Japan befinder sig langs intet mindre end fire tektoniske plader: Stillehavspladen, Den nordamerikanske plade, Den filippinske plade og Den eurasiske plade. Det er de tektoniske pladers aktivitet, der har formet landmasserne, og de er derfor også forklaringen på, hvorfor Japan er et bjergrigt land, hvor der tilmed også er mange vulkaner. Den tektoniske aktivitet er konstant, og det er denne, der skaber jordskælv, når pladerne støder mod hinanden, idet der i forbindelse med dette frigives energi i form af vibrationer. Eftersom Japan ligger nær fire tektoniske plader, er jordskælv derfor almindelige i Japan, hvor der hvert år registreres omkring 5000 jordskælv. Langt de fleste kan imidlertid ikke mærkes, men årligt bliver Japan ramt af cirka 150 jordskælv, der måler over 5 på richterskalaen, hvilket er nok til, at inventar begynder at ryste. Jordskælvets styrke skal dog ligge over 6, før man begynder at se decideret ødelæggelser, og det forholder sig sådan, at man i Japan oplever 20 % af alle globale jordskælv, som har en styrke på 6 eller derover. Jordskælvets varighed og intensitet afhænger af dets styrke, men selvom der er tale om et forholdsvist mildt jordskælv, kan dette også føre til ødelæggelser, hvis dets epicenter ligger nært et stort byområde.
Men netop fordi man i Japan er vant til jordskælv, så skal der nu om dage meget til, før disse fører til massive ødelæggelser. Igennem tiden har man nemlig lært at tilpasse sig jordskælv, så bygninger opføres ud fra særlige standarder, ligesom de skal jordskælvssikres og godkendes, før de må anvendes til beboelse. Japanerne har lært lektien på den hårde måde, for selvom man hele tiden garderer sig mod naturen, så opstår der katastrofer i intervaller, som gør, at man hele tiden er nødt til at opgradere sin viden om jordskælv og dermed også indordne samfundet efter denne. Selvom jordskælv har været en del den japanske kultur siden tidernes morgen, så var det først i slutningen af 1800-tallet, man begyndte forske i jordskælv, da den geologiske videnskab fandt vej til Japan via Vesten. Siden da er Japan blevet et af de lande med den bedste jordskælvssikring, ligesom man er i besiddelse af måleudstyr, der kan registrere jordskælv, før de rammer. I visse tilfælde kan man nå at advare offentligheden i helt op til et minut, før jordskælvet begynder, men generelt bliver japanerne overrasket, når et jordskælv pludselig opstår. Nu om dage kan man få beskeder på sin telefon, når Japan rammes af et kraftigt jordskælv, men ellers vil dette også blive nævnt på TV, hvor man desuden vil følge katastrofen, hvis denne viser sig at være stor.
Japanerne er dog blevet oplært i at reagere roligt og ikke gå i panik, når et jordskælv rammer. I skolen er der katastrofeøvelser, hvor børn lærer at søge i dækning og samle sig på åbne områder. Myndighederne sørger ligeledes for at træne mandskab til at indgå i et nationalt katastrofeberedskab, som altid står klar til at tage ud på eventuelle redningsaktioner, hvis der er behov for det. Selvom man skulle tro, at folk typisk dør af at blive fanget i sammenstyrtede bygninger, så er dette faktisk blevet en sjældenhed i Japan, hvor man nu om dage oplever flest dødsfald som følge af jordskred og nedfaldne genstande. Dog er der en helt tredje faktor, som i nyere tid har været med til at trække dødsraten op, for Japan rammes nemlig af både indlandsjordskælv og undersøiske jordskælv - og disse kan i visse tilfælde udløse tsunamier, hvilket er en helt anden form for katastrofe, men om ikke andet er denne blevet udløst af et jordskælv. De tektoniske plader befinder sig i Stillehavet øst for Japan, og derfor er det også hér, de fleste undersøiske jordskælv opstår. Og i visse tilfælde kan disse altså udløse en tsunami, der ofte er mere ødelæggende end selve jordskælvet, fordi det er jordskælv, man i Japan først og fremmest har garderet sig imod.
Japan har dog også forsøgt at gardere sig mod flodbølger ved at opsætte bølgebrydere og tsunamiværn langs kysterne, ligesom her findes sirener, som begynder at hyle, hvis man mistænker, at der er fare for en tsunami. Men kendskabet til tsunamier er stadig begrænset i forhold til kendskabet til jordskælv. Før 2011 troede man eksempelvis, at man havde sikret sig mod den størst mulige tsunami i Tohoku-regionen, indtil man dette år blev ramt af den værste naturkatastrofe i efterkrigstiden, da det kraftigste jordskælv, der nogensinde var blevet målt i Japan, udløste en tsunami, som kostede over 18.000 mennesker livet. Dette var en af de lektier, som Japan fik lært på den hårde måde, og inden da var det Kobe-jordskælvet i 1995, der havde fået japanerne til at erkende behovet for at jordskælvsikre bygninger og infrastruktur i storbyerne, da over 6000 mennesker mistede livet. Før da satte Niigata-jordskælvet i 1964 eksempelvis fokus på konceptet med likvefaktion - altså væskeophobning i jorden, hvilket kan nedbryde bygningernes fundament, så de ganske enkelt kollapser. I Japan kan man derfor ikke bare læne sig tilbage og tro på, at man har sikret sig mod det værst tænkelige, for der er hele tiden en mulighed for, at naturen viser sig at være stærkere, end man troede, så man hele tiden er nødt til at tilpasse sig efter den.
Netop fordi Japan igennem historien er blevet ramt af altødelæggende jordskælv, så har japanerne også en speciel evne til at lægge katastrofer bag sig og komme videre efter dem, til trods for at japanerne samtidig besidder overdrevne katastrofetanker. Man kan endda sige, at japanerne har udviklet en fascination for katastrofer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i mange film, hvor en katastrofe viser sig at være klimakset, mens Kaiju-film, hvor gigantiske monstre spreder ødelæggelse i Japan, er blevet en populær genre. Grunden til, at japanerne ikke bukker under for katastrofer, er trods alt, at de jo ved, at man kan komme videre og rejse sig fra ruinerne. Et af beviserne på dette var blandt andet, da Japan oplevede et økonomisk mirakel efter Anden Verdenskrig, hvor landet befandt sig i knæ. Der er derfor også nogle japanere, som mener, at det er sundt, at Japan rammes af naturkatastrofer, fordi modgang skaber det håb, der skal til for at opretholde og videreudvikle et samfund. Og fremtiden skal trods alt bygges på en fortid, som man er nødt til at lægge bag sig, før man kan kigge fremad. Men jordskælv er samtidig en økonomisk udgift, for ikke nok med, at Japan bruger penge på at sikre sig mod jordskælv, så koster det også mange penge at rydde op efter ødelæggelserne og udbedre skaderne, der kan udforme sig på forskellig vis. Nogle af verdens dyreste naturkatastrofer har eksempelvis udfoldet sig i Japan.
Dette er de ti værste jordskælv i Japan gennem historien baseret på det officielle antal dødsofre:
1: Kanto-jordskælvet i 1923 (over 100.000 døde)
2: Nankai-jordskælvet i 1498 (over 30.000 døde)
3: Kamakura-jordskælvet i 1293 (over 23.000 døde)
4: Sanriku-jordskælvet i 1896 (over 22.000 døde)
5: Tohoku-jordskælvet i 2011 (over 20.000 døde)
6: Unzen-jordskælvet i 1792 (over 15.000 døde)
7: Yaeyama-jordskælvet i 1771 (over 13.000 døde)
8: Nagano-jordskælvet i 1847 (over 8.000 døde)
9: Mino-Owari-jordskælvet i 1891 (over 7.000 døde)
10: Edo-jordskælvet i 1855 (Mellem 4.000 og 10.000 døde)