I 2018 var jeg på sommerferie i Japan, og på den anden sidste dag af denne, valgte jeg at bestige Binshi-bjerget, der er en del af den gamle Kumano-pilgrimsrute. Jeg havde forinden været en tur i byen Ise, hvorefter jeg tog videre til Owase for at bestige Binshi-bjerget. Jeg havde dog befundet mig i Japan i over en uge midt under en hedebølge, så dette var dagen, hvor min krop omsider havde fået nok. Selvom jeg påbegyndte turen op ad Binshi-bjerget, så kunne jeg simpelthen bare ikke holde op med at svede, hvilket var en helt igennem ulidelig følelse, som jeg sent vil glemme, for jeg var nok på nippet til at få hedeslag. Min hud kunne ikke få luft, og jeg kunne ikke holde øjnene åbne på grund af vandet, der flød fra min pande, så i sidste ende besluttede jeg mig for at afbryde turen og dermed ende dagen tidligt, og den næste og sidste dag blev også forkortet på grund af varmen.
Kotohira-gu er en helligdom beliggende på Shikoku, der er kendt for at være en af de sværreste helligdomme at komme frem til. Denne befinder sig nemlig på et bjerg, så for at komme frem til den skal man bestige lige knap 1400 trappetrin. Da jeg besøgte helligdommen i 2018 var den indre del af den dog spærret af, så jeg nåede kun halvvejs til den ydre, men dette var også en af de mest udmattende ting, jeg har prøvet i Japan, idet jeg besøgte stedet om sommeren under en hedebølge. At bestige trapper er hårdt nok, så at gøre det i temperaturer tæt på 40 grader fik mig virkelig til at kampsvede og gispe efter vejret på hele turen. Selvom jeg fik gode indtryk fra selve helligdommen, er det derfor turen dertil, jeg husker mest.
I sommeren 2018 tog jeg til Japan, hvor jeg på min første dag valgte at tage fra Narita Lufthavn til Nokogiri-bjerget, så jeg kunne nå at besøge dette, før jeg skulle videre til Tokyo. Nokogiri-bjerget er et gammel stenbrud og er derfor kendt for sine bearbejdede flader, og jeg kunne nemt komme frem til toppen af bjerget med en svævebane. Dog var jeg ankommet til Japan under en hedebølge med temperaturer tæt på 40 grader, og da jeg aldrig før havde oplevet så varmt vejr, var det en virkelig svedig oplevelse at skulle vænne sig til det. Og så endda ved at vandre rundt på et bjerg, hvor der var stejle stier og et utal at trapper, så det generelt var en meget mere udmattende oplevelse, end jeg havde troet.
.jpg)
I 2017 besøgte jeg øen Miyajima, hvor jeg valgte at bestige mit første bjerg, da jeg tog turen mod toppen af det 535 høje Misen-bjerg, så jeg kunne beundre udsigten derfra. Selvom det var en udmattende tur, så var det ikke en udfordrende en af slagsen, så det tog mig kun omkring to timer at komme frem til toppen, hvorfra der ganske vist var en flot udsigt og flere spændende ting at se. Dog valgte jeg at tage svævebanen ned, eftersom jeg gerne ville bruge resten af dagen på at tage en tur forbi Okayama, så jeg blev altså ikke så udkørt, at jeg ikke kunne gå mere. Det var mest af alt bare en meget lang vandretur, der mere føltes som en oplevelse end en udfordring.
Iya-dalen på Shikoku er kendt for at være en af de mest øde afkroge i Japan, så for at komme dertil var jeg nødt til at tage en bus, mens jeg måtte overnatte i dalen, fordi busserne holdt op med at køre om eftermiddagen. Dalen er mest kendt for sine slyngplantebroer, men det er også her, man finder dukkelandsbyen Nagoro. Da jeg besøgte Iya-dalen i sommeren 2018 fik jeg set begge dele, ligesom jeg tilmed fik prøvet Oku-Iya Monorail. Men eftersom jeg måtte overnatte i dalen, valgte jeg at gøre dette i en bjerghytte, og jeg besteg derfor Miune-bjerget, hvilket var en af de mest fantastiske oplevelser, jeg har haft i Japan, selvom det også var en af de hårdeste.
I 2024 tog jeg til Japan med det primære formål at bestige nogle af landets bjerge, og jeg udså mig derfor det 1.729 meter høje Daisen-bjerg, der er det højeste bjerg i Chugoku-regionen. Det var dog september, hvor det endnu var ret varmt i Japan med temperaturer over 30 grader, og da jeg besteg Daisen på tredjedagen, var jeg endnu ved at vænne mig til varmen, der var så ulidelig, at jeg konstant gik og svedte. Allerede efter få hundrede meter var jeg derfor badet i sved, og jeg fortsatte med at svede på den flere kilometer lange tur op ad bjerget, der generelt var kendetegnet ved at være naturlige stier i et opadgående terræn, mens der nu og da var planker, som gjorde det nemmere at begive sig frem. Så det var egentlig ikke den fysiske aktivitet, der gjorde oplevelsen hård – det var derimod de evigt høje temperaturer, der både virkede afkræftende og ubehagelige. Heldigvis var det dog skyet, så solen ikke skinnede fra en klar himmel, hvilket jeg faktisk var taknemmelig for, selvom det svækkede udsigten.
Den japanske alperute strækker sig gennem de japanske alper og fuldføres ved, at man benytter forskellige transportmidler undervejs såsom busser og kabelvogne. Ruten åbner i april, hvilket passede med, at jeg var i Japan på dette tidspunkt i 2019. Jeg købte derfor en billet og brugte en dag på at krydse de japanske alper, hvilket var en stor oplevelse, men også ret stressende, fordi der var så mange mennesker på hele turen. Undervejs har man mulighed for at udforske de forskellige stop – blandt andet den berømte snekorridor, men eftersom man skal skynde sig at fuldføre ruten på under et halvt døgn, så skulle man generelt holde sig i gang, hvilket var ret udmattende.
I 2024 tog jeg til Japan i september, så jeg kunne bestige nogle af landets bjerge, imens bjergbestigningssæsonen endnu var i gang. Jeg udså mig derfor det højeste bjerg på Shikoku: det 1.982 meter høje Ishizuchi-bjerg, som jeg længe havde haft i kikkerten. Desværre var det ulideligt varmt i denne periode med temperaturer over 30 grader, hvilket kun gjorde det hårdere at bestige bjerget, men turen mod toppen var generelt kendetegnet ved trapper, hvilket er hårdere at gå op ad end et skråt underlag. Det var derfor en udmattende tur på flere kilometer, der ikke ligefrem blev nemmere af, at jeg dagen forinden havde fuldført den 75 kilometer lange cykelrute Shimanami Kaido, hvor jeg tilmed var blevet solskoldet. Nogle steder foretog jeg endda decideret bjergbestigning ved at kravle op ad jernkæder på næsten lodrette klippeflader, så jeg måtte tage mine armkræfter i brug. I sidste ende var det dog det hele værd, for toppen af Ishizuchi var et overdådigt syn.
Noget af det største, man kan prøve i Japan, er at bestige Fuji-bjerget, så dette skulle jeg naturligvis prøve. Officielt har bjerget dog kun åbent om sommeren, og da jeg i 2018 tog til Japan for at bestige Fuji-bjerget, var det midt under en hedebølge. Det var derfor en ulidelig oplevelse, fordi jeg valgte at bestige bjerget om natten, så jeg kunne betragte solopgangen fra toppen. På bjerget måtte jeg nemlig døje med minusgrader, mens temperaturen var omkring 40 grader ved foden. Det var ikke lige så hårdt at bestige bjerget, som jeg havde frygtet, men det var udmattende og overvældende og alt i alt en stor oplevelse, der mest af alt bare gjorde mig træt, fordi jeg altså ikke fik sovet i et døgn.
I 2023 valgte jeg at fuldføre Shimanami Kaido, hvilket er en 75 kilometer lang cykelrute, der strækker sig over seks øer og seks broer i indlandshavet. Jeg cyklede ruten på en enkelt dag, og det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, men samtidig noget af det mest uforglemmelige. At opleve Japan på cykel er virkelig specielt, men at krydse øer og enorme broer på cykel er noget, der virkelig sætter sig i hukommelsen, så selvom jeg blev solskoldet, var badet i sved og hele min krop gjorde ondt, så er Shimanami Kaido en af de fedeste oplevelser, jeg har haft i Japan. Ikke nok med at jeg cyklede, så fik jeg også besteget et par bjerge.