Substantiver

Substantiver

Substantiver er også kendt som navneord og er altså navnene på de ting, som verden består af, der er blevet identificeret og navngivet via sproget, så det er muligt at tale om dem, ligesom substantiver er med til at skabe kategorier. Substantiver dækker både over levende og døde ting, uhåndgribelige koncepter og fænomener. Ting vi kan sanse er altså substantiver, men også ting, vi i fællesskab har erkendt eksistensen af såsom følelser og tilstande – eksempelvis kærlighed, kaos, sygdom og hygge. Det karakteristiske ved navneord er, at de kan fungere som både subjekt og objekt i en sætning, hvor man i Danmark anvender rækkefølgen SVO (subjekt-verbum-objekt), men på japansk anvender man derimod SOV (subjekt-objekt-verbum). På dansk er det ikke altid, at subjektet og objektet er markeret, men på japansk gør man derimod brug af postpositioner til at markere disse, hvilket drejer sig om WA (は) eller GA (が). Disse placeres umiddelbart efter det ord eller det udtryk, der er sætningens fokus, mens et objekt bliver markeret med WO (を) efterfulgt af et verbum. På japansk kan man ligeledes gøre brug af kopula (desu です) til at identificere eller beskrive noget ved blot at tilføje dette efter et substantiv, således at “otoko desu” kan betyde “jeg er en mand” eller “inu desu” kan betyde “det er en hund”.

På dansk opdeles substantiver i fælleskøn og intetkøn. Fælleskøn er den største gruppe og er alle de substantiver, der i ental kaldes for “en”, mens man ved intetkøn derimod benytter “et”. Ordenes køn er afgørende for, hvordan de bøjes, når man eksempelvis anvender bestemt form, idet “en mand” bliver til “manden”, mens “et hus” bliver til “huset”. Bestemte former anvendes også ved flertal, men på dansk har vi imidlertid tre grupper af flertal, og disse har ingen sammenhæng med ordenes køn – de er rent ud sagt tilfældige og skal derfor læres individuelt præcis som ordenes køn. Flertal ender enten på R eller E, eller også er de uregelmæssige, hvilket vil sige, at de skifter til et nyt ord eller slet ikke ændrer form.

På japansk har man det noget nemmere, for der findes for det første slet ikke køn, så man omtaler ganske enkelt ikke substantiver som ental, men blot som ord. Der findes derfor heller ikke nogen bestemt form på japansk, hvilket betyder, at ordet er uændret, når man taler om en bestemt ting. Og der findes skam heller ikke flertal på japansk, så der er heller ingen ændring i ordet, når man taler om flere af den samme ting. Nedenstående skema illustrerer forskellen mellem substantiver på dansk og japansk:

Substantiver

På japansk kan substantiver staves med både hiragana, katakana og kanji, alt efter hvilket ord der er tale om, så udfordringen i at lære og bruge substantiver består i, at man skal huske, med hvilke tegn de skrives, ligesom man naturligvis skal være i stand til at læse disse. Selvom der ikke findes flertal på japansk, så kan man godt omtale substantiver i flertal ved eksempelvis at tilføje suffikset “tachi” (達) til levende ting, hvorved substantivet får tilføjet betydningen “med flere”. Det er dog også muligt at gøre brug af såkaldte tællere, så man kan angive et præcist antal, så man eksempelvis kan spise to brød, købe fem bøger eller eje tre hunde, men generelt ved man altså ikke, om der er tale om en eller flere ting, når man på japansk læser og hører et substantiv – det er som regel underforstået i konteksten. 

Skønt man ikke har bestemt form på japansk, så kan man sagtens tale om bestemte ting, præcis som man gør på dansk, når man eksempelvis siger “denne”, “den kat” eller “den der kat”. På japansk har man nemlig tre grader inden for afstand, som man skal huske, når man vil tale om ting på denne måde, hvilket er ting, der er tættest på en selv (kore), ting, der er tættest på modparten (sore), og ting, der for begges vedkommende er et stykke væk (are). Kore (これ) svarer altså til det her/den her/denne/dette/disse. Sore (それ) svarer til den der/det der/dem der/den/det/dem. Og Are (あれ) svarer til noget i retningen af den derovre/det derhenne/dem dernede osv.

Substantiver

Kore, sore og are fungerer altså som erstatninger for subjekter, så hvis man ønsker at beholde disse, så skal man i stedet ændre dem til kono (この), sono (その) og ano (あの) og tilføje subjektet umiddelbart efter, ligesom man på dansk kan sige “denne kat” og “den kat”. Man kan dog ikke bruge kono, sono og ano alene, idet disse ord lægger sig til et subjekt. Man kan ydermere vælge at beskrive et subjekt med brug af verber eller adjektiver, som når man for eksempel siger “den kat, som spiser” eller “den hvide kat”. På japansk gøres dette ved at placere både adjektiver og verber foran subjektet, og så skal man desuden gøre brug af den korte form af adjektivet såvel som verbet.

På dansk har vi tendens til at forene ord for dermed at skabe nye, så en hunds hale eksempelvis hedder hundehale, mens fingeren på en negl kaldes for en fingernegl. På japansk anvender man næsten samme metode, men her tager man i stedet udgangspunkt i ejefald, hvilket svarer til at tilføje S på dansk. På japansk benyttes postpositionen NO (の) som ejefald, og denne benyttes således også til at forene ord, så “kuruma no mado” direkte oversat betyder “bilens vindue”, hvilket altså er en bilrude.

På japansk findes der ydermere substantiver, som man kan tillægge en vis grad af respekt ved at tilføje enten O (お) eller GO (御) foran ordet, hvorved man altså kan omtale det som værende vigtigere end andre ord. Dette kaldes for bikago, og O tilføjes som udgangspunkt til ord med japansk oprindelse, mens GO tilføjes til ord med kinesisk oprindelse. “Penge” hedder eksempelvis “kane” på japansk, men fordi penge er vigtige og fysisk skal behandles med respekt, så gør man det samme sprogligt ved typisk at kalde dem for “okane”. Det er dog langt fra alle ord, der kan få forhøjet deres status på sådan vis, idet brugen af bikago er knyttet til den måde, man før i tiden har opfattet ting og talt om dem i Japan – altså er der tale om et sprogligt levn fra fortiden. Dog benyttes bikago også til visse moderne låneord såsom cigaretter (otabako), men overordnet set er man nødt til at lære, hvilke japanske ord, der benytter bikago, før man ved, hvornår man skal gøre brug af det.

 

Total Page Visits: 95 - Today Page Visits: 1