Mine 10 største oplevelser i Japan

Jeg elsker at rejse rundt i Japan og opleve ting, som jeg aldrig før har prøvet. Normalt rejser jeg til udvalgte byer for at se bestemte seværdigheder, men nu og da afsætter jeg en hel dag til en bestemt aktivitet, som jeg nøje planlægger hjemmefra på forhånd. Det meste af min dag kommer derfor til at gå med dette, hvilket kan være udmattende, men som oftest er det også noget af det, der sætter sig i hukommelsen som noget af det mest mindeværdige fra Japan, fordi det ikke bare er en helt almindelig dag med sightseeing.

Dette er min liste over mine ti største oplevelser i Japan baseret på, hvor meget tid og energi de krævede at planlægge og udføre, samt indtrykket de efterlod hos mig. Klik på billederne for at læse rejsedagsbogindlæg om hver oplevelse.

Japan er kendt for sine mange festivaler, og da jeg tog til Japan i 2017, viste det sig, at en af de største ville blive afholdt, imens jeg befandt mig i landet – nemlig Takayama Festival. Jeg valgte derfor at bruge en dag på at tage til Takayama og opleve festivalen, hvor der dog var fyldt med så mange mennesker, at det var svært at nyde stemningen, der generelt var kaotisk og stressende. Jeg var dog glad for, at jeg fik prøvet at opleve en japansk festival, for på den måde fandt jeg ud af, at det ikke rigtig er noget for mig, fordi store menneskemængder ikke lige er min kop te.

Når jeg tager til Japan, undersøger jeg altid lige, om der skulle være nogle specielle arrangementer, imens jeg befinder mig i landet. I 2019 var jeg så heldig, at der blev afholdt bueskydning (kyudo og yabusame) i Asakusa Park i Tokyo på min sidste dag, men dog skulle billetter til yabusame købes på forhånd eller på selve dagen. Heldigvis fik jeg overtalt min ven til at købe en billet for mig, samme dag som salget åbnede, og han købte samtidig en til sig selv, så vi først kunne se gratis kyudo-bueskydning, hvorefter vi fik siddepladser til yabusame, hvilket er bueskydning til hest. Det var en virkelig speciel og mindeværdig oplevelse – selv for japanere, og så fik vi endda også goodie bags!

I 2011 blev Japan ramt af den værste naturkatastrofe i efterkrigstiden, da et jordskælv og en tsunami førte til store ødelæggelser i Tohoku-regionen. I 2016 var genopbygningen fortsat i gang, og jeg valgte derfor at tage til kystbyen Ishinomaki for at se, hvordan det stod til. Det var virkelig bevægende at se genopbygningen og de endnu øde dele af byen, fordi man dermed befandt sig et sted, der for få år siden var blevet jævnet med jorden, mens mange indbyggere havde mistet livet. At kunne være til stede i et tidligere katastrofeområde gjorde mig bevidst om dets omfang og fik mig til at værdsætte det trygge liv i Danmark mere.

Naoshima er en ø beliggende i det japanske indlandshav, der er kendt for sine mange kunstprojekter. Moderne kunst har ikke ligefrem min interesse, så det var først i 2023, jeg tog mig sammen til at besøge Naoshima, og som ventet er det ikke et sted for mig. Det var dog alligevel en oplevelse, som satte sig i mig, fordi jeg brugte en hel dag på øen, hvor jeg vandrede rundt og udforskede så meget af den som muligt i stedet for at benytte øens busser. Dog regnede det, så det meste af tiden befandt jeg mig under min paraply, men det betød også, at der ikke var så mange mennesker, så jeg fik en god fornemmelse af, hvordan det er at befinde sig i et japansk ø-samfund.

I 2024 tog jeg til Japan i september, så jeg kunne bestige nogle af landets bjerge, imens bjergbestigningssæsonen endnu var i gang. Jeg udså mig derfor det højeste bjerg på Shikoku: det 1.982 meter høje Ishizuchi-bjerg, som jeg længe havde haft i kikkerten. Desværre var det ulideligt varmt i denne periode med temperaturer over 30 grader, hvilket kun gjorde det hårdere at bestige bjerget, men turen mod toppen var generelt kendetegnet ved trapper, hvilket er hårdere at gå op ad end et skråt underlag. Nogle steder foretog jeg endda decideret bjergbestigning ved at kravle op ad jernkæder på næsten lodrette klippeflader, så jeg måtte tage mine armkræfter i brug. I sidste ende var det dog det hele værd, for toppen af Ishizuchi var et overdådigt syn, og at vandre på de stejle klippetinder var en nervepirrende, men uforglemmelig oplevelse.

Koya-bjerget – også kendt som Koyasan – er hovedsædet for Shingon-buddhismen og munken Kobo Daishis hvilested. Han er stedt til hvile i Okunoin-templet, hvis gravplads er den største i Japan. Den spirituelle atmosfære er at mærke overalt, men særligt passagen med de hundreder og atter hundreder af gravsteder blandt enorme træer var en virkelig mindeværdig oplevelse – især fordi der ikke var mange mennesker, og eftersom det var regnvejr, blev der dannet den karakteristiske tåge, som man ofte ser på billeder fra Koyasan og denne gjorde især busturen dertil nervepirrende. Generelt var der virkelig mange interessante steder at se på Koyasan, hvor jeg nød bare at vandre rundt. Det var en lang tur dertil, men det hele værd, for trods populariteten blandt turister er det en virkelig idyllisk afkrog af Japan.

Iya-dalen på Shikoku er kendt for at være en af de mest øde afkroge i Japan, så for at komme dertil var jeg nødt til at tage en bus, mens jeg måtte overnatte i dalen, fordi busserne holdt op med at køre om eftermiddagen. Dalen er mest kendt for sine slyngplantebroer, men det er også her, man finder dukkelandsbyen Nagoro. Da jeg besøgte Iya-dalen i sommeren 2018 fik jeg set begge dele, ligesom jeg tilmed fik prøvet Oku-Iya Monorail. Men eftersom jeg måtte overnatte i dalen, valgte jeg at gøre dette i en bjerghytte, og jeg besteg derfor Miune-bjerget, hvilket var en af de mest fantastiske oplevelser, jeg har haft i Japan. Den smukke natur i hele dagen og bjerglandskabet er bare uforglemmeligt.

Den japanske alperute strækker sig gennem de japanske alper og fuldføres ved, at man benytter forskellige transportmidler undervejs såsom busser og kabelvogne. Ruten åbner i april, hvilket passede med, at jeg var i Japan på dette tidspunkt i 2019. Jeg købte derfor en billet og brugte en dag på at krydse de japanske alper, hvilket var en stor oplevelse, men også ret stressende, fordi der var så mange mennesker på hele turen. Undervejs har man mulighed for at udforske de forskellige stop – blandt andet den berømte snekorridor, men eftersom man skal skynde sig at fuldføre ruten på under et halvt døgn, så mindes jeg mest af alt travlheden og ventetiden i køer. Bjerglandskabet var dog også uforglemmeligt, og det samme var synet af Kurobe-dæmningen, som man kunne passere til fods.

I 2023 valgte jeg at fuldføre Shimanami Kaido, hvilket er en 75 kilometer lang cykelrute, der strækker sig over seks øer og seks broer i indlandshavet. Jeg cyklede ruten på en enkelt dag, og det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, men samtidig noget af det mest uforglemmelige. At opleve Japan på cykel er virkelig specielt, men at krydse øer og enorme broer på cykel er noget, der virkelig sætter sig i hukommelsen, så selvom jeg blev solskoldet, var badet i sved og hele min krop gjorde ondt, så er Shimanami Kaido en af de fedeste oplevelser, jeg har haft i Japan.

Noget af det største, man kan prøve i Japan, er at bestige Fuji-bjerget, så dette skulle jeg naturligvis prøve. Officielt har bjerget dog kun åbent om sommeren, og da jeg i 2018 tog til Japan for at bestige Fuji-bjerget var det midt under en hedebølge. Det var derfor en ulidelig oplevelse, fordi jeg valgte at bestige bjerget om natten, så jeg kunne betragte solopgangen fra toppen. På bjerget måtte jeg nemlig døje med minusgrader, mens temperaturen var omkring 40 grader ved foden. Det var ikke lige så hårdt at bestige bjerget, som jeg havde frygtet, men det var udmattende og overvældende og alt i alt en stor oplevelse.