6. maj 2023: Fra Matsuyama til Nagoya

Turen går til Matsuyama

Det var dagen efter, at jeg havde fuldført Shimanami Kaido, og da jeg vågnede på mit hotel i Saijo, var jeg sjovt nok ikke så træt, som jeg havde forventet. Min krop gjorde ikke længere ondt, men jeg var dog blevet solskoldet på arme og nakke, så jeg denne dag valgte at iføre mig en langærmet trøje - også fordi at det øsregnede udenfor, hvilket jeg allerede var forberedt på. Jeg havde nemlig tjekket vejrudsigten i dagene forinden for at se, om det ville regne på dagen, hvor jeg skulle cykle på Shimanami Kaido, men det store uvejr, som var på vej mod Japan, ankom heldigvis først på denne dag.

Desværre ville det også blive ved med at regne hele dagen, men jeg havde trods alt forberedt mig på, at jeg ville være træt efter at have cyklet godt 100 kilometer dagen forinden, så denne dag havde jeg planlagt at bruge en stor del af tiden på transport, så jeg gradvist kunne komme nærmere Tokyo, hvor min ferie skulle ende.

Det var heller ikke længere helligdag, for Golden Week var endelig slut. Men det var derimod blevet weekend, så jeg var derfor forberedt på, at der nok stadig ville være mange japanere til stede i offentlig transport og ved seværdigheder, da jeg på denne dag valgte at tage til byen Matsuyama, som er den største by på Shikoku.

Mit hotel befandt sig meget praktisk lige ved siden af stationen, hvorfra der gik et tog direkte til Matsuyama, hvilket alligevel var en tur på en times tid. Selvom Matsuyama er en storby, så kniber det også med antallet af togstationer, så for at rejse rundt i byen, må man gøre brug af busser og sporvogne, hvor mit Rail Pass ikke var gældende. Det kostede dog kun 180 yen at rejse rundt med sporvognen, hvilket svarer til omkring 10 kroner, så det var ikke ligefrem noget, der væltede budgettet, og så kørte sporvognen også hele tiden, så jeg fra stationen hurtigt kunne tage videre til mit første stop, som var Dogo Onsen, der er kendt for sine varme kilder samt et ikonisk badehus.

Det enorme badehus fra 1894 kendt som Dogo Onsen Honkan var dog ved at blive renoveret, så hele bygningen var dækket til - foruden facaden, der da også var imponerende nok i sig selv, selvom man desværre ikke kunne fornemme bygningens størrelse. Jeg ville imidlertid ikke besøge denne, imens den var ved at blive renoveret, så jeg tog i stedet på rundtur i området, hvor jeg under min paraply besøgte både templer og helligdomme, før jeg med tiden begav mig tilbage mod Dogo Onsen station, da jeg så, at klokken var ved at blive 10, hvor der var noget specielt, som jeg gerne ville nå at opleve.

Natsume Sosekis berømte roman Botchan foregår nemlig i Matsuyama, så ved Dogo Onsen station finder man et ret specielt ur med karakuri-dukker, som dukker frem og optræder, hver gang klokken slår hel. Mange mennesker forsamlede sig derfor omkring uret for at observere den lille begivenhed, som varede i godt og vel 3 minutter, hvor den ene dukke efter den anden tittede frem, når uret transformerede sig om til en slags scene med tilhørende musik.

Det karakteristiske ur passer generelt også til stemningen i Dogo Onsen, der på mange måder er som at træde tilbage i tiden grundet bygningernes og sågar bussernes design, ligesom der tilmed kører et damplogomotiv fra stationen, hvilket jeg lige nåede at blive vidne til, da jeg ankom til den med sporvogn. Men efter en times tid i området, var det blevet tid til at komme videre.

Jeg havde nemlig valgt at tage til Matsuyama, fordi jeg først og fremmest gerne ville besøge byens borg, som er en af Japans kun 12 originale borge. Tidligere på ugen besøgte jeg en anden original borg, da jeg var forbi Matsue-borgen, der er noget mindre, og til sammenligning er grunden ved Matsuyama-borgen da også større, og så ligger den endda på toppen af en forhøjning.

For at komme frem til borgen kan man derfor gøre brug af en skilift eller svævebane, men jeg havde dog ikke tænkt mig at betale for en så kort tur på få hundrede meter, så jeg gik i stedet frem til borgen efter at have taget sporvognen frem til den nærmeste station.

Det var heldigvis klaret op, så jeg behøvede ikke længere at gå rundt med paraply, og ved ankomsten til borgen viste det sig, at der var ved denne var fyldt med mennesker, som havde valgt at trodse det dårlige vejr for at besøge Matsuyamas vartegn. Der var derfor en lille kø ved indgangen til borgen, hvor jeg for første gang på denne ferie fik målt min temperatur - et levn fra coronatiden, som Japan altså stadig hang fast i.

Eftersom Matsuyama-borgen er en original borg skal man derfor også smide sine sko ved indgangen, men her var der i det mindste skabe, som man kunne låse dem inde i, så man kunne iføre sig tøfler, og trods mængden af besøgende var der skabe nok til alle. Og så gik turen ellers igennem den gamle borg med de mørke rum, hvor der var så lavt til loftet, at jeg generelt bare gik med sænket nakke for ikke at støde hovedet ind i noget. Der var slet ikke så proppet med mennesker, som jeg udefra havde fået indtryk af, men på øverste etage, hvor man kan nyde udsigten ud over Matsuyama, var der dog lidt trængsel, så det var svært at finde en god plads. Ulempen ved japanske borge er jo, at de har form som en bryllupskage, så pladsen bliver mindre på hver etage, så der derfor er mindst plads øverst oppe.

Der er noget specielt ved at besøge gamle steder, der fremstår i sin oprindelige stand, for man skal jo huske på, at historiske begivenheder har udspillet sig sådanne steder, mens vigtige personer har gået på det samme gulv, som man selv betræder. Arkitektur, byggeteknikker og detaljer er også med til at give indblik i en tid, som ikke er mere, så selvom moderne kopier af borge er imponerende, så er de originale af slagsen bare mere specielle.

I nærheden af Matsuyama-borgen ligger en Vestligt inspireret bygning kendt som Bansuido, som jeg også valgte at besøge på min vej tilbage til byen, og lige da jeg ankom til denne, begyndte det igen at regne, så jeg atter måtte slå min paraply ud, da jeg efterfølgende tog turen tilbage til stationen. For selvom det kun var tidligt på eftermiddagen, så var det blevet tid til at forlade Matsuyama, eftersom mit næste hotel befandt sig i Nagoya, som lå over 500 kilometer borte. De næste mange timer ville derfor blive brugt på at sidde i tog, men jeg kunne nøjes med to af slagsen, for fra Matsuyama går nemlig et direkte tog til Okayama, hvorfra jeg steg på shinkansen til Nagoya.

Ankomst til Nagoya

Det øsregnede udenfor, så jeg havde sådan set intet problem med at befinde mig i tørvejr, og så kunne jeg trods alt nye synet af det japanske landskab på den lange tur til Nagoya, hvor jeg dog først ankom omkring klokken 20, hvor mørket for længst var faldet på. Oprindeligt havde jeg planlagt at gøre et stop på vejen, så jeg kunne besøge Nabana no Sato, der er en stor park kendt for sin overdådige belysning, men jeg havde ikke ligefrem lyst til at gå rundt i regnvejr, så jeg valgte at droppe sideturen og tog i stedet direkte til Nagoya, hvor jeg derimod valgte at tage en tur op i byens højeste bygning kaldet Midland Square.

Her var der nemlig et observatorium, hvorfra der var en prægtig udsigt ud over den oplyste storby, som jeg sidst besøgte i 2017. Jeg var tilsyneladende den eneste turist, som var til stede, for alle andre lod til at være japanske kærestepar, som var på date, men det var trods alt også lørdag aften, hvilket også kunne fornemmes i byens gader, hvor mange var ude for at hygge sig. Mit hotel befandt sig endda i samme område, som det jeg boede på i 2017, og det var endda lige så svært at finde. Til sidst lykkede det dog, og eftersom jeg kun skulle være der en enkelt nat, behøvede jeg ikke at pakke ud. Jeg tog i stedet et langt bad for at pleje min solskadet hud og fandt tøj frem til dagen efter, hvor det stadig ville regne ifølge vejrudsigten. Så jeg kunne i det mindste glæde mig over, at jeg igen havde planlagt en dag præget af transport.

Total Page Visits: 244 - Today Page Visits: 1