De japanske alper

De japanske alper

 

Dette var dagen, hvor jeg skulle fuldføre Tateyama Kurobe Alpine Route – turen gennem de japanske alper, der tager flere timer og kræver, at man benytter sig af forskellige transportmidler. Ruten åbnede den to dage tidligere – den 15. april, og jeg havde valgt at gennemføre den på denne dag, så jeg for det første kunne undgå den travle åbningsdag og samtidig få turen klaret før weekenden begyndte, og der for alvor blev pakket med mennesker. Det var nemlig onsdag, og resten af min ferie skulle tilbringes i Tokyo langt østpå. Meget praktisk ville ruten ende i Nagano, hvorfra der er shinkansenforbindelse til Tokyo, og netop fordi jeg skulle fuldføre alperuten, så havde jeg heller ikke taget andet end et enkelt taske med til Japan, så jeg ikke skulle bøvle med bagage.

De japanske alper

Jeg havde allerede købt billet til alperuten, da jeg landede i Narita lufthavn nogle dage forinden, og jeg sparede således nogle tusinde yen, da en billet købt på dagen koster over 12.000. Jeg skulle “kun” slippe 9.800, hvilket dog stadig gør alperuten til det absolut dyreste, jeg nogensinde har prøvet i Japan, men netop fordi jeg befandt mig i Japan, netop som ruten åbnede, så var det en mulighed, jeg ikke ville gå glip af, selvom det krævede meget forberedelse og planlægning. Jeg skulle starte så tidligt som muligt, så jeg forlod mit hotel klokken 6 og slog først et smut forbi Toyama-borgen, nu hvor jeg alligevel var i byen. Herefter gik turen videre til stationen, hvor første transportmiddel ventede mig i form af et tog, der skulle fragte mig videre til foden af de japanske alper i byen Tateyama.

De japanske alper

 

De japanske alper

Selvom det var onsdag morgen, og klokken end ikke var 7, så var der allerede hundredvis af mennesker, og søreme om de fleste af dem ikke var kinesere. Jeg havde ikke hørt meget japansk under mine to dage i regionen, så Toyama og omegn er åbenbart eftertragtet for kinesere. Udover dem var der nemlig ikke mange andre udlændinge, og jeg var en af de eneste vesterlændinge i køen til toget. Dette går kun cirka en gang i timen, så der blev rent ud sagt fyldt op, da folk blev lukket ombord på forbindelsen, der gik klokken 7, og som ventet fik jeg ingen siddeplads og måtte stå op hele vejen til Tateyama. Så havde jeg dog også mulighed for at beundre det smukke landskab fra sidevinduerne og sågar følge med i kørslen fra forruden, idet jeg befandt mig fortil i toget.

De japanske alper

Fra Tateyama station afgår næste transportmiddel på ruten, hvilket er en kabelvogn, der fragter en det første stykke op i de japanske alper og frem til en busterminal, hvorfra man skal videre med bus. Kabelvognen er det eneste sted, hvor der sådan set er kontrol over menneskemængden, idet man ved at veksle sin billet får udleveret et nummer, der viser, hvilken kabelvogn, man skal med. Resten af turen er simpelthen bare køkultur og først til mølle-princippet, så i Tateyama havde jeg lidt ventetid, før det blev min tur til at komme med. Denne brugte jeg på at købe noget at spise og drikke, så jeg ikke skulle bekymre mig om det senere, ligesom priserne i alperne er noget dyrere. Jeg havde på forhånd klædt mig varmt på, men så længe jeg endnu befandt mig på lavereliggende grund, så var det ikke særlig rart, eftersom temperaturen langsomt nærmede sig 20 grader, efterhånden som klokken var ved at blive 9. Der var altså snart gået to timer, siden turen startede, og jeg var kun ankommet til det andet transportmiddel, så jeg forstod godt, hvorfor man blev opfordret til at starte tidligt. 

De japanske alper

Endelig blev det min tur til at komme med kabelvognen, og denne blev også pakket med mennesker, så jeg heller ikke fik en siddeplads i denne omgang. Det var en kort tur på 7 minutter, og ved ankomsten til busterminalen i knap 1 kilometers højde var det bare med at komme først frem til køen, så man kunne kapre en vinduesplads i bussen, der skulle fragte os videre på det længste stykke på ruten, hvor man kommer yderligere 1,5 kilometer op i højderne. Heldigvis fik jeg et vinduessæde, og jeg kunne således nyde den 50 minutter lange tur videre, hvilket foregår på et snirklet vejnet omgivet af et tykt lag sne, der blot blev højere og højere, efterhånden som vi begav os frem. Til sidst var sneen så høj, at jeg ikke længere kunne se udsigten til bjergene, da den tårnede over bussen, og inden længe ankom vi så til det højeste punkt i skikkelse af Yuki-no-Otani – den berømte snekorridor, hvor nogle af verdens største mængde sne falder. Hér gik der mennesker, som tog billeder af bussen på den ene kilometer lange strækning, som er åben for gående, og jeg skulle naturligvis også i nærkontakt med sneen, da først bussen var standset i terminalen kendt som Murodo station på det mere end 3 kilometer høje Tate-bjerg. Dette punkt symboliserer desuden det højeste sted på ruten.

De japanske alper

Da jeg forlod bussen blev jeg overvældet af et voldsomt ubehag, da jeg simpelthen blev blændet af de enorme mængder sne. Jeg blev simpelthen ramt af sneblindhed, fordi jeg havde glemt at tage solbriller med, og det var en virkelig ubehagelig følelse at få mit syn vænnet til det lyse landskab. Jeg havde aldrig befundet mig i sneklædte bjerge før, så jeg var ikke beredt på at skæret fra sneen ville være så stærkt. Det var en virkelig intens smerte, som gjorde mig ret dårlig, så jeg kastede flere misundelige blikke mod de mange asiaterøjne, der omgav mig. Heldigvis gik der dog ikke længe, før mine øjne makkede ret, og herefter kunne jeg nyde en gåtur i det smukke snelandskab, hvor det dog var lidt svært at finde fodfæste til tider, fordi sneen mange steder var blevet trampet ned og havde antaget en glat overflade.

Efter at have beundret synet af alperne var turen så kommet til at begive mig videre til snekorridoren, som kun er åben i godt vejr, hvilket det heldigvis var på denne dag. Sneen kan blive op til 20 meter høj, men i år var det højeste punkt blot 16 meter, hvilket i sig selv også var imponerende – især når man ikke var omgivet af andet end sne til begge sider. Når der så tilmed kom busser kørende, fik man for alvor en fornemmelse af, hvor høj sneen var, så jeg fortrød ikke, at jeg valgte at tage turen så tidligt efter åbningen, hvor mængden af sne er størst.

De japanske alper

Fra Murodo skal man videre gennem en tunnel i Tate-bjerget med noget så sælsomt som Japans eneste trolleybus, der kører på strøm via kabler i loftet. Det er noget af en kontrast at komme ind i en mørk tunnel, når man lige har befundet sig i et blændende hvidt landskab, men i det mindste fik jeg igen en siddeplads, så jeg kunne bruge den ti minutter lange tur på at slappe af. Fra endestationen skal man imidlertid videre med noget endnu vildere – nemlig en svævebane, der tilmed er den svævebane i Japan med det længste spænd. Denne fragter en ned fra Tate-bjerget, og fordi denne del af turen kræver et konstant flow, så blev vognen naturligvis fyldt op med mennesker, så man ikke kunne andet end stå op og være mast sammen. Jeg kunne end ikke se udsigten, der ellers var temmelig fænomenal. Efter at have forladt svævebanen kunne jeg nemlig beundre landskabet, der var helt igennem fantastisk fra dette punkt på ruten, hvor man ikke var omgivet af andet end bjerge.

De japanske alper

Næste transportmiddel var endnu en kabelvogn, der denne gang fragtede folk ned til Japans højest beliggende dæmning, som man skal passere til fods. Fordi det endnu var koldt, så var vandet i dæmningen frosset, ligesom det tilhørende observatorium var lukket, men der var dog stadig mange steder, hvor man kunne få nogle helt fantastiske synsindtryk. På turen til den tilhørende busterminal, kan man tilmed se billeder af, hvordan dæmningen blev bygget, hvilket ligeledes var fascinerende, da man jo skal huske på, at før dæmningen og alperuten blev anlagt, så var der ikke andet end uberørt natur.

De japanske alper

Den officielt sidste del af alperuten er endnu en bustur, der går via tunnel gennem Akazawadake-bjerget og frem til Ogizawa på den modsatte side af de japanske alper i forhold til hvor turen startede. Jeg valgte at starte i Toyama/Tateyama, men man kan faktisk fuldføre ruten fra begge sider, så der altså er både modkørende busser, kabelvogne og svævebaner på hele turen. Selvom Ogizawa er slutningen/starten på ruten, så skal man dog også til eller videre derfra, men hér går der imidlertid forskellige busser, som fragter folk til de omkringliggende destinationer, der er mest praktiske for dem at tage til. For mit vedkommende inkluderede min billet en tur videre til Nagano, så jeg steg på en hurtigbus og endte med at færdiggøre ruten lige som mørket var ved at falde på lidt over klokken 18. Hele turen havde altså taget mig 11 timer fra jeg steg på toget i Toyama klokken 7, og jeg var naturligvis både udkørt og træt. Jeg kunne dog ikke hvile endnu, for fra Nagano gik der lige præcis en shinkansen videre til Tokyo, som jeg kunne nå at hoppe på, og så var det ellers bare med at slappe af på den lange rejse.

Ved min ankomst til Tokyo valgte jeg at slå et hurtigt smut forbi Shinjuku, hvor jeg havde lovet at købe nogle skitsebøger til min ven, og dernæst tog jeg så videre til Ryogoku, hvor mit hotel lå. Min gps var gået i udu, så jeg havde lidt svært ved at finde frem, men heldigvis lå hotellet ikke så langt fra stationen, og da jeg først havde tjekket ind, blev dagen afsluttet med et varmt bad. Den kolde bjergluft havde åbenbart ikke været god for min hals, for om natten blev jeg ved med at hoste og blev også snottet, så det var generelt en meget ubehagelig nat, hvor jeg ikke fik meget søvn. Henover de kommende dage endte jeg faktisk med at blive temmelig syg, hvilket fortsatte efter jeg var kommet hjem til Danmark.

 

Dagens højdepunkt: At opleve snekorridoren 
 
Dagens gode minde: Udsigten til de japanske alper fra enden af svævebanen var helt uforglemmelig
 
Dagens forbrug på seværdigheder: 0 yen (9800 yen for Alperute-billet)
 
Dagens gode råd: Hvis man gerne vil fuldføre Tateyama Kurobe Alpine Route så medbring solbriller.

De japanske alper120total visits,1visits today