Kød i Japan

Kød i Japan

Japan er nok et af de lande i verden, hvor det er sværest at være vegetar eller veganer, idet majoriteten af japanske retter indeholder en eller anden form for kød, hvor særligt oksekød, grisekød, kyllingekød, fisk og skaldyr er populært. Eftersom Japan er et ørige har især fisk og skaldyr været med til at sætte sit præg på japansk madlavning, mens indtaget af andre former for kød faktisk først blev nationalt udbredt efter Anden Verdenskrig. Før da var kød ikke en fast bestanddel i japansk madlavning, fordi man simpelthen ikke opdrættede dyr, men i stedet jagtede dem. Dyrkning af planter var således den måde, man fik mad på bordet, og specielt ris har i århundreder domineret det japanske køkken som den absolut mest populære madvare.

Det var introduktionen af landbrug og dyrkningen af ris, der i sin tid gjorde det muligt for japanerne at udvikle sig bort fra at være et jægersamfund, der primært nærede sig på dyr. Man fortsatte dog med at jage og fange dyr for at spise dem, men der opstod som sådan aldrig udbredt opdrætning af dyr til dette formål - kun lokalt, hvor grise og høns var mest almindeligt. Da kvæg blev introduceret til Japan, blev de eksempelvis anvendt til markarbejde og transport, men de førte også til, at man i de højere kredse begyndte at drikke mælk for at få proteiner. Da buddhismen kom til Japan blev det sågar tabu at spise dyr, fordi religionen opfordrede til at respektere alle levende væsner, og i en kort periode blev dette endda forbudt, da dyreelskeren Tokugawa Tsunayoshi blev shogun i 1680.

Historisk set har japanerne dog spist kød med den opfattelse, at det var bedst at spise kød fra dyr, som blev nedlagt under jagt frem for kød fra dyr, som blev opdrættet. Samtidig var tabuet med at spise kød forbundet med antallet af ben, så det eksempelvis var ret almindeligt at spise fisk og hvaler. Herefter kom fugle og til sidst landlevende pattedyr, hvor hjorte og vildsvin er de dyr, som japanerne gennem tiden har jagtet mest, mens man til tider også har spist kød fra husdyr som hunde og katte, hvilket Tokugawa Tsunayoshi fik sat en stopper for, så Japan blev et af de asiatiske lande, hvor det at spise hunde ikke længere var normalt - i hvert fald indtil Anden Verdenskrig, hvor manglen på mad førte til, at japanerne måtte spise hunde for at overleve, hvilket var ved at føre til udryddelsen af flere indfødte racer. Via lov blev det endda bestemt, at hunde skulle aflives for at forhindre dem i at spise den mad, som befolkningen havde brug for.

I Japan har kød siden stenalderen været en delikatesse eller et sekundært element i madretter, hvor ris, frugter, grøntsager og svampe har fyldt mest. Dyrekød, organer og knogler blev dog benyttet i medicin, men det samme gjorde menneskerester. Dog har der i Japan altid været en form for stigmatisering ved det at beskæftige sig med død, hvilket blandt andet betød, at slagtere blev betragtet som urene og derfor tilhørte den udstødte folkegruppe kaldet burakumin. En sådan opfattelse har ligeledes været med til at begrænse udbredelsen af kød og arbejdet med døde dyr generelt, mens det for nogen kan have ført til en holdning om, at det at indtage dyr var ulækkert. Men at kød ikke var en fast bestanddel af japanernes kost skyldtes slet og ret, at det ikke var en del af deres kultur. Japanerne havde altså ikke noget imod at spise kød, men det var alligevel noget, de var tilbageholdende med.

I slutningen af 1800-tallet åbnede Japan grænserne op for udlandet efter næsten 250 års isolation, og herfra begyndte man for det første at importere nye madretter, ligesom man begyndte at opdrætte dyr for at spise dem. Således begyndte kød gradvist at blive inkorporeret i det japanske køkken, men der gik dog nogle årtier, før man havde fået oparbejdet en decideret kødkultur, eftersom mange slet ikke kunne lide kød, fordi de ikke var vant til at spise det, ligesom kød gjorde folk syge eller utilpasse. Ændringerne i japanernes kost betød ikke desto mindre, at de gennemgik store fysiske forandringer i løbet af få generationer, idet den japanske gennemsnitshøjde steg med flere centimeter i begyndelsen af 1900-tallet, blot fordi man øgede sit næringsindtag ved at spise langt mere kød. Produktionen af kød blev også reguleret, så det i 1906 blev forbudt at slagte dyr med det formål spise dem uden tilladelse.

Mens det var påvirkningen fra Vesten, som fik japanerne til at spise mere kød, så var det især udbredelsen af kinesiske og koreanske restauranter, som gjorde dette til et landsdækkende fænomen, så japanerne sådan set begyndte at spise alle dele af dyr, fordi disse kunne indgå i forskellige madretter og bidrage med forskellige smage og konsistenser. Nu om dage spiser japanerne derfor alle former for kød. For efter Anden Verdenskrig var japanerne ikke blot sulte og villige til at spise alt - der opstod ligeledes et økonomisk opsving, så man fik råd til at spise flere gange dagligt. På den måde blev kød inkorporeret i mange japanske retter, fordi man for det første havde råd, men også fordi man ville spise varieret. I dag er fisk stadig den mest populære form for kød i Japan, som samtidig er det land i verden, hvor der bliver spist flest æg per indbygger - i snit 1 æg per person hver dag.

Kød er altså nu blevet noget, som japanerne vokser op med, og det betyder også, at det er svært at være vegetar eller veganer i Japan, hvor kun 2 % af befolkningen har status som dette. Dog er der tendens til, at japanerne vælger en plantebaseret kost af sundhedsmæssige årsager og ikke så meget af hensyn til miljøet eller dyrevelfærd, og mange japanere kalder sig vegetarer, blot fordi de spiser meget lidt kød eller ikke spiser kød, men derimod gerne indtager fødevarer indeholdende animalske produkter. Samtidig har fisk ikke status som kød i Japan, så japanske vegetarer spiser i mange tilfælde fisk og skaldyr, men betragter alligevel sig selv som vegetarer, fordi de ikke spiser fugle og pattedyr. Det er dog ikke ligefrem umuligt at være vegetar eller veganer i Japan, fordi mange retter består af enten ris eller nudler som base, så kød altså ofte bare optræder som ingredienser, man kan vælge fra.

Total Page Visits: 13 - Today Page Visits: 1