Når man tænker, at Laupta: Slottet i himlen er fra mit fødselsår, så synes jeg, den er ret så fantastisk, når det kommer til kvalitet. Der er simpelthen blevet lagt så meget sjæl i detaljer, at det visuelle i sig selv er noget, man kan nyde – hvilket jo er et typisk Studio Ghibli træk. Karakterdesignet er helt i Hayao Miyazakis ånd, hvilket vil sige, at det er ret blødt, men det fungerer i det univers, han har skabt. Det er dog tydeligt, at den primære målgruppe har været børn, for der er mange komiske indslag. Selve action-sekvenserne er dog noget, som voksne især kan nyde, og selvom der ikke er så meget blod med, så er der generelt set tale om en ret brutal film, men den er fortalt på en måde, så alle aldersgrupper kan være med.
Chihiro og heksene er et af Hayao Miyazakis mesterværker og nok den mest kendte i Vesten, hvilket faktisk er ret underligt, da fortællingen næppe kunne blive mere japansk. Ikke desto mindre er budskabet forståeligt nok, og det er da også en underholdende historie, men jeg tror mest af alt, at det er animationen og den fantastiske fortælling, der tiltaler seerne, for kreativiten fejler i hvert fald ikke noget. Her er tale om en virkelig flot tegnefilm, der er rig på detaljer, farver og dynamik. Der er både action, romantik og en kompleks karakterudvikling i et fascinerende univers, der virker både tillokkende og frastødende på samme tid.
Steamboy er for mange en ukendt film, hvilket er synd, for der er tale om en gennemarbejdet film, der var i produktion i et årti, hvilket tydeligt kommer til udtryk. Animationen er flydende og dynamisk og er i sig selv noget, der burde få en til at se filmen, for den er virkelig, virkelig flot. Computereffekter fungerer som en naturligt integreret del af den klassiske animation, og så er hele gengivelsen af 1800-tallets London simpelthen spektakulær ned til mindste detalje. Steamboy er en kreativ skildring af industrialiseringen, og hvad dette medførte af muligheder, hvilket kommer til udtryk i det alsidige udvalg af maskiner, som optræder i filmen, der nærmest giver mennesker overnaturlige evner, indtil man spejler til nutiden og indser, at vi altså er nået meget længere og kan meget mere.
Vampire Hunter D: Bloodlust er en slags uofficiel efterfølger til filmen Vampire Hunter D, men den virker også som et slags remake. Man bliver nemlig sat grundigt ind i universet, så man hurtigt bliver dus med det, og selvom jeg ikke er meget for det stereotype dystopi-gøgl, som man ser i alle fremtidsfilm efterhånden, så gør denne film det faktisk temmelig interessant ved netop at placere mennesker som den svage race i en verden fyldt med mystiske skabninger. Det er disse skabninger, jeg synes, er det bedste ved filmen, for det er virkelig nogle fascinerende væsner med lige så fascinerende evner, og det giver bare den følelse af uforudsigelighed, der skal til for at holde en fanget.
Akira er nok en af de mest kendte anime-film i Vesten, da dens popularitet var med til at kickstarte salget af manga og anime i både Europa og USA. Det er da også forståeligt, at filmen er så populær, for det er overhovedet ikke til at se, at den blev udgivet i 1988. Animation, farver, baggrunde og stil spiller perfekt sammen og skaber en dynamisk tegnefilm med action tiltænkt den voksne målgruppe. Er man ikke i stand til at forstå det komplekse plot, så burde det visuelle alene få de fleste til at savle. Det er virkelig sjældent, at man er i stand til at lave en flot film med en passende balance mellem action, dybde i handlingen og interessante karakterer, og Akira er et eksempel på en film, hvor alt bare spiller og skaber en helhed.
Ninja Scroll var en af de film, der i 90’erne var med til at vise Vesten, at tegnefilm ikke kun er for børn. Dette er en voksenfilm på så mange måder. Der er blod, sex, action og drab fra start til slut, hvilket får filmen til at lyde som en drengerøvsfilm, men der er dog også intriger og mange stille stunder med følelsesladede scener, der skærer i hjertet. Denne film viser , hvordan man får en historie til at hænge sammen med tiltalende karakterer og banebrydende animation. Noget af det, der virkelig gør mig ekstatisk ved Ninja Scroll er, at man leger med myten om ninjaer og gør dem til overmennesker ved at tildele dem særlige evner, der er forskellige fra person til person.
Min nabo Totoro var en af de første anime-film, jeg nogensinde så, da den blev sendt på DR1 tilbage i 90’erne, så filmen har en særlig plads i mit hjerte, da den for mig vækker nostalgi – særligt musikken er noget, der kan gøre mig sentimental. Det er som sådan en børnefilm, men den er virkelig hyggelig og samtidig utrolig flot, så alle aldre vil få noget ud af at se den. Det er virkelig et specielt univers, som Hayao Miyazaki skaber, og som filmens karakterer bevæger sig ind i, for Totoro og dens venner er jo egentlig et produkt af deres fantasi, men alligevel kommer man med filmens slutning i tvivl, og det er jo egentlig også et budskab, som er værd at sende: Ser vi alle den samme virkelighed?
Hvis man er vild med samuraier, så er Sword of the Stranger værd at se. Jeg har aldrig set så dynamiske sværdkampscener i en tegnefilm, hvor detaljerne og musikken får alt til at fungere til perfektion. Animation og karakterdesignet var nok til, at jeg omgående var solgt, men er det ikke noget, der får andre til at ville se filmen, så skal åbningssekvensen nok få de fleste til at tabe kæben og læne sig tilbage. Der er tale om en blodig og temmelig voldelig film, og når man tænker på, at det er anime, så er det ret godt klaret, at man har kunnet formå at holde sig inde for rammerne uden at gå bersærk. Filmens klimaks vil mange nok betegne som overkill (bogstavelig talt), men det passer til handlingen.
Your Name er både flot og har samtidig en virkelig god handling. Mens de yngre seere kan glæde sig over det visuelle, så kan de ældre fordybe sig i den komplekse men samtidig dybe historie, der er så gennemtænkt. Nogen skal måske se filmen flere gange, før de forstår den, men hvis man er observerende og i første omgang bemærker de mange detaljer, så ser man bogstavelig talt den røde tråd fra start til slut. Og det er netop konceptet om tråde, der er det bærende element. Hvordan vi som mennesker er knyttet sammen og påvirker hinanden og dermed er i stand til at forme hinandens tilværelse. Fantasy-indholdet er ganske vist et afgørende segment i filmen, men det tager på intet tidspunkt over og gør fortællingen til et decideret eventyr.
Prinsesse Mononoke har været en af mine yndlingsfilm, lige fra første gang jeg så den. For mig er denne film lutter perfektion og et glimrende eksempel på, hvordan man kan skabe et mesterværk med passion og investering i sit projekt. Prinsesse Mononoke er en af de film, der ikke kun var relevant, da den blev udgivet, men også er det i dag, hvor menneskeheden endnu ikke har taget filmens budskab til sig. Filmen skildrer nemlig, hvorledes mennesker dræber ånden i naturen med deres teknologiske udvikling, men årtier senere befinder vi os endnu på samme spor. Man bliver placeret i noget af et dilemma, når der skal vælges side, for der bliver ikke eksplicit opstillet nogen skurke eller helte.