Hiragana

Hiragana

Hiragana (ひらがな) er et af de fire skriftsystemer, der i dag anvendes i skriftligt japansk foruden katakana (カタカナ), kanji (漢字) og romaji (latinske bogstaver). Hiragana indeholder, ligesom søstersystemet katakana, 46 tegn, der tilsammen kaldes gojuon, hvilket kan oversættes til ”50 lyde”. Hiragana og katakana adskiller sig udelukkende fra hinanden i form af deres oprindelse, deres skrivemåde samt den nutidige brug af systemerne. De to skriftsystemer kaldes samlet for kana og skal under udformningen af ord holdes adskilt hinanden – altså kan man (med visse undtagelser) ikke danne ord med brug af både hiragana og katakana, idet de anvendes separat. Ord dannes ved at føre enten hiragana-tegn eller katakana-tegn sammen, men i en tekst kan alle fire skriftsystemer sagtens optræde sammen.

Det japanske sprog er koncentreret om brugen af mora (den mindste rytmiske enhed), hvorfor hvert tegn er sat til en repræsentere én af de eksisterende lydenheder i det japanske sprog med brug af grundvokalerne A, I, U, E og O, der hver især også har sit eget tegn. Når én af disse vokallyde sættes i forbindelse med konsonantlyde, så skabes der et nyt tegn, der ikke har nogen lighed med vokaltegnene. Ideen om, at konsonanter er selvstændige tegn, findes altså ikke i Japan, på samme måde som vi kender det i Danmark, idet konsonanter optræder som lyde, der i de fleste tilfælde kun kommer til udtryk, når de føres i forbindelse med vokaler. Det er disse forbindelser, der udgør grundlaget for mængden af tegn, hvor man ved at føre en konsonantlyd foran en af de fem grundvokaler skaber en ny mora og dermed et nyt tegn. I modsætning til for eksempel dansk kan den samme vokal ikke ændre udtale på japansk, hvilket betyder, at ét tegn udelukkende råder over én lyd. De grundlæggende konsonantlyde, som japanerne har til rådighed, er K, S, T, N, H, M, R, samt W og Y, hvis bløde udtale karakteriseres som en konsonantlyd.

I blandt disse findes dog uregelmæssigheder, idet japanerne ikke har udtalerne Si, Hu, Ti og Tu. Tegnene for disse udtales i stedet Shi, Fu, Chi og Tsu. Ydermere findes lydene Yi, Ye og Wu ikke, ligesom lydene Wi og We er gået tabt i det moderne sprog, hvorved tegnene for disse kan betragtes som ude af brug. I listen over kana findes desuden en selvstændig mora, der dækker over et nasalt N, som ikke indeholder en vokallyd. I ord vil denne lyd kun optræde midtvejs eller afslutningsvis. Man har mulighed for at forlænge lydene O og E ved at tilføje tegne for henholdsvis U og I. Det er desuden muligt at fordoble lyden af en forstående konsonant ved at tilføje en lille version af tegnet Tsu (っ) forinden. Enlige konsonantlyde findes altså på japansk, men kun i form af det nasale N og en gengivelse af en konsonantlyd.

Her ses forskellen på hiragana og katakana:

Hiragana

Det japanske sprog råder dog ikke blot over 46 morae, idet de er i stand til at udtale yderligere konsonantlyde. Det drejer som om G, Z, D, B og P. Tegnene for disse skabes ved at tage udgangspunkt i nogle af konsonantgrupperne i listen over hiragana, hvor man kan tilføje, hvad der enten kaldes dakuten eller handakuten til disse. Dakuten er to små streger, mens handakuten er en lille cirkel. Lydene B og P skabes ved at tilføje henholdsvis dakuten og handakuten til konsonantgruppen H. Lyden Z skabes ved at tilføje dakuten til S-gruppen, D skabes ved at tilføje dakuten til T-gruppen, og G skabes ved at tilføje dakuten til K-gruppen. Også hér er der undtagelser i udtalen, idet uregelmæssighederne med lydene Shi, Chi og Tsu går igen i deres variationer. Både Shi og Chi skifter udtale til Ji, mens Tsu bliver til Zu.

Til sidst kan man sammenføre hiragana og dermed skabe kombinerede lyde, der også findes i det japanske sprog – de såkaldte youon. Her kan man gøre brug af I-gruppen til at lave kombinationer med Y-gruppen, så Ki + Yo for eksempel bliver til den sammenførte lyd Kyo. Ji + Ya bliver til Jya, og så fremdeles. Det er dog ikke alle konsonantgrupper, der har denne mulighed. Under denne slags kombinationer vil lydene blive forenet og skabe en selvstændig mora, og som resultat vil det bageste tegn være mindre end det første. I Japan adskiller man ikke ordene med mellemrum, så det ville være problematisk at se, at der var tale om en sammenføring af tegn, hvis man ikke markerede dette. Eftersom der er tale om én mora bør de forenede tegn også betragtes som værende ét. På den måde har man også undgået at skulle skabe yderligere tegn til at repræsentere disse sammenførte lyde.

Historien om hiragana

apan fik indført et skriftsystem i løbet af Nara-perioden (710-794) via Kina, hvor man anvendte kanji (kinesiske tegn). Som japaner var man derfor nødsaget til at være bekendt med det kinesiske sprog, når man skrev eller læste tekster. Med kanji var det dog ikke muligt at udtrykke sig fuldt ud på det japanske sprog, da der for eksempel opstod grammatiske konflikter under udformningen af tekster, hvis man udelukkende skrev med kanji. Med tiden begyndte man at udforme Japans eget skriftsystem med udgangspunkt i kanji. Det førte til de to forenklede systemer: hiragana og katakana. Hiragana blev inspireret af den kursive skriveform af kanji (sousho), som primært blev anvendt af kvinder, mens den regulære skriveform (kaisho) var forbeholdt mænd. Det var denne, der i samme periode førte til udviklingen af katakana, hvor man frem for at tage udgangspunkt i hele kanjien i stedet anvendte dele fra den. De tidligste udgaver af, hvad vi i dag kender som katakana blev skabt af buddhistiske munke, der i forbindelse med deres arbejde med statslige og religiøse skrifter savnede en simplificeret og tilgængelig måde at udtrykke sig skriftligt. Derfor var katakana mere en forenkling af tegnene frem for en omskrivning. Hiragana blev oprindeligt udformet, så kvinder og borgerklassen også havde mulighed for at læse og forstå skrevet japansk. Over tid blev hiragana og katakana så etableret som selvstændige skriftsystemer, men to forskellige skriftsystemer skabt ud fra samme koncept har naturligvis medført, at man har måttet adskille dem og favorisere det ene. Hiragana er endt med at vinde denne kamp og er nu sammen med kanji den fundamentale del af skriftligt japansk. Katakana benyttes i dag primært til at skrive udenlandske låneord (gairaigo), der per tradition ikke skrives med det latinske alfabet (romaji). Det samme gælder udenlandske egennavne såsom personnavne og steder, og i en tekst kan man altså ud fra tegne se, hvilke ord der er fremmedord.

Latinske bogstaver kan skrives på forskellige måder alt efter person, idet man for eksempel kan skrive bogstaver som B eller R med enten to eller tre streger eller helt uden at løfte blyanten. Japanske tegn skrives derimod med et fast antalstreger og med en fast rækkefølge i disse, hvilket børn lærer i skolen, hvor de også lærer mere end 2000 kanji, så de med tiden bliver i stand til at læse og skrive flydende japansk. Indtil børn lærer kanjier skriver de deres udtale med brug af hiragana, hvilket også benyttes til at angive kanjiernes japanske udtale (onyomi) i blandt andet ordbøger, mens katakana benyttes til at angive deres kinesiske udtale (kunyomi). 

Dette skema viser, i hvilken rækkefølge man skal tegne stregerne, når man skriver hiragana. Nummeret viser, hvor hver enkelt streg starter, så hvis der er et skarpt hjørne uden noget nummer, så vil det altså sige, at der er tale om en forlængelse af en selvstændig streg:

Hiragana

Total Page Visits: 525 - Today Page Visits: 2