I Japan har tatoveringer traditionelt set fungeret som en udbredt form for kropsudsmykning, dengang befolkningen levede i stammer, men med tiden ophørte denne slags kultur med at eksistere, og tatoveringer blev en sjældenhed, efterhånden som fælles værdier og levevis blev udbredt i samfundet via blandt andet buddhismen og konfucianismen, og det var netop konfucianismens naturlige kropsideal, der førte til, at kropsudsmykning efterhånden forsvandt i det japanske samfund. Blandt visse minoritetsgrupper fortsatte tatovering imidlertid med at eksistere - blandt andet hos fiskere, munke, samt det indfødte Ainu-folk, hvor helt unge piger eksempelvis blev tatoveret omkring deres læber, efterhånden som de blev ældre for at vise, at de blev kønsmodne og klar til at gifte sig. I 1500-tallet blev det også udbredt blandt samuraier at få en mindre tatovering som et slags kendetegn, så det var muligt at identificere dem, hvis de omkom på slagmarken.
I 1720 blev tatoveringer dog indført som en form for brændemærkning af kriminelle, så alle kunne se, at de havde brudt loven, hvorved tatoveringer fik status som en slags stigmatisering og således blev tillagt negative værdier i samfundet. I samme periode opstod dog også forskellige kunstarter - heriblandt træsnit (ukiyo-e), der ikke blot var kunst i sig selv, disse portrætterede ofte mennesker med kropsudsmykninger, hvilket gjorde det tiltalende for mange at anvende deres egen krop som et lærred, og på den måde fik tatovering en ny renæssance i Japan, da nogen valgte at få deres krop dekoreret med spektakulære billeder, hvor især krigerskikkelser eller mytiske væsner som drager blev et populært motiv. Tatovering var således en måde, hvorpå man kunne udtrykke sin egen styrke og samtidig udvise rebelsk adfærd over for samfundet, hvor tatoveringer generelt ikke var udbredt, så dem der havde tatoveringer blev derfor nogle gange gjort til lokale attraktioner, fordi folk var fascineret såvel som forundret af det sjældne syn.
I sidste halvdel af 1800-tallet åbnede Japan sine grænser op for omverdenen efter 250 års isolation, og i denne periode begyndte man at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vestlige værdier. Da tatoveringer ikke var udbredt i Vesten, var man i Japan bange for at blive betragtet som et uciviliseret og primitivt samfund, når vesterlændinge kom og så japanere med flamboyante tatoveringer, og derfor besluttede man sig for at bandlyse tatoveringer, selvom man i udlandet faktisk var fascineret af japanske tatoveringer grundet deres unikke sammensætning, hvilket førte til, at mange ironisk nok kom dertil for at få dem - heriblandt flere royale personligheder fra Europa. Det var dog ikke længere tilladt for japanere at få lavet tatoveringer, og dem der allerede havde dem blev opfordret til at dække dem til. Tatoveringer blev altså igen tillagt negative værdier - denne gang via lov, hvilket endte med at skabe en national foragt over for kropsudsmykning, da loven var gældende i flere generationer helt frem til 1948.
Selvom tatoveringer siden da har været lovlige i Japan, så er de stadig en sjældenhed, fordi de bliver kædet sammen med den status, de havde i fortiden, hvilket skyldes en udbredt opfattelse af, at det primært er medlemmer af den japanske mafia, yakuza, der har valgt at lade sig tatovere - en stereotyp forestilling, der godt nok hænger sammen med virkeligheden, da det trods alt er sandt, at man som yakuza-medlem skal få lavet en tatovering, men som egentlig stammer fra mafia-film fra 1970'erne. Tatoveringer bliver af mange japanere derfor betragtet som et udtryk for, at man enten er kriminel eller en rebelsk mønsterbryder, hvilket er negative træk i et samfund, hvor ens tilhørsforhold i fællesskabet er det vigtigste. Nogle virksomheder kan af den grund vælge ikke at ansætte folk med tatoveringer, mens visse offentlige badeanstalter og varme kilder tilmed nægter folk med tatoveringer adgang.
På den anden side har stigende indvandring og turisme imidlertid også ført til, at man i Japan er begyndt at forholde sig til og anerkende tatoveringer som en global form for kropsudsmykning, men netop fordi man generelt set forbinder tatoveringer med udlændinge, så ser mange dem også som udenlandsk kultur, hvilket gør det svært for dem at acceptere tatoveringer i Japan. Mens udlændinge med tatoveringer ofte ikke vil modtage skæve blikke, så forholder det sig altså ofte omvendt med japanere, der derfor typisk får tatoveringer, som ikke er synlige, før de smider tøjet. Denne strategiske placering af tatoveringer er blevet anvendt i flere hundrede år i Japan, fordi man dermed kunne skjule sin kropsudsmykning for omverdenen, og særligt ryggen har været og er stadig et populært "lærred", fordi man her har en stor flade, som gør det muligt at kreere et stort og detaljeret motiv.
Selvom loven i Japan tillader tatoveringer, så har tatovering imidlertid status som et medicinsk indgreb, fordi processen udføres med en nål. Det betyder, at man i Japan skal have en medicinsk uddannelse, før man må tatovere, hvilket vil sige, at man kan risikere at blive straffet, hvis man som tatovør ikke har en sådan - en regel, som har ført til flere bøder og retssager, fordi majoriteten af Japans tatovører ikke har en medicinsk uddannelse og derfor har praktiseret ulovligt i flere årtier, fordi der er tale om en lov, som sjældent håndhæves. Nu om dage er det desuden normalt, at anvende moderne udstyr, men mange tatovører i Japan benytter stadig den traditionelle tatoveringsteknik kaldet tebori, hvor der benyttes nåle påsat en stav af træ eller metal. Det japanske ord for en tatovering er irezumi, hvilket uden for Japan er blevet betegnelsen for japansk inspirerede tatoveringer, der oftest er kendetegnet ved at være i et stort format med et detaljerigt og sammenhængende motiv som et maleri, der nærmest er blevet overført til huden.