10. maj 2023: Anden dag i Tokyo

På denne dag besøgte jeg:

 

Tokyo:

-Hamarikyu Gardens

-Kyu Shiba Rikyu Gardens

-Zojoji-templet

-Tokyo Tower

-Sengakuji

Sidste dag i Japan

Dette var min sidste dag i Japan for denne gang, og efter at have tilbragt otte dage i dette fantastiske land var jeg naturligvis træt og mæt af indtryk, så jeg havde ikke planlagt så meget på denne dag. Jeg tillod mig derfor også at stå sent op, før jeg tjekkede ud fra mit hotel og begav mig ud i Tokyo, hvor jeg dog lige var nødt til at skille mig af med min bagage ved at efterlade den i et opbevaringsskab på en station, så jeg slap for at slæbe rundt på denne. Oprindeligt skulle jeg være taget hjem med et midnatsfly, men min rejse blev aflyst, få dage før jeg skulle afsted, så jeg måtte i stedet bestille en ny rejse, hvor jeg først kunne tage et fly næste morgen, og derfor skulle jeg altså tilbringe endnu en nat i Japan. Af den grund valgte jeg at booke en kabine på et kapselhotel, så jeg lige kunne nå at prøve dette, før min ferie sluttede. 

 

 

Dog skulle jeg først tjekke ind senere, så dagen skulle bruges på at opleve noget, og jeg havde hjemmefra planlagt, at jeg gerne ville tage en tur i Tokyo Tower, eftersom jeg aldrig havde været oppe i det. I 2016 kom jeg godt nok forbi tårnet, mens det var ved at blive renoveret, og da jeg var forbi måneden forinden, skulle jeg nå et fly, så jeg ikke havde tid til at begive mig op i tårnet. Så denne dag skulle altså være dagen, hvor jeg endelig fik prøvet dette. Men i stedet for a tage direkte til Tokyo Tower ville jeg jeg først tage forbi haverne Hamarikyu Gardens og Kyu Shiba Rikyu Gardens, så jeg kunne gå imellem disse og med tiden nå frem til Tokyo Tower til fods.

Hamarikyu Gardens er den største af de to haver, og der er egentlig tale om en bypark med integrerede haveelementer, og det er ret interessant at gå rundt i nogenlunde naturlige omgivelser med enorme skyskrabere i baggrunden. Og fordi det var tidligt på dagen, så var der også nærmest mennesketomt. Af den grund satte jeg mig da også på en bænk for at få noget at spise og drikke, da jeg ankom til Kyu Shiba Rikyu Gardens, som derimod minder mere om en stor have. Der var også mange japanere, som tilsyneladende brugte deres frokostpause bare på at tage hen i denne for at nyde omgivelserne imens de spiste, for da dette var gjort, gik de igen. Der var derfor ikke trængsel i selve haven, hvilket jeg var lidt overrasket over, da jeg trods alt befandt mig i Tokyo.

Fra Kyu Shiba Rikyu Gardens gik jeg så den lange vej til Tokyo Tower, og i nærheden af dette ligger Zojoji-templet, som jeg meget passende kunne besøge, nu hvor jeg alligevel gik forbi. Og heller ikke her var der mange mennesker, så jeg helt alene kunne gå rundt og betragte de mange Jizo-statuer med de strikkede huer og legetøjsvindmøller, som nu og da blev sat i gang af et forbipassende vindstød på denne solrige dag. Det var derfor ikke lige til at få taget gode billeder af Tokyo Tower på grund af modlyset fra oven, men jeg havde også set det så mange gange, at jeg mest bare fokuserede på at lokalisere indgangen, så jeg kunne købe billet til observatoriet.

Tokyo Tower har to observationsdæk, og jeg valgte at købe billet til det nederste, da jeg ikke havde behov for den højere udsigt, eftersom jeg dagen før havde været i Shibuya Sky. Her var også et flot udsyn ud over Tokyo, men selvom det ellers var en skyfri dag, kunne jeg alligevel ikke se Fuji-bjerget i det fjerne grundet varmedampen fra jorden. Jeg kunne derimod kigge ned på gaden fra gennemsigtige gulvplader og betragte de omkringstående skyskrabere på nær afstand. Det var på dette tidspunkt blevet over middag, men der var ikke fyldt med mennesker, hvilket jeg ellers havde troet, der ville være ved en af Japans mest populære turistdestinationer. En skoleklasse på udflugt fyldte det samme som alle de andre besøgende tilsammen.

Da jeg kom ned fra Tokyo Tower, var der stadig et par timer, til hotellet åbnede for indtjekning, så jeg begav mig i stedet til stationen, hvor jeg tog et tog mod syd. Jeg ville nemlig gerne lige nå at besøge Sengakuji-templet, der er kendt som stedet, hvor de 47 ronin er begravet. Det var 47 samuraier, som begik kollektivt seppuku, efter at de havde hævnet deres afdøde herre, men på vejen dertil gik jeg lige en tur forbi et andet tempel med nogle helt andre gravpladser. Her var nemlig arrangeret nogle unikke gravsten formet som bøger med tegninger af de afdøde samt motiver som instrumenter og hunde, hvilket lod til at være nogle af de interesser, som folk havde haft, imens de var i live. Men da jeg undrede mig over nogle af personernes navne og ret tidlige død, viste det sig faktisk, at dette var hundenavne, og at hunde derfor var blevet begravet ved templet sammen med deres ejere, mens nogle ejere endnu var i live og derfor ikke havde nogen dødsdato på gravstenene endnu.

Som hundeelsker syntes jeg, at det var virkelig sødt, at folk både ville begraves med deres hunde og tilmed kunne få lov til det ved et tempel, der lod til at henvende sig til folk med specielle ønsker for deres gravsted. For som ikke-religiøs synes jeg generelt, at det er fjollet med så mange bureakratiske og dybt forældede regler såvel som traditioner omkring det at blive begravet, for eftersom vi alle skal dø, burde man kunne sætte sit eget præg på det eftermæle, som ens gravsted jo er, så det også er en oplevelse for andre at besøge det. Og hvis man er villig til at betale for det, skal man naturligvis have lov til at gøre så meget ud af det, som man vil.

Men min destination var jo Sengakuji, hvor jeg primært kom for at se de 47 ronins gravsteder. Og selvom templet egentlig er gratis at besøge, så viste det sig, at jeg skulle betale 300 yen for et bundt røgelse, som jeg kunne ofre til de 47 ronin, deres herre og hans kone. Det var jeg egentlig også tilfreds med, for jeg havde aldrig prøvet at udføre det ritual, eftersom jeg ikke besøger religiøse steder for den slags. Derfor troede jeg jo heller ikke på, at mine "ofringer" havde nogen betydning, men det var alligevel en spirituel oplevelse at vandre rundt blandt gravstederne og lægge røgelsespinde, for på den måde blev jeg opmærksom på, at 47 personer er temmelig mange, og eftersom jeg kunne lægge en pind ved hver grav, kunne jeg også værdsætte hvert et liv.

Oplevelsen blev også kun bedre ved, at der foruden mig kun var en ung japansk mand til stede, som blev færdig med at lægge sine røgelsespinde, netop som jeg begyndte at lægge mine, og derfor var jeg altså helt alene ved de mange gravsteder, hvor de mange pinde dog fremkaldte så meget røg, at min hud og mit tøj blev fyldt med det. Jeg lugtede derfor lidt af bål, da jeg tog toget tilbage mod Tokyo centrum, men i stedet for at tjekke ind på mit hotel, ville jeg gerne slå tiden ihjel og samtidig få brugt de 10.000 yen, som jeg stadig var i besiddelse af. Jeg kunne nemlig ikke lige finde noget i nærheden, som jeg havde lyst til at opleve, så jeg tog simpelthen til Akihabara for at tage i et game center. Eftersom jeg aftenen forinden havde vundet en plastikfigur i et kranspil, havde jeg nemlig fået blod på tanden og ville prøve lykken igen.

Det var en helt anden stemning i Akihabara i dagtimerne, hvor der rent ud sagt var proppet med turister. Jeg vil nærmest påstå, at halvdelen af folk på gaden var udlændinge, og ligesom mig kom mange for at spille spil i de utallige game centre, mens andre kom for at købe elektronik eller merchandise i de mange butikker, der er at finde overalt i bydelen. Og her kan man blandt andet også købe plastikfigurer af karakterer fra manga og anime, og da jeg faldt over nogle ret store Dragon Ball Z-figurer til under 3000 yen, besluttede jeg mig simpelthen for at købe tre af dem, hvilket kun kostede mig omkring 450 kr, hvilket man ikke engang kan få en enkelt figur for hjemme i Danmark. 

Jeg fik derfor en del af slæbe rundt på, men jeg havde stadig nogle penge tilbage, som jeg så spenderede på spillemaskiner i game centre, hvor jeg som ventet intet vandt, så jeg var glad for, at jeg i det mindste købte nogle figurer og på den måde kom hjem med noget for mine penge.

Og så var tiden ellers kommet, hvor jeg skulle tjekke ind på et kapselhotel for første gang i mit liv. Jeg hentede derfor min bagage og tog hen til hotellet, hvor jeg fik reglerne a vide, samtidig med at jeg fik udleveret en pose med håndklæder, tandbørste, sutsko og joggingtøj, som jeg kunne iføre mig i omklædningsrummet, hvor jeg fik et personligt skab til rådighed, hvor jeg skulle opbevare min bagage, da denne ikke måtte medbringes i kabinen. Hér måtte jeg heller ikke spise eller drikke, så dette skulle jeg gøre på øverste etage, hvor der var en flot udsigt til Tokyo Tower, som jeg endda nåede at se blive oplyst, da jeg satte mig i fællesområdet for at spise nogle sandwicher

Jeg tog herefter tilbage til omklædningsrummet for at tage et bad i de opdelte bruserum, så jeg kunne få vasket røglugten væk, før jeg begav mig op til min kabine, som kunne kendes ud fra et nummer på gulvet. Kabinerne stod i to lag, og eftersom min befandt sig øverst, skulle jeg benytte et par trappetrin for at komme frem til den. Et kapselhotel er næsten som en kaserne, for det er kønsopdelt, mens man bor side om side med andre folk i sovesale, hvor man alligevel sover adskilt i såkaldte kapsler, så man trods alt har lidt privatliv, eftersom der kan lukkes af til disse med gardiner.

I kabinen kan man derfor høre, hvad der foregår ude foran, men folk er meget stille, for det var ikke tilladt at have samtaler i sovesalene, og andre går ikke ligefrem og kigger ind til en, da de jo selv gerne vil have respekteret deres privatliv. Særligt stilheden og den manglende interaktion med folk, man befinder sig i samme rum med, gjorde det til en speciel oplevelse at bo på et kapselhotel, for selve det at opholde sig i en lille kabine var faktisk ikke så slemt. Det var på ingen måde klaustrofobisk - mest af alt bare kedeligt, fordi der ikke var noget at lave, og jeg havde jo nogle timer at slå ihjel før sengetid.

Jeg skulle dog tidligt op, så jeg kunne nå mit fly hjem, så jeg gik i seng klokken 21 og satte vækkeuret til klokken 6 i troen på, at jeg dermed ville få 9 timers søvn. Men klokken 4.15 blev jeg imidlertid vækket af en alarm, mens jeg kom til mig selv ved, at hele min kabine vuggede. Jeg troede først, at der måtte være tale om et slags vækkeur fra en af de andre kabiner, for bagefter var der nogle, som begyndte at forlade disse. Men da jeg tjekkede min telefon for at se, hvad klokken var, viste det sig i stedet, at jeg netop havde oplevet et jordskælv for første gang i mit liv, eftersom der var en advarsel om dette på min telefon. Om det var denne, der havde fremkaldt en alarm hos en af de andre gæsters telefoner, eller om det var en alarm på hotellet, vidste jeg ikke, men ved at søge på jordskælvet på Google, fandt jeg ud af, at det havde haft sit epicenter uden for Tokyo, hvor rystelserne havde en styrke på mellem 3 og 4 på den japanske magnitudeskala.

Det var derfor et lille jordskælv, som dog kunne mærkes, men det føltes mest af alt bare som turbulens ombord på et fly, og eftersom jeg ikke vidste, at det var et jordskælv, havde jeg også lidt svært ved at forholde mig til det. I Japan skal jordskælv også være meget kraftigere for at skabe ødelæggelser, så der var ingen, der lod til at tage sig af det. De folk, som forlod deres kabiner tog i stedet ned for at tage et bad og klæde sig på i omklædningsrummet. Og det samme gjorde jeg efter at have ligget vågen i en times tid, for nu hvor jeg var blevet vækket, kunne jeg lige så godt stå op og tage til lufthavnen i god tid.

Det var en speciel måde at slutte min ferie, som i forvejen havde været fyldt med oplevelser. Det var også en lang tur, som jeg havde været på i denne omgang, og jeg havde været i mange forskellige egne af landet, hvor jeg havde set vidt forskellige ting. Højdepunktet var dog cykelturen på Shimanami Kaido, der på ingen måde skuffede, og selvom det var hårdt, var det en uforglemmelig oplevelse, som jeg gerne vil prøve igen. Vejret var desværre ikke på min side under hele min ferie, og der var også nogle dage med transportproblemer, men jeg var tilfreds med alle de ting, jeg havde nået, fordi jeg hjemmefra havde forberedt mig godt. Jeg var dog på ingen måde færdig med at udforske Japan, og derfor glædede jeg mig allerede til at vende tilbage senere på året, hvor jeg planlagde en endnu længere tur, så jeg kunne udforske endnu flere egne af landet.

 

Forrige dag - Næste rejse