På japansk anvendes forskellige partikler, der alle optræder som postpositioner - altså umiddelbart efter det ord eller den sætning, som de lægger sig op ad. Der er tale om partikler med forskellige formål, og mange af dem har samme funktion som danske partikler, mens andre er unikke for det japanske sprog. Eftersom partikler er en del af japansk grammatik, så staves de med brug af det japanske skriftsystem hiragana. Her på siden er samlet en beskrivelse af nogle af de mest almindelige partikler:
Wa (は): Dette er en såkaldt subjektsmarkør, der viser, hvem eller hvad der er/gør noget. Dette koncept gør man ikke brug af på dansk, så der findes ingen direkte oversættelse, men man kan eventuelt have i baghovedet, at den underliggende betydning af Wa er "hvad angår". Wa placeres altså efter det subjekt, der er sætningens fokus. På trods af udtalen, så skrives Wa desuden med hiragana HA.
Ga (が): Ga har samme funktion som Wa, men benyttes primært om allerede introducerede subjekter. Mere konkret anvendes Ga også som sekundær subjektsmarkør, når Wa allerede er blevet anvendt i en sætning, og derfor er det blandt andet Ga, der benyttes ved eksistensverber, vejrfænomener og det at kunne lide noget.
Wo (も): Det eneste tidspunkt, man anvender hiragana Wo på japansk, er, når man benytter denne som objektmarkør. Wo viser altså, hvad man foretager sig noget med, og placeres efter et objekt, mens der bagved optræder et verbum, idet man på japansk benytter sig af sætningsopbygningen SOV (subjekt - objekt - verbum), hvorimod man på dansk gør brug af SVO (subjekt - verbum - objekt). Der findes ligesom med de ovennævnte subjektsmarkører ingen dansk oversættelse af Wo, og der findes heller intet udtryk, der har samme mening på dansk. På trods af sin stavemåde, så udtales Wo som O.
Mo (も): Når man erstatter enten Wa eller Wo med Mo, så får det betydningen "også", hvilket heldigvis er et udtryk, der findes på dansk og derfor er nemt at forholde sig til.
Ka (か): Ka er den japanske udgave af et spørgsmålstegn. Når man skal vise, at noget er et spørgsmål på japansk, så tilføjer man Ka til sidst i sætningen, fordi man ikke ændrer på sætningsopbygningen, så det altså ikke er til at vide, om der er tale om et spørgsmål, medmindre man anvender en partikel. I uformel tale kan man dog udelade Ka for i stedet at hæve stemmen til sidst og på den måde virke spørgende, mens man på skrift vil gøre brug af et spørgsmålstegn. Dog kan Ka også anvendes som en japansk udgave af "eller", der benyttes mellem subjekter.
To (と): Dette er den japanske udgave af "og", der knytter to subjekter sammen, men hvis der ikke optræder et subjekt efter To, så betyder det i stedet "sammen med". To anvendes desuden efter et citat for at markere, at der er tale om noget, som man har hørt, eller noget, som nogen har sagt.
No (の): No er ejefald på japansk, altså det der svarer til at tilføje et S på dansk, og placeres efter det subjekt, der ejer eller har noget. Sammentrækninger på dansk adskilles ofte af No på japansk, så hundehale for eksempel hedder "hundens hale". No kan samtidig gøre sætninger eller udtryk til subjekter, så man blandt andet kan omtale disse med brug af subjekstmarkøren Wa.
De (で): De markerer, hvad man foretager sig noget med og placeres mellem det pågældende objekt og aktiviteksverbum - præcis som på dansk, bare i omvendt rækkefølge: altså bliver "tegner med blyant" til "blyant med tegner". De erstatter således Wo, når man altså udfører en handling med hjælp af noget. Ydermere kan De anvendes som placeringsmarkør svarende til for eksempel "på" og "i" - altså benytter man også De til at vise, hvor man foretager sig noget, og i så fald skal De placeres efter det pågældende sted.
Ni (に): Ligesom med De er Ni dog også en placeringsmarkør, men Ni markerer oftere en tilstand frem for en decideret handling. Af den grund optræder Ni som en del af eksistensverber for at vise, at man for eksempel er til stede et sted frem for at foretage sig noget der. Derfor anvendes Ni også til at vise, hvor man bor. Desuden gør man også brug af Ni til at markere tiden, og så er det tilmed også en partikel, der markerer en retning - altså det der svarer til "til" eller "på vej mod" på dansk, hvilket også kommer til udtryk på japansk, hvor Ni benyttes, når man giver noget TIL nogen. Man gør også brug af Ni, når man for eksempel bevæger sig ind i noget eller sågar bestiger et bjerg.
He (へ): På trods af sin stavemåde, så udtales He som E, og benyttes ligesom Ni til at markere en retning - altså "til" og "på vej mod". Derfor gør man også brug af He, når man for eksempel starter et brev med " Til ... ", men fordi der er tale om postposition, så skal He placeres efter navnet og ikke foran det. Betydningen af He og Ni er dog så tæt på hinanden, at de generelt set sagtens kan erstatte hinanden, så det derfor kan være svært at vide, hvornår man skal gøre brug af den ene partikel frem for den anden. Nogen benytter sig af He for at vise, at der er tale om en kort afstand, til det sted man bevæger sig imod, mens Ni derimod udtrykker en lang afstand.
Yo (よ): Yo svarer til et udråbstegn på japansk og placeres derfor sidst i sætningen for at markere, at der er tale om for eksempel en konstatering eller et udbrud eller en slags "jeg kan godt sige dig"-mening.
Ne (ね): Ne er den japanske udgave af danske udtryk som "ikke sandt", "ikke også" eller den mest almindelige: "ik'" og tilføjes til sidst i en sætning for inddirekte at spørge sin modpart, om vedkommende ikke er enig, eller at man selv er enig med denne. Ne alene betyder nemlig noget i retning af "netop" eller "nemlig". I starten af en sætning kan det også bruges for at fange nogens opmærksomhed, på samme måde som man vil anvende "sig mig" eller "hey" på dansk.
―: Dette er ikke en officiel partikel, men den optræder tit i uformel skrift, hvor en lige streg markerer en lydforlængelse af det tegn, som den placeres efter. Det er således en måde at udtrykke overraskelse, overdrivelse eller andre emotionelle udbrud, der ikke kan udtrykkes normalt såsom "Jaaa" og "hurraaa".
～: Dette er heller ikke en officiel partikel, men den optræder ligeledes i uformel skrift, hvor det er en slags forlængelse af den lige streg og derfor placeres og anvendes på samme måde. Bølgestregen udtrykker altså også en lydforlængelse af det tegn, som den placeres efter, men lyden er dog længere end med brug af den almindelige streg, så den sådan set er et skriftligt udtryk for, at man tømmer sine lunger.