Ifølge det internationale register for organdonation har Japan en af verdens laveste tilslutninger til organdonation, idet kun 10 % af befolkningen står opført i det nationale donorregister, hvor det er frivilligt, om man vil tilmelde sig, hvilket man kan gøre, når man er fyldt 15 år. Det skyldes dog ikke, at det er besværligt at tilmelde sig som organdonor, eftersom dette kan gøres på ens helbredsjournal, så sundhedspersonale hurtigt kan se, om der er mulighed for at fjerne organer fra patienter, hvis de enten erklæres for hjernedøde eller klinisk døde - altså hvis enten hjernen eller hjertets funktion ophører, hvorved ens liv ikke står til at redde og dermed er forbi.
I Japan kan man vælge at donere sit hjerte, sine lunger, sine nyrer, sin lever, sin tyndtarm, sin bugspytkirtel og sine øjenæbler efter sin død. Dog er det også muligt at donere ikke-vitale organer, mens man fortsat lever, eftersom man eksempelvis kan donere en nyre eller en del af sin lever til folk, der har brug for det - såsom ens slægtninge. Dette er blandt andet forklaringen på, at lige netop nyretransplantationer er den absolut mest udbredte form for organdonation i Japan, hvor 90 % af alle transplantationer foretages fra levende donorer. Og hvert år udføres der kun lidt over 100 organtransplantationer fra døde donorer, hvilket er samme antal som i Danmark. Det betyder rettere sagt, at langt flere potentielle modtagere dør, imens de står på ventelisten til et nyt organ.
Organdonation blev indført i Japan i efterkrigstiden, hvor den første organdonation fandt sted i 1954, da man i denne tid anvendte organer fra klinisk døde mennesker, eftersom hjernedød var en Vestlig betegnelse, som man ikke anerkendte i Japan. I 1968 var lægen Juro Wada derfor udgangspunktet for en skandale, hvor en patient døde efter at have modtaget et hjerte fra en donor, som Wada havde erklæret for hjernedød. Dette førte nemlig til, at han blev sigtet men senere frikendt for dobbeltmord, mens den efterfølgende debat resulterede i, at den japanske regering valgte at forbyde organdonation, så syge japanere herefter måtte rejse til udlandet for at modtage organer, hvorved de blev viklet ind i det generelle problem med organhandel, der endnu den dag eksisterer i Sydøstasien, hvor organer bliver solgt på det sorte marked, hvor fattige mennesker vælger at sælge deres organer for at tjene penge.
I 1997 valgte den japanske regering så endelig at genindføre organdonation som en mulighed for at hjælpe kronisk syge mennesker. Men dengang skulle man erklæres for hjernedød, før det var tilladt at fjerne organer fra patienter, og da hjernedød kun er årsagen til 1 % af alle dødsfald i Japan, var antallet af donorer og organer selvsagt lavt, idet tilslutningen til organdonation samtidig var yderst begrænset, hvilket muligvis skyldtes, at man netop skulle være hjernedød for at donere sine organer, mens den såkaldte Wada-skandale havde ført til en opfattelse af, at man stadig var i live, selvom man var hjernedød, og at en organdonation derfor var at tage livet af en. I 2010 valgte man derfor at gøre det lovligt at fjerne organer fra klinisk døde, men tilslutningen til organdonation er fortsat lavt, hvilket kan skyldes den negative opfattelse, man i årtier har haft af dette, men herudover spiller overtro også en rolle.
I Japan har shinotismen nemlig været med til at forme folks virkelighedsbillede, hvilket eksempelvis har skabt en opfattelse af, at døden er beskidt, så det at modtage organer fra døde menneskers krop betyder, at man tilsmudser sin egen. Mange japanere er også af den opfattelse, at man som menneske besidder en ånd, og at man ved at optage en del af et andet menneske derfor også modtager en del af dets ånd. Og problemet med organdonation er, at man ikke aner, hvem man modtager et organ fra, ligesom man ikke selv kan vælge modtageren - medmindre det er en frivillig transplantation af eksempelvis en nyre, hvilket kan være med til at skabe en stærkere tilknytning mellem bekendte, imens de fortsat lever.
Dette forklarer imidlertid ikke den lave tilslutning til donorregistret. Men her kan buddhismens indflydelse muligvis give svar, da størstedelen af de japanske begravelser tager udgangspunkt i det buddhistiske begravelsesritual, hvor man kremerer lig, så sjælen kan forlade de levendes verden ved, at ens fysiske jeg forsvinder fra denne, og derfor er det også opfattelsen, at en sjæl først kan finde fred, når kroppen er blevet fundet, renset og kremeret. Mange japanere mener derfor også, at man skal være et helt menneske, når man brændes, fordi man ellers ikke vil være komplet, når man genfødes, ender i himlen eller betræder åndeverdenen - alt efter hvad ens overbevisning end er. At efterlade en del af sig selv i den fysiske og de levendes verden er altså ikke et koncept, der tiltaler japanerne grundet deres opfattelse af døden, og sjælens forbindelse til kroppen.
Hermed kommer dog endnu en udfordring ved organdonation i Japan. For det forholder sig nemlig sådan, at ens nærmeste familie kan nægte en organdonation fra deres kære - vel at mærke selvom vedkommende selv har registreret sig som donor, fordi man respekterer familiens bånd mere end individets valg. Der eksisterer nemlig en opfattelse af, at når et menneske dør, så overdrages kroppen til de nærmeste, som bestemmer over denne. Og de har blandt andet ansvaret for, at den døde bringes sikkert videre under en begravelsesceremoni. Selvom man går ind for organdonation, så kan ens slægtninge altså forhindre, at ens organer bliver doneret, hvis de ikke ønsker dette. Omvendt kan familiemedlemmer dog også vælge at give deres accept til organdonation på vegne af afdøde, hvis personen ikke selv har taget stilling, og derfor er det også familiemedlemmer, der bestemmer, om børn under 15 skal have doneret deres organer eller ej.
Samtidig har man i Japan været tilbageholdende med at inddrage og dermed også udbrede en almen anerkendelse af visse moderne behandlingsformer, hvilket inkluderer organdonation, så mange japanere søger alternative former for behandling for kroniske eller sågar dødelige sygdomme såsom religiøs vejledning eller naturmedicin, mens nogle bare anerkender naturens gang eller sin egen skæbne, og dermed mener man heller ikke, at andre bør modtage ens organer under et indgreb, som man ikke selv ville gøre brug af.
I de seneste år har man i Japan forsøgt at øge tilslutningen til organdonation via oplysning og kampagner, og på hospitaler udviser lægerne den afdøde donor respekt ved at bukke for vedkommende både før og efter transplantationen, og man forsøger altså at udbrede den samme form for respekt over for organdonorer i samfundet, så folk kan forstå, at de gør en forskel, som bliver værdsat. Men netop fordi organdonation ikke er så almindeligt i Japan, så er hospitalerne og personalet heller ikke kaperet til at kunne håndtere disse alle steder i landet, hvilket betyder, at mange donorer aldrig får doneret deres organer, fordi de erklæres for døde på et hospital, hvor man ikke udfører organdonationer, mens det også kan være en logistisk udfordring at få fat i en modtager og få samlet kvalificeret personale tidsnok til at udføre en akut transplantation.
Årsagen til den lave tilslutning til organdonation i Japan kan dog skyldes mange faktorer, som er forskellige fra person til person, men i sidste ende er det et frivilligt, om man vil donere sine organer eller ej. Og dette er måske også en af forklaringerne på, at så få mennesker står registreret i donorregistret - fordi man skal tilmelde sig dette. For hvis man ikke har taget stilling, så står man jo ikke registreret, og sundhedspersonale må derfor heller ikke fjerne ens organer, så det handler om at træffe sit valg, før man risikerer at dø og dermed mister evnen til at tilkendegive sin accept. Men da døden for japanerne er en naturlig del af livet, som ikke kan undgås, så er der nok heller ikke mange, der tænker over, hvordan ens afsked med livet kan være med til at forlænge andres.