Låneord

Låneord

Låneord er de ord, der er blevet inkorporeret i et sprog gennem et andet, og i Japan findes der som udgangspunkt to grupper af låneord: Kango og gairaigo. Mens kango er betegnelsen for kinesiske låneord, der er blevet optaget i det japanske sprog, så dækker gairaiko generelt over låneord fra andre sprog – dog primært Vestlige sprog, hvor engelsk er det sprog, som japanerne hyppigst optager nye ord fra. Kango og gairaigo adskiller sig fra hinanden på et bestemt område. Kango staves nemlig med brug af kinesiske tegn (kanji), mens gairaiko staves med det ene af de to japanske skriftsystemer, katakana. I en japansk tekst kan man altså som regel se, hvilke ord, der er moderne låneord, fordi disse er stavet med katakana, men det er mere besværligt at udpege de kinesiske låneord, fordi disse er staves med kanji, hvilket mange japanske ord også er. Dette skyldes, at det var det kinesiske skriftsystem, der i sin tid var udgangspunktet for skriftlig japansk, og oprindeligt blev kinesiske tegn derfor benyttet til at skrive japanske ord, før japanerne udviklede sine egne skriftsystemer, samtidig med at man tog kinesiske ord til sig og dermed også deres stavemåder – altså låneordene kendt som kango.

Kango har været en fast del af det japanske sprog i århundreder og udgør mere end halvdelen af alle japanske ord, selvom den mundtlige brug af dem er mindre udbredt nu om dage, så det altså selv for japanere kan være svært at vide, hvad der er kinesiske låneord, og hvad der er oprindelige japanske ord (yamato kotoba). Der er dog for det meste tale om substantiver, og det er ofte muligt at gætte sig frem til, at der er tale om et låneord via dets udtale, idet kanjier råder over flere udtaler på japansk, hvoraf en af disse er den kinesiske udtale kendt som onyomi. Japanernes udtale er dog begrænset i forhold til kinesernes, så man kan overordnet sige, at låneord staves på samme måde som på kinesisk, men at deres udtale er blevet tilpasset det japanske sprog, så japanere og kinesere kan måske godt læse hinandens ord, men de kan ikke nødvendigvis forstå hinanden, når de udtales. Oven i det findes der japanske ord, som er blevet skabt med den kinesiske udtale – disse er kendt som wasei-kango og inkluderer blandt andet “shinto“, “seppuku” og “matcha“. 

Gairaigo opstod i 1500-tallet, da Japan etablerede kontakt med Vesten og fik behov for at tage nye ord til sig, da man blev introduceret for nye opfindelser. Det var primært Portugal og Holland, der i denne periode stod for handlen med Japan, og derfor var det også portugisisk og hollandsk, der gav japanerne de første vestlige låneord, mens fransk og tysk præsenterede japanerne for blandt andet videnskabelige termer. I begyndelsen af 1600-tallet lukkede Japan sine grænser af til omverdenen, og optagelsen af låneord var derfor begrænset i de næste 250 år, indtil man igen åbnede sig op for verdenssamfundet i slutningen af 1800-tallet, hvor industrialiseringen var begyndt. I Japan påbegyndte man en hæsblæsende moderniseringsproces, der ikke blot betød, at man tog nye koncepter og opfindelser til sig, men også helt nye ord for disse. I begyndelsen forsøgte man at skabe sine egne ord med brug af kanji, så man opfandt stavemåder for eksempelvis “telefon” og “samfund”, hvilket er ord kendt som yakugo, men med tiden så man altså behovet for at optage ordene i deres oprindelige form, hvilket førte til en eksplosion i mængden af gairaigo i det japanske sprog, og mængden af låneord er kun steget siden Anden Verdenskrig, hvor japanerne flittigt har udvidet sit vokabular via låneord.

Fordi japanerne er begrænset af deres udtale, så er det imidlertid ikke muligt at optage alle udenlandske låneord i deres sande form, og stavemæssigt er man også nødt til at tilpasse dem til det japanske sprog, eftersom skriftsystemerne er udviklet med udgangspunkt i mora: den mindste rytmiske enhed, hvor en vokal indgår i udtalen af et enkelt tegn – foruden et nasalt N, der kan udtales for sig selv og derfor staves alene. Japanerne har altså ikke konceptet om konsonanter, og det besværliggør deres udtale af Vestlige låneord, er er rige på konsonant-stød, fordi de ganske enkelt ikke kan stave til dem uden at ændre på ordene. Det vil også sige, at gairaigo i mange tilfælde slet ikke lyder som det låneord, der er blevet gjort brug af, men japanerne har på bedst muligt vis forsøgt at finde frem til den nærmeste udtale, som de så har valgt at gengive med brug af de tegn, de har til rådighed. Dog forstår japanerne ikke altid låneordet, når det udtales i sin oprindelige form, fordi de er vant til at høre den japanske variant, og de kan fejlagtigt få den opfattelse, at det også er sådan, ordet udtales i originalsproget.

Nu om dage har japanerne desuden en tendens til at forkorte låneord og skabe deres egne versioner, og præcis som med kinesiske låneord, så har japanerne også skabt deres egne gairaigo, der altså er japanske ord inspireret af udenlandske ord. Disse er imidlertid ofte skabt med udgangspunkt i engelsk, og de er derfor kendt som wasei-eigo, hvilket kan oversættes til “japaniseret engelsk”. Det svarer nogenlunde til pseudo-anglicismer på dansk såsom butterfly og cottoncoat, hvor man altså skaber nye ord eller giver i forvejen eksisterende ord en ny betydning. Fordi disse ord staves med katakana, præcis som gairaigo, så kan det være svært for japanerne at vide, at det faktisk ikke er låneord, ligesom udlændinge kan have svært ved at forstå betydningen bag ordene, fordi det jo er japanske ord. Dette er dog generelt også en udfordring ved gairaigo, fordi man først skal tyde ordets udtale og herefter kode sig frem til det låneord, det repræsenterer, hvorefter man bliver bekendt med dets betydning, hvilket selvsagt er nemmere, hvis man har kendskab til det sprog, hvorfra låneordet stammer.

Her er samlet en oversigt over eksempler på henholdsvis gairaigo og wasei-eigo med den japanske udtale og stavemåde samt det oprindelige låneord og dettes oprindelse:

Låneord

Total Page Visits: 28 - Today Page Visits: 1