Møntenheden i Japan hedder yen, men udtales en (æn) på japansk. Det internationalt anvendte symbol er ¥, men i Japan benyttes også 円. Valutakoden er JPY. Selvom man i Japan har anvendt mønter som betalingsmiddel i flere hundrede år, så var det først i 1871, man introducerede en national valuta kendt som yen, hvor en rund mønt fik en helt særlig værdi. Disse første yen-mønter var enten lavet af sølv eller guld, så mønterne rent faktisk havde værdi, eftersom de var fremstillet af ædelmetal. På dette tidspunkt var der både 1 yen, 2 yen, 5 yen, 10 yen og 20 yen-mønter. Sammen med yen-mønter fandtes også kobber- og bronze-mønter kendt som henholdsvis rin og sen, der havde en lavere værdi (1 yen = 100 sen = 1000 rin), og disse ophørte med at eksistere efter Anden Verdenskrig, hvorefter yen blev den eneste nationale møntfod i Japan, da 1 yen blev den lavest mulige beløbsstørrelse.
Efter Anden Verdenskrig blev mønter fremstillet af metal, så deres værdi herfra blev symbolsk. I dag findes der seks mønttyper i Japan, hvilket drejer sig om 1 yen, 5 yen, 10 yen, 50 yen, 100 yen og 500 yen. Den nuværende 1 yen-mønt blev introduceret i 1955. 5 yen-mønten og 10 yen-mønten blev introduceret i 1959. 50 yen-mønten og 100 yen-mønten blev introduceret i 1967. Og den nuværende 500 yen-mønt blev introduceret i 2021 med et nyt design bestående af to forskellige metaller som den første mønt i Japan. Som med danske mønter har japanske mønter forskellige størrelser, ligesom de er fremstillet af forskellige metaller, så de har forskellige farver. Der er desuden huller i 5 yen- og 50 yen-mønterne, hvilket gamle mønter også havde i gamle dage, så de kunne bæres på en snor. På mønterne vil det fremgå, hvilket år de er trykt, hvilket er skrevet med brug af det japanske datoformat, hvor man tager udgangspunkt i kejserens regeringstid. Herudover er der forskellige motiver på de seks mønter - eksempelvis optræder Byodoin-templet på 10 yen-mønten, mens der på de andre mønter ses forskellige typer af plantevækst.
Yen findes også som sedler, og de første af disse blev sat i produktion allerede i 1872. Siden 1984 har den laveste seddeltype dog været 1000 yen-sedlen, og herudover findes der også 5000 yen-sedler, 10.000 yen sedler og før i tiden fandtes der også den mere sjældne 2000 yen-seddel, der blev lanceret i 2000, men taget ud af cirkulation, da nye sedler blev introduceret i 2024. 2000 yen-sedlen adskilte sig desuden fra de andre, idet motivet på den ene side var Shureimon-porten, der står ved Shuri-borgen på Okinawa, hvorimod man på de tre andre sedler finder portrætter af prominente japanere, der bidrog til moderniseringen af Japan i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. På 1000 yen-sedlen ses et billede af Kitasato Shibasaburo (1853-1931), på 5000 yen-sedlen ses et billede af Tsuda Umeko (1864-1929), og på 10.000 yen-sedlen ses et billede af Shibusawa Eiichi (1840-1931). På den anden side ses forskellige motiver tilknyttet japansk kultur og natur såsom Hokusais kendte motiv "Den store bølge ud for Kanagawa" på 1000 yen-sedlen. Sedlerne har desuden forskellige størrelser og farver.
Yenkursen er svingende, men en god huskeregel er, at 100 yen er omkring 5,5 danske kroner - benyt eventuelt valutaomregneren nederst på siden for at se den nuværende valutakurs. Eftersom 1 yen er et meget lille beløb, så kan man sige, at 1 yen-mønter på en måde er overflødige i det moderne Japan, hvor mønter imidlertid stadig har en funktion, idet man eksempelvis benytter dem som ofringer ved templer og helligdomme, hvor man derfor kan opleve, at der ligger mange mønter. Faktisk antager man, at der ligger for milliarder af yen rundt omkring i Japan som offergaver. Japan er også et kontantsamfund, hvor mange betalinger udføres med mønter, men i visse automater, hvor der skal betales med penge, tager man ikke imod de små mønttyper. Penge behandles desuden med respekt, og derfor vil man opleve, at japanerne ikke krøller deres pengesedler, ligesom det er normalt at anvende begge hænder, når man giver eller modtager penge.