Udenlandske navne

Udenlandske navne

I Japan er det typisk, at man præsenterer sig med sit efternavn først og derefter sit fornavn. Mange er derfor kendt ud fra deres efternavn på arbejdspladsen eller i skolen og går kun under deres fornavn i privatlivet. Japanske navne staves typisk med brugen af kanji, der kan gøre det svært for udlændinge at læse navne, da kanjier kan udtales på flere forskellige måder. Nu om dage anvendes dog også hiragana og i visse tilfælde katakana. Udenlandske navne staves stort set udelukkende kun med brug af katakana, og det er derfor disse, man skal forholde sig til, hvis man som udlænding vil finde ud af, hvordan man skal stave sit navn på japansk. Her ses en liste med alle de lyde, det er muligt at stave med katakana. Disse kombineres for at danne et navn:

Udenlandske navne

For at finde ud af, hvordan man som udlænding skal stave sit navn på japansk, så er det først nødvendigt at vide, hvordan det udtales på japansk. Det er typisk udtalen og ikke navnets skrivemåde, man tager udgangspunkt i. Her kræver det altså, at man sætter sig ind i ovenstående lydsystem og lærer, hvilke lyde der kan dannes på japansk. For eksempel eksisterer L-lyden ikke, så her benytter man ofte R, hvis rullende udtale er det tætteste, man kommer på et L. Så Lotte udtales altså som Rotte (ロッテ). Der kan opstå en del lydelige problemer for især danskere, idet man i Japan kun har fem vokallyde, så i forbindelse med navne, der for eksempel indeholder Å og Æ, må man tænke kreativt og overveje, hvordan disse skal udtales på japansk. Det tætteste man kommer på at kunne udtale Åge er umiddelbart Oue (オウエ), mens Lærke bliver til Reake (レアケ).

Konceptet med at vokaler og konsonanter er adskilte enheder findes ikke på japansk, hvor skriftsproget udgøres af konceptet om morae – de korteste lyde, det er muligt at danne. Undtagelsen er et nasalt N (ン), der kan stå alene efter en vokallyd, så man altså godt kan udtale og stave Maren (マレン). Det er dog også muligt at fordoble konsonantlyde, så man kan udtale og stave navne som Mette (メッテ) – i disse tilfælde skal en lille version af tegnet for TSU (ッ) tilføjes før det tegn, hvis konsonantlyd man gerne vil fordoble. Ønsker man en forlængelse af en vokallyd skal følgende tegn tilføjes umiddelbart efter det tegn, hvis vokallyd man agter at forlænge: ー . Ydermere kan lyden SU udtales som et trykstærkt S, så U-lyden forsvinder. Dermed bliver det også muligt at udtale navne som Thomas, der dog staves som Tomasu (トマス).

U-lyden er generelt den svage lyd, der fungerer som supplement til de sammenhængende konsonanter, der ikke kan udtales på japansk, og derfor bliver navne på japansk præget af at have flere vokallyde, men kan samtidig staves med færre tegn. Det er ikke muligt at udtale eller stave Morten, Klaus eller Max. Disse bliver til henholdsvis Moruten (モルテン), Kurausu (クラウス) og Makusu (マクス). Andre gange anvendes dog også andre konsonantlyde, hvilket for eksempel er tilfældet med Bent og Sandra, der bliver til Bento (ベント) og Sandora (サンドラ), fordi der ikke findes en TU- eller DU-lyd på japansk. Dog kan disse nogle gange skrives med katakana ved at tilføje et lille katakana U til tegnene for henholdsvis TO og DO. Det er dog også nødvendigt at forholde sig til navnets udtale, for Holger skulle umiddelbart blive til Horugeru, men i så fald bliver den afsluttende R-lyd rullende og navnet ændrer derfor udtale og bliver mere engelsk-klingende. Man kunne med fordel udskifte ER med et langt A, så udtalen ville komme nærmere den danske og blive til Horugaa (ホルガー). Det samme gør sig gældende med Peter, som ikke skal staves Peteru – i stedet skal man forholde sig til den oprindelige udtale, så Peter på engelsk bliver til Piita (ピータ), mens det på dansk bliver til Peeta (ぺータ). Det er i sådanne tilfælde, man som udlænding selv kan være med til at forme sit navn ud fra ens egne præmisser.

J-lyden på japansk er ligesom på engelsk hård, så hvis man hedder Jakob og gerne vil have det udtalt på japansk med et blødt J, så skal man benytte sig af Y, der har status som en konsonantlyd. Jakob bliver udtalt og stavet som Yakobu (ヤコブ). Y-lyden har dog kun tilføjelsesvokalerne A, U og O, så hvis man for eksempel hedder Jeppe, så er det tilsyneladende ikke muligt at udtale og dermed stave på japansk. Her må man tage afsæt i den hårde J-lyd (ジェッペ), men hvis man vil affinde sig med, at Jeppe rent faktisk udtales som Ieppe med I i stedet for J, så kan man med fordel stave det som det udtales ved at tilføje et lille katakana E til katakana I (イェッペ). Det hårde J staves ved at tage udgangspunkt i tegnet for JI og tilføje en mindre udgave af tegnet i den Y-gruppe, hvis vokallyd, man ønsker tilføjet. Så John faktisk staves som Jyon (ジョン), hvor det stumme H desuden går tabt i stavningen. Det japanske A udtales dog ikke som det engelsk A i forbindelse med de hård J-lyde, så hvis man hedder Jay eller James, så staves det med en lille udgave af tegnet for E efter JI: Jei (ジェイ) og Jeemuzu (ジェームズ), præcis som det var tilfældet med den første udgave af Jeppe.

Visse lyde, er ikke en del af det traditionelle japanske sprog, men påvirkningen fra udlandet har gjort det nødvendigt at indføre disse, så det nu også er muligt at stave dem med brug af katakana. Tidligere var FU den eneste F-lyd, der kunne udtales og staves, men nu om dage kan man tilføje en lille udgave af katakana A, I, O eller E, så det er muligt at udtale og stave FA (ファ), FI (フィ), FO (フォ) og FE (フェ). Det samme gør dig gældende med lydene TI og DI, der kan skabes ved at tilføje katakana I til katakana TE(ティ) og DE (ディ). Andre lyde eksisterer stadig ikke på japansk, hvilket for eksempel drejer sig om SI, der i stedet udtales som SHI. Så hedder man Simon, så udtales og staves den danske version Shimon (シモン ), mens den engelske udgave udtales og staves som Saimon (サイモン). SHI kan desuden kombineres med Y-gruppen og katakana E, så man kan skrive SHA (シャ), SHE (シェ), SHO (ショ) og SHU (シュ). Dette er blandt andet relevant, når man skal stave til Michelle, der bliver til Misheru (ミシェル). Ligesom med L, så eksisterer V-lyden ikke på japansk. Her benyttes en modificeret version af katakana U som erstatning, og præcis som ved ovennævnte lyde så tilføjes blot en mindre udgave af katakana A, I, O eller E, så man på den måde kan stave VA (ヴァ), VI (ヴィ), VE (ヴェ) og VO (ヴォ). Hvad angår lydene WE og WI, så skrives disse ved at kombinere katakana U med enten katakana E og I.

Som vist i listen ovenover er der også en række andre sammenkædninger med Y-gruppen, så man kan danne lyse såsom MYU, KYO og HYO, hvilket sjældent er relevant, når det kommer til vestlige navne. Dog bliver CH-gruppen nødvendig, når det for eksempel kommer til Christian, hvor TIAN udtales og staves CHAN, så Christian dermed bliver Kurisuchan (クリスチャン). Alt i alt kan det altså være noget af en udfordring at finde ud af, hvordan ens navn staves på japansk, hvis lyde og stavemåde ikke stemmer overens med det japanske sprog, men det er her, man har lov til selv at vælge, og hvis man er i tvivl kan man altid søge på nettet og se, hvordan Wikipedia eller Google Translate vælger at oversætte visse navne.

Udenlandske navne488total visits,1visits today