13. november 2023: Nara

Første stop: Fushimi Inari Taisha

Selvom jeg havde sat mit vækkeur til klokken 5.30, så stod jeg op af mig selv klokken 5, fordi jeg var gået så tidligt i seng efter at være tjekket ind på mit hotel i Kyoto. Så selvom det var tidligt, så var jeg alligevel veludhvilet og klar til at begynde dagen, før det overhovedet var begyndt at blive lyst. For jeg havde nemlig tænkt mig at tage turen til Fushimi Inari Taisha, hvilket er et af mine yndlingssteder i Japan, som jeg derfor havde besøgt flere gange før. På den måde vidste jeg også, at der er flest mennesker i dagtimerne, hvilket jeg fik bekræftet dagen forinden, da jeg sad i et tog, som nærmest blev tømt for mennesker, da dette standsede ved Fushimi Inari Taisha, der er kendt for sine mange torii-porte, hvilket har gjort det til et af de mest populære steder i Japan at besøge og tage billeder.

Det er sådan set også torii-portene, der er grunden til, at jeg elsker Fushimi Inari Taisha, men jeg forelskede mig nu mest i atmosfæren, da jeg besøgte stedet under min første ferie i Japan i 2015, hvor jeg netop tog forbi tidligt om morgenen. Det var også en af grundene til, at jeg havde valgt at overnatte i Kyoto - så jeg kunne stå tidligt op og nemt komme hen til nogle af de populære steder, der normalt er overfyldte af mennesker, så jeg tog afsted mod Fushimi Inari Taisha, før solen var stået op, og ankom således, mens det begyndte at blive lyst klokken 6.30. Og præcis som ventet var der ikke særlig mange mennesker til stede, men alligevel nok til, at de i begyndelsen optrådte på mine billeder. Men jeg vidste dog, at torii-portene fortsatte videre op langs bjerget, hvor helligdommen befinder sig, så i modsætning til mange andre havde jeg ikke travlt med at tage billeder, fordi jeg var klar over, at jeg ville få rig mulighed for det senere.

Jeg nød i stedet den stilhed, der trods alt hører til et lille antal mennesker, så man blandt andet kunne høre lyden af de katte, som bor ved Fushimi Inari Taisha, da de miavende gik folk i møde, når man passerede forbi dem. Langt de fleste folk forblev på den nederste halvdel af bjerget grundet den mængde trapper, man trods alt skal vandre op ad for at bestige det, så efterhånden som jeg kom højere op, kom der færre og færre mennesker, så jeg som ventet kunne få mange gode billeder og sågar optage minutlange videoer uden nogen mennesker overhovedet.

Videre til Nara

Desværre begyndte det også at regne, men jeg havde allerede tjekket vejrudsigten, så jeg var skam beredt, idet jeg havde medbragt min paraply. Der var heldigvis blot tale om en lille byge, så regnen var allerede stoppet, da jeg efter at have tilbragt en time ved Fushimi Inari Taisha begav mig ned fra bjerget og tilbage mod stationen, hvor jeg lige nåede at fange synet af en regnbue, der på eventyrlig vis befandt sig lige over den store torii-port, der markerer indgangen til helligdommen. Men dette var faktisk ikke den eneste regnbue, jeg ville få at se på denne dag, for regnskyerne blæste mod syd, og jeg skulle i samme retning, idet jeg valgte at tage toget videre til Nara, hvilket tog en times tid, så jeg dermed ankom omkring klokken 9, hvor der endnu ikke var så meget aktivitet i byen, selvom denne ellers også er en af Japans mest populære turistdestinationer, hvilket primært skyldes de tamme hjorte i byens park.

Det var da også disse, jeg først og fremmest ville se, for jeg havde før besøgt Nara, hvor mængden af mennesker gjorde det svært at interagere med hjortene, men denne gang var jeg ankommet til byen i god tid, så der nærmest var mennesketomt i Nara Park, hvilket nok også skyldtes vejret, eftersom regnen igen begyndte at dale fra himlen, så jeg atter måtte væbne mig med min paraply.

I Nara Park var Kofukuji-templet ved at blive renoveret, så denne del mindede om en byggeplads. Hér fik jeg ikke desto mindre de første hjorte at se, da en han og to hunner lå og hvilede sig i græsset. Men jeg vidste jo, at der var endnu flere hjorte i parken, så jeg begav mig dybere ind i denne, hvor de ganske vist befandt sig i hobetal og stort set ignorede alle, der gik forbi, fordi de ikke havde noget mad. Jeg købte derfor et bundt kiks fra en af parkens gadesælgere, og sørme om det ikke fik vakt hjortenes opmærksomhed, idet de skyndte sig at søge imod mig for at få en bid, da jeg begyndte at dele ud. Dog var de også så grådige, at de skubbede til mig og gav sig til at bide i både mine bukser og min taske, så jeg pakkede hurtigt kiksene væk og forsøgte at gå videre, selvom nogle af hjortene blev ved med at følge efter mig, fordi jeg var en af de eneste personer, der havde købt kiks, hvilket de nu var blevet klar over. Men turen gennem parken var jo først lige begyndt, så jeg ville gerne gemme nogle kiks til senere.

Hjortene benyttede eksempelvis fodgængerfelter til at krydse vejene, fordi de havde lært, at bilerne standser ved disse, og så har de også lært at bukke, når de vil have kiks, fordi mange hilser på hjortene med et buk. På min tur rundt i Nara Park stødte jeg derfor ind i mange hjorte, som bukkende vandrede mig i møde, så de blev naturligvis belønnet med en kiks, mens de fleste dog var ligeglade med min tilværelse. Det var derfor også nemt at få gode billeder af hjortene på nært hold eller på afstand.

Jeg skulle dog også opleve ting i Nara Park, så jeg lagde først ture forbi helligdommen Kasuga Taisha, hvor der underligt nok var mange mennesker til stede, selvom jeg ikke havde set så mange folk i parken. Men ved Kasuga Taisha kunne man jo også opholde sig i tørvejr, og ruten dertil var virkelig fascinerende, idet denne var dekoreret med et utal af stenlanterner. Helligdommen er da også kendt for sine mange lanterner, og her var blandt andet et mørkt rum, hvor tændte lanterner hang fra loftet. Resten var dog slukkede, men de bliver tændt under særlige begivenheder, hvilket jeg kun kunne forestille mig ville være et imponerende syn. Og ved helligdommen finder man desuden noget så specielt som et træ, der er vokset ind gennem en bygning og op gennem et tag.

Da jeg forlod Kasuga Taisa og begav mig tilbage i Nara Park, blev jeg mødt af nogle af de hjorte, jeg havde fodret på vejen, fordi de var blevet klar over, at jeg var en af dem, der gik rundt med kiks. De fik derfor endnu en at spise, og en enkelt hjort viste sig endda at være temmelig kælen, idet den fulgte efter mig og blev ved med at gnubbe sig op af mig, ligesom jeg endda fik lov at klø den på hovedet. Jeg havde nemlig ikke noget imod at røre hjortene, mens mange andre lod til at være bange for dem og nærmest betragtede dem som rovdyr.

Særligt de kinesiske turister turde knap nok nærme sig hjortene, når de ville fodre dem, fordi de åbenbart syntes, at de var ulækre eller skræmmende, så jeg undrede mig over, hvorfor de var taget til parken for at se på hjorte, når de enten skreg eller løb væk, hver gang de kom for tæt på. Selv nogle japanere virkede overdrevet varsomme, for selvom man godt nok skal være forsigtig og udvise forsigtighed, så behøver man ikke ligefrem at være bange for hjortene, da de er aldeles harmløse, så længe man viser dem respekt. Generelt var der alt for mange folk, der tydeligvis ikke vidste, hvordan man skal opføre sig blandt dyr, for hjortene blev både forvirrede og skræmte over noget af den adfærd, de blev mødt af, når de bare gerne ville se, om folk havde noget mad.

Eftersom jeg godt turde røre ved hjortene, så blev der dog også hele tiden bidt i mig, så jeg derfor fik både jord og savl på mit tøj. Jeg fik også savl på hænderne, når jeg fodrede hjortene, så jeg måtte lige tage forbi et toilet for at vaske hænderne, før jeg begav mig videre til næste stop i skikkelse af Todaiji-templet, hvor der var overdrevet mange mennesker til stede. Jeg talte eksempelvis fire skoleklasser og en børnehave på udflugt - foruden de mange turister, som også var kommet for at se det enorme tempel og dets store Buddha-statue, som er blandt de mest kendte i Japan. Og langt de fleste opholdt sig inde i hovedbygningen, fordi det endnu regnede. Det afholdt dog ikke hjortene fra at gå rundt og tikke om kiks, så efter at have forladt Todaiji, købte jeg flere af slagsen, så jeg kunne gå at dele ud af dem på min tur ud fra Nara Park.

Jeg ville egentlig gerne have besøgt nogle af de haver, der befinder sig i nærheden af parken, men eftersom det regnede, havde jeg mest af alt lyst til at befinde mig indendørs. Så jeg tog afsked med hjortene, da jeg forlod Nara Park og begav mig tilbage mod stationen, hvor jeg først lige købte noget at spise i et supermarked, før jeg tog videre til et storcenter for at besøge Nara Kingyo Museum, der i al sin enkelthed består af forskellige rum indeholdende akvarier med guldfisk i kreative kunstudstillinger.

Nara Kinkyo Museum er en forholdvis ukendt seværdighed, der end ikke kunne søges frem på offline-kortet på min telefon, hvor jeg derfor havde markeret storcentret på forhånd. Og netop fordi at stedet befinder sig i et storcenter, så kan det da også være svært at finde frem til. Alt i alt minder det dog meget om Art Aquarium Museum i Tokyo, der ligeledes ligger i et storcenter og kører samme koncept ved at kombinere levende fisk med kunst ved at placere dem i dekorative akvarier i farverige omgivelser med lyd- og lyseffekter.

Jeg havde tidligere på året besøgt Art Aquarium Museum, hvor der var fyldt med mennesker, men anderledes forholdt det sig med Nara Kingyo Museum, hvor der næsten ikke var nogen til stede, så jeg dermed kunne gå alene rundt ved flere af udstillingerne og nyde synet af både guldfiskene og de unikke rum, de var bleve anbragt i. Generelt virkede fiskene dog som et sekundært element, men som helhed fungerede det fint. Alle fiskene var velnærede, men jeg savnede nogle planter og iltning af vandet i de fleste akvarier for at forbedre fiskenes levevilkår, men eftersom fisk ikke er dækket af dyrevelfærdsloven i Japan, så er der heller ikke regler for, hvordan de skal behandles, og derfor er sådanne museer da også mulige. Der var også kun en enkelt fisk, der hang med hovedet, for de andre virkede friske nok, og det var interessant at se så mange forskellige guldfisk.

Fra Nara Kingyo Museum kunne jeg passende lige tage et smut forbi Heijo-paladset, der er det gamle kejserpalads fra den tid, hvor Nara fungerede som Japans hovedstad. Det originale palads er dog gået tabt i tiden, men den enorme grund er blevet bevaret, og på denne er man begyndt at opføre moderne rekonstruktioner af de oprindelige bygninger, så man dermed kan få en fornemmelse af, hvor stort paladset i sin tid har været. Da jeg første gang besøgte Heijo-paladset i 2017 var der kun to bygninger, men man var nu i gang med at opføre en tredje, og ved min ankomst holdt det omsider op med at regne, så jeg fik endnu en regnbue at se - denne gang lige over Heijo-paladset, hvor der desuden kun var to turister til stede, hvilket vidnede om, at det altså er en af Naras mindre populære attraktioner, hvilket er synd, for det er trods alt et historisk sted, og bygningerne er imponerende.

Tilbage til Kyoto

Klokken var nu ved at blive så mange, at de forskellige attraktioner var begyndt at lukke, så jeg begav mig tilbage til Nara station, hvorfra jeg tog toget tilbage til Kyoto, hvor det var begyndt at blive mørkt, da jeg ankom lidt over klokken 16. Dagen forinden havde jeg været forbi en Daiso-butik, hvor man kan købe mange forskellige ting for billige penge, og jeg blev derfor også bekendt med butikkens brede udvalg af produkter, og eftersom der lå en Daiso i nærheden af mit hotel, valgte jeg at slå et smut forbi denne, hvor jeg blandt andet købte et bælte for kun 100 yen. Herefter begav jeg mig så hen til mit hotel for at få noget at spise og hvile ud. Men selvom det var blevet mørkt, så var dagen endnu ikke forbi, for om aftenen kan man nemlig også besøge steder, som er mennesketomme, så da klokken blev 19, valgte jeg at tage toget mod Arashiyama-distriktet for at se en udstilling kendt som Kimono Forest. Denne består nemlig af en passage med glascylindre med kimonostof, som er oplyst om aftenen. Og præcis som ventet var der ikke en eneste sjæl til stede, så jeg dermed kunne nyde stedet alene. Faktisk virkede området fuldkommen dødt, selvom dette er et af de mest besøgte steder i Kyoto, for i nærheden ligger nogle populære bambuslunde, der trækker en masse turister til. Men eftersom der ikke er nogen belysning ved disse, får man ikke meget ud af at besøge dem i mørke, fordi man jo intet kan se. Derfor gik jeg heller ikke forbi bambuslundene, men tog i stedet tilbage til hotellet, så jeg kunne gå i seng efter en en lang og våd dag med mange gode minder.

Total Page Visits: 147 - Today Page Visits: 1