13. april 2017: Kyoto og Kobe

Morgentur i Nagoya

Jeg havde kun fået fire timers søvn, men var alligevel frisk og udhvilet, da jeg stod op lidt over klokken 6. Dagen startede med, med at jeg tog et smut forbi Sakae-distriktet i nærheden af mit hotel i Nagoya, hvor man blandt andet finder Nagoyas TV-tårn, hvilket er Japans ældste TV-tårn. Her var derfor heller ikke så mange mennesker, men imens det hjemme i Danmark var helligdag i form af skærtorsdag, så var det en helt almindelig hverdag i Japan, hvor man ikke fejrer påsken, så der blev efterhånden gang i gaderne, da folk begyndte at begive sig på arbejde og i skole. Der var specielt travlt på Nagoya station, da jeg ankom til denne for at påbegynde dagens udflugt, der skulle gå mod vest til Kyoto, hvor jeg nemt kunne komme til med shinkansen.

Videre til Kyoto

Jeg havde været i Kyoto flere gange under mine første to rejser til Japan, så dette år var heller ingen undtagelse. Byen har så meget at byde på, at det kræver flere dage at udforske den, og denne gang ville jeg gerne til vest og besøge Arashiyama, der nok mest er kendt for sine bambuslunde. Først tog jeg dog et smut til det sydlige Kyoto for at besøge templet Tofukuji, der er et af de mest populære steder at beundre Japans efterårsfarver, men om foråret så det skam også flot ud med det lyse mos og de grønne blade på træerne, men nogle af dem var dog også lidt gule og efterårsagtige. Udefra kan man samtidig beundre nogle ret imponerende bygninger, hvilket blandt andet inkluderer den ældste zen-port i landet.

Efter at have været forbi Tofukuji gik jeg videre mod nord til Sanjusangendo, som er et andet tempel, der med sine 120 meter er den længste træbygning i Japan, og som det eneste sted i landet huser 1001 kannon-statuer. Der var en hel del skoleklasser på udflugt, og det tog lang tid at komme igennem templet, fordi folk hele tiden standsede op for at bukke og bede ved de talrige statuer, som man desuden ikke måtte tage billeder af, så det var derfor ikke muligt for mig at forevige det ellers imponerende syn.

Men dette var faktisk kun to ud af mange tempelbesøg på denne dag, for herefter gik jeg den korte tur tilbage til Kyoto station, hvorfra jeg tog toget videre til Arashiyama, der ud over de kendte bambuslunde også har mange templer, der meget praktisk ligger i gåafstand til hinanden, så jeg kunne tilbringe resten af dagen på at besøge den ene seværdighed efter den anden.

Jeg havde egentlig valgt at besøge Kyoto på en hverdag for at undgå mylder. Men jeg havde efterhånden indset, at det trods alt er en af Japans mest populære destinationer, så selv på en torsdag var der proppet med mennesker. Det var nærmest ikke til at komme frem, for der er mange smalle gågader i Arashiyama, hvor der meget hurtigt opstår menneskelige trafikpropper, og da jeg ankom til de ikoniske bambuslunde, var passagen nærmest ikke andet end én lang kø, som jeg simpelthen nægtede at blive en del af.

Jeg begav mig i stedet i retning mod templerne, og jo længere væk jeg kom fra bambuslundene, desto færre mennesker var der ved de forskellige templer, men det første af disse var nu engang det bedste, for det var nemlig Jojakkoji-templet, hvor der var mange små naturområder - også små bambuslunde, som man kunne gå iblandt.

Jeg nåede at lægge vejen forbi hele 5 forskellige templer, og blandt disse var jeg specielt også fascineret af Adashino Nenbutsuji, der er kendt for sine mange stenmonumenter. Og da jeg herefter tog forbi Otagi Nenbutsuji, var der kun tre andre besøgende til stede. Dette blev dog også det sidste stop, før jeg besluttede mig for at vende om og tage turen tilbage til bambuslundene, hvor det nu var blevet eftermiddag, så mængden af mennesker heldigvis var svundet ind i forhold til tidligere, så det rent faktisk var muligt at gå rundt, selvom der fortsat var overdrevet mange folk.

Desværre løb min mobil tør for strøm på vejen, så jeg måtte forbinde den til min powerbank, imens jeg herfra måtte gøre brug af min tablet til at tage billeder, hvilket desværre forringede kvaliteten.

I modsætning til mange andre opgav jeg at få perfekte billeder, for det var ikke muligt med så mange mennesker. Der var helt vildt mange nationaliteter, og jeg hørte hele tiden et nyt sprog - heriblandt dansk - så det var tydeligt, at dette var et populært sted, som mange havde hørt om, selvom man jo faktisk ikke laver andet end at begive sig rundt på stier omgivet af bambus, som man ikke engang kan gå rundt iblandt.

Det var ikke ligefrem en af mine favoritoplevelser. Men det skyldtes først og fremmest mængden af mennesker, så jeg ville gerne opleve stedet på en knap så travl dag, så jeg bedre kunne forholde mig til populariteten. På denne dag virkede det mest af alt som et tivoli uden forlystelser, men det var trods alt en gratis fornøjelse, efter at jeg havde brugt nogle tusinde yen på at besøge diverse templer.

Smuttur til Kobe

Jeg var dog ikke færdig med at bruge pege, for dagen var trods alt ikke forbi, så imens denne gik på hæld, valgte jeg derfor at tage et hurtigt smut forbi Kobe med brug af shinkansen, idet der i nærheden af shinkansen-stationen i Kobe ligger en svævebane. Og denne ankom jeg heldigvis til lige før lukketid, så jeg som en af de sidste kunne tage turen til toppen af udsigtsposten tilknyttet Nunobiki Herb Garden, der ligger på et bjerg i udkanten af Kobe, hvorfra man har udsigt til byens skyskrabere. Jeg kunne tilbringe en halv time med at nyde udsigten, inden der blev lukket for resten af dagen, og så var det ellers tilbage til Nagoya, hvor det endnu en gang nåede at blive mørkt, før jeg ankom til mit hotel.

Denne aften kunne jeg i sandhed føle, at jeg befandt mig i en storby - og tilsyneladende i et af de mere livlige distrikter. Da jeg skulle til at sove, blev jeg nemlig overrasket over, hvor meget aktivitet der endnu var på gaden udenfor, selvom klokken var langt over midnat på en hverdag. Folk rendte fulde rundt og skabte sig, og da jeg forinden havde været ude for at købe lidt ind, blev jeg både forsøgt inviteret ind på en stripklub, ligesom to sydøstasiatiske piger spurgte, om jeg "ville have sjov". Der var også en masse skumle indere, der forsøgte at få min opmærksomhed, fordi de gik ud fra, at jeg som udlænding ikke var bekendt med de lumske foretagender, som turister lokkes med til i japanske storbyer. Men jeg var skam godt klar over, at jeg blev udpeget som oplagt mål fra alle kanter, fordi jeg som vesterlænding befandt mig i en fremmed kultur, så jeg ignorerede dem alle og skyndte mig tilbage til mit hotel uden så meget som at bremse op, hver gang nogen henvendte sig til mig.

Total Page Visits: 712 - Today Page Visits: 1