Polar Bear’s Cafe er en virkelig hyggelig serie, som udelukkende har til formål at underholde. Selvom det umiddelbart ligner en børneserie, så kan den faktisk nydes af voksne, og det er som regel en af dem, jeg tænker på, hvis jeg skal foreslå en “feel good”-serie. Alle dyr har hver deres egen personlighed, hvilket giver serien et komisk præg. Panda er doven, umoden og selvoptaget. Isbjørn er klog, useriøs og arbejdsom. Pingvin er bedrevidende, kujonagtig og har en kort lunte. Man tænker slet ikke over, hvorfor dyrene kan tale, og hvorfor de lever som mennesker. Det virker fuldkommen naturligt fra første afsnit, og det er faktisk temmelig interessant, at se naturtro dyr opføre sig som mennesker.
Ghost Hound er et godt eksempel på en anime-serie, hvor alt bare spiller. Særligt lyd er noget, som denne serie formår at udnytte til fulde. Trods de til dels stereotype karakterer, så spiller de faktisk godt sammen, og det er på ingen måde en stereotyp anime, for selvom karakterdesignet godt nok indikerer, at der er tale om en serie henvendt unge, så er selve plottet og budskabet så kompleks, at man skal være voksen for at forstå serien. Generelt tror jeg dog, at mange aldersgrupper vil nyde den, fordi den om ikke andet skaber et unikt univers, der er ret interessant, men jeg tror, at det for mange bliver overvældende med det konstante fokus på videnskab og overtro, selvom det er dette modspil, der udgør selve historien.
Dororo er egentlig et remake af en anime-serie fra 1969, som ligeledes er baseret på en manga af selveste Osamu Tezuka. I den originale historie var der dog 48 dæmoner, som spiste drengen Hyakkimarus krop, mens der i denne serie kun er 12 dæmoner. Det skaber trods alt også en lang og spændende fortælling, men jeg havde faktisk helst set, at serien havde kørt over flere sæsoner med de 48 dæmoner, da det er en ret fængende og speciel historie. De første afsnit er uden tvivl de bedste, for efterhånden som serien skrider frem, bliver der sat fokus på intriger frem for konceptet med at dræbe dæmoner. Og dette er det unikke og tiltalende aspekt for mig, da der findes mange andre actionserier med bedre drama.
Monster er på ingen måde en hyggeserie. For det første er der tale om en dramatisk og actionfyldt thriller med tragedie som den røde tråd, og for det andet har man fulgt mangaen til punkt og prikke, så det er blevet til hele 74 afsnit, hvor hvert eneste af disse hænger sammen og bygger videre på det underlæggende plot, så man som seer skal investere både tid og energi i at følge med. Monster skiller sig nemlig på mange måder ud i anime-verdenen. Den realistiske stil og handling fungerer og viser, at tegnefilm ikke behøver at være spækket med overnaturlige elementer og vilde effekter, der gøres op med den gængse Disney-opfattelse af, hvordan ondskaben ser ud, og at historien foregår i virkelighedens Europa gør den både troværdig og unik, når anime som regel foregår i Japan. Monster har tydeligvis været et projekt, som man har troet på, for man producerer ikke bare sådan en maraton-serie med voksne som målgruppe uden videre, og det er dejligt, at man har kunnet bevare samme kvalitet fra start til slut.
ERASED er et dejligt pust blandt moderne anime-serier, der er præget af overdrevet action eller adskillige fantasy-elementer. Man trækkes ned på et naturligt plan, men bliver med ganske få eventyrlige midler sendt ind i et univers, der er både spændingsfyldt og medrivende. Det er interessant at lægge et voksent sind i en barns krop og dermed gøre hovedpersonen hjælpeløs grundet sin statusløse tilværelse, men samtidig sidder man som seer fra første afsnit og tænker “hvad bliver det næste”, “hvem har gjort hvad” og “hvordan vil det her ende”. Med 12 afsnit formår man at fortælle en kompleks og helstøbt historie, men der kunne godt have været et par afsnit mere, men alt i alt er det en serie, der fungerer.
X er baseret på en manga, der også blev udgivet som film i 1996. Jeg valgte at se serien først, hvilket jeg er glad for, eftersom serien rent faktisk fortæller en komplet historie, mens filmen generelt er handlingsfattig og forvirrende. Serien formår derimod at sætte seeren ind i universet, så man for det første kan forstå dette, men dermed også værdsætte den komplekse historie, som sådan set bæres af karaktererne, der egentlig er ret stereotype, mens som alligevel fungerer i samspil med hinanden. Yoshiaki Kawajiri er instruktøren, og han står bag nogle af mine favoritfilm, så det er rart at se ham give sig i kast med en serie, hvor hans stil får lov at skinne.
Visuelt set er Moribito: Guardian of the spirit den smukkeste tegnefilmserie, jeg nogensinde har set. Baggrundene er virkelig detaljerige, og der er gjort så meget ud af farver og effekter, at man nogle gange glemmer at fokusere på handlingen, der til at starte med kan virke kompleks, men netop fordi serien er på 26 afsnit, så får man også tid til at vænne sig til universet og forstå det. Der er sjældent gjort brug af stillestående animation, og det er tydeligt, at man har lagt en masse arbejde i selv de mindste bevægelser. Særligt kampscenerne er virkelig flotte, og dette er i sandhed et klasse-eksempel på fantasy med world building som hovedingrediens, hvor fantasien har fået lov at dominere.
Jeg elsker ninjaer og fortidens Japan, så det i sig selv er et plus, men det, som virkelig gør Basilisk unik, er handling og karakterer. 20 ninjaer bliver sat til at dræbe hinanden, og deres evner er virkelig fascinerende, men i samspil med hinanden opstår der både styrker og svagheder, og man ser dermed, hvor gennemtænkte de er, hvilket påvirker og skaber handlingen, som er gennemsyret tragisk. Ikke nok med at karakterer dør på stribe, så sker det også med et utal af følelser på kryds og tværs, som gør ninjaerne til mennesker. Man vil som seer gerne se karaktererne kæmpe, men på den anden side vil man også gerne have, at de bare slutter fred, for det er ikke muligt at vælge, hvem man holder med.
Summer Time Rendering endte hurtigt på min liste over yndlingsserier. Det er sjældent, man finder serier, der over 25 afsnit formår at opretholde den samme stemning uden at glide løs fra plottet. Det skyldes først og fremmest de utallige plot twists, der gør, at man ikke aner, hvad der kommer til at ske, og jeg elsker, at serier er så uforudsigelige og ikke mindst chokerende. Det unikke ved serien er, at den faktisk kun udspiller sig over et par få dage, men disse gennemlever hovedpersonen, fordi han kan rejse tilbage i tiden, hver gang han dør, hvilket sker en del gange. Der er således en række gentagelser i starten, som er nødvendige for at lære karaktererne at kende, samtidig med at man skal forstå konceptet, der ikke ligefrem er originalt.
Death Note er perfektion på så mange områder og et godt eksempel på, hvordan man med ganske få fantasyelementer kan gøre en fortælling spændende og samtidig troværdig. Selve stilen og konceptet er i sig selv værd at nyde, mens karaktererne og deres samspil ligeledes er med til at holde interessen. Rivaliseringen mellem hjerner er noget helt andet, end den man typisk ser mellem muskler, så der er generelt tale om et intenst drama, hvor man aldrig kan vide, hvad der kommer til at ske, fordi karaktererne ligesom i et spil skak må afvente modstanderens træk og reagere på dette. Lights ønske om at gøre verden til et bedre sted, men dette opfylder han ved selv at gå ind i mørket, og således er der altså tale om et paradoks, hvor han både er helten og skurken, og det samme er dem, der prøver at standse ham.