Jordskredsbroen

I oktober 2019 ramte tyfonen Hagibis Japan, hvor man oplevede forskellige former for ødelæggelser, hvilket blandt andet inkluderede jordskred. Kort efter tyfonens hærgen blev der dog delt billeder af et jordskred, som havde ødelagt en vejbane langs kysten, som tilsyneladende allerede var blevet repareret ved, at man havde anlagt en U-formet bro, der førte uden om den strækning, som jordskreddet havde lagt i ruiner. Billedet blev delt sammen med påstande om, at det havde taget Japan enten en eller to dage at opføre denne bro som en midlertidig nødløsning, og historien blev sågar også bragt i nogle medier og blev dermed anvendt som eksempel på japanernes effektivitet.

Der var dog tale om fake news, for i virkeligheden var jordskreddet opstået i Fukui-præfekturet tilbage i juli 2018, hvor Japan var blevet ramt af voldsomme oversvømmelser, og det tog herefter flere måneder at opføre broen uden om jordskreddet, så man kunne holde gang i trafikken, imens oprydningen og genopbygningen efter dette stod på. Broen åbnede først for trafik i oktober 2018 - altså et helt år før billeder af den begyndte at blive delt i forbindelse med tyfonen Hagibis, så der derfor var flere usandheder forbundet med dette. For det første var der altså tale om en et år gammel konstruktion, og for det andet havde den taget flere måneder at opføre.

Billeder af broen blev efter alt at dømme benyttet til at sprede falske informationer, fordi den lignede en midlertidig konstruktion, så historien kunne virke nogenlunde troværdig. Dette er dog langt fra tilfældet, men billeder af broen og den tilhørende påstand om, at denne blev opført på enten en eller to dage, bliver stadig delt på internettet, og de er dermed til at udbrede en falsk overbevisning om, at japanerne er mere effektive, end de er. For ganske vist er man i Japan hurtig til at rydde op efter katastrofer, men at opføre broer kræver alligevel en del arbejde.

Total Page Visits: 60 - Today Page Visits: 1