3. maj 2023: Matsue og Izumo

Første stop: Adachi kunstmuseet

I denne omgang havde jeg valgt at tage turen til Shimane-præfekturet, fordi jeg aldrig før havde besøgt dette. Der var derfor flere steder, som jeg gerne ville se under mit ophold, og derfor havde jeg valgt at finde et hotel i Matsue, som er præfekturets hovedstad. Togforbindelserne i Shimane-præfekturet er dog også kendetegnet ved at være meget mere uregelmæssige end jeg er vant til i Japan, så det krævede en del planlægning at tilrettelægge denne dag, så jeg kunne nå at få set så meget som muligt i stedet for at spilde tiden på at vente på tog. Da det samtidig var helligdag, kørte togene efter en ændret plan, hvilket kort sagt begrænsede afgangene.

Mit hotel befandt sig dog i udkanten af Matsue, hvor der var 2 kilometers gang til stationen, hvilket betød, at jeg valgte at tage afsted i god tid. Jeg kunne derfor lige nå at slå et smut forbi Iya-helligdommen, hvor der ikke var andre mennesker til stede, før jeg ankom til stationen lige i nærheden og hér steg på et tog i retning mod øst. Jeg skulle nemlig til nabobyen Yasugi, men herfra skulle jeg så videre med bus, for det første sted, jeg gerne ville se, var nemlig Adachi kunstmuseet, der er kendt for at have nogle af Japans smukkeste haver.

Museet befinder sig dog langt fra tognettet, så derfor har man indsat gratis busser, som kører til og fra Yasugi station, og selvom denne blev fuld, var jeg så heldig at få en plads, så jeg ankom til hotellet kort efter åbningstid klokken 9. Der var dog mange andre, som havde valgt at tage turen til museet på denne dag, så der var fyldt med japanere, men i forhold til ved andre turistattraktioner i storbyerne, så var det faktisk ikke så galt. Så jeg var trods alt glad for, at jeg havde valgt at besøge denne del af Japan, imens landet endnu befandt sig i helligdagsperioden kaldet Golden Week.

Adachi-museet er forholdsvis stort, og det består af mange udstillinger med både kunst og artefakter, så der burde være noget for en hver smag. Der er dog ingen tvivl om, at haverne er de mest populære, og det er sådan set også forståeligt, for selvom man kun kan beundre dem på afstand som et kunstværk, så er de virkelig flotte, og jeg var virkelig heldig med vejret, for på en solrig dag kunne man nyde både farver og detaljer. Det er dog også kun haverne, som man må tage billeder af, så der er trængsel ved dem i en sådan grad, at man ikke rigtig kan blive afslappet af at kigge på dem, fordi folk snakker og kæmper om de gode pladser, så det mindede lidt om en zoologisk have, hvor alle forsamlede sig om det mest populære dyr.

Næste stop: Matsue

Adachi kunstmuseet er trods alt stort, men jeg må også være ærlig og sige, at når man først har set haverne, så har man også set det eneste, der sådan set er at komme efter, for efter synet af dem er det svært at blive imponeret af de egentlige udstillinger. Jeg tilbragte derfor kun lidt over en time på museet, før jeg tog en bus tilbage til Yasugi station, hvor jeg denne gang måtte vente en halv times tid på mit tog, som skulle bringe mig tilbage til Matsue.

Jeg havde nemlig valgt at tage til museet først for at undgå en større folkemængde senere på dagen, så denne tilbragte jeg i stedet i Matsue, hvor jeg passende kunne besøge mange attraktioner i byens historiske område. For at komme frem til dem tog jeg dog en bus fra Matsue station, fordi jeg vidste, at jeg ville komme til at gå flere kilometer, når jeg var stået af.

Først ville jeg nemlig lægge turen forbi Matsue-borgen, der er en af Japans 12 originale borge, og på selve borggrunden befinder der sig andre historiske steder, som jeg samtidig fik besøgt, hvilket drejede sig om Matsue-helligdommen, Jozan Inari-helligdommen samt den Vestligt inspirerede bygning kendt som Kounkaku.

Alle tre steder var trods alt gratis at besøge, så jeg kunne lige så godt tage forbi dem, nu hvor jeg var i området, men det var ikke desto mindre Matsue-borgen, jeg var kommet for at se, og selvom det udadtil virker som en lille borg, så er den meget større indvendigt. Eftersom det er en original borg, så er Matsue-borgen dog meget mørk med lave lofter og stejle trapper, så der er en huleagtig stemning, når man bevæger sig rundt i den, hvor man sagtens kan fornemme, at japanerne var virkelig små før i tiden.

Selvom der var mange mennesker til stede ved borgen, så var det bestemt ikke overvældende, og på hver etage kunne man nemt stoppe op og nyde enten udsigten eller arkitekturen, og udenfor fløj der sågar rovfugle rundt om bygningen. Men da det er en original borg, så er borggrunden også temmelig stor, så det tog for det første lang tid at komme frem til selve borgen, ligesom det tog lang tid at komme tilbage til byen, hvor jeg begav mig mod det såkaldte samurai-distrikt med flere historiske bygninger. Hér besøgte jeg først Matsue Bukeyashiki, hvilket er et traditionelt indrettet samurai-hjem, og hér var der kun en håndfuld andre mennesker til stede, så jeg rigtig kunne nyde stemningen ved at betragte både værelser og haver.

Eftersom Matsue Bukeyashiki er et gammelt hjem, så er det dog heller ikke så stort, så der er ikke ret meget at se. Og det var der bestemt heller ikke ved mit næste stop, som var en nærliggende bygning, hvor forfatteren Lafcadio Hearn boede i 1800-tallet. Dette hjem var nemlig mindre end det forrige og bestod kun af ganske få værelser, men igen var jeg næsten helt alene, og det forstærker bare oplevelsen at besøge historiske steder, når man kan gøre det i ro og fred og ikke mindst i ens eget tempo. Besøget ved de to hjem og Matsue-borgen løb også kun op i lidt over 1000 yen, mens det kostede mig 2000 yen at besøge Adachi kunstmuseet, hvor jeg endda fik rabat som udlænding ved at vise mit pas.

Sidste stop: Izumo

Da jeg havde set det, jeg skulle i Matsue, var tiden så kommet til at begive mig længere mod vest. For imens jeg var i Shimane-præfekturet, kunne jeg lige så godt tage et smut forbi Izumo Taisha, der er en af Japans ældste og vigtigste helligdomme. Der er meget passende to togforbindelser til Izumo fra Matsue, men den som fører mod Izumo Taisha er privatejet, hvilket vil sige, at mit Rail Pass ikke var gældende ombord på denne. Ved at rejse med Japan Railways ankom jeg derfor til en station langt fra helligdommen, og derfor måtte jeg endnu engang tage en bus videre til denne. Og efterhånden som turen skred frem, blev der mere og mere fyldt med mennesker, og til sidst var der i hvert fald over 1000 til stede, da jeg steg af ved indgangen til Izumo Taisha, hvis popularitet blev gjort tydelig ved min ankomst.

Det var næsten ligesom at befinde sig i Kyoto, for der var proppet med folk over det hele - både japanere og udlændinge, og for første gang på denne dag så jeg andre vesterlændinge. Men folk kom ikke kun for at se helligdommen, idet japanerne var kommet for at bede, og eftersom Izumo Taisha består af flere helligdomme, så stoppede folk hele tiden op for at bede og ofre penge ved disse, ligesom der endda var kø ved flere af dem. Hovedbygningen er imidlertid lukket af og kan kun betragtes deltvist bag et hegn, og så er Izumo Taisha desuden kendt for at have Japans største shimenawa, hvilket er et reb, der traditonelt set anvendes til at symbolisere hellighed. Disse reb optræder generelt i enorme størrelser ved helligdomme i Shimane-præfekturet, men ingen overgår rebet ved Izumo Taisha, der rent ud sagt er skræmmende stort. At bevæge sig under det var lidt nervepirrende, for der er jo tale om en tonstung dekoration påsat en bygning.

Izumo Taisha var lidt en kontrast til mine oplevelser i Matsue, for mængden af mennesker gjorde det svært at nyde helligdommen som et spirituelt sted. Det var tydeligvis en religiøs seværdighed, men generelt var det bare en turistmagnet, der trak menneskeflokke til sig, så jeg opholdt mig der ikke mere end højst nødvendigt. Også fordi det var blevet aften, så jeg var nødt til at nå en bus for at kunne nå mit tog. For selvom der godt nok gik et hurtigtog tilbage mod Matsue, så befandt mit hotel sig nær en station, hvor der kun gik lokaltog. Så i Matsue måtte jeg vente en halv time på dette, mens der så var de to kilometers gang tilbage til mit hotel, så jeg først ankom til dette sent på aftenen, hvor mørket var faldet på.

Eftersom Japan ikke har sommertid, blev det nemlig lyst omkring klokken 4, mens det allerede blev mørkt klokken 19, så derfor forsøgte jeg også at udnytte dagslyset ved at påbegynde mine dage tidligt. Men dette var dog min sidste dag i Shimane-præfekturet, for den næste dag skulle jeg videre til Fukuyama i syd, hvilket er en temmelig lang tur på flere timer. Så for at få noget ud af dagen havde jeg allerede planlagt at gøre et stop i Tottori, så jeg hér kunne besøge byens kendte sandklitter. Og så forholdt det sig endda også sådan, at jeg ikke tidligere havde besøgt Tottori-præfekturet.

Total Page Visits: 131 - Today Page Visits: 2