Det japanske sprog

Det japanske sprog

Sammen med ryukyu- og ainusproget tilhører japansk den japoniske sproggruppe, hvis oprindelse fortsat er omdiskuteret. Sprogforskere er af den opfattelse, at det japanske sprog kan stamme fra enten den altaiske eller den austroasiatiske sprogfamilie, men der er dog også den mulighed, at japansk er et såkaldt kreolsprog – altså en blanding af de to sprogfamilier. Det japanske folk adskiller sig genetisk fra både ryukyufolket og ainuer, hvilket skyldes den indvandring fra det asiatiske fastland, der fandt sted under den japanske Yayoi-periode, og dette kan muligvis også have haft indvirkning på sproget i denne tid og være forklaringen på, hvorfor ryukyu- og ainusproget adskiller sig fra japansk, der desuden ikke minder om andre sprog. Japansk er blandt andet kendetegnet ved at være et SOV-sprog, hvor subjekt efterfølges af et objekt, der så efterfølges af et verbum, som kun bøjes efter tid eller kontekst og ikke subjektets køn eller antal. På japansk kan man dog også udelukke subjektet, idet dette kan optræde som værende underforstået, og så er ens sprogbrug desuden betinget af ens køn, idet der er udtryk og grammatiske regler, der gælder for henholdsvis mænd og kvinder. Japan er desuden en kultur præget af en hierarkisk samfundsopdeling, hvilket også har haft indvirkning på sproget, der af den grund kan tales i forskellige grader af respekt, hvilket overordnet set betyder, at de samme ord kan bøjes i forskellige former, idet brugen af disse er knyttet til den situation, man befinder sig i, og de mennesker, man interagerer med. Der er for eksempel forskel på, hvordan man taler med sine venner og sine overordnede. Det japanske sprog er desuden rigt på præpositioner, der binder ordklasserne sammen i en sætning, og traditionelt set skrives japansk lodret fra højre, hvilket blandt andet ses i bøger og aviser, men grundet den teknologiske udvikling er det i dag blevet almindeligt at skrive vandret fra venstre. 

Selvom japansk kan betegnes som et unikt sprog, så er den moderne variant imidlertid blevet til under påvirkning fra udlandet, hvor især kinesisk og engelsk har været med til at sætte sit præg på sproget. Det kinesiske skriftsystem kom til Japan i samme periode som buddhismen og konfucianismen og dannede grundlag for udviklingen af de japanske skriftsystemer, hiragana og katakana. Kinesiske tegn (kanji) anvendes dog stadig i skriftlig japansk, og med indførelsen af disse blev Japan samtidig præsenteret for mange nye begreber og koncepter, der var med til at udvide det japanske vokabular i et sådant omfang, at kinesiske låneord er blevet en så inkorporeret del af det japanske sprog, at man fuldkommen adskiller disse fra moderne låneord, som primært stammer fra Vesten. Disse kaldes for gairaigo, og er fonetisk blevet tilpasset det japanske sprog, hvilket vil sige, at de ofte ændrer udtale under optagelsen i dette, idet japansk er koncentreret om brugen af morae – den kortest mulige udtale – og hvert tegn i de japanske skriftsystemer er derfor sat til at repræsentere disse, der er kendetegnet ved at være fem grundlæggende vokallyde (A, I, U, E, O), der kan kombineres med foranstående konsonantlyde, som foruden et nasalt N ikke kan optræde separat, hverken udtalemæssigt eller skriftligt. Dette er med til at hæmme japanernes sproglige evner, idet de under deres opvækst bliver forankret i de japanske udtaleregler, der generelt gør det svært for japanere at lære nye sprog og formulere sig på disse. L findes for eksempel ikke på japansk, så mange japanere henfalder til brugen af R, der for dem lyder som L.


I dag tales japansk af de omkring 127 millioner mennesker, der bor i Japan, hvor kun lidt over 1 % af befolkningen har udlændingestatus, hvoraf den største af disse etniske minoritetsgrupper udgøres af koreanere efterfulgt af henholdsvis kinesere og brasilianere. Eftersom det er en vanskelig proces at tilegne sig japansk statsborgerskab, hvis man ikke stammer fra en japansk slægt, har mange af de såkaldte udlændinge dog boet i Japan det meste af deres liv, ligesom nogle endda er anden- eller tredjegenerations efterkommere, og for flere af disses vedkommende er japansk det eneste sprog, de er vokset op med. Japansk findes i dag i forskellige regionale dialekter og har desuden formået at udkonkurrere både ryukyusproget, der før i tiden var udbredt på Ryukyuøerne, og ainusproget, der blev talt af de oprindelige befolkningsgrupper i det nordlige Japan, så det formodes, at de to sprog vil uddø inden for ganske få generationer. Det vil altså sige, at tæt på 100 % af indbyggerne i Japan taler japansk, hvilket dermed gør sproget til et af de ti største i verden baseret på antallet af modersmålstalere. Dette kan umiddelbart give indtryk af, at japansk globalt set er et stærkt sprog, men eftersom udbredelsen og brugen af dette primært er begrænset til det japanske ørige, så er der i stedet tale om regional dominans, hvorved sproget altså mister sin styrke på et internationalt niveau. Dette betyder blandt andet, at man i Japan sagtens kan begå sig uden at kunne andre sprog end japansk, men anderledes forholder det sig, når interaktionen mellem mennesker foregår ud over landets grænser, idet antallet af japanskkyndige hér er begrænset, hvilket vil sige, at det er op til japanerne at udvide deres sproglige kompetencer, hvis man vil opbygge relationer til verdenssamfundet. Ligesom dansk optræder japansk ofte på top 10 lister over de sværeste sprog at lære.

 

Det japanske sprog104total visits,1visits today