisk set altid været en del af japanernes kost lige siden den japanske stenalder, hvor folk spiste strandede hvaler, før opfindelsen af skibe gjorde det muligt at foretage decideret hvalfangst til søs, hvilket førte til udviklingen af organiseret jagt i slutningen af 1500-tallet, hvor det blev almindeligt at trænge hvaler ind mod land, så man hér kunne dræbe dem med brug af flere både ved at fange dem med net og harpunere dem. Hvaler havde status som fisk, og der blev derfor ikke ført kontrol over antallet af dræbte hvaler, hvilket endte med at sætte sit præg på bestanden omkring Japans kyst, hvor det blev sværere for folk at finde og fange hvaler. I slutningen af 1800-tallet blev moderne fangstmetoder så introduceret fra Norge, og det resulterede i, at kommerciel hvalfangst blev indført i Japan i begyndelsen af 1900-tallet, hvor man begyndte at udbrede jagten til internationale farvande.

På verdensplan var hvalbestanden faldet drastisk i løbet af få hundrede år, og det bevirkede, at Folkeforbundet valgte at begrænse hvalfangst ved at implementere en lov omkring dette i 1934, men denne blev imidlertid ignoreret af Japan, der fortsatte med at fange hvaler i et ukontrolleret omfang. Dette havde allerede haft indvirkning på antallet af hvaler i de asiatiske farvande, så Japan begyndte at foretage hvalfangst omkring Antarktis, hvor bestanden endnu befandt sig på et sundt niveau. Hvalfangst endte med at blive en industriel og økonomisk succes for Japan, der udkonkurrerede mange andre nationer på området, da der på en enkelt sæson blev fanget over 45.000 hvaler. Det fik Folkeforbundet til at implementere yderligere restriktioner vedrørenede hvalfangst, men Japan nægtede ligesom Tyskland at skrive under, og de to nationer stod således for en tredjedel af verdens hvalfangst før Anden Verdenskrig brød ud.

Dette gav hvalerne omkring Japan et pusterum, fordi japanerne blev nødsaget til at fokusere på deres krigsførelse, men efter krigens afslutning blev Japan dog opfordret til at genoptage deres hvalfangst af USA, fordi hvalkød var en nem måde at mætte de mange sulte japanere på, ligesom hvalolie var en værdifuld eksportvare, man kunne gøre brug af i Vesten, hvor den slags ressourcer var eftertragtet i efterkrigstiden. Det var i denne periode at hvalkød endte med at blive en del af japanernes daglige kost, da hvalkød udgjorde halvdelen af det solgte kød på det japanske marked, og det havde selvsagt indvirkning på hvalbestanden, der atter led som følge af øget fangst. I 1946 var Den Internationale Hvalfangstkommision blevet oprettet for at styre hvalfangst på verdensplan og herigennem sikre hvalernes videre overlevelse, og da Japan blev medlem af kommisionen i 1951 betød det, at der blev sat skærpet krav til nationens hvalfangstpolitik. Som medlem af Den Internationale Hvalfangstkommision blev Japan nemlig nødsaget til at regulere antallet af fangne hvaler drastisk, især da kommerciel hvalfangst blev forbudt i 1986, hvilket havde den effekt, at hvalkød endte med at blive mindre udbredt, så det altså blev til en delikatesse. Dog fandt japanerne et smuthul i en af kommisionens paragraffer, der gjorde det muligt at øge antallet af fangede hvaler, idet man fik en årlig kvote på omkring 1000 hvaler, som kunne fanges og benyttes til forskning. Det er dog et anerkendt faktum, at Japan fangede disse hvaler med kødet og olien som den primære interesse, mens selve forskningen blev et sekundært aspekt, da hvalfangsten ikke har ført til nogen signifikante videnskabelige resultater.

Japan har altid haft status som et rebelsk medlem i Den Internationale Hvalfangstkommision, idet nationen flere gange har stemt imod beslutningsforslag og ikke overholdt aftaler, hvilket førte til flere advarsler. I 2010 blev det dog afsløret, at der foregik bestikkelse fra Japans side for at sikre sig Den Internationale Hvalfangstkommisions gunst, og samme år foreslog Japan sammen med Norge og Island at ophæve forbuddet mod kommerciel hvalfangst, idet de tre lande mente, at bestanden nu var tilbage på et stabilt niveau, så den kunne klare kontrolleret fangst. Forslaget blev dog afvist, og det fik i 2014 Japan til at øge sin jagt på hvaler “i forskningsøjemed”, men samme år blev det ved Den Internationale Domstol afgjort, at Japan snød med deres kvoter. I 2018 besluttede Japan sig så endelig for at melde sig ud af Den Internationale Hvalfangstkommision, så man på den måde kunne genoptage kommerciel hvalfangst, hvilket blev gjort i juli 2019 – hvor man dog samtidig holdt op med at fange hvaler omkring Antarktis. 

Omkring halvdelen af japanerne støtter op om hvalfangst, fordi mange ser det som en del af deres kultur. Dette har imidlertid også gjort Japan til et af de hyppigste mål for kritik fra blandt andet miljøorganisationer, der har udført protester såvel som rettet angreb mod japanske hvalfangere. Byen Taiji blev eksempelvis verdenskendt efter dokumentaren The Cove i 2009 kunne vise, hvordan man fanger og slagter delfiner i byens bugt, hvilket man har gjort i flere århundreder. Delfiner udgør dog kun en lille del af Japans hvalfangst, idet vågehvaler historisk set har fyldt mest i statistikken over Japans årlige hvalfangst, der ligeledes har inkluderet store antal brydeshvaler og sejhvaler, mens man dog også har registreret fangst af truede arter. Det er desuden mere almindeligt at fange disse til søs, hvilket gøres ved at skyde hvalerne med harpuner, indtil de dør, hvorpå ligene hejses ombord på et hvalkogeri – et skib, hvor forarbejdningen af hvalen finder sted, så delene fra denne er klar til at blive fragtet væk og solgt, når skibet lægger til kaj. Da der er tale om en delikatesse er det som oftest restauranter, der køber og videresælger hvalkød i Japan.

 

Hvalfangst i Japan60total visits,1visits today