Selvmord i Japan

Selvmord i Japan

Japan er officielt indehaver af en af verdens højeste selvmordsrater, som dog er forskellig fra kilde til kilde, hvilket kan ses længere nede på siden. I andre dele af verden er man bekendt med begreber som seppuku og kamikaze, samt selvmordsskoven Aokigahara, og nyere hændelser som udgivelsen af Wataru Tsurumis selvmordsmanual samt mediedækningen af gruppeselvmord planlagt over internettet har været med til at give udlandet et indtryk af, at Japan er en decideret selvmordskultur. Historier om såkaldte "kopi-selvmord" har ligeledes været med at styrke denne opfattelse, hvilket eksempelvis drejer sig om sager som Misao Fujimuras selvmord ved Kegon-vandfaldet i 1903, et ungt par, der begik selvmord på Sakata-bjerget i 1932, Kiyoko Matsumoto, der sprang i Mihara-vulkanen på øen Oshima i 1933, samt sangeren Yukiko Okada, der sprang i døden i 1986 - alle sager, som tilsyneladende udløste mindre selvmordbølger.

For nogen kan det umiddelbart virke underligt, at man i Japan lader til at have nemt ved at vælge livet fra, men det skyldes, at man i Japan ikke har den samme indstilling til døden som i Vesten, hvor kristendommen i høj grad har været med til at skabe en forestilling om, at livet er en gave, der skal værdsættes, og at selvmord derfor er et syndigt fænomen, som man helst ikke taler om, hvorimod man i Japan har været under indflydelse fra både buddhismen og shintoismen, der skildrer døden som en naturlig del af livet, idet den blot bringer en videre i et åndeligt og kosmisk kredsløb. Døden kan på den måde anses for at være en oplagt udvej, hvis man befinder sig i krisesituationer eller betragter livet som en forbandelse, fordi man lever med en dybtliggende tro på, at man ved at ophæve sin jordiske eksistens stadig vil kunne bestå i en eller anden uhåndgribelig form. Ironisk nok findes det samme koncept hos mange vesterlændinge, der gennem kristendommen har skabt forestillingen om en anden verden i form af Himlen (og for visse folk også et helvede), men dette anses derimod for at være en endestation i livet - en sags hinsides fortsættelse af ens jordiske tilværelse, og det kan være forklaringen på, at man betragter denne som noget, der skal nydes og udleves, fordi der ikke er nogen vej tilbage - hvilket også er en opfattelse, man kan have, hvis man på den anden side er ateist og tror på, at døden er den ultimative ende, hvilket medfører et behov efter at undgå den, hvis man vel at mærke nyder at leve.

I Vesten har man traditionelt set også haft en kritisk tilgang til folk, der begår selvmord, idet man italesætter dem som værende svage, egoistiske og mentalt syge, hvorimod selvmord i Japan historisk set har været en måde at opnå ære, udvise ansvar og ofre sig selv for andres skyld. Den sociale stigmatisering tilknyttet selvmord kan altså også stimulere vesterlændinge til ubevist at fravælge selvmord, mens japanerne gennem deres kultur kan have nemmere ved at tænke i den retning. Fællesskabsfølelsen blandt japanere er nemlig meget stærk, idet de opdrages til at opfatte sig selv som en del af en flok (samfundet). Før i tiden har selvmord derfor været en straf rettet mod de individer, der har skændet fællesskabet, og ved at tage livet af sig selv har man både haft mulighed for at udvise loyalitet og samtidig tage ansvar. Således blev selvmord tillagt en grad af ære og omstændighederne omkring selvmord var altså i høj grad præget af ens tilknytning til andre mennesker. I Vesten har man en mere individualistisk tilgang til livet, og derfor vil man her opleve, at selvmord generelt anses for at være et resultat af personlige problemer, der bliver for uoverkommelige og fører til, at man følelsesmæssigt lukker andre folk ude og kun tænker på sig selv. Selvom anses nu om dage for at være et samfundsproblem i Japan, og derfor har man i de seneste år aktivt forsøgt at forebygge antallet af selvmord ved at ændre på japanernes opfattelse af livet og døden.

 

Selvmord i tal

På verdensplan dør årligt over 700.000 personer som følge af selvmord, hvilket gør det til en af de 15 hyppigste dødsårsager ifølge WHO. Skønt majoriteten af selvmord menes at forekomme i lavindkomstlande, har de industrielle nationer i den sydøstasiatiske region i de seneste årtier været med til at trække raten op, hvilket blandt andet inkluderer Japan. Den globale selvmordsrate er baseret på officielle rapporter indhentet fra lande, hvor selvmord indberettes og registreres af myndighederne. På verdensplan drejer det sig om i omegnen af 80 nationer, hvis data opfylder de kriterier, som gør det muligt at udarbejde statistikker og sammenligninger. Over halvdelen af klodens nationer anvender så at sige ikke et indberetningssystem, der efterlever de krav, som internationale organisationer baserer sin statistik ud fra. Alligevel er tal fra disse lande medtaget i den globale rate, der i så fald kan risikere at befinde sig på et helt andet niveau, eftersom man i visse dele af verden ikke anser det som nødvendigt at registrere dødsårsager, hvorved mange selvmord altså aldrig indberettes.

Skønt Japan er et af de lande, hvor selvmordsregistrering er en omfattende procedure, så er der imidlertid brister i deres system, hvilket betyder, at den nationale selvmordsrate sagtens kan vise sig at være en anden end officielt angivet. Et af kriterierne, som WHO anvender i deres registrering af selvmord, er, at en retsmedicinsk efterforskning skal foretages, hvorved det kan konkluderes, at der med sikkerhed har været tale om et selvmord. I Japan har man dog tradition for at kremere lig uden først at udføre en obduktion, så de fleste selvmord bliver således aldrig undersøgt nærmere, hvilket vil sige, at man i mange tilfælde konstaterer en dødsårsag uden endegyldige beviser. Dette har den konsekvens, at der forekommer fejlindberetninger af dødsårsager.

Japans Nationale Politiagentur (NPA) har blandt andet kendskab til 45 drabssager siden 1998, hvor man i første omgang antog dødsfaldene i disse for at være hændt som følge af selvmord eller naturlige omstændigheder. For selvmordsramte familier kan der desuden være en økonomisk interesse i, at den egentlige dødsårsag ikke registreres, da nogle forsikringsselskaber afholder sig fra at udstede policer med selvmordsdækning. De, som gør, har som oftest foranstaltninger i form af en såkaldt overlevelsesperiode, hvor den dækkede ikke får udbetalt præmiepenge, skulle den pågældende vælger at tage sit eget liv i de første par år efter at have tegnet en livsforsikring. Man har på den måde sikret sig, at selvmord ikke benyttes som en hurtig løsning på finansielle problemer, men da dækningen trods alt træder i kraft efter overlevelsesperiodens udløb, vil familier på den måde også kunne nyde økonomisk gavn af et dødsfald, der registreres som værende selvpådraget, hvorfor det altså er opfattelsen, at enkelte dødsfald kamufleres som selvmord.

Grundet utilstrækkelig data og afvigelser i forbindelse med indberetning på det globale plan vil man opleve, at det i selvmordsprotokoller ikke er muligt at fremlægge endegyldige tal, da selv internationale organisationer som WHO og OECD fremlægger statistikker med en vis ulighed. Konkrete tal kan imidlertid være svært at indhente fra de enkelte nationer. Selv i Japan fremlægges der afvigende informationer fra den officielle front, idet både ministeriet for sundhed, arbejde og velfærd (MHLW) og NPA årligt offentliggør landets selvmordstal, der dog ikke altid er identiske.

 

Selvmord i Japan

 

Både MHLW og NPA kunne for 2023 dog offentliggøre en japansk selvmordsrate på 17,6. NPA’s første rapport blev udgivet i 1978, hvor man kunne præsentere en japansk selvmordsrate på 18,0, mens den i 2019 nåede et rekordlavt niveau. Der har i perioden imellem været to såkaldte selvmordsbølger, der giver sig til kende som pludselige stigninger i antallet af selvmord fra et år til et andet. Den første bølge opstår i begyndelsen af 1980'erne, hvor raten går fra 17,9 i 1982 til 21,1 i 1983. I starten af 90'erne er antallet af selvmord faldet til et niveau lig med det før bølgen i 1983, men i 1998 sker så endnu et boom, som er mere bemærkelsesværdigt end det forrige, da raten denne gang går fra 19,3 til 26,0. Denne bølge toppede i 2003, hvor raten ramte 27,0, men siden 2009 var antallet af selvmord faldende frem til 2020, hvor man så et mindre boom i antallet af selvmord under corona-epidemien, hvor selvmordsraten i Japan steg for første gang i 11 år. Karakteristisk ved denne stigning var, at det for første gang nogensinde var kvinder, der var med til at trække raten op. For mens antallet af selvmord faldt hos mændene, så steg den tværtimod hos kvinderne. Hos begge køn skete der dog en markant stigning i antallet af selvmord i oktober 2020, hvilket kan hænge sammen med de økonomiske og psykiske konsekvenser, som corona-krisen førte med sig. Statistikker fra MHLW går tilbage til 1947 og viser, at Japan ligeledes oplevede en stigning i antallet af selvmord gennem 1950'erne. 

I 2023 blev der af NPA registreret 21.837 selvmord i Japan – et beskedent fald, efter man havde oplevet en stigning året før. Af dem var 14.862 (68 %) mænd, mens 6.975 (32 %) var kvinder. Karakteristisk for udviklingen siden 1978 er, at selvmordsraten blandt kvinder har befundet sig på et nogenlunde stabilt niveau mellem 9,4 og 15,3 (en rateforskel på 5,9), mens mændene har svunget fra 21,6 til 40,0 (en rateforskel på 18,4). Betragter man de to seneste selvmordsbølger, vil man ligeså bemærke, at disse primært er udløst af stigningen i selvmord blandt den mandlige del af befolkningen. Under det seneste boom i 1998 steg raten for mændenes vedkommende fra 26,6 til 37,1 mens den hos kvinderne gik fra 12,4 til 15,3. Da bølgen toppede i 2003, havde mændenes rate sneget sig op på 40,0, mens kvindernes var nede på 14,5. I Japan er selvmord altså kendetegnet ved at være skævt i forhold til fordelingen på køn – et træk, der ligeså gør sig gældende på verdensplan, hvor mændene dominerer i statistikken for samtlige lande.

Selvmord er den hyppigste dødsårsag hos japanske unge, hvilket er et problem som både japanske og udenlandske medier har påpeget, men faktisk er selvmordraten blandt unge i Japan lavere end den gennemsnitlige selvmordrate blandt unge på et globalt plan ifølge OECD. Ved bølgen i 1998 satte især 50+-generationen sit præg på statistikken, da antallet af selvmord for aldersgruppen 50-59 steg fra 5.422 til 7.898, mens den for folk over 60 steg fra 8.747 til 11.494. I 2023 udgjorde disse aldersgrupper tilsammen mere end 50 % af selvmordstilfældene, hvorved det altså kommer til udtryk, at selvmord er en tendens hos især den ældre del af befolkningen, men grundet corona-krisen skete der samtidig en markant stigning i antallet af selvmord blandt unge under 30. Selvmord blandt unge under 20 har dog altid holdt sig på under 1000 tilfælde om året. Af de 21.837 personer, der i 2023 begik selvmord, var 59 % registreret som værende uden for arbejdsmarkedet. Denne kategori udgøres af både pensionister, arbejdsløse, studerende og husmødre. 

NPA's selvmordsrapport indeholder en oversigt over de årsager, der ifølge efterladte afskedsnoter kan have spillet ind i japanernes valg af selvmord. Det er dog ikke alle, der oplyser en årsag, og siden 2007 har det desuden været muligt at notere mere end én årsag for hvert selvmord, da der ikke altid kun er tale om en enkelt risikofaktor. NPA har valgt at inddele de registrerede årsager i syv overordnede kategorier, og man får på den måde ikke indsigt i de nøjagtige forhold, den enkelte har oplyst, som har gjort, at pågældende er havnet i en af disse. Årsagsfordelingen for selvmordene i 2023 artede sig således:

Selvmord i Japan

Som det fremgår af tabellen udgør helbredsproblemer den hyppigst angivne årsag i de registrerede tilfælde. Dette er imidlertid også en bred kategori, hvor man har valgt at sidestille både fysiske og psykiske problemer. Psykiske lidelser menes at være den førende årsag til selvmord på verdensplan, hvor især depression udgør en trussel. For Japans vedkommende har dette dog ikke altid været opfattelsen, idet psykiske lidelser kun mentes at være forklaringen bag 18,5 % af selvmordstilfældene i 1994, mens det for fysiske lidelser var 39,3 % - altså mere end det dobbelte. De opgjorte tal fra 2012 indikerer, at der i mellemtiden er sket et skift, således at depression alene blev anslået til at være årsagen bag godt 6.000 af de 27.858 selvmord dette år, mens skizofreni og andre psykiske problemer tilsammen udgjorde mere end 2.000. Til sammenligning blev det skønnet, at fysiske lidelser var forklaringen bag ca. 4.500 af selvmordstilfældene. I perioden fra 1994 til 2012 er der altså sket en omvæltning i helbredskategorien, så depression nu også bliver anset for at være den ledende årsag til selvmord i Japan. Forklaringen på dette skal ikke nødvendigvis findes i, at der siden 1994 er kommet flere psykisk syge, men snarere at man i Japan er begyndt at forholde sig til eksistensen af mentale lidelser og effekten af disse.

Før implementeringen af loven om selvmordsforebyggelse i 2006 var Japans sundhedssystem ikke rustet til at tage hånd om patienter med psykiske lidelser, idet psykiatrien altid har været et forsømt felt inden for de medicinske studier. Det har betydet, at mængden af lægefagligt personale, der har været kvalificeret til at stille diagnoser og foretage behandling på dette område har været begrænset. Årsagen til dette skal findes i, at psykiske lidelser endnu er et tabubelagt emne, som man har haft svært ved at forholde sig til i Japan, hvor man længe har været bagud, når det gælder vedligeholdelse af den mentale sundhed, hvilket blandt andet kommer til udtryk i tilgangen til medicinering. Antidepressive præparater blev først tilladt at anvende i 1993 og var dengang underlagt en række strenge formalia, så brugen af disse længe var forbeholdt enkelte patienter. Efter legaliseringen af piller var en medicinsk behandling dog sjældent ledsaget af forebyggende samtaler, og fokusset har således ikke været at helbrede, men snarere at hæmme symptomerne. For psykisk syge har fejldiagnoser før i tiden været almindeligt, idet man i lægeverdenen ikke har været opmærksom på forholdet mellem krop og psyke, hvorved man har haft for vane at tillægge fokus på de fysiske problemer, der ofte optræder som en reaktion på de psykiske. Behandlingen har således baseret sig på det kropslige plan, så patienter ganske vist har modtaget en form for hjælp – bare ikke i det omfang, det var påkrævet. Dette har man forsøgt at ændre med selvmordsforebyggelsesloven, hvor man ikke blot anerkendte sammenhængen mellem selvmord og psykiske sygdomme, men også søgte efter at forbedre psykiatrien, så den mentale sundhed nu vægtes lige med den fysiske.

Mens psykiske lidelser menes at være den generelle hovedårsag til selvmord, anser man økonomiske problemer for at udgøre den største risikofaktor for dem, der normalt ikke befinder sig i farezonen. En fast indkomst er for mange forbundet med tryghed, da man via denne kan opretholde tilværelsen. Skulle man derfor miste sin indtægt eller føle, at pengene ikke rækker, kan dette have indflydelse på ens livskvalitet, der kan blive præget af usikkerhed og bekymring. Det er derfor ikke ualmindeligt, at man under økonomiske kriser ser en stigning i antallet af selvmord. Dette gjorde sig blandt andet gældende ved den asiatiske finanskrise i 1997, hvor selvmordsraten i de berørte lande steg markant mens der for Japans vedkommende var en bølge året efter, hvilket netop kan være en konsekvens af landets daværende økonomiske situation, da antallet af selvmord foretog en drastisk stigning i perioden efter marts, hvor regnskabsåret slutter. Japan havde i efterkrigstiden oplevet årtier med vækst, men i slutningen af 80'erne bristede den økonomiske boble, hvilket medførte en periode med recession, og i 1998 valgte bankerne så endelig at skrue ned for kreditten, hvilket fik konsekvenser for mange virksomheder, hvorfor man i dette og de efterfølgende år så en stigning i antallet af konkurser. Med dette fulgte stigende arbejdsløshed, hvorved mange borgere altså mistede deres indkomst såvel som hjem og dermed havde svært ved at opretholde den livskvalitet, de i de seneste år havde fået opbygget og vænnet sig til.

For perioden 1998 og frem ses ikke kun en stigning i antallet af selvmord, men også en stigning i kategorien, der dækker over problemer med økonomi og tilværelse som selvmordsårsag, der siden har været den anden mest angivne. Denne toppede i 2003, hvor selvmordsbølgen ligeledes var på sit højeste, og samme år befandt arbejdsløsheden og antallet af konkurser sig på et rekordniveau. At et lands økonomiske situation har en indvirkning på antallet af selvmord gør sig især bemærket, hvis man netop betragter udviklingen i både arbejdsløse og konkurser i Japan, da disse nemlig har tendens til at udvise de samme svingninger som selvmordsraten. Ifølge Japansk lovgivning er det offentlige system dog forpligtet til at yde økonomisk støtte til borgere, der af en grund er uden indkomst. Alligevel er det forbundet med en del besvær for raske borgere at få tilkæmpet sig sociale ydelser, selvom man per definition opfylder kriterierne ved blot at være uden indtægt. I 2003 var kun 1,5 % af den japanske befolkning på offentlig forsørgelse, hvilket blandt andet bunder i, at man fra de offentlige myndigheders side opfordrede folk til at klare sig med de ressourcer, de havde, inden de følte behov for at spørge om hjælp.

Man har haft en vis forventning om, at borgerne bør sikre sin egen overlevelse, og denne indstilling er tilsyneladende blevet delt af den japanske befolkning, for hvem fast arbejde i flere årtier var en selvfølge. Det skal herunder påpeges, at det ikke er nemt for japanere at åbne op og tilkendegive sine følelser, hvilket i sig selv er et problem, da man dermed har svært ved at inddrage andre i sin situation og bede om hjælp - både når det kommer til økonomi og helbred. Der kan dermed være en grad af ubehag og tab af værdighed forbundet med at lade sig forsørge af det offentlige, hvorfor mange aldrig er gået så langt som at søge støtte ad den vej. I stedet har mange gjort brug af alternativerne, der for eksempel kunne være at optage lån. I Japan har fraværet af regler på dette område dog bevirket, at hvis man fra sin bank blev nægtet penge, har man kunnet søge til private lånekontorer, som ganske lovligt har haft et renteniveau, der har gjort det uoverskueligt for en arbejdsløs at betale lånet af, hvorfor man i stedet er endt med at forgælde sig. Presset i forbindelse med dette kan være medvirkende til, at man vælger at ende sin tilværelse for derved at slippe ud af problemerne, men for andre kan selvmord også være løsningen på ens kvaler, idet en del forsikringsselskaber dækker selvpådragede dødsfald, hvorved det i Japan kan være en måde at komme sin gæld til livs, samtidig med at familiens økonomiske situation kan blive forbedret gennem ens bortgang. Denne form for problemløsning ses også hos selvstændige, hvor økonomi er den hyppigst angivne årsag til selvmord. For ejere af konkursramte firmaer, der sender folk i arbejdsløshed, kan det økonomiske afkast som følge af et selvmord være det, der stimulerer dem til at tage sit eget liv, så der både kan sikres kompensation for medarbejdere og betaling til kreditorer. Denne type selvmord betegnes som inseki-jisatsu: et ansvarsbaseret selvmord, og anvendes også ofte om politikere eller folk i lederstillinger, der tager livet af sig selv i forbindelse med en skandale.

Gæld var før 2009 den mest angivne årsag i kategorien ”problemer med økonomi og tilværelse”, hvor mængden af gæld havde den største indflydelse på antallet af selvmord i denne kategori. Siden 2009 har økonomirelaterede problemer imidlertid været i fald, hvilket kan skyldes, at man først i 2006 og senere i 2010 implementerede love, der havde til hensigt at forbedre vilkårene for de borgere, der benyttede sig af at optage lån, så det blev sværere at opbygge gæld. Men siden 2009 er både antallet af arbejdsløse og konkurser dog også faldet, hvilket vil sige, at det dalende antal selvmord grundet finansielle problemer ligeledes kan skyldes, at den japanske økonomi lader til at være i bedring. Problemer med økonomi og tilværelse er desuden en årsag, som primært angives af mænd, der i 2014 udgjorde 88,9 % af tilfældene i denne kategori. At bølgen i 1998 ligeledes blev udløst af stigningen i antallet af selvmord blandt den mandlige del af befolkningen kan skyldes, at man i Japan endnu har aner af at være et patriarkalsk opbygget samfund, hvor manden per tradition bliver anset for at være familiens forsørger, der sikrer indkomsten, mens kvindens plads er i hjemmet, hvor hun varetager husholdningen og opdragelsen af børnene. At sådanne værdier stadig eksisterer kommer blandt andet til udtryk på det japanske arbejdsmarked, hvor 80 % af mændene i den arbejdsdygtige alder er i beskæftigelse, mens det for kvindernes vedkommende er lige over 60 %. Over halvdelen af de arbejdende kvinder befinder sig dog i midlertidig ansættelse eller besidder deltidsarbejde, hvilket overordnet set skyldes, at mange i en periode vælger at droppe ud fra arbejdsmarkedet, efter de har fået deres første barn. En fuldtidsansættelse kan herefter være svær at tilegne sig, og mange henfalder derfor til stillingstyper præget af ringere vilkår og lavere løn.

Da det er mænd, der fylder mest i arbejderstatistikken, er det derfor heller ikke overraskende, at de i 2023 udgjorde majoriteten (79 %) af selvmord blandt de beskæftigede. I denne gruppe er arbejdsrelaterede problemer en af de mest angivne selvmordsårsager, og her er det ligeledes mænd, der dominerer med 85 % af de registrerede tilfælde. Dette kan dels skyldes, at man som en husstands primærforsøger bliver tillagt et pres gennem forventningen om, at man med sin arbejdsindsats sikrer familiens indkomst. Men en anden mulighed kan også være den japanske arbejdsetik. I Japan er orlov grundet sygdom sjældent dækket ind under overenskomsten, og som ansat risikerer man derfor at lide et økonomisk tab, hvis man er væk fra jobbet over en længere periode. Men at blive væk fra sit arbejde er i sig selv ildeset, idet man i Japan traditionelt set har en gruppeorienteret arbejdsmentalitet, der bevirker, at man som ansat bliver ansporet til at danne sig den opfattelse, at man arbejder for sit firmas skyld og ikke for sin egen.

Det var blandt andet denne indstilling, der i efterkrigstiden var med til at gøre Japan til en økonomisk stormagt, men denne type arbejdsforhold kan for nogen resultere i stress eller depression, og for enkeltes vedkommende vil dette ende med et arbejdsrelateret dødsfald (karoshi), hvor man slet og ret arbejder sig selv ihjel. For andre kan et vaklende helbred være medvirkende til, at ens arbejdsindsats forringes, hvorved man ender med at blive en byrde for sine kolleger. Ens tilhørsforhold i gruppen vil således være i fare, hvilket kan være grundlaget for, at man vælger at begå karo-jisatsu: et arbejdsrelateret selvmord. Men det bør igen påpeges, at de fleste af dem, der dør eller begår selvmord grundet arbejdsrelaterede problemer, er de individer, der endnu er loyale over for den traditionelle arbejdsetik, hvor man udviser fællesskabsdyderne selvopofrelse og overskud, hvorfor det ironisk nok er den ideelle medarbejder, der bukker under.

Sociokulturelle faktorer som arbejdsmiljø, økonomi, sundhedssystemet og velfærdssystemet lader altså til at spille afgørende roller i forbindelse med den japanske selvmordsrate, men det bør imidlertid også påpeges, at selvmord ikke er et tabubelagt emne i Japan, der desuden er et af de få lande i verden, der fører en forholdsvis detaljeret registrering af selvmord, der tilmed offentliggøres i årlige rapporter, så man kan danne sig et overblik over problemet og tale om det. Hængning er ydermere den mest udbredte selvmordsmetode i Japan, eftersom man ikke har let adgang til skydevåben eller stærk medicin.

 

Kendte japanere der har begået selvmord

672: Kejser Kobun

686: Prinsesse Yamanobe

729: Prins Nagaya

785: Prins Sawara

1854: Ichikawa Danjuro VIII (kabukiskuespiller)

1877: Saigo Takamori (samurai)

1881: Kawakami Togai (maler)

1894: Kitamura Tokoku (forfatter)

1911: Chizuko Mifune (clairvoyant)

1912: Nori Maresuke (militærgeneral)

1919: Sumako Matsui (skuespillerinde)

1923: Takeo Arishima (forfatter)

1927: Ryunosuke Akutagawa (forfatter)

1931: Nishinoumi Kajiro II (sumobryder)

1934: Jiro Sato (tennisspiller)

1938: Mutsuo Toi (massemorder)

1943: Seigo Nakano (politiker)

1945: Ryosuke Nunoi (tennisspiller)

1945: Fumimaro Konoe (politiker)

1948: Osamu Dazai (forfatter)

1949: Hidemitsu Tanaka (forfatter)

1951: Tamiki Hara (forfatter)

1955: Shotaro Moriyasu (jazzmusiker)

1958: Yutaka Taniyama (matematiker)

1960: Natori Shunsen (træsnit-kunstner)

1962: Yuukichi Nagatoshi (baseballspiller)

1965: Gunji Koizumi (judoudøver)

1968: Kokichi Tsubaraya (atlet)

1970: Kentaro Kawatsu (svømmer)

1970: Yukio Mishima (forfatter)

1971: Isamu Kenmochi (designer)

1972: Yasunari Kawabata (forfatter)

1973: Tsuneo Mori (terrorist)

1978: Jiro Tamiya (skuespiller)

1979: Hiroshi Ohshita (baseballspiller)

1983: Masaya Oki (skuespiller)

1983: Ikuko Yoda (atlet)

1984: Akio Chiba (manga-forfatter)

1985: Ryutaro Otomo (skuespiller)

1986: Yasuko Endo (skuespillerinde)

1986: Yukiko Okada (sangerinde)

1988: Korahiko Tamiya (forfatter)

1994: Takeo Kuwata (musiker)

1996: Arihiro Hase (skuespiller)

1997: Kazumi Kawai (skuespillerinde)

1998: Chiyomi Hashiguchi (manga-forfatter)

1999: Jun Eto (forfatter)

2000: Kazuki Watanabe (musiker)

2001: Mitsuo Kagawa (arkæolog)

2001: Isao Inokuma (judoudøver)

2002: Kyoko Togawa (skuespillerinde)

2003: Masato Furuoya (skuespiller)

2004: Megumi Sagisawa (forfatter)

2004: Katsura Morimura (forfatter)

2007: Toshikatsu Matsuoka (politiker)

2009: Hisayasu Nagata (politiker)

2010: Daisuke Gori (skuespiller)

2011: Minoru Tanaka (skuespiller)

2012: Tadahiro Matsushida (politiker)

2013: Keiko Fuji (sangerinde)

2014: Yoshiki Sasai (biolog)

2017: Shinichiro Hagihara (forfatter)

2020: Hana Kimura (bryder)

2020: Haruma Miura (skuespiller)

2020: Aya Aharashi (skuespillerinde)

2020: Yuko Takeuchi (skuespillerinde)

2020: Akira Kobudera (skuespiller)

2021: Sayaka Kanda (skuespillerinde)

2022: Ryuhei Ueshima (komiker)

2022: Hiroyuki Watanabe (skuespiller)

2024: Hinako Ashihara (manga-forfatter)

Total Page Visits: 3142 - Today Page Visits: 2