Japans økonomi

Japans økonomi

Japan er i dag en af verdens største økonomier med et samfund bestående af en overvejende middelklasse, hvilket også gør Japan til et højindkomstland, ligesom det er et af de få ikke-vestlige I-lande, som desuden scorer højt på Human Development Indexet, der er et internationalt anvendt indeks for menneskelig udvikling, hvor Japan faktisk lå i toppen, dengang dette første gang blev udgivet i 1990. Baseret på BNP var Japan dengang også verdens anden rigeste nation - kun overgået af USA, mens Kina siden har overhalet Japan, der nu befinder sig på en tredjeplads. Japan er derfor kendetegnet ved at være en moderne nation med en højteknologisk infrastruktur, et stabilt uddannelsessystem og lav arbejdsløshed, og selvom skatten i Japan er lavere end i Danmark, så har japanerne også adgang til visse velfærdsgoder. Nogle indkomster er imidlertid også så lave, at mange japanere har svært ved at stable et økonomisk fundament på benene - særligt når de har stiftet familie, og baseret på OECD's fattigdomsgrænse, så vokser hver sjette japaner op i fattigdom. Japan har ydermere et plus på handelsbalancen, for selvom Japan er blandt verdens største importører, så er landet skam også blandt de største eksportører, og nogle af de vigtigste handelsvarer er reservedele, der indgår som komponenter i produktionen af blandt andet biler og teknologi i andre lande. 

Den økonomiske udvikling i Japan er kendt for at have fundet sted på meget effektiv vis, for frem til midten af 1800-tallet havde Japan faktisk været lukket af for omverdenen i godt og vel 250 år, og økonomien var derfor betinget af intern orden, hvilket Tokugawa-shogunatet sørgede for ved for det første at sikre fred og for det andet at oprette samfundsklasser, så alle borgere var bekendt med deres plads og status. Dette resulterede i et struktureret landbrug, en flydende produktion og faste servicehverv, så pengene naturligt skiftede hænder mellem befolkningen, mens der dog også var økonomisk ulighed, idet folk skulle betale skat til overklassen, som levede i luksus i forhold til det jævne folk, der måtte knokle for at klare sig i dagligdagen. Der var slet og ret en dominerende underklasse, hvor mange kun havde råd til det fornødne, mens andre omkom af fattigdom, fordi man satte de højere lag i første række.

Da Japan slog dørene op til verdensmarkedet i midten af 1800-tallet, oplevede man det første økonomiske mirakel, da landet udviklede sig til at blive verdens eneste ikke-vestlige stormagt, idet man simpelthen formåede at tage industrialiseringen til sig og implementere denne i samfundet, der på ganske få år blev moderniseret, så det kunne leve op til Vestlig standard. Dette var selvom, Japan faktisk befandt sig i en slags identitetskrise, hvor man forsøgte at skille sig af med de feudale værdier, så samfundsklasser blandt andet blev afskaffet - heriblandt hele samuraiklassen, så folk måtte finde beskæftigelse inden for helt nye hverv, som opstod som følge af introduktionen af nye opfindelser og dermed også en ny levevis. Vestlige bygninger skød op overalt i landet, jernbaner blev anlagt, skolepligt blev indført, og mængden af iværksættere og entreprenører skød i vejret, alt imens handlen blomstrede.

For japanske varer var populære i udlandet, heriblandt silke, der var landets største eksportvare, men der var også en anden forklaring på japanernes succes - nemlig deres begrænsede import. I stedet for at købe varer fra udlandet, så valgte japanerne nemlig at producere sine egne versioner og dermed oprette en intern industri, så "udenlandske" produkter kunne købes på japansk jord og sågar sælges ud over landets grænser, og det førte første gang til et plus på handelsbalancen efter Første Verdenskrig, hvor Japan kunne konsolidere sin status som en økonomisk stormagt på verdensmarkedet, eftersom Europa stod svækket, og da Den Store Depression ramte, blev Japan ikke synderlig mærket.

Kapitalisme prægede det japanske samfund i årtier og førte til, at uligheden i samfundet blev mindre, men på samme tid steg hovmodet, og Japan begyndte derfor at føre krige mod sine nabolande for at teste og skilte med sin egen styrke, og med en sejr over både Kina og Rusland, så viste nationalismen sig efterhånden også i det japanske samfund, hvor man blev mere og mere fremmedhadsk, og fordi man havde investeret i at udvikle og producere teknologi, så var man blandt foreløberne inden for blandt andet maskiner, og man kunne dermed også styrke militæret og gøre dette blandt verdens mægtigste. Dette var med til at forbedre Japans økonomi på noget ekstrem vis, for Japan gav sig nemlig til at invadere sine nabolande og gradvist overtage disse, hvilket var udgangspunktet for Anden Verdenskrig, hvor Japans magtsyge godt nok spredte død og ødelæggelse med sig, men på samme tid kom man i besiddelse af territorier og disses ressourcer. Japan kunne tilmed gøre brug af andre asiatiske folkefærd som tvunget arbejdskraft, så japanerne selv kunne fokusere på krigsførelse, for det var sådan set dette, de fleste penge blev brugt på. Der er dog bare den ulempe ved krig, at det involverer tab og behov for nyt udstyr, og i Japan kunne man simpelthen ikke følge med efterspørgslen, ligesom landet desuden blev udsat for bombetogter, så fabrikker blev ødelagt, og arbejdere blev dræbt. 

Japan var derfor allerede svækket, da landet valgte at overgive sig efter at være blevet ramt af to atombomber i 1945, og man havde ikke blot tabt en krig - landet lå også i ruiner, hvor kvinder havde mistet deres mænd, børn havde mistet deres forældre, og ældre havde mistet deres børn. Alt var et stort kaos, da landet blev okkuperet af USA, og økonomisk set var Japan blevet tvunget i knæ, men i stedet for at betragte Japan som en fjende, så valgte USA at se dem som en samarbejdspartner, og sammen begyndte man at indføre nye regler og systemer, som skulle være med til at hjælpe Japan videre. Men det var en langsommelig proces, der krævede, at det japanske folk tog den nye udvikling til sig, hvilket de fleste var villige til, og med et nationalt sammenhold påbegyndte man genopbygningen af landet, hvilket i starten betød, at man måtte affinde sig med trange kår, før man efterhånden fik rejst sig fra asken og stablet et holdbart samfund på benene, så okkupationen kunne blive ophævet, og Japan atter kunne blive overladt til sig selv.

En af de vigtigste komponenter, der gjorde det muligt for Japan at komme videre i efterkrigstiden, var konceptet "frihed", for man blev introduceret for demokrati, ligesom de frie markedskræfter fik lov til at diktere samfundsudviklingen, hvor efterspørgsel, privatisering, konkurrence og innovation førte til øget industri og behovet for arbejdspladser. Samtidig investerede staten såvel som familier i uddannelse af unge mennesker, så Japan blev en nation bestående af veluddannede borgere, selvom de fleste faktisk arbejdede med produktion, men hen over tid blev der behov for folk i andre sektorer - særligt administration, hvilket førte til, at mange japanere blev kontorarbejdere, hvilket skabte arbejderklassen kaldet salarymen. Det var nemlig primært mænd, der var en del af arbejdsmarkedet, mens kvinder ofte var hjemmegående husmødre, og da en husstand derfor var afhængig af én enkelt indkomst, så måtte mænd arbejde hårdt og længe for at kunne forsørge deres familie, men det var generelt ikke noget problem at finde arbejde, og en sikret indkomst bevirkede, at skellet i samfundslagene blev opløst, så grænsen mellem rige og fattige blev mindre. Privatforbruget steg desuden også, og japanske produkter blev igen efterspurgt i udlandet, hvor Japan især blev kendt for sin teknologi og mekanik.

Alt dette var en del af Japans andet økonomiske boom, og perioden efter Anden Verdenskrig er kendt som det økonomiske mirakel, fordi Japan simpelthen formåede at udvikle sig til verdens anden største økonomi, hvilket OL-værtskabet i 1964 blev et symbol på, da man i Japan anså dette for at være en anerkendelse af nationens bedrifter. I 1973 blev verden dog ramt af en oliekrise, hvilket også påvirkede Japan, hvor både produktionen og eksporten faldt, mens man oplevede voldsom inflation, så man faktisk befandt sig i en lille økonomisk krise. Japan formåede dog at bevare sin status som en økonomisk stormagt, og økonomien fortsatte med at boome helt ind i 1980'erne. Men så skete det uundgåelige, for alt godt har naturligvis en ende, og efter årtiers vækst, bristede den økonomiske boble, hvilket blev begyndelse på det, der senere blev kendt som "det tabte årti".

Den økonomiske krise opstod nemlig ikke bare fra den ene dag til den anden, men udspillede sig henover flere år i løbet af 1990'erne, hvor man i Japan oplevede et utal af konkurser, stigende arbejdsløshed og tvangsauktioner. Folk var blevet så vant til at kunne optage lån, at mange endte i gæld, efter de mistede deres forretning eller deres arbejdsplads, fordi de dermed også mistede deres indkomst og ikke kunne betale deres lån, der grundet renter kun blev højere og derfor også mere uoverskuelige. Dette fik personlige konsekvenser for tusindvis af japanere, for dette var stadig en tid, hvor mændene dominerede arbejdsmarkedet, så når en mand først stod uden arbejde, så stod hele husstanden uden indkomst, så hele familier blev påvirket. I denne periode oplevede man således også stigende ungdomskriminalitet, hjemløshed samt et selvmordsboom, da dette var en nem måde for mange at slippe af med deres problemer og samtidig skåne deres familier.

Udviklingen i Japan begyndte at gå langsommere, da store projekter måtte sættes på pause eller skrottes så investeringer gik tabt, efter samfundet ellers havde udviklet sig i raketfart, hvilket Tokyo var et fysisk bevis på, da skyskrabere var skudt op i hobetal, så byen var endt med at blive verdens største metropol med verdens dyreste ejendomme. Et symbol på krisen blev blandt andet de mange forlystelsesparker, som måtte lukke og derefter blev forladt, fordi folk simpelthen ikke længere havde råd til at tage ud og more sig i samme omfang som før. I begyndelsen af årtusindeskiftet nåede arbejdsløsheden sit højeste, men på trods af dette så begyndte kvinder efterhånden at gøre sit indtog som fastansatte på arbejdsmarkedet, eftersom familier havde brug for at få så mange penge som muligt, og for at tiltrække arbejdskraft inden for bestemte fag, så begyndte Japan at lempe sin indvandringspolitik, så det blev nemmere for udlændinge at komme til Japan og arbejde.

For I Japan står man nemlig i den situation, at der nu fødes færre mennesker, end der dør, hvilket betyder, at befolkningstallet er i fald, og oven i det, så udgør ældre mennesker en betydelig procentdel af det japanske samfund, så man i fremtiden risikerer at mangle arbejdskraft. Nedbrydning af de traditionelle familiemønstre og øget indvandring er nogle af de metoder, der skal være med til at sikre Japans økonomi, for man har også forsøgt at lægge ansvaret over på den yngre mandlige generation og bilde dem ind, at det er op til dem at trække Japan op, præcis som deres forfædre gjorde efter Anden Verdenskrig, hvilket dog ikke er blevet anset for at være en særlig hensigtsmæssig metode i nutidens japanske samfund, hvor der også er fokus på velvære og ikke kun velstand.

Japans tabte årti kaldes også "de tabte 20 år", for Japan blev også ramt af den globale økonomiske krise i 2007, og i 2010 blev landet så overhalet af Kina på BNP-skalaen, så Japan blev nedgraderet til en tredjeplads på listen over verdens rigeste nationer. Året efter ramte en af de værste naturkatastrofer i nyere tid så landet, hvilket mange betragtede som Japans dødsstød, men grundet politiske tiltag erJapan dog ved at ryste den økonomiske krise af sig, og det blev blandt andet betragtet som et løft, da man fik tildelt OL-værtskabet i 2020. Samme år blev hele verden imidlertid ramt af corona-krisen, og de milliarder, der var blevet brugt for at forberede sig til de olympiske lege blev dermed spildt, da disse blev udskudt til 2021. Krisen bevirkede desuden, at man i Japan gik i undtagelsestilstand, hvilket er blevet betegnet som landets værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig, netop fordi man er kommet sig oven på det tabte årti. Trods kriser er det japanske samfund dog stadig et moderne og velfungerende et af slagsen, hvor udviklingen fortsat finder sted i bredt omfang, ligesom befolkningen stadig lever ud fra en høj standard, så effekten af de økonomiske kriser kan bedst observeres ved at kigge på Japans nabolande, der nu udvikler sig i samme tempo, som Japan gjorde i efterkrigstiden.

 

Total Page Visits: 671 - Today Page Visits: 1