Karaoke blev opfundet i Japan, hvor man kan prøve kræfter med de populære sanganlæg på barer eller såkaldte karaokebarer, hvor man kan leje et lydisoleret værelse og slå sig løs sammen med andre. Jeg har midlertid aldrig prøvet karaoke, hverken i eller uden for Japan, for jeg kan ikke synge og synes heller ikke det er sjovt, så jeg ville bare føle, at jeg gjorde mig selv til grin, hvis jeg skulle prøve kræfter med karaoke, selvom det godt nok er meningen, at man skal have det sjovt. Men netop med sang synes jeg også, at man skal have bare snerten af talent for at kaste sig ud i det, hvilket jeg ikke har. Bare det at synge en fødselsdagssang får min stemme til at knække i alle tænkelige tonefald.
Sake er en alkoholisk drik brygget på fermenteret ris, af hvilken grund man også kalder sake for risvin. Dette er en populær drik at nyde i sociale lag på samme måde som øl, men jeg har hverken drukket øl eller sake i Japan, for det forholder sig sådan, at jeg ikke drikker alkohol. Jeg har godt nok heller aldrig opholdt mig i en situation, hvor jeg er blevet tilbudt sake, men jeg har altså aldrig bestilt det eller købt en flaske i en butik. I Danmark skal man ofte forklare, hvorfor man ikke drikker alkohol, men ingen i Japan har nogensinde spurgt om en grund, når jeg har sagt det. Årsagen er dog, at jeg ikke bryder mig om smagen af alkohol eller dets effekt på min mave og forstand.
I nogle japanske tog – heriblandt shinkansen findes der såkaldte green cars, hvilket svarer til første klasse. For at rejse i disse skal man derfor foretage en reservation, men dette gider jeg aldrig at bøvle med, idet jeg foretrækker at springe på det første og bedste tog, så derfor har jeg heller aldrig rejst i en green car, hvilket ogsåkoster ekstra. Jeg går heller ikke ind for klasseopdeling, så jeg bryder mig generelt ikke om konceptet med første klasse, da det netop er betinget af folks økonomi og dermed et symbol på social ulighed. Jeg rejser på et budget, så jeg har for det første ikke tænkt mig at betale mere for bedre service, men for det andet kan jeg bare ikke lide at forkæle mig selv med bedre vilkår end andre, så jeg bliver ved med at rejse på økonomiklasse både i tog, men også i fly.
I Japan har man ligesom i Danmark en type rejsekort kaldet IC Cards, der fungerer som en elektronisk billet, som man tjekker ind og ud med, hvorved der automatisk fratrækkes penge fra kortet svarende til den pris, man skal betale for rejsen. I modsætning til det danske rejsekort, så er japanske rejsekort dog kun lokale og altså ikke nationalt gældende, og de findes derfor i forskellige udgaver. De egner sig derfor ikke til mine rejser, hvor jeg tager toget rundt i forskellige egne af Japan, og derfor har jeg aldrig haft behov for at købe en IC Card. Jeg har i stedet benyttet Japan Rail Pass eller blot købt billetter til kortere ture. Det er for mig meget nemmere end at skulle anskaffe et IC Card, holde styr på, hvor det gælder, hvad rejser koster, og om der overhovedet er penge nok på kortet.
Te er en vigtig del af den japanske kultur, hvor det at nyde te er en dyb tradition, som stadig praktiseres den dag i dag. Rundt omkring i Japan kan man derfor få severet te på traditonel vis under såkaldte te-ceremonier, der er kendetegnet ved at have en etikette, som man skal følge, så man på æstetisk vis kan nyde teen med alle sine sanser. Dette er en oplevelse, som tiltaler mange, der er interesseret i Japan, men dog ikke mig. Jeg kan nemlig ikke fordrage te, som jeg synes er alt for bittert, og det er da også noget af det, der gør det virkelig irriterende for mig at rejse i Japan, fordi te fylder så meget, uden at der rigtig er noget alternativ. Jeg takker derfor altid nej, hver gang jeg bliver det tilbudt, og hvis jeg nogensinde skulle deltage i en te-ceremoni, ville jeg have det meget ubehageligt med det, fordi det ville være respektløst ikke at drikke teen.
En rickshaw er en slags mennesketrukket taxa på to hjul, og selvom der er tale om et transportmiddel fra fortiden, så er det stadig muligt at prøve rickshaws rundt omkring i Japan, hvilket særligt gælder steder med traditionelle omgivelser, så man kan nyde disse på traditionel vis. Jeg har dog aldrig prøvet en rickshaw og kommer heller ikke til det, fordi jeg generelt bare synes, at de er fjollede og netop hører fortiden til. Jeg ville have det dårligt med at betale et andet menneske for at trække på min vægt, når jeg sagtens selv kan gå, så hvis jeg endelig skulle transporteres rundt på to hjul, så havde jeg valgt en cykel i stedet. Jeg ville også føle mig alt for fin og speciel i en rickshaw, så jeg ville generelt have det bedre med at være føreren end passageren.
Hokkaido er Japans nordligste og anden største ø, men selvom den udgør en vigtig del af det japanske landkort og har mange interessante seværdigheder, så har jeg aldrig besøgt Hokkaido, hvilket skyldes, at jeg ikke har taget mig sammen. Det kræver nemlig for lang tid at komme dertil og rejse rundt på øen med tog. I 2016 blev det godt nok muligt at komme til Hokkaido med shinkansen, men denne har endestation i Hakodate, så herfra skal man benytte de mere langsomme lokaltog til at udforske selve øen. Det er bare nemmere at rejse rundt i resten af Japan, men jeg skal helt sikkert til Hokkaido, når jeg en dag kan få det til at passe ind i forberedelserne, for generelt har jeg ikke udforsket de nordlige egne af Japan endnu.
Varme kilder kaldes på japansk for onsen, og disse er en integreret del af den japanske kultur. Rundt omkring i Japan kan man derfor bade i varme kilder i offentlige bade eller i mere private rammer. Jeg har dog aldrig badet i en varm kilde, hvilket skyldes, at jeg ikke har lyst. Jeg nyder ganske vist at tage lange karbade, men kun fordi jeg selv kan regulere temperaturen, så den passer til mig. Jeg er nemlig meget temperaturfølsom, og når det gælder varme, skal der ikke meget til, før jeg får det dårligt. Jeg går derfor heller ikke i sauna, fordi jeg sveder og gisper efter vejret, så selvom varmt vand måske virker afslappende, så er det at have det varmt, noget der gør mig utilpas, så derfor tror jeg aldrig, at jeg kommer til at bade i en varm kilde, hvor temperaturen for mit vedkommende ikke er behagelig.
Jeg har aldrig spist sushi i Japan, og det er der sådan set en ret enkel forklaring på, for jeg kan ganske enkelt ikke lide det. Jeg hader nemlig smagen af fisk og skaldyr, så der er virkelig mange retter, jeg aldrig har smagt i Japan, hvor man netop er glade for fisk og skaldyr. Mange spørger, hvordan jeg kan elske Japan og rejse dertil, når jeg ikke kan lide fisk, men Japan er heldigvis meget andet end det, så det er ikke fordi jeg føler, at jeg går glip af noget. Det er trods alt nemmere end at være vegetar. Og når det kommer til sushi, er det heller ikke hverdagsmad i Japan, hvor selv japanerne stort set kun spiser det under særlige anledninger.
Ryokan er traditionelle japanske gæstgiverier, hvor man altså kan overnatte på traditionel vis som en kontrast til moderne hoteller. Der er derfor en gammeldags atmosfære, der tiltaler folk – især udlændinge, der betragter et ophold på ryokan som en autentisk japansk oplevelse. Jeg har imidlertid aldrig overnattet på en ryokan, hvilket skyldes, at jeg ikke har interesse i det, ligesom jeg synes, at det er alt for dyrt. Jeg rejser nemlig på et budget, og jeg benytter desuden kun hoteller til at overnatte og bade på, så jeg er ret ligeglad med omgivelserne. Selvom en ryokan ganske vist er en oplevelse, så er der altså andre ting, jeg hellere vil investere i at opleve, såsom seværdigheder eller egentlige aktiviteter. At befinde sig på et overnatningssted og slappe af er bare ikke noget, der passer til mig som person.