Stalking i Japan

Stalking i JapanI Japan betragtes stalking for at være et samfundsproblem, idet der årligt anmeldes over 20.000 sager om japanere, der føler sig forfulgt. I omkring 90 % af disse tilfælde er der tale om kvinder, hvoraf mere end halvdelen er i alderen 20 til 30 år, som døjer med en mandlig stalker, der er så sygelig besat af et andet menneske, at hans egen tilværelse er centreret omkring det. Stalking kan udfolde sig på forskellige planer og kan involvere noget så simpelt som at forfølge og holde øje med en person på afstand, men det kan også blive så personligt, at en stalker opsøger den person, som vedkommende er betaget af, og forsøger at oprette og bevare en form for relation ved enten at give gaver, foretage opkald eller sende beskeder på sociale medier. Noget af det, der kendetegner stalkere, er, at de ikke kan acceptere at blive afvist, så når de bliver bedt om at lade en person være i fred, så nægter de simpelthen at anerkende vedkommendes grænser og personlige ønsker. Deres egen besættelse af personen er nemlig så stærk, at de sætter deres eget behov først, og derfor fortsætter de som regel med at forfølge en person, selv efter de har fået besked på at lade være.

Der kan være forskellige forklaringer på, at stalkere bliver besatte af bestemte personer og vælger at forfølge dem. Der kan være tale om en banal fascination, som man simpelthen bare dyrker ved at interessere sig for en anden persons liv, hvilket kan gøres ved at følge vedkommendes adfærd og måske endda føre logbog eller tage billeder. I sådanne sager er det ikke altid, at offeret er klar over, at han/hun har en stalker, fordi forfølgelsen foregår på afstand, men lige så snart en stalker vælger at etablere personlig kontakt, så går der som regel ikke lang tid, før offeret fornemmer, at der er tale om en besættelse, eftersom en stalker kan være påtrængende, overdrevet gavmild og have svært ved at forstå et nej. Som udgangspunkt er stalkere derfor mere irriterende, end de er farlige, men deres besættelse af en person medfører på samme tid en slags besiddertrang og ejerfølelse, så de nemt bliver jaloux og vrede, hvis de føler, at deres offer ikke gengælder deres interesse eller besidder personlige relationer til andre mennesker. Det kan i så fald udvikle sig til had rettet mod offeret samt alle omkring det, og i sådanne situationer bliver en stalker farlig, da det kan resultere i chikane og i værste fald fysisk afstraffelse. 

I Japan tog man faktisk ikke stalking seriøst, før en sag fik fatale konsekvenser i 1999, hvor Shiori Ino blev dræbt, efter hun i længere tid var blevet udsat for stalking og endda havde forsøgt at få hjælp fra politiet – dog uden held. Man erkendte hermed truslen ved at have en forfølger og reagerede ved at oprette nye love, der skulle beskytte folk bedre, hvis de følte sig forfulgt, og det er sådan set først herefter, man er begyndt at forholde sig til stalking som et samfundsproblem ved at føre statistik over fænomenet. Shiori Ino blev slået ihjel af en lejemorder hyret af en fyr, som hun havde datet over en længere periode, men da han allerede dengang udviste en vis besættelse af hende, valgte hun at afslutte bekendtskabet, hvilket blot førte til chikane, trusler og i sidste ende hendes død. Shiori Ino kendte altså sin stalker, men sådan er det ikke altid, for der er forskellige forklaringer på, hvorfor folk bliver stalkere, og selvom det typisk starter som et personligt bekendtskab, så er der andre, der har en stalker, som de slet intet kender til, mens vedkommende derimod ved alt om dem. Det drejer sig som regel om kendte ansigter, som folk bliver betaget af, fordi de danner et emotionelt forhold til en person, der optræder i medierne og i offentligheden, og selvom man grundlæggelse set kan kalde dem for fans, så bliver deres fascination imidlertid så stærk, at den udvikler sig til en besættelse.

Efter drabet på Shiori Ino har der været flere drab begået af stalkere, og en række sager med angreb på kvindelige popsangere har blandt andet ført til, at loven om stalking i Japan er blevet revideret, eftersom en stalker sådan set ikke gør noget ulovligt, før vedkommende begynder at terrorisere andres liv, og det er dette, man i højere grad vælger at slå ned på, så man kan forhindre, at det eskalerer med fysiske overgreb. Der bliver nu oftere ydet støtte til ofre for stalking, så man kan samle beviser, ligesom henvendelser bliver taget mere seriøst, men fordi de fleste sager om stalking udfolder sig på et ufarligt plan, så kan politiet ikke gøre noget i disse, og man kan således sige, at stalkere har frit spil, indtil den dag, de bryder grænsen og dermed også loven. Selvom mænd officielt udgør mere end 80 % af alle stalkere i Japan, så kan kvinder faktisk stå for flere sager, end der anmeldes, for generelt kan man sige, at kvinder frygter deres stalkere, mere end mænd gør, og derfor er det ikke alle mænd, der vælger at indberette stalking, og således bliver disse sager altså ikke registreret, hvorved der opstår en skæv kønsfordeling. Det antages, at kvinder faktisk udgør mindst en tredjedel af alle stalkere i Japan.

Det er som sådan uvist, hvorfor stalking finder sted i så stort et omfang i Japan, men der er uden tvivl en sammenhæng med japanernes sociale kompetencer og manglende evne til at etablere sociale relationer. Mange stalkere er nemlig besatte af det modsatte køn, fordi de føler en følelsesmæssig tilknytning til deres offer, og det er denne, som enten ikke er gengældt, eller også kan de have svært ved at udtrykke den. At åbne sig selv op over for andre og blotte sine følelser er selv nu om dage noget, som mange japanere har svært ved, fordi det japanske samfund stadig er ret konservativt, hvilket skaber en emotionel tilbageholdenhed i folk, der kan have svært ved at udtrykke sine følelser og dermed også vise dem. Dette gøres i stedet symbolsk via eksempelvis gaver og tjenester, hvilket eksempelvis sker i skolerne, hvor unge udveksler chokolade på Valentinsdag og White Day for på den måde at “tilstå” deres kærlighed til hinanden. At udtrykke sin kærlighed opfattes nemlig som en tilståelse i Japan, hvor det kan være grænseoverskridende for mange at indrømme, at de kan lide en anden person – selv i et forhold, hvor det ikke er særlig udbredt at komme med verbale kærlighedserklæringer. Det kræver så meget selvsikkerhed og tro på sig selv, at en afvisning ganske enkelt kan føre til ødelagt selvtillid, men det kan ironisk nok også have den modsatte effekt – at man i stedet beskytter sig selv fra at blive såret ved at blive mere selvsikker, så man nægter at acceptere at blive afvist, fordi man betragter sig selv som værdig, idet man har samlet mod til sig ved netop at overbevise sig selv om, at man er det. Så når man først har udset sig sin udkårne, så er det også den person, man vælger at gå efter, skønt der er tusindvis af andre fisk i vandet, og hvis først den personlige kontakt bliver taget, så nægter man at slippe denne igen, da det trods alt er den eneste forbindelse, der udgør selve forholdet. Halvdelen af alle stalking-sager i Japan består derfor også af den såkaldte “eks-gruppe” – altså folk, man tidligere har haft et følelsesmæssigt forhold til, før dette af en eller anden grund er blevet ophævet.

I Japan er det normalt, at når folk finder sammen i par, så bliver de typisk også gift og konsoliderer på den måde deres forhold, og denne traditionelle tilgang til kærlighed gør også, at folk føler, at de bør leve sammen med deres udkårne. Mange tager aldrig skridtet og får en kæreste i løbet af deres ungdom, så de får aldrig erfaring med det at have følelser for et andet menneske, hvilket gør dem til jomfruer på et emotionelt plan, så når de en dag bliver fascineret af et andet menneske, så kan de fejlagtigt tolke dette som en forelskelse eller egentlig kærlighed, og så opstår der en indbildsk tro på, at denne naturligvis er gengældt, samtidig med at nogle danner en overbevisning om, at de skal være sammen med deres udkårne, og at interessen altså ikke kun kan dyrkes på afstand. Skønt flere og flere ender i en tilværelse som single, så hersker der stadig en opfattelse i samfundet af, at tosomheden er den korrekte måde at leve på, hvilket blot stimulerer folk til at danne sig en overbevisning om, at de har brug for nogen i deres liv. Dette fører til den desperation, som blandt andet er medvirkende til stalking, når folk uden erfaring i det at skabe sociale relationer på et følelsesmæssigt plan pludselig skal forsøge at finde kærligheden og udtrykke den over for dem, som de tror, at de elsker, blot fordi vedkommende fascinerer dem. I Japan er der en generel tendens til at kategorisere stalkere som værende psykisk syge, uden at man vælger at forholde sig til de sociokulturelle faktorer, der spiller ind i folks adfærd, så selvom stalking opfattes som et samfundsproblem, så bliver samfundets rolle ikke ligefrem sat til debat.

 

Total Page Visits: 15 - Today Page Visits: 1