Hitachi Seaside Park er en 350 hektar stor park beliggende i Hitachinaka i Ibaraki-præfekturet. Denne er kendt for sine mange sorter af blomster, som springer ud på forskellige tidspunkter om året og dermed forvandler stedet til et stort hav af farver. Det mest populære syn er de mere end 4 millioner blå øjeblomster, der står i flor om foråret, hvor jeg besøgte parken under min tur til Japan i 2019, hvor også tulipanerne og påskeliljerne var sprunget ud. For at komme frem til parken måtte jeg tage en bus fra Katsuta station, hvor jeg tog toget til efter at have været en tur i Mito. Det var en kort tur på kun 5 minutter, og busserne gik jævnligt, så jeg skulle kun vente på en i 10 minutter, og eftersom det var en bybus, var den ikke helt fuld, selvom mange skulle af ved Hitachi Seaside Park.
I byen Utsunomiya finder man et forladt stenbrud, der nu fungerer som et museum, som mest af alt minder om en tur gennem en arkæologisk udgravning. Igennem århundreder har man høstet oya-sten, som kun findes i dette område, hvilket har skabt enorme huler i bjergene, som besøgende nu om dage har mulighed for at begive sig ind i, efter minedriften blev indstillet i 1986. Oya History Museum er i sig selv en lille bygning, der er knyttet til et bjerg, hvor gæster kan begive sig ned i de enorme gange, der udgør 20.000 kvadratmeter, og disse havde jeg længe set frem til at udforske, da jeg i 2023 endelig tog mig sammen til at besøge stedet. Jeg havde nemlig udskudt turen dertil, fordi man kun kan komme til Oya History Museum med bus fra Utsunomiya station, hvilket tager en halv time. Afgangene er dog regelmæssige, og i nærheden af museet ligger Oya-templet og Heiwa Kannon, som jeg også besøgte. Hér var der ikke så mange mennesker, mens der derimod var en del i de underjordiske stenbrud.
Kegon-vandfaldet er et 97 meter højt vandfald beliggende i Nikko, og det er blandt andet kendt for at være et af Japans tre smukkeste vandfald. Det er muligt at betragte vandfaldet på afstand, men for at beundre det tæt på, kræver det, at man begiver sig frem til foden, hvilket indebærer en elevatortur, der fører besøgende 100 meter ned under jorden og frem til et observationsdæk på flere etager. Da jeg i 2018 var i Nikko, valgte jeg at besøge Kegon-vandfaldet, men da det befinder sig i udkanten af byen, måtte jeg tage en bus for at komme dertil, hvilket tog tre kvarters tid. På turen kommer man op i bjergene, og man kører derfor op ad nogle kendte hårnålesving, hvilket var en nervepirrende oplevelse.
Kiyotsu-kløften er kendt for sin smukke natur og den tiltrak derfor mange besøgende, som kom for at nyde det prægtige landskab på en udkigspost langs en klippevæg, men i 1988 resulterede et stenskred i et dødsfald, hvorefter stedet blev spærret af. I flere år var det derfor ikke muligt at betragte Kiyotsu-kløften fra sikker grund, indtil man opførte en 750 meter lang tunnel med udkigsposter. Arbejdet på denne begyndte i 1992, og den stod færdig i 1996, hvor det dog var almindelig, kedelig tunnel. Den er derfor blevet forsynet med udstillinger, og i 2018 indgik man så et samarbejde med kunstneren Ma Yansong, der har gjort de fire udkigsposter til kunstinstallationer. Jeg besøgte stedet under min tur til Japan i 2023, men for at komme dertil, måtte jeg tage en bus fra Echigo-Yuzawa Station, hvilket tog lidt under en halv time, og fra det nærmeste stoppested, måtte jeg så vandre 2 kilometer for at komme frem til tunnelen, men den smukke natur var virkelig også værd at beundre på hele vejen.
Sandklitterne i Tottori strækker sig over 30 kvadratkilometer og er det eneste store klitområde i Japan, til trods for at hele landet ellers er omkranset af kystlinje. Det store område blev dannet for mere end 100.000 år siden og består hovedsageligt af gyldent sand, hvilket får stedet til at minde om en ørken, selvom det altså ligger ud til havet. Selvom man nemt kan komme til Tottori med tog, så ligger klitterne dog langt fra den nærmeste station, så jeg måtte tage en bus for at komme frem til dem, da jeg besøgte Tottori i 2023. Turen tog kun 20 minutter, men bussen var fra begyndelsen fuld af mennesker, og ved klitterne var der ligeledes proppet med besøgende, men det er heldigvis et stort område, hvor der var plads til alle.
Shirakawago er en landsby, der er kendt for sine traditionelle bondehuse, hvoraf flere af disse stammer fra 1800-tallet. 117 bygninger blev inkluderet på UNESCOs liste over verdensarv, og blandt disse finder man 57 stråtækte bondehuse, der er kendetegnet ved deres høje og vinklede tage. Dette arkitektoniske udtryk kaldes for gassho-zukuri, og designet skyldes, at husene skulle være i stand til at modstå de massive snemængder, der årligt rammer området, og i dag er det netop sneen, der trækker flest besøgende til, idet dette giver byen en eventyrlig stemning i løbet af januar og februar. Jeg besøgte dog byen om foråret i 2019, hvor jeg måtte tage en bus fra Kanazawa for at komme dertil. Jeg havde på forhånd reserveret en billet, så jeg kunne være sikker på at få en plads, og som ventet blev bussen da også fyldt op, og der var også fyldt med turister i selve landsbyen. Turen var en lang en af slagsen, men det var meget fascinerende at se, hvordan landskabet skiftede, desto længere ud på landet man kom.
Nachi-vandfaldet er Japans højeste vandfald. Det er nemlig 133 meter højt og befinder sig i nærheden af Kumano Nachi Taisha, der er en shintohelligdom, hvorfra man kan nyde synet af vandfaldet, ligesom man kan beundre det ved dets fod. Der ligger også et tempel i området med en kendt pagode, som Nachi-vandfaldet typisk fotograferes med, og jeg fik selv taget billeder under mit besøg ved vandfaldet i 2018. Dette ligger dog afsides, så fra Nachi station, måtte jeg tage en bus for at komme frem til vandfaldet, som jeg dog valgte at besøge ved at vandre på den gamle Daimonzaka-rute dertil. Busturen tog under 20 minutter, og kun ganske få andre passagerer var ombord. Dette var desuden midt i en hedebølge, så bussens aircondition var virkelig behagelig.
Nabana no Sato er en 230.000 kvadratmeter stor blomsterhave beliggende i byen Kuwana. Når havens 12.000 blomster står i fuld flor i de tidlige sommermåneder, lægger stedet grund til en af Japans største blomsterfestivaler, men det er generelt muligt at nyde blomster hele året, idet de mange sorter blomstrer i forskellige perioder, og så er her også et enormt drivhus med potteplanter, der står i flor året rundt. Nabana no Sato er dog mest populær i vinterhalvåret, idet hele haven er lyst op af tusindvis af ledlys, af hvilken grund den i denne periode holder åbent til langt ud på aftenen. Da jeg var i Japan i november 2023, valgte jeg derfor at tage et smut forbi Nabana no Sato, der dog lå nogle kilometer fra Nagashima station, hvor jeg derfor valgte at tage en bus. Denne holdt meget passende ved stationen, da jeg ankom med toget, og det var en kort tur på ganske få minutter med kun to andre passagerer ombord, selvom parken var fuld af mennesker.
.jpg)
Akiyoshido er en af Japans største kalkstensgrotter, men længden bliver hele tiden højere, fordi grotten endnu udforskes. Grotten blev nemlig opdaget for mindre end 100 år siden og er nu åben for offentligheden, som også har mulighed for at tage på rundtur i den. Det er dog kun muligt for besøgende at udforske en kilometer af den over 10 kilometer lange grotte, hvor der er blevet udgravet trapper og stier, ligesom der er blevet opsat projektører, så man kan beundre de mange formationer, som klipperne gennem millioner af år har antaget. Da jeg i 2017 var i Japan, valgte jeg at besøge Akiyoshido, hvilket var første gang, jeg tog på en længere bustur for at komme frem til en seværdighed, og det var hele turen værd, selvom denne tog en halv time fra Yamaguchi. I bussen og ved grotten var der nemlig ikke mange mennesker, og indgangen til den var magisk og står endnu tydelig i min hukommelse som et mindeværdigt øjeblik.
I Joshinetsu Kogen Nationalpark i Nagano-præfekturet ligger Jigokudani, der direkte oversat betyder helvedesdalen på grund af tilstedeværet af varme kilder, og hér ligger en abepark, der netop er kendt for sine varme kilder, fordi aberne bader i disse for at få varmen om vinteren. Parken åbnede i 1964, og besøgende har mulighed for at komme helt tæt på de mange makakaber, der faktisk lever vildt i området, men alligevel er forholdsvis tamme. Jeg fik dog ikke set aberne bade under mit besøg i Jigokudani Abepark i november 2023, fordi det endnu var for varmt til, at de gad at hoppe i vandet. For at komme til parken tog jeg først en bus til Joshinetsu Kogen Nationalpark fra Nagano, men fra stoppestedet var der så også lige 2 kilometers gang til selve abeparken, hvor der ikke var overvældende mange mennesker, selvom bussen ellers havde været fuld på vejen. Det var en temmelig lang tur, som tog over en time, men at betragte, hvordan bussen gradvist bevægede sig op i bjergene var også en oplevelse.