I have a bad case of diarrhea

I have a bad case of diarrheaI Japan findes der mange TV-programmer, der gør det muligt at lære engelsk derhjemme. Mange af disse er særligt henvendt hjemmegående husmødre, der får mulighed for at blive udsat for engelsk gennem TV-programmerne og således vedligeholde deres engelskkundskaber eller lære engelsk fra bunden. Et af disse TV-programmer var Zuiikin’ English, der så dagens lys i 1992 og som kom til at løbe over 24 episoder, hvor det at lære engelsk blev kombineret med bevægelser, så man ved at udføre disse bevægelser derhjemme både kunne træne sin krop og samtidig huske ord og udtryk. Det var kort sagt TV-aerobic kombineret med sprogundervisning. I denne periode var TV-træning nemlig populært i Japan, så Zuiikin’ English kombinerede to trends i én, men selvom det måske kan lyde som en god ide, så endte det faktisk med at blive en joke. 

Et af de helt store beviser på dette er i dag at finde på internettet, hvor seriens tre kvindelige instruktører står og udfører en række øvelser synkront, imens de smilende gentager “I have a bad case of diarrhea” (jeg har et slemt tilfælde af diarré), hvilket var et af de udtryk, der blev præsenteret i et afsnit, hvor formålet var, at man skulle lære at bede om at få tilkaldt en ambulance, fordi man havde mavesmerter grundet diarré. Dette er som sådan en praktisk frase, men det er alligevel en besynderlig ting at lære, når der er så mange andre nyttige udtryk. Og det var netop valget af bizarre sætninger, der endte med at gøre Zuiikin’ English en anelse komisk, så da serien blev genudsendt i 2005, fandt afsnittene vej til internettet, hvor de blev så populære blandt engelsktalere, at flere scener gik viralt, hvor særligt “I have a bad case of diarrhea” blev udbredt, fordi det simpelthen bare var så fjollet og uforståeligt for udlændinge.

Det vides ikke, om japanerne rent faktisk tog Zuiikin’ Engelsk seriøst, da programmet blev sendt i 1992, eller om man bare opfattede det som underholdning. Programmet gjorde sådan set grin med japanernes dårlige engelskkundskaber ved at introducere dem for skøre sætninger, de egentlige ikke havde brug for, og tilmed stimulere dem til at lære dem via konstante gentagelser. Japanerne kunne selv se, hvad de engelske udtryk betød, så de kunne på den måde også bedømme, om de overhovedet var relevante for dem at lære. Blandt andre besynderlige fraser, som japanerne lærte i programmet kan blandt andet nævnes “Let’s go Dutch!”, “The climax scene really got to me”, “Will my insurance cover today?”, “Spare me my life!”, “I was robbed by two men” og “Unbelievable! It’s amazing! We did it!”.

Total Page Visits: 10 - Today Page Visits: 1