I Japan har man historisk set sovet på futoner - små madrasser med dyner på gulvet - men siden Anden Verdenskrig er Vestlige senge dog blevet mere udbredt i de private hjem. Disse er også det mest populære soveunderlag på hoteller, mens de traditionelle overnatningssteder dog stadig tilbyder futoner til deres gæster. Japanske familier sover typisk i samme rum, mens børnene er små, indtil disse med tiden får deres eget værelse. Da futoner er enkeltmandssenge, betyder det, at ægtefolk som regel sover hver for sig på disse, men de har imidlertid også mulighed for at sove sammen på én, hvilket dog er nemmere i en dobbeltseng. I nogle japanske hjem (primært lejligheder) har forældre dog ikke deres eget soveværelse, og de sover derfor i stuen, hvorved futoner er mere praktiske, da de nemt kan pakkes væk, og derfor findes der også ofte et skab dedikeret til futoner og sengetøj.
Den gennemsnitlige japaner sover 6,5 timer om natten, hvillet er tre kvarter kortere end verdensgennemsnittet. Størstedelen af de voksne japanere mener da også, at de får for lidt søvn, og Japan er derfor et af de lande i verden, hvor søvnløshed anses for at være et omfattende samfundsproblem, da dette medfører ineffektivitet og sygdomme på arbejdspladser i en sådan grad, at mere end en halv million arbejdsdage går tabt i Japan hvert år, hvilket koster den japanske statskasse milliarder af yen. Dette skyldes naturligvis mangel på søvn i hjemmet, men hænger også sammen med det fysiske såvel som mentale pres på arbejdspladsen. For skønt mange japanere nemlig får den nødvendige søvn og kan møde udhvilet på arbejde, så er belastningsgraden hér så høj, at det tærer på kroppen og psyken, hvilket medfører træthed, der i visse tilfælde kan udvikle sig til at blive kronisk.
Af den grund er det at sove på jobbet faktisk i orden i Japan, fordi det viser, at man har arbejdet hårdt og dermed engageret sig i sin virksomhed. Udtrykket inemuri dækker over det at døse hen i andres selskab - enten på arbejde, i skole, til et møde eller en social aktivitet - og det er ikke blot et udbredt fænomen i Japan, det er også ret acceptabelt. At falde i søvn bag sit skrivebord er altså ikke ildeset, men i nyere tid er mange firmaer dog også begyndt at indrette sovekamre, så medarbejderne kan bevæge sig bort fra arbejdsområdet og få sig en middagslur. Dette vil ikke blot gavne den ansattes helbred, men også føre til øget effektivitet, og af den grund betragtes det generelt som en fordel, at de ansatte sover på jobbet i Japan. Staten foreslår endda, at ansatte får en halv times hvile i løbet af en arbejdsdag.
Det er dog ikke sådan, at man bare kan lægge sig til at sove, når det passer en, da der trods alt skal være en grad af situationsfornemmelse, ligesom det at døse hen midt i en vigtig opgave heller ikke er særlig populært. En lur på arbejdet kan sammenlignes med et toiletbesøg eller en spisepause - det er noget, der klares, uden at ens arbejdsindsats lider overlast og er sådan set mest en slags belønning, som medarbejderen gør sig fortjent til ved at knokle sig til den. Denne accept af søvn på arbejdspladsen skyldes det japanske arbejdsmiljø, der længe har været præget af kollektive opgaver med dertilhørende overarbejde, hvilket har tvunget folk til at arbejde mere, end hvad loven har tilladt. Japans økonomiske vækst i efterkrigstiden skyldtes først og fremmest, at det japanske folk stod sammen og arbejdede hårdt i størstedelen af døgnets timer, så samfundet og familier kunne opnå velstand. Overarbejde har i Japan ført til stress, depressioner og dødsfald, og selvom der ellers er kommet stramninger på området, som skal sikre korte arbejdsdage samt flere ferier, så betragter man stadig søvn for at være en vigtig faktor i en effektiv arbejdsudførelse.
Denne kulturelle accept af søvn i det offentlige rum betyder også, at mange japanere er i stand til at falde i søvn i løbet af få minutter og tilmed kan sove i stående stilling, med hævet hoved eller med foldede arme, fordi de har trænet sig selv til at indgå i en kortvarig dvaletilstand, med hvilken de imiterer, at de er ved bevidsthed - inemuri betyder nemlig direkte oversat "at sove, mens man er til stede". Uden for arbejdspladsen er det mere normalt, at man bliver overvældet af trætheden og giver efter for denne, hvilket eksempelvis kan opleves i parker og stationer med bænke samt i offentlig transport, hvor det er almindeligt at se japanere i arbejdstøj sidde eller ligge og sove. Da Japan er et forholdsvis trygt land at leve i, så er der ingen, der er bange for at blive overfaldet eller bestjålet, imens de sover, og folk omkring dem er også ret ligeglade med at de snorker, eller at deres hoved vælter over på dem. Det værste, der kan ske, ved at man falder i søvn i offentlig transport er, at der kan blive taget billeder af en, eller at man misser sit stop. I Japan er billeder af sovende folk en populær trend på internettet, men disse har imidlertid også vakt opsigt i udlandet, hvilket også inkluderer billeder af sovende politikere i det japanske parlament.
Samfundets pres er ikke blot på de voksne, men også de unge, der starter dagen tidligt i skole, hvorefter de som regel har klubaktiviteter eller aftenundervisning, så de lige kan nå at være hjemme til aftensmadstid, før de slutter dagen af med at lave lektier. Derfor er teenagere i skoleuniformer også nogle af dem, man kan opleve sovende i Japans tog og busser, ligesom det er ret udbredt, at elever falder i søvn under undervisningen, og inemuri-fænomenet bliver således konsolideret i japanerne fra en tidlig alder. Dog er det mere acceptabelt, at det er ældre mennesker, der falder i søvn, da man også er af den overbevisning, at unge mennesker skal kunne holde til at arbejde, så hvis man har tendens til hele tiden at døse hen, kan det føre til, at man bliver betragtet som doven eller svag.