Terror i Japan

Terror er nu om dage en sjældenhed i Japan, og landet anses generelt ikke for at være truet af angreb fra udefrakommende personer eller organisationer, hvilket blandt andet skyldes, at der er tale om et ørige, hvor indrejse er kontrolleret, ligesom Japan har en stram indvandringspolitik. Overordnet set anses Japan heller ikke for at være et mål for terrorangreb, idet det ikke længere er tilladt for Japan at føre krig som følge af Anden Verdenskrig, hvor den amerikanske okkupation førte til afskaffelsen af den japanske hær, så det nu kun er tilladt at have et forsvar. Om ikke andet er Japan en af USA's allierede, og de seneste år er man da også begyndt at støtte USA i krig, men på trods af dette betragtes Japan sjældent som en fjende af lande og organisationer, der traditionelt set anser Vesten for at være en fjende. Dette kan både skyldes Japans fjerne beliggenhed, men også at der jo er tale om et asiatisk land, der stadig besidder asiatiske værdier.

I Japan betragter man Nordkorea for at være den største sikkerhedstrussel, men mulige angreb fra Nordkorea vil næppe blive betegnet som terror. I Japan er dette nemlig et sjældent anvendt begreb, idet man benytter andre ord til at definere angreb baseret på motivet bag disse. Og dette skyldes til dels, at der ikke er nogen overordnet betegnelse for, hvad terror i det hele taget er, eftersom begrebet har ændret sig over tid og benyttes på vidt forskellig vis. Terror kan eksempelvis betegnes som et politisk motiveret angreb rettet mod myndigheder, men også et uprovokeret angreb rettet mod civile eller bestemte grupper. Der er derfor behov for at analysere et angreb nærmere, før man kan betegne det som terror, og det er muligvis en af forklaringerne på, at man i Japan er påpasselig med at benytte sig af udtrykket, idet man først skal have overblik over en sag, før den kan kategoriseres som terror.

Betegnelsen for terror lader især til at være baseret på forestillingen om, at et angreb skal være motiveret af et ideologisk grundlag. I Japan er der dog tendens til, at organiserede angreb rettet mod værdier som frihed og sikkerhed anses for at være terrorisme - altså er det ikke ideologierne bag angrebet, der definerer terror, men derimod de ideologier, som er mål for angrebet. Det er blandt andet også årsagen til, at nogle betragter de nordkoreanske kidnapninger af japanere som en terrorhandling, fordi man forgreb sig på japanernes sikkerhed og frihed. Det samme skete i 1994 og 1995, hvor den nyreligiøse sekt Aum Shinrikyo stod bag to angreb i henholdsvis Matsumoto og Tokyo, hvor der blev udledt sarin, som kostede uskyldige mennesker livet. Af samme grund omtales de to angreb som terror, selvom Aum Shinrikyos motiv var lidt mere komplekst, idet det primære motiv ikke var at tage livet af tilfældige mennesker. I stedet gik Aum Shinrikyo efter specifikke personer i skikkelse af dommere under angrebet i Matsumoto, mens man i Tokyo havde til hensigt at rette politiets opmærksomhed bort fra deres igangværende efterforskning af sekten, ligesom man muligvis ville igangsætte den dommedag, som medlemmerne af Aum Shinrikyo stræbte efter at overleve. Uskyldige liv blev derfor ofret af forskellige grunde, men fordi det var en organisation, der stod bag de to angreb, som desuden var tilrettelagte, så er det nemmere at forholde sig til disse som værende terrorisme, mens der er tendens til, at angreb foretaget af enkeltpersoner omtales som attentater eller bare forbrydelser, fordi de handler ud fra egen overbevisning og ikke en fælles.

Det er dog ikke altid, at et overgreb på japanernes tryghed og frihed omtales som terror. I efterkrigstiden blev Japan eksempelvis ramt af et utal af politisk motiverede angreb, der sjældent blev betegnet som terror, idet dette først blev et udbredt term efter rangrebet på World Trade Center i 2001. At man i Japan sjældent omtalte interne angreb som terror kan muligvis også skyldes, at der i denne tid var interne konflikter i så voldsom grad, at radikale modstandsbevægelser foretog det ene angreb efter det andet rettet mod myndigheder, virksomheder og endda civilbefolkningen. I 1974 blev 8 mennesker eksempelvis dræbt, da en bombe eksploderede på Mitsubishis hovedkvarter i Tokyo. Og i 1967 mistede to mennesker livet, da en bombe gik af på et tog i Kobe. Særligt i 1960'erne og 1970'erne blev der foretaget flere angreb med brug af bomber i Japan, uden at dette blev betegnet som terror, fordi det altså bare var en del af datidens politiske uro, hvilket førte til mange andre alternative former for angreb rettet mod både myndigheder, virksomheder og befolkningen, så utryghed generelt var noget, japanerne måtte leve med.

I 1976 blev Heian-helligdommen brændt ned under et attentat, og året efter valgte to mænd at kapre en bus fyldt med passagerer i Nagasaki. Fra 1984 til 1985 stod flere ukendte personer, der kaldte sig selv for Monsteret med de 21 ansigter, bag afpresning af japanske fødevareproducenter, hvilket sågar inkluderede en kidnapning og forgiftning af slik, som blev efterladt i japanske butikker. I 1977 havde en anden ukendt gerningsmand efterladt forgiftede colaer i Tokyo. Og året før valgte Mitsuyasu Maeno at begå selvmord ved at flyve et privatfly ind i en ejendom tilhørende Yoshio Kodama, der havde taget imod bestikkelse i forbindelse med Lockheed-skandalen, til trods for at han ellers var en højreorienteret nationalist.

Og særligt nationalisme var grundlaget for mange af de konflikter og angreb, som prægede Japan i efterkrigstiden, hvor man måtte komme videre efter okkupationen, idet man skulle udvikle samfundet ved både at lægge afstand til de værdier, der havde resulteret i rædslerne under Anden Verdenskrig, samtidig med at man skulle bevare sin folkeånd og nationale identitet. Man skulle samtidig vænne sig til de demokratiske værdier, og særligt påvirkningen fra Vesten og de stærke bånd til USA var udgangspunkt for intern uro, idet kommunistisk orienterede oprørsbevægelser opstod som et modsvar til det politiske styre, der besad magten. Og disse forsøgte kort sagt at gøre sig selv bemærket ved at angribe nationen for på den måde at realisere deres egne ideologier, mens enkeltpersoner følte sig kaldet til at "gøre en forskel" ved at udføre attentater på egen hånd.

Politikere blev udsat for angreb for at udtrykke deres meninger, hvilket inkluderede Inejiro Asanuma, der i 1960 blev likvideret af en 17-årig nationalist. Medier blev angrebet, politiet blev angrebet, og uskyldige mennesker blev nu og da ofre i politisk motiverede angreb, der havde til hensigt at ramme myndighederne. Og blandt oprørsgrupperne opstod også deciderede terrororganisationer, der udelukkende havde til formål at reformere samfundet via et væbnet opgør. Dette førte blandt andet til etableringen af Nihon Sekigun (Japans Røde Hær), der i 1970'erne var blandt de mest berygtede terrororganisationer i verden, fordi deres aktiviteter primært foregik uden for Japans grænser. I Japan stod de imidlertid også bag flere flykapringer, hvilket er blevet betegnet som terrorhandlinger, fordi man ligesom med Aum Shinrikyo forgreb sig på japanernes sikkerhed og tryghed. Ingen civile japanere blev dog ofre for Nihon Sekigun, der derimod er kendt for at have stået bag en massakre i Lod Lufthavn, hvor 26 mennesker blev dræbt.

I løbet af 1980'erne lykkedes det gradvist at neddæmpe den aggressive nationalisme, idet den økonomiske vækst havde ført til stabilitet i samfundet, hvor man gradvist fik indordnet sig efter fælles ideologier med demokratiet som base, så modstandsbevægelser blev opløst, mens aktivister forsøgte at blive hørt på mere fredelig vis, eftersom man satte hårdt ind på at bekæmpe voldelige aktiviteter og handlinger, hvilket siden har ført til, at Japan er endt med at blive et af verdens mest fredelige lande, hvor kriminaliteten er begrænset. Og dette inkluderer altså også terrorhandlinger, idet der officielt ikke er blevet begået et stort terrorangreb siden Aum Shinrikyos sarin-angreb i Tokyo i 1995. Trods frygten fra Nordkorea er det ironisk nok interne organisationer, der historisk set har udgjort den største trussel mod den japanske samfundsorden, og derfor er man altså begyndt at tage disse mere seriøst for at forhindre voldelige angreb.

Der kan ikke desto mindre argumenteres for, at visse angreb siden da har haft et ideologisk grundlag og derfor også kan betegnes som terror. I 2016 dræbte Satoshi Uematsu eksempelvis 19 handikappede, fordi han betragtede dem som en samfundsbyrde og derfor ville gøre staten en tjeneste ved at skille dem af vejen. Og under nytårsaften i 2018 valgte Kazuhiro Kusakabe at protestere mod dødstraffen ved at køre sin bil ind i en folkemængde i Tokyo. I Japan betegnes sådanne sager imidlertid ikke som terror, idet man anvender andre termer, der blandt andet inkluderer ordet "toorima", hvilket er en betegnelse for en person, der går amok i en form for psykose, og ordet "yukaihan", der er en betegnelse for en person, der finder det tilfredsstillende at sprede frygt.

Total Page Visits: 276 - Today Page Visits: 2