29. marts 2015: Min første dag i Japan

Ankomst til Japan

Klokken var 8.45, da jeg landede i Narita Lufthavn øst for Tokyo og for første gang satte fod i Japan den 29. marts 2015. Det var også første gang, jeg nogensinde havde været ude at rejse med et fly, og så tilmed alene - men selvom jeg havde tilbragt over ti timer i luften (først fra København til Østrig og så videre fra Østrig til Japan), så var jeg på ingen måde træt. Nok snarere overtræt og spændt på at få set det Japan, som jeg kun havde set på TV og læst om i bøger.

For at jeg kunne føle mig tryg og godt klædt på, havde jeg bestilt en pakkerejse gennem Japanspecialisten, hvilket inkluderede et Japan Rail Pass og hotelophold i de første tre ud af otte dage i Japan. Mit hotel var et trestjernet et af slagsen, som lå i Shinjuku i Tokyo, men det åbnede først for indtjekning klokken 15, så tiden skulle fordrives indtil da.

Først skulle jeg dog fra lufthavnen til Tokyo, hvilket kom til at foregå med en lufthavnsbus, hvilket også var inkluderet i pakkerejsen, og jeg slap således for at benytte mig af mit Rail Pass på min første dag i Japan. Og her blev jeg for første gang gjort opmærksom på, hvor dårlige japanere er til engelsk, for da min bagage skulle tagges, kunne jeg slet ikke forstå, hvad de ansatte sagde, så jeg var så heldig, at jeg kunne bede dem tale japansk i stedet.

Vi var kun syv personer ombord på bussen, og de fleste af dem var så trætte, at de brugte turen på at sove, mens jeg tværtimod havde travlt med at glo ud ad vinduet som et barn på vej i Tivoli, for jeg kunne jo allerede se fremmed arkitektur og ukendte vejskilte, mens der ikke var en eneste vesterlænding i gadebilledet.

Ankomst til Tokyo

Det var en lang, men fascinerende tur fra Narita Lufthavn og videre gennem Tokyos bymidte før ankomsten til Shinjuku i den vestlige del af byen. Man går fra at køre på motorveje, forbi marker og skove, og nærmer sig gradvist en fjern samling skyskrabere. På vejen begynder natur at blive udskiftet med huse, og pludselig befinder man sig i en storby med bygninger til alle sider, hvor veje og broer snor sig i et uoverskueligt net i modsætning til København, hvor alt befinder sig på et mere fladt og jordnært niveau med knap så meget orden og struktur.

Noget, jeg hurtigt bed mærke i, var, at man i Japan ikke kører med tændte lygter om dagen, og at folk generelt er gode til at overholde fartgrænsen og vise hensyn på vejene uden at dytte ad andre. I Danmark gælder det tit om at komme først, og folk stresser, fordi de har travlt. Japanerne virkede derimod systematiserede og lod til at have god tid - og så larmede deres biler ikke særlig meget, ligesom der ikke var meget snavs at komme efter på overfladen af dem.

Da jeg så ankom til Shinjuku, valgte jeg straks at tage på sightseeing, for jeg havde valgt at pakke let og havde derfor ikke særlig meget bagage at bære rundt på. Egentlig vidste jeg ikke, hvor mit hotel var, for vi passagerer var blevet sat af ved Shinjuku station og måtte selv finde vej derfra, så jeg kunne samtidig bruge tiden på at lære området at kende, eftersom jeg trods alt skulle opholde mit i bydelen i et par dage.

Heldigvis havde jeg et kort, hvor jeg havde markeret mit hotels beliggenhed, og efter noget tid lykkedes det mig at finde det - gemt væk blandt de særprægede højhuse, som faktisk gjorde det nemmere at lokalisere, da de også var markeret på kortet. Senere skulle det vise sig, at jeg kunne benytte bygningerne som et slags fyrtårn, når jeg for vild i området og ikke vidste, hvor jeg skulle gå hen.

Da jeg havde lokaliseret mit hotel, valgte jeg at se mig rundt i området, og i kontrast til de enorme skyskrabere endte jeg i mere forstadslignende omgivelser med smalle veje, familieboliger og ingen trafik. Jeg bed hurtigt mærke i, at Tokyo er en meget ren og ordentlig by. Luften var helt vildt frisk, selvom der endnu ikke var blade på træerne, men eftersom jeg var ankommet i slutningen af marts, så blomstrede kirsebærtræerne heldigvis. Der var intet affald eller cigaretskodder på gaderne - heller ikke de velkendte tyggegummirester, der præger et hvert fortov i Danmark.

Man skal desuden passe på cyklerne i Japan, for de kører, hvor det passer dem. Mange steder er der ikke cykelstier, så folk cykler både midt på vejen blandt biler og på fortovene blandt de gående. Jeg vidste også godt, at man i Japan går med mundbind, men jeg blev alligevel overrasket over at se, hvor mange det egentlig var. Det er i hvert fald ikke det indtryk, man får gennem film og anime.

I Japan er der salgsautomater over det hele, hvor man både kan købe slik, sodavand, te og alt, hvad man ellers lige trænger til. Jeg havde dog kun to 10.000-yensedler på mig, hvilket automater ikke tager imod, så jeg besluttede mig for at gå ind i en butik og købe noget, så jeg kunne komme i besiddelse af nogle småpenge. Jeg endte med at købe for 500 yen (30 kr.) chokolade med grøn te, som jeg havde lovet min nabo at tage med hjem. Butikken var en såkaldt konbini, hvilket er en slags købmand, hvor alt var relativt billigt. Jeg havde lyst til at købe meget mere, men det var jo min første dag, så jeg ville stadig beherske mig. Jeg bed desuden mærke i, at der i sektionen med plejeprodukter stod onaniredskaber fremme (i børnehøjde) sammen med blandt andet barbergrej og sminke, som om det er en helt almindelig dagligvare i Japan.

Da jeg skulle betale, blev mine varer scannet af en pige, mens en anden lagde dem i en plastikpose. Der blev gjort meget ud af service, og da jeg overrakte pengene, blev jeg mødt med både buk og "tak", fordi jeg betalte med en 10.000 yen-seddel, selvom jeg jo naturligvis fik byttepenge tilbage. Da jeg forlod butikken, fik jeg øje på et lille tempel midt i vældet af familieboliger, som jeg besluttede mig for at tage forbi. Hér mødte jeg en kvinde, som netop havde været henne og bede, og da jeg spurgte hende, hvad det var for et tempel, forklarede hun, at hun ikke var sikker, idet hun bare kom for at åbne op for lidt åndelig stabilitet i en travl hverdag - en slags nulstilling af sindet, som hun kaldte det. Jeg ville gerne prøve at ofre en mønt, ligesom hun netop havde gjort, men jeg havde dog kun en 500-yen på mig, og hun forklarede, at det var alt for meget - så hun var så venlig at give mig 5 yen, så jeg kunne prøve.

Selvom jeg befandt mig i en millionby, så virkede det på ingen måde sådan. Gaderne var ikke overrendt af mennesker, og der var god afstand mellem bilerne på vejene. I København skal man ofte møve sig frem på fortovene i alle dagens timer, fordi folk bevæger sig i et ustadigt tempo, men i Tokyo er der plads til, at nogen kan gå hurtigere end andre, så der bliver ikke proppet på stisystemerne, da det er nemmere at finde sig til rette i en gruppe, der passer til ens tempo.

Klokken var stadig ikke mange, så jeg vendte tilbage til højhusene og udså mig Tokyo Metropolitan Government Building, som har et gratis observatorium i begge tårne, hvor man har udsigt til Tokyo. Jeg havde læst om det hjemmefra, men vidste ikke om man måtte medbringe så meget bagage, som jeg havde med. Jeg tog dog chancen, og det viste sig, at jeg sagtens kunne komme op, så længe sikkerhedspersonalet fik lov til at tjekke ens ejendele for mistænkelige effekter. Jeg skulle dog bare åbne tasken - de gad ikke en gang rode i den.

Observatorierne ligger i 200 meters højde, så man har en pæn udsigt ud over byen. Der var desuden souvenir-boder, hvor de fleste besøgende opholdt sig, så det var nemt at få plads ved et vindue og nyde sceneriet, der bestod af bygninger, så langt øjet kunne række. Jeg havde aldrig set skyskrabere eller templer før, så det var en overvældende dag med mange nye indtryk fra en ny kultur.

Da klokken var ved at blive 14, besluttede jeg mig for at gå hen på hotellet og vente i lobbyen. Der var en hel del danskere, der vist nok havde siddet og ventet i flere timer - fordi de i modsætning til mig havde en masse bagage med, som de ikke bare kunne gå rundt med og åbenbart ikke gad stille på hotellet, selvom der ellers var mulighed for det. Tjek-in startede klokken 15, og jeg fik værelse på femte sal med udsigt til en gade omkranset af højhuse.

Jeg var ret træt, fordi jeg for det første havde gået meget, men også fordi jeg ikke havde sovet i flyet og derfor havde jetlag. Jeg valgte derfor at slappe af på mit værelse, indtil mørket faldt på. I underetagen på hotellet befandt sig en købmand, hvor jeg valgte at købe lidt snacks og aftensmad, inden jeg igen besluttede mig for at tage hen til observatoriet i nærheden, så jeg kunne se, hvordan Tokyo så ud om aftenen.

På vejen gik jeg forbi en samling små lejre bestående af mystiske telte/huler, hvilket viste sig at være hjemløse, der havde slået sig ned ved vejen, hvor de simpelthen boede. Der var ingen, der bad om mad eller penge. De opholdt sig for sig selv og generede ikke folk, der gik forbi. Deres huler var lavet af alt fra dåser og papkasser til paraplyer og bildæk.

Fra observatoriet var der en helt anden udsigt end tidligere, hvor man kunne fornemme horisonten. Nu var alting sort, og jorden var et hav af lys, der bare strakte sig evigt frem. Jeg valgte at købe en souvenir til min far og tog tilbage til hotellet, hvor jeg afsluttede dagen med et langt karbad, inden jeg gik tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til den kommende dag. Jeg satte vækkeuret til klokken 7 og havde på forhånd besluttet, hvor jeg skulle hen, når jeg stod op.

Næste dag

Total Page Visits: 1111 - Today Page Visits: 1