22. marts 2016: Kamakura

Afsted til Kamakura

Denne dag havde jeg egentlig planlagt at se Fuji-bjerget, men da jeg gik udenfor, kunne jeg godt se på skyerne, at det ville jeg ikke komme til foreløbigt. Så jeg valgte at ændre planer og i stedet tage til Kamakura, der ligger syd for Tokyo og derfor er meget nem at komme til med tog, så jeg samtidig ankom tidligt på dagen og dermed kunne få noget ud af denne.

Jeg havde læst om Kamakura og hørt så meget om denne historiske (og populære) by, men det som folk taler mest om er byens store Buddha-statue, der er kendt for at befinde sig under åben himmel, så jeg ville gerne se, hvad den ellers havde at byde på. Jeg havde imidlertid allerede undersøgt dette, idet jeg på forhånd havde udset mig nogle attraktioner, som jeg gerne ville besøge.

Det første, jeg gjorde, var dog at gå på stranden, hvorfra jeg fortsatte til Hasedera, der er et tempel med japanske haver samt en lille grotte. Her var også hundredvis af statuer og en trappe, der førte op til en flot udsigt over byen. Hasedera er kort sagt en idyllisk lille afkrog med en spirituel atmosfære, som helt sikkert er et besøg værd, hvis man skal til Kamakura. Efter min mening var det nemlig et mere imponerende sted end det næste, jeg skulle besøge. For herefter gik turen så videre til Kotokuin, hvor Kamakuras famøse Buddha-statue befinder sig, og hér var også størstedelen af byens turister samlet, da det som nævnt er Kamakuras vartegn og mest populære attraktion. Der var specielt mange asiatere, hvor kinesere lod til at dominere, men udover statuen var der egentlig ikke meget andet at se, så mens alle andre lod til at være forgabte i statuen, endte jeg kun med at blive ved den et par minutter.

Det koster dog (forståeligt nok) nærmest ingenting at se den store Buddha, så den er ikke desto mindre et besøg værd, og den lå meget passende på min vej mod Kamakuras vandreruter, som jeg havde tænkt mig at gøre brug af på min tur videre til næste stop: Zeniarai Benten Ugafuku, hvilket er en helligdom, der ligger omkranset af klipper, så den næsten ikke er til at finde, så jeg glædede mig til at se, om det kunne lade sig gøre for mig.

Efter at have købt et par souvenirs til familien valgte jeg altså at tage på vandretur i bjergene, der omgærder byen, mens jeg ventede på, at vejret skulle klare op. Det var en meget hård rute, hvor man ikke har gjort meget ud af at gøre det nemt for folk. Enkelte steder var der lavet trapper, men alt i alt måtte man affinde sig med den slidte jord og blottede trærødder og blot håbe på, at man ikke fik overbalance, for det var stejlt mange steder, og man var langt væk fra hjælpen, hvis man skulle glide ud over en skrænt.

Turen var som at gå rundt i en regnskov med høje træer og fuglekvidder overalt. Et par egern gav mig tilmed den oplevelse at give sig til at parre foran mig. Til trods for at jeg er i gang hele dagen, og mine ben skriger, når jeg er i Japan, så er jeg fuld af energi, fra jeg står op og til jeg går i seng. Jeg mistænker luften for at være en del af forklaringen, for luften i Japan er så ren og mættet af ilt. Jeg synes, at man i Danmark nemt bliver tung i hovedet eller tør i halsen - især i vintermånederne, hvor planterne er døde, så man ofte er ugidelig og træt eller føler sig syg. Sådan har jeg det slet ikke i Japan. Især i bjergene føler man sig frisk og bliver ikke en gang lige så udmattet, som når man skal bestige en trappe derhjemme.

Det lykkedes mig heldigvis at lokalisere Zeniarai Benten Ugafuku, der befandt sig for enden af en udskåret grotteåbning. Folk besøger blandt andet denne helligdom for at vaske penge i håbet om, at de vil formere sig, så dette fik jeg også lige oplevet uden at jeg selv havde lyst til at prøve. For det første, fordi jeg ikke tror på den slags, men også fordi at jeg ikke gad at bekymre mig om våde pengesedler. Jeg kan bedre lide at ofre 1 yen-mønter, så jeg på den måde kan komme af med dem, så de ikke fylder i pungen, for japanerne ofrer ikke kun mønter ved helligdomme og templer - men også på hellige steder ude i naturen, hvor man derfor kan opleve, at det flyder med penge, som får lov at blive liggende, selvom de tilsammen udgør et ret stort beløb.

Selvom jeg befandt mig ret højt oppe, var der alligevel enkelte huse at finde, og på tilbage mod byen stødte jeg også på gader, der var så smalle og stejle, at man som bilist næppe vil have, at ens bremser skal svigte. Der var knap nok plads til, at én bil kunne køre, så da der pludselig kom en skraldevogn, måtte man som fodgænger vige til siden.

Jeg begav mig nordpå til Tsurugaoka Hachimangu, hvilket foregik gennem Kamakura by, der var en stor kontrast til det miljø, jeg netop var kommet fra, idet der nu igen var fyldt med mennesker og således også larm. Det er lidt fascinerende, at et så lille område kan have så mange facetter at byde på, men det er generelt typisk for mange steder i Japan, at man inden for få hundrede meter kan opleve vidt forskellige ting, der spænder fra naturligt til traditionelt til moderne.

Smuttur til Shizuoka

På dette tidspunkt havde solens tiltagende varme opløst de fleste skyer, så efter turen forbi Tsurugaoka Hachimangu besluttede jeg mig for at vende tilbage til stationen og tage toget tilbage til Tokyo, hvor jeg steg på shinkansen til Shizuoka, fordi jeg håbede at kunne se Fuji-bjerget derfra. Det var dog en lang tur, og det viste sig desværre, at vejret var anderledes så langt sydpå. Hér var det nemlig skyet, og efter at have gået lidt rundt i byen indså jeg, at jeg ikke ville komme til at se Fuji-bjerget på denne dag, hvilket jeg derfor opgav.

Selvom Shizuoka er en by med omkring 1,5 millioner indbyggere, så følte jeg dog, at jeg gik rundt i en gigantisk landsby. Der var så stille og roligt i de store gader, hvor der heller ikke var meget trafik, og børn helt ned til 3-4 års alderen gik rundt alene og legede på legepladser, så det var godt nok en idyllisk storby.

Da jeg kom tilbage til stationen og ventede på toget, var der nogle damer, der begyndte at brokke sig til hinanden, da klokken var 15.12, eftersom det var det tidspunkt, toget skulle være ankommet på. Det var ikke en gang forsinket endnu, og de syntes, det var for galt, at det ikke kunne komme til tiden, hvilket jeg ikke kunne lade være et smile ad. I Danmark er man jo vant til aflysninger, signalfejl, sporarbejde og pjat i tide og utide, hvilket er en af grundene til, at jeg elsker Japan. Her gør man nemlig en ære i at overholde en tidsplan, fordi man ved, at tusindvis af folk afhænger af, at man tager sig sammen og sørger for at de kan komme af sted til tiden, så det er generelt en fornøjelse at rejse med offentlig transport. I lokaltoget i Tokyo oplevede jeg dog at stå i et tog proppet til randen, hvor dørene lige akkurat kunne lukkes, men under myldretiden er der heldigvis (og ret logisk) ikke så langt imellem afgangene, så dem der ikke kunne komme ind i toget kunne sagtens vente til det næste i håb om, at der ville være mere plads.

Total Page Visits: 767 - Today Page Visits: 1