Japanske navne

I Japan er der ikke noget, der hedder fornavne og efternavne. I stedet har man et slægtsnavn og et personligt navn. Det personlige navn er det, man i Vesten kalder for et fornavn, men i Japan bliver dette typisk kun brugt af folk, der er tæt knyttet til en - altså er man kendt ud fra sit slægtsnavn (efternavn) på for eksempel arbejdet. Når man præsenterer sig, udtaler man også sit slægtsnavn først og sit personlige navn til sidst. Dette kan tit skabe forvirring for udlændinge, der kan have svært ved at vide, hvornår der er tale om et slægtsnavn og hvornår der er tale om et personligt navn - især fordi nogle personlige navne også findes som slægtsnavne, hvilket for eksempel er tilfældet med navnet Masaki. I Japan findes der desuden ikke mellemnavne, og når man gifter sig, så ændres den ene parts efternavn som regel (typisk kvindens), medmindre man da vil beholde sig gamle efternavn, for man kan ikke have to - kun hvis man gifter sig med en udlænding, for i Japan skifter man nemlig familieregister, når man gifter sig og påtager sig et andet efternavn.

Eftersom folk formelt set er kendt under deres slægtsnavne, så kan det også være svært at vide, om der er tale om en mand eller en kvinde, hvis man kun hører slægtsnavnet, for i Japan er den mest udbredte tiltaleform nemlig ikke baseret på køn. I stedet anvender man "san" til både mænd og kvinder, så "Masaki-san" kan altså være en mand såvel som en kvinde. Det bliver ikke nemmere af, at nogle personlige navne kan bruges af både mænd og kvinder, men en huskeregel kan være, at pigenavne ofte ender på ka, ko, na og mi, mens drengenavne hyppigt ender på ro, ta, shi og ichi. Grundet traditionelle kønsroller kan man i nogle tilfælde også udelede kønnet ud fra navnets betydning, idet pigenavne ofte indeholder udtryk knyttet til skønhed, mens drengenavne indeholder ord forbundet til styrke.

De fleste japanske navne er unikke og begrænset til Japan, fordi de er blevet til som følge af det japanske sprogs regler inden for udtale og stavning. Ens personlige navn staves oftest med kanji - altså kinesiske skrifttegn, men der er også mange navne, der staves med hiragana, og på det seneste er det blevet mere udbredt at benytte katakana, der ellers normalt benyttes til at skrive udenlandske navne. Det kan være fordi ens personlige navn er hentet eller inspireret fra udlandet, såsom Ben eller Anna. Slægtsnavne staves derimod kun med brugen af kanji, og her er det hyppigst at anvende to tegn, men det er muligt at komme helt op på fem, som det er tilfældet med slægtsnavnet Kadekonoji.

Ligesom i Danmark så har efternavne en betydning, men i Japan anvender man dog ikke "Navns-søn"-metoden. I stedet ligger betydningen i de tegn, der anvendes til at skrive ens slægtsnavn. Yamada betyder for eksempel bjerg-rismark, Yamaguchi betyder bjerg-mund, og Ishikawa betyder sten-flod. På samme måde har personlige navne ofte en betydning, når de staves med kanji, hvorved man altså kan læse sig frem til denne, hvilket ikke er muligt, hvis de staves med hiragana eller katakana, men det er generelt ikke noget, japanerne tænker over, præcis som danskere ikke løfter øjenbrynet over navne som Bjørn, Sten og Liv.

At japanske navne staves med brug af Kanji kan blive virkelig forvirrende for udlændinge såvel som japanere, for det samme navn kan staves på forskellige måder, fordi forskellige kanjier kan udtales på samme måde. Takahiro kan for eksempel staves på følgende måder: 高広, 隆弘, 隆宏, 隆博, 孝広, 貴弘, 貴裕, 貴洋, 尭弘, og alle har de en forskellig betydning, fordi de staves med forskellige tegn og kombinationer, selvom de deler samme udtale. Omvendt kan det samme tegn udtales på vidt forskellige måder, så japanerne selv kan have svært ved at læse navne, der derfor nogle gange bliver skrevet i parentes med hiragana, for forskellige navne kan endda også staves med de samme kanji. 信彦 kan eksempelvis både læses som Shinji eller Nobuhiko, og der er altså intet, der indikerer, hvilket navn der er tale om. At skrive og læse et navn i Japan kræver altså lidt mere end normalt, hvilket kan sammenlignes med, at man i Danmark også har Kristoffer, Christoffer, Kristopher og Christopher, ligesom Michelle kan udtales med eller uden det sidste E. På dansk staver man sit navn med bogstaver, hvis nogen er i tvivl, men i Japan skal man altså sige noget i retning af "tegnet for * efterfulgt af tegnet for *".

For at gøre det hele mere besværligt, så er der i nyere tid kommet et fænomen kaldet kira-kira-navne, hvor man benytter sig af kanjier til at repræsentere lyde, som de ellers ikke har, idet man derimod anvender deres betydning for et usædvanligt navn, man traditionelt set ikke kan hedde på japansk såsom et udenlandsk navn eller udtryk. Et eksempel på dette er karakteren Light fra Death Note, hvis navn på japansk udtales Raito, men det staves imidlertid med kanjien for "måne", som ikke kan udtales Raito. I stedet har man været kreativ og taget udgangspunkt i den engelske betydning (lys) og valgt månen som repræsentant for denne. Hos kvinder kan måne-kanjien eksempelvis anvendes til at skrive navnet Luna, men fordi man ikke har L på japansk, udtales dette Runa. Er man ikke klar over dette, vil de fleste læse det som Tsuki, der er det japanske ord for måne, fordi at kira-kira-navne altså staves med kanjier med selvopfundne udtaler. Omvendt findes der kanji-udtaler, som udelukkende anvendes til navne, så for nogen kan det skabe problemer, hvis de ser en kanji og ikke kan huske, at den også kan udtales som et navn. I visse navne benyttes desuden kanjier, som ikke er blandt de omkring 2000 tegn, som japanere skal lære, og således kan man også være ubekendt med både deres stave- og udtalemåde.

Nedenstående skema viser eksempler på japanske drengenavne og pigenavne med tre udvalgte stavemåder og disses betydning.