På japansk er det almindelig skik, at man benytter sig af tiltaleformer, når man henvender sig til eller taler om andre. Det svarer til hr., fru og frøken på dansk, men på japansk er det ikke udelukkende kønnet, der bestemmer, hvilken tiltaleform der skal benyttes, men derimod aspekter som status, personlig tilknytning og alder. På japansk placeres tiltaleformerne efter folks navne. Det er mest almindeligt at benytte deres efternavne, men jo tættere knyttet man er til dem, desto oftere gør man brug af fornavne, og ved nære forhold droppes tiltaleformen som regel.
Her følger en liste over de hyppigste japanske tiltaleformer:
-san (さん): Den mest almindelige tiltaleform, der udtrykker en grad af respekt og anvendes til både mænd og kvinder. San tilføjes til navne, men det kan også bruges til titler, hvis man ikke ved, hvad folk hedder. For eksempel kan man kalde efter "panya-san", der kan oversættes til "hr. bageri" - altså en bager. San er også en hyppig endelse, når det kommer til familiemedlemmer, såsom mor, der hedder okaasan, storebror, der hedder oniisan, og bedstefar, der hedder ojiisan. Man kan som fremmed også tiltale andre som okaasan, oniisan og ojiisan, hvis man kan se, at de har alderen til det eller har børn. Dette skaber ofte problemer og forvirring, når man eksempelvis oversætter japanske film og anime, hvor japanere kan kalde folk for brødre eller bedstemødre, uden de er beslægtede.
-sama (様): Sama er en opgradering af san, hvor man tillægger andre et ekstra niveau af respekt. Derfor taler man for eksempel om guder (kami) som kami-sama. Men det benyttes også blandt mennesker. Er man kunde i en forretning eller en virksomhed, så er det normalt, at man bliver tiltalt som okyaku-sama, der på dansk nok vil blive oversat til "ærede kunder". Af samme grund vil man have titlen sama på breve eller officielle dokumenter. Det er også almindeligt, at man taler om kendte eller betydningsfulde personer som sama, og så er det naturligvis også denne tiltaleform, man benytter hos medlemmer af den royale slægt - foruden Kejseren, der er den allervigtigste. Hans tiltaleform er derimod heika.
-dono (殿): Dono er ikke så udbredt nu om dage, men før i tiden var det en tiltaleform, der blev benyttet af underordnede, når de tiltalte deres overordnede. I modsætning til sama, så viser dono nemlig, at man besidder et personligt forhold til nogen, som man på en eller anden måde er underlagt - eksempelvis som tjener eller lakaj. Samuraier titulerede eksempelvis daimyoer som dono, og kammerpiger anvendte titlen over for de kvinder, de arbejdede for.
-chan (ちゃん): Chan er en tiltaleform, der tillægger andre en vis grad af uskyldighed eller nuttethed. Det er derfor ikke ualmindeligt, at man tiltaler sine kæledyr som chan efterfulgt deres egentlige navn. Men generelt bruges det om børn, og babyer hedder sågar akachan på japansk. Men omvendt kan børn også erstatte san med chan, når de tiltaler deres ældre familiemedlemmer, så mor pludselig bliver til okaachan, storebror til oniichan og bedstefar til ojiichan. Det er dog heller ikke ualmindeligt, at voksne vælger at gøre det samme, ligesom det er en tiltaleform, der kan anvendes blandt venner, idet der trods alt er tale om en blødere udgave af san, der giver udtryk af et afslappet forhold - dog er det mest udbredt mellem piger. Vil man opgradere nuttetheden, så kan man anvende tan, der er en babyudgave af chan.
-kun (君): Når man taler til unge mænd eller store drenge, som man har en personlig tilknytning til, så er det almindeligt at benytte kun, ligesom denne tiltaleform også anvendes af seniorer, når disse henvender sig til eller taler om deres underordnede. Selvom reglen ellers foreskriver, at denne tiltaleform er forbeholdt unge mænd, så hænder det også, at den benyttes af voksne mænd, når de for eksempel henvender sig til yngre kvinder på arbejdspladsen.
-shi (氏): Når det bliver virkelig formelt, så gøres der typisk brug af tiltaleformen shi, hvilket giver indtryk af, at man absolut ingen tilknytning har til personer. Det er derfor normalt at anvende shi, hvis man taler om nogen, som man ikke ved, hvem er. Og efter man en gang har tituleret vedkommende med shi efter navnet, så kan man efterfølgende blot tiltale denne person som shi alene. Shi er en hyppig tiltaleform, når man for eksempel taler om udlændinge.
-hakase (博士): Hakase betyder professor, og er ligesom på dansk en tiltaleform, der anvendes til folk, der har en doktorgrad. I Japan går man mere op i titler, end man gør i Danmark, så visse personer kan føle sig stødt, hvis man glemmer at tiltale dem med deres titel. Hakase kan benyttes alene, men kan også tilføjes efter folks efternavne.
-sensei (先生): Sensei er en tiltaleform, der benyttes til folk, der besidder visse hverv såsom underviser, læge eller politiker. Sensei giver en vis form for autoritet og benyttes derfor også af elever, når de henvender sig til trænere eller instruktører, idet man som sensei er i besiddelse af en vis form for ekspertise i forhold til modparten. Sensei kan benyttes alene, men kan også tilføjes efter folks efternavne.