Katakana (カタカナ) er et af de fire skriftsystemer, der i dag anvendes i skriftligt japansk foruden hiragana (ひらがな), kanji (漢字) og romaji (latinske bogstaver). Katakana indeholder, ligesom søstersystemet hiragana, 46 tegn, der tilsammen kaldes gojuon, hvilket kan oversættes til ”50 lyde”. Katakana og hiragana adskiller sig udelukkende fra hinanden i form af deres oprindelse, deres skrivemåde samt den nutidige brug af systemerne. De to skriftsystemer kaldes samlet for kana og skal under udformningen af ord holdes adskilt hinanden - altså kan man (med visse undtagelser) ikke danne ord med brug af både hiragana og katakana, idet de anvendes separat. Ord dannes ved at føre enten hiragana-tegn eller katakana-tegn sammen, men i en tekst kan alle fire skriftsystemer sagtens optræde sammen.
Det japanske sprog er koncentreret om brugen af mora (den mindste rytmiske enhed), hvorfor hvert tegn er sat til en repræsentere én af de eksisterende lydenheder i det japanske sprog med brug af grundvokalerne A, I, U, E og O, der hver især også har sit eget tegn. Når én af disse vokallyde sættes i forbindelse med konsonantlyde, så skabes der et nyt tegn, der ikke har nogen lighed med vokaltegnene. Ideen om, at konsonanter er selvstændige tegn, findes altså ikke i Japan, på samme måde som vi kender det i Danmark, idet konsonanter optræder som lyde, der i de fleste tilfælde kun kommer til udtryk, når de føres i forbindelse med vokaler. Det er disse forbindelser, der udgør grundlaget for mængden af tegn, hvor man ved at føre en konsonantlyd foran en af de fem grundvokaler skaber en ny mora og dermed et nyt tegn. I modsætning til for eksempel dansk kan den samme vokal ikke ændre udtale på japansk, hvilket betyder, at ét tegn udelukkende råder over én lyd. De grundlæggende konsonantlyde, som japanerne har til rådighed, er K, S, T, N, H, M, R, samt W og Y, hvis bløde udtale karakteriseres som en konsonantlyd.
I blandt disse findes dog uregelmæssigheder, idet japanerne ikke har udtalerne Si, Hu, Ti og Tu. Tegnene for disse udtales i stedet Shi, Fu, Chi og Tsu. Ydermere findes lydene Yi, Ye og Wu ikke, ligesom lydene Wi og We er gået tabt i det moderne sprog, hvorved tegnene for disse kan betragtes som ude af brug. I listen over kana findes desuden en selvstændig mora, der dækker over et nasalt N, som ikke indeholder en vokallyd. I ord vil denne lyd kun optræde midtvejs eller afslutningsvis. To yderligere morae findes i forbindelse med en forlængelse af en vokallyd, der udtrykkes ved at tilføje tegnet 一 efter den katakana, hvis vokallyd skal forlænges, ligesom en fordobling af konsonantlyde er mulig ved at placere en lille udgave af tegnet for Tsu (ッ) foran den katakana, hvis konsonantlyd man ønsker fordoblet. Dermed skabes en ny mora og "tsu" er derfor et selvstændigt tegn. Enlige konsonantlyde findes altså på japansk, men kun i form af det nasale N og en gengivelse af en konsonantlyd.
Her ses forskellen på hiragana og katakana:
Det japanske sprog råder dog ikke blot over 46 morae, idet de er i stand til at udtale yderligere konsonantlyde. Det drejer som om G, Z, D, B og P. Tegnene for disse skabes ved at tage udgangspunkt i nogle af konsonantgrupperne i listen over katakana, hvor man kan tilføje, hvad der enten kaldes dakuten eller handakuten til disse. Dakuten er to små streger, mens handakuten er en lille cirkel. Lydene B og P skabes ved at tilføje henholdsvis dakuten og handakuten til konsonantgruppen H. Lyden Z skabes ved at tilføje dakuten til S-gruppen, D skabes ved at tilføje dakuten til T-gruppen, og G skabes ved at tilføje dakuten til K-gruppen. Også hér er der undtagelser i udtalen, idet uregelmæssighederne med lydene Shi, Chi og Tsu går igen i deres variationer. Både Shi og Chi skifter udtale til Ji, mens Tsu bliver til Zu.
Til sidst kan man sammenføre katakana og dermed skabe kombinerede lyde, der også findes i det japanske sprog - de såkaldte youon. Her kan man gøre brug af I-gruppen til at lave kombinationer med Y-gruppen, så Ki + Yo for eksempel bliver til den sammenførte lyd Kyo. Ji + Ya bliver til Jya, og så fremdeles. Det er dog ikke alle konsonantgrupper, der har denne mulighed. Under denne slags kombinationer vil lydene blive forenet og skabe en selvstændig mora, og som resultat vil det bageste tegn være mindre end det første. I Japan adskiller man ikke ordene med mellemrum, så det ville være problematisk at se, at der var tale om en sammenføring af tegn, hvis man ikke markerede dette. Eftersom der er tale om én mora bør de forenede tegn også betragtes som værende ét. På den måde har man også undgået at skulle skabe yderligere tegn til at repræsentere disse sammenførte lyde.
Historien bag katakana
Japan fik indført et skriftsystem i løbet af Nara-perioden (710-794) via Kina, hvor man anvendte kanji (kinesiske tegn). Som japaner var man derfor nødsaget til at være bekendt med det kinesiske sprog, når man skrev eller læste tekster. Med kanji var det dog ikke muligt at udtrykke sig fuldt ud på det japanske sprog, da der for eksempel opstod grammatiske konflikter under udformningen af tekster, hvis man udelukkende skrev med kanji. Med tiden begyndte man at udforme Japans eget skriftsystem med udgangspunkt i kanji. Det førte til de to forenklede systemer: hiragana og katakana. Hiragana blev inspireret af den kursive skriveform af kanji (sousho), som primært blev anvendt af kvinder, mens den regulære skriveform (kaisho) var forbeholdt mænd. Det var denne, der i samme periode førte til udviklingen af katakana, hvor man frem for at tage udgangspunkt i hele kanjien i stedet anvendte dele fra den. De tidligste udgaver af, hvad vi i dag kender som katakana blev skabt af buddhistiske munke, der i forbindelse med deres arbejde med statslige og religiøse skrifter savnede en simplificeret og tilgængelig måde at udtrykke sig skriftligt. Derfor var katakana mere en forenkling af tegnene frem for en omskrivning. Over tid blev hiragana og katakana så etableret som selvstændige skriftsystemer, men to forskellige skriftsystemer skabt ud fra samme koncept har naturligvis medført, at man har måttet adskille dem og favorisere det ene. Hiragana er endt med at vinde denne kamp og er nu sammen med kanji den fundamentale del af skriftligt japansk. Katakana benyttes i dag primært til at skrive udenlandske låneord (gairaigo), der per tradition ikke skrives med det latinske alfabet (romaji). Det samme gælder udenlandske egennavne såsom personnavne og steder, og i en tekst kan man altså ud fra tegne se, hvilke ord der er fremmedord.
Brugen af katakana
Ligesom man på dansk adopterer især engelske gloser, gør man det samme på japansk. Men hvor man i Danmark blot kan gengive ordet med brug af samme skriftsystem og muligvis blot tilpasse udtalen, så er man på japansk nødsaget til at indrette låneord efter de morae, der er til rådighed både i det mundtlige såvel som det skriftlige sprog. Og her anvendes altså katakana. I en japansk tekst kan man ud fra tegnene således identificere, hvilke ord, der er låneord (foruden kinesiske og koreanske, der oftest staves med kanji). Men eftersom udtalen ændres, betyder det ikke, at japanere nødvendigvis forstår ordet, hvis de hører det på originalsproget, ligesom det kan være svært for udlændinge at kode betydningen af et ord, selvom det er en nogenlunde gengivelse af den originale glose. Ydermere har japanerne en tendens til at forkorte ord og kun anvende dele fra dem. Smartphone er for eksempel blevet sumaho, mens personlig computer hedder pasokon. Hvis man ikke er bekendt med den japanske glose og ønsker at kode ordet ud fra dets udenlandske herkomst, skal man imidlertid også være bekendt med sproget, hvorfra det stammer. Ordet for brød er for eksempel hentet fra det portugisiske pan.
For at nærme sig den originale udtale af visse låneord har det imidlertid været nødvendigt for japanerne at tage nye morae til sig og skabe katakana-sammenføringer, som ikke findes i brugen af hiragana, da disse udtaler normalt ikke er en del af det japanske sprog. For eksempel er lydene Fe og Fo blevet skabt ved at føre katakana Fu sammen med henholdsvis katakana E og O, så man nu både kan skrive og udtale eksempelvis café og foto. Udtalen Ti er ligeledes blevet indført ved at forbinde Te med I, mens Ye kan staves ved at kombinere I og E. Og mens manglen på V har betydet, at man før har anvendt B til at udtrykke denne lyd, er man nu mere gået over til at benytte sig af katakana U til at repræsentere V ved at tilføje dakuten og lave en youon-sammenføring med en vokallyd. Den ellers uddøde mora Wi er ligeledes vendt tilbage efter indførelsen af låneord. Men i stedet for at benytte sig af tegnet for denne lyd har man også hér valgt at gøre brug af katakana U, som uden brug af dakuten sammenfattes med katakana I.
Katakana anvendes foruden i brugen af fremmedord også til lydord (onomatopoietika), ved kælenavne, som logoer og i reklamer. Generelt benyttes katakana i ord, der adskiller sig fra det klassiske japanske, og fungerer mere og mere i forbindelse med slang eller en eksotisering af produkter. Dyr såvel som frugt og grønt skrives nu oftere med katakana, selvom flere af dem har japanske navne og tilmed deres egen kanji. I børnebøger kan navne gøres letlæselige ved at erstatte kanji med katakana. Og da kanji både har kinesiske og japanske udtaler, er det i blandt andet ordbøger blevet besluttet, at den kinesiske udtale (onyomi) skal gengives med katakana, mens den japanske (kunyomi) skrives med hiragana.
I gennemsnit vil en almindelig nyhedstekst indeholde omkring 10-25% katakana, mens antallet stiger i blandt andet tegneserier (manga) og skrifter, der behandler emner af udenlandsk herkomst, heriblandt teknologi, videnskab og medicin, hvor henholdsvis engelsk og latin er basissproget. Det er derfor nødvendigt at lære alle japanske skriftsystemer, hvis man vil kunne begå sig i både lette og svære tekster på japansk.
Latinske bogstaver kan skrives på forskellige måder alt efter person, idet man for eksempel kan skrive bogstaver som B eller R med enten to eller tre streger eller helt uden at løfte blyanten. Japanske tegn skrives derimod med et fast antalstreger og med en fast rækkefølge i disse hvilket børn lærer i skolen, hvor de foruden de mere end 100 forskellige kana også lærer mere end 2000 kanji, hvilket altså gør Japan til et kompliceret sprog, når det kommer til skrift. Alligevel er en meget lille del af befolkningen ordblinde, hvilket kan skyldes, at man forbinder tegn med lyde eller sågar ord.
Dette skema viser, i hvilken rækkefølge man skal tegne stregerne, når man skriver katakana. Nummeret viser, hvor hver enkelt streg starter, så hvis der er et skarpt hjørne uden noget nummer, så vil det altså sige, at der er tale om en forlængelse af en selvstændig streg:
