Mobning i Japan

I Japan mener man, at børn fødes som individualister og skal opdrages til kollektivister. Dette gøres ved at skabe en såkaldt gruppeidentitet, hvor man via socialisering forbereder børn til at kunne begå sig i det japanske samfund. Denne socialisering sker både som primær i hjemmet og som sekunder i institutioner. I skolen er det for eksempel et af de største problemer, hvis børn udviser individuel adfærd. Hvor der i Vesten er fokus på selvets styrke og udvikling i skolen, er der i Japan fokus på samværet i gruppen. Sociale aktiviteter er således en integreret del af det japanske undervisningssystem for at skabe en samværsfølelse og dertilhørende gruppeafhængighed. Af denne grund er der ceremonier, når man starter i en skole, idet man fejrer individets indtræden i en flok. I mange skoler er der ligeledes uniformer samt regler for, hvordan man må se ud, så man nemmere kan passe ind og føle sig som en del af de andre. Alt dette skaber tilsammen en ”vi”-identitet, der har til formål at klæde en på til en tilværelse i det japanske samfund, hvor følelsen af at være en kollektiv enhed er det, der driver mange borgere i tilværelsen.

I Japan er det da derfor heller ikke underligt, at man betragter en afvigelse fra normen som en lidelse. Der skal selvsagt ikke meget til, før man føler sig som eller bliver set som værende en afviger fra gruppen, hvilket er negativt. En reaktion på dette vil fra gruppens side ofte være forskellige typer for sanktioner. En af disse er mobning, som har været anset for at være et decideret samfundsproblem i Japan siden 1980’erne, selvom det sådan set altid har fundet sted som en metode, hvorved man kan stimulere individer til at tilpasse sig fællesskabet og dettes interesser. Af den grund har og bliver mobning stadig betragtet som et forholdsvis legalt middel, med hvilket man kan gøre sociale afvigere opmærksomme på, at de befinder sig uden for fællesskabet, selvom det muligvis ikke er deres egen skyld.

I et homogent land som Japan skal der nemlig ikke meget til, før man bliver set som en afviger, hvilket kan være ydre faktorer såsom udseende, påklædning eller sågar ens socialklasse, ligesom indre faktorer såsom personlighed kan blive opfattet som en skavank. For at undgå at blive mobbet er der mange, der vælger at søge efter anerkendelse ved at indrette sig efter fællesskabet, mens andre tør bryde med dette og være sig selv. De vil i så fald være nogle af dem, der vil mærke fællesskabets vrede via social udstødelse eller chikane, hvilket man imidlertid også ser rettet mod nogen, der aktivt forsøger at blive anerkendt af fællesskabet, hvorfra man dog ikke ser dem som værdige medlemmer.

I Japan ser man ofte, at der er tale om én person, som gøres til offer for en hel klasse, der som gruppe driller eller på anden vis chikanerer personen, der enten bevidst eller ubevidst adskiller sig flokken. Mange deltager af frygt for selv at blive ofre og bryder dermed med deres selvstændige moral for i stedet at bevare sin plads i gruppen. I Japan har man traditionelt set også en hierarkisk samfundsstruktur, hvilket ligeledes gør sig gældende i skolen, hvor de ældre elever har status som seniorer (senpai), mens de yngre elever har status som juniorer (kohai), og dette forhold giver også anledning til mobbesager, idet man ser ældre elever udnytte de yngre, som ikke har lov til at sige fra, fordi de ifølge samfundet er underlegne og skal respektere deres ældre.

Tusindvis af mobbesager bliver hvert år indrapporteret i de japanske skoler, men en skole vil naturligvis bevare sit ry, så det er usikkert, hvor mange af den slags mobbesager, der egentlig finder sted, idet man simpelthen vælger at tie dem ihjel internt. Skolen skal nemlig også betragtes som en gruppe, og vil som en offentlig instans skamme sig over uorden skabt af dens medlemmer, hvilket er grunden til at problemet med mobning oftest ignoreres. Lærere vil heller ikke bryde ind, men overlader problemløsningen til eleverne, hvis opgave er at genskabe den påkrævede lighed i gruppen, der af samme grund betragtes som offeret, da det er afvigeren, der har skabt uorden, og vælger man som offer at forsvare sig mod fællesskabet, så vil dette blot føre til konflikter, hvilket i Japan er ildeset, da man dermed for alvor konsoliderer sin status som udstødt. Det er også grunden til, at man faktisk oplever, at forældre til mobbeofre opfordrer deres barn til at finde sig i mobberiet og tilpasse sig fællesskabet, fordi de som forældre kan blive set ned på, eftersom de ikke har opdraget deres barn med en gruppeidentitet hjemmefra. 

Der er altså mange mobbeofre i Japan, som står alene med deres problem, fordi de bider drillerierne til sig, idet de ikke opfatter dem som drillerier, eftersom de er blevet bildt ind, at det er dem selv, der er noget galt med. Dette er fordi samfundet har haft svært ved at erkende dem som ofre, ligesom disse har haft svært ved at finde sympati fra deres allernærmeste. Dette er en af grundene til, at man nu forholder sig til mobning som et samfundsproblem, fordi samfundet har skabt det ved generelt at se passivt til og ikke forholde sig til at varetage det enkelte barns ve og vel. Konsekvenserne af mobning er begyndt at vise sig i de unge japaneres adfærd, hvor man i højere grad oplever, hvordan børn og teenagere isolerer sig, udvikler sociale vanskeligheder og had mod andre mennesker, men i mange tilfælde vælger nogen helt at ophæve deres tilværelse ved at flygte fra den gennem selvmord, og det er en stigning i den slags sager, der har fået medierne til at fokusere på mobning og italesætte dette som et problem ved at afsløre, hvor hårde "drillerier" mange børn og unge på de japanske skoler egentlig udsættes for.

Det er nemlig blevet bevist, at der blandt både drenge og piger foregår alt fra pengeafpresning, rygtespredning, forfølgelse, trusler, vold og andre former for grov chikane, der uden for skoler ville blive anset for at være lovovertrædelser, men fordi dette foregår blandt børn, så er der mange, der blot ser på det som uskyldige lærestreger. I enkelte tilfælde får disse såkaldte lærestreger dog fatale konsekvenser, som da en 13-årig dreng i 1993 blev rullet ind i en gymnastikmadras og kvalt til døde, hvilket førte til et øget fokus på mobning - men igen bagatelliserede man sådan set problemet, da der ifølge loven var tale om et drab, men alligevel blev det altså omtalt og efter en retssag erkendt som en sag om mobning.

Det var endda først efter en mobbesag i 2011, der førte til et selvmord, at man valgte at indføre en antimobbelov i 2013, hvor skoler blev tillagt at større ansvar i forebyggelsen og indrapporteringen af mobning. Antimobbeloven er imidlertid målrettet skoler, og siden implementeringen af denne har man oplevet et stigende problem med internetmobning, der blandt andet er rettet mod kendte personer, som svines til og udsættes for hetz online, og det er svært at betegne denne type angreb som ulovlige, så det dermed også er svært at bekæmpe dem. Mobning finder desuden også sted på arbejdspladser mellem voksne, hvor det længe har været anset for at være et harmløst problem - netop fordi japanerne er vokset op med mobning og dermed har fået den opfattelse, at det er normalt og acceptabelt. Selv overordnede kan finde på at tryne og nedgøre deres medarbejdere med nedladende kommentarer eller nedværdigende behandling, og på skoler kan lærere endda også blive ofre for mobning begået af elever, hvilket man bliver opfordret til at udstå og ignorere frem for at slå ned på og forebygge.

Total Page Visits: 766 - Today Page Visits: 1