14. november 2023: Kyoto øst

Rundtur i Kyoto

Jeg havde valgt at bo på hotel i Kyoto, så jeg kunne bruge nogle dage på at udforske byen og få set nogle af de steder, jeg endnu ikke havde set, samt gense nogle af de steder jeg allerede havde besøgt før. Da jeg stod op klokken 7, kunne jeg således tage det roligt, eftersom de fleste seværdigheder ikke ville åbne før klokken 9. Jeg ventede derfor også, til klokken blev 8.30, før jeg begav mig ud og satte kursen mod øst, hvor mange af Kyotos populære templer befinder sig, og netop derfor ville jeg gerne komme i god tid. Men selvom det ellers var hverdag, og folk var på vej på arbejde og i skole, så var der allerede mange turister i byens gader. Dog var der forholdsvis tomt ved de første tre steder, som jeg valgte at besøge.

Først lagde jeg nemlig turen forbi Mimizuka, der direkte oversat betyder "ørehøjen". Denne lille bakke blev nemlig til, da man i slutningen af 1500-tallet bragte tusindvis af afskårne ører og næser med tilbage fra Kina og Korea, som Japan på dette tidspunkt var i gang med at invadere. Disse blev stedt til hvile i Japan, hvorved Mimizuka blev dannet, og denne bakke eksisterer altså fortsat som et makabert og forholdsvis ukendt sted blandt Kyotos mere eftertragtede attraktioner. Og i nærheden ligger Toyokuni Inari-helligdommen, som jeg passende lige kunne slå et smut forbi, før turen gik videre til templet Chishakuin, hvor jeg blandt andet så munke ankomme på arbejde.

Der havde indtil da været stille og roligt, men da jeg herfra bevægede mig i retning mod templet Kiyomizudera, der er en af Kyotos mest populære seværdigheder, tog gadebilledet gradvist en drastisk forandring, da der blev proppet med turister, selvom klokken næsten kun lige var blevet 9. Og da jeg ankom til Kiyomizudera, var der fyldt med mennesker overalt, hvilket sådan set ikke kom bag på mig, for da jeg i 2017 besøgte stedet, var det nærmest ikke til at komme frem grundet den store menneskemængde, men at der var så mange besøgende så tidligt på dagen overraskede mig alligevel - særligt fordi der var flere skoleklasser på udflugt.

Da jeg i 2017 besøgte Kiyomizudera var den kendte hovedbygning desuden ved at blive renoveret, så jeg derfor ikke købte billet for at få adgang til denne. Dette gjorde jeg i stedet denne gang, så jeg både kunne betragte udsigten fra og af den ikoniske bygning, der rent faktisk ser ud, som den gør på billeder. Grundet de mange mennesker skulle jeg dog lige vente et par minutter på at få en plads, så jeg kunne få lov til at tage mine egne billeder, og selvom bladene i Kyoto kun lige var begyndt at skifte farve, så havde de heldigvis en ret flot nuance ved Kiyomizudera, hvilket netop var grunden til, at jeg ville besøge dette sted på denne årstid, selvom bladene bliver ildrøde senere på året. Men vejret var endnu ret lunt, så derfor kunne jeg også gå rundt uden jakke, mens jeg senere på dagen kunne smide min trøje og herfra kun være iført T-shirt.

Efter besøget ved Kiyomizudera gik jeg videre til helligdommen Yasui Kompiragu for at opleve en kuriøs genstand - nemlig en stor sten med et hul i, som folk kravler igennem for at styrke deres parforhold. Ved Yasui Kompiragu kan man nemlig bede for sit forhold, hvilket blandt andet gøres ved at klæbe sedler til en sten og samtidig kravle igennem denne, hvilket jeg da også fik set, idet folk simpelthen stod i kø for at møve sig igennem det snævre hul. Jeg skulle dog ikke nyde noget af dette, eftersom jeg var single, men det var ret sjovt at se voksne par udføre denne besynderlige handling, og mængden af sedler på stenen var så ekstrem, at man slet ikke kunne fornemme dens sande form. I det østlige Kyoto er der desuden så mange seværdigheder, at jeg nemt kunne gå videre til en ny, da jeg herefter slog et smut forbi Kodaiji-templet, hvor jeg købte en kombinationsbillet til Kodaiji-templet, Kodaiji Sho Museum og Entokuin, hvilket inkluderede nogle gratis postkort.

Entokuin var det bedste af disse tre steder, da der foruden mig kun var to amerikanere og tre kinesere til stede, så jeg i store dele af templet kunne bevæge mig alene rundt. Det kunne jeg som sådan også ved Kodaiji, der dog mest er kendt for sin have, mens det tilhørende Kodaiji Sho Museum var lidt af en skuffelse, eftersom det blot bestod af et enkelt rum, hvor man end ikke måtte tage billeder. Der var derfor blot tale om et separat skatkammer, som sagtens kunne have været en del af selve templet.

Imens jeg var i området, besøgte jeg desuden også Ryozen Kannon, der er en stor Kannon-statue dedikeret til krigsofre, hvor jeg ved min ankomst fik udleveret en røgelsespind, som jeg skulle anbringe foran statuen. Men udover denne var der ikke meget andet at se.

Selvom det endnu ikke var blevet middag, så havde jeg allerede nået at besøge mange steder, og min tur rundt i det østlige Kyoto var kun halvt færdig, da jeg nåede frem til Maruyama Park, hvor man blandt andet finder Yasaka-helligdommen. Og hér var der utroligt mange mennesker, hvoraf de fleste var kinesere, der var iført kimono. Når man tænker på Kinas til tider vanskelige forhold til Japan, så er kineserne overraskende nok store dyrkere af den japanske kultur, når de rejser rundt i landet, for langt de fleste turister, som gik rundt i kimono, var kinesere, og de skulle naturligvis have taget billeder overalt.

Særligt i Maruyama Park gik folk amok med deres telefoner og kameraer, og selvom der ellers er regler for dette, så tog folk også billeder på steder, hvor skilte ellers viste, at det var forbudt. I Gion-distriktet er der nemlig blevet indført en helt særlig fotograferingsetikette, som man skal være opmærksom på, hvilket eksempelvis indebærer, at man visse steder skal ansøge om at foretage kommerciel fotografering, mens selfiestænger mange steder er forbudt. Og selvom man ser nogen gøre det, så må man desuden ikke standse geishaer på gaden for at spørge, om man må tage billeder af dem. Alle disse regler er kort sagt blevet indført, fordi man har fået nok af turisters adfærd, og jeg forstår det sådan set godt, for nogle folk var virkelig belastende.

Fra Maruyama Park kunne jeg nemt gå videre til templet Chionin, der ligeledes er kendt for sin have - og særligt efterårsfarverne i denne. Men eftersom bladene endnu ikke havde opnået den rette farve, gad jeg ikke at betale for at få adgang til haven, ligesom jeg droppede mit ellers planlagte besøg ved templet Shorenin lige ved siden af. I stedet fortsatte jeg videre til Nanzenji, hvilket blandt andet kan gøres ved at følge et nedlagt jernbanespor, og hér stødte jeg på flere skoleklasser, hvor eleverne blev ved med at sige "hello", hver gang de så en vesterlænding, fordi de går ud fra, at alle hvide mennesker taler engelsk.

Nanzenji er et stort kompleks bestående af flere templer, hvor jeg valgte at besøge Nanzenin og Tenjuan, hvor jeg blandt andet så en munk, der valgte at dræbe en bille, som kravlede rundt på templets gulv. Det kom lidt bag på mig, da man i buddhismen værner om alt levende, så jeg havde forventet, at han i det mindste havde båret den udenfor, men i stedet tog han uden tøven livet af den.

Ved Nanzenji ligger desuden også en gammel akvædukt, der løber gennem tempelgrunden, hvilket er en virkelig interessant struktur, hvor mange da også valgte at tage billeder. Og så var her også et interessant photoshoot med tre store hunde, der fik taget billeder rundt omkring ved templet. Jeg ved ikke, om der var tale om kendte hunde, men de havde i hvert fald en stor fanskare, som fulgte med, og jeg fik da også selv taget et billede af dem, eftersom de trods alt var ret søde. Men jeg ville inden længe støde på endnu en hund, der gav mig en oplevelse ud over det sædvanlige.

Fra Nanzenji løber nemlig Filosoffens Sti, som jeg valgte at følge. Men imens jeg gik på denne, kunne jeg høre lyden af en hund, som blev ved med at gø, hvilket viste sig at være en løs hund, der gik forvildet rundt med en snor på. Der var tale om en sort hund af racen shiba, som var i selskab med tre franskmænd, og jeg troede derfor, at det var deres hund. Men da de efterlod den, gik det op for mig, at den åbenbart var stukket af fra sin ejer, som den derfor ledte efter ved at gø, idet den åbenbart ikke turde bevæge sig væk fra stedet.

Jeg kunne ikke bære at efterlade hunden alene, så jeg tog snoren til mig og tog den med hen til en nærliggende butik, som var ejet af en ældre dame. Og da jeg forhørte mig om, hvad jeg skulle gøre, foreslog hun, at jeg bandt hunden fast til rækværket og lod den være, så ejeren på den måde kunne finde den, eftersom den blev ved med at gø, hvilket jo kunne høres på lang afstand. Men det havde jeg det ikke godt med, for eftersom den var iført snor, kunne det jo være, at ejeren var kommet til skade, imens de havde været ude at gå, ligesom vi ikke kunne vide, hvor langt væk den var løbet. Jeg spurgte derfor, om det ikke ville være bedre at kontakte politiet, og heldigvis kom der en ung fyr, som sluttede sig til os ved at tilbyde at ringe til politiet, da jeg fortalte ham, at det ikke var min hund, men derimod en jeg havde fundet.

Politiet nåede dog aldrig frem, før fyren måtte ringe og fortælle, at ejeren var fundet. For efter at vi havde stået og ventet i omkring 10 minutter, kom en kvinde pludselig løbende, hvilket viste sig at være hundens ejer, der kunne fortælle, at hunden var løbet væk hjemmefra, hvor den havde stået bundet fast i forhaven. Dette blev hun først klar over, da hun kiggede ud ad vinduet og så, at havelågen var åben, og hunden var forsvundet, men heldigvis boede hun i nærheden, så lyden af dens gø fik ledt hende frem til os, hvorved hun kunne blive genforenet med sin hund, der desuden hed Cookie.

Kvinden var meget lettet over, at hendes hund var uskadt, og jeg blev også lettet over, at det utroligt nok lykkedes at finde ejeren. Og som tak for at jeg havde passet på Cookie fik jeg et buskort, der ville gøre det muligt at rejse rundt i Kyotos busser i en hel dag. Men eftersom denne dag var ved at nå til en ende, valgte jeg at gemme det til senere, for det var blevet eftermiddag, og Kyotos attraktioner ville snart begynde at lukke. Dog kunne jeg lige tage et smut forbi templet Honenin, før turen på Filosoffens Sti sluttede ved ankomsten til Ginkakuji. Og selvom det ellers var sent på dagen, så var der alligevel mange turister til stede.

Jeg nåede desværre ikke at besøge Shinnyodo-templet, som jeg ellers havde planlagt, fordi jeg havde brugt tid på at finde Cookies ejer, hvilket var en oplevelse, jeg heller ikke ville have været foruden. I stedet tog jeg forbi Hachi-helligdommen og Okazaki-helligdommen, før solen begyndte at gå ned, hvilket jeg valgte at nyde synet af ved at tage turen igennem en gravplads, hvorfra der var en flot udsigt ud over byen.

Så på denne dag fik jeg besøgt flere steder, end jeg før havde prøvet på en enkelt dag i Japan. Og dette skyldes altså, at Kyotos seværdigheder ligger inden for gåafstand, så jeg nemt kunne gå fra det ene sted til det andet. Men dermed havde jeg også bevæget mig væk fra Kyotos jernbanesystem, som jeg derfor måtte gå tilbage til.

Dog var den nærmeste station en metrostation, og eftersom et Japan Rail Pass ikke gælder i metroen, så måtte jeg købe billet for at komme til Kyoto station, hvorfra jeg kunne tage toget tilbage til mit hotel, hvor jeg ankom klokken 18, da mørket allerede var faldet på. Jeg havde dermed været ude og på farten i næsten 10 timer, men jeg havde også fået oplevet en masse og deriblandt fået mange gode minder, selvom der var overdrevet mange turister i gaderne og ved de fleste seværdigheder. Men der var altså også steder, der var stort set mennesketomme, så alt i alt var det en kontrastfyldt dag, som endte med, at jeg gik tidligt i seng. For ikke nok med, at jeg var træt efter at have gået rundt hele dagen, så skulle jeg også tidligt op den næste morgen, idet jeg endnu engang ville udnytte, at jeg befandt mig i en af Japans mest populære byer, så jeg dermed også kunne opleve en af landets mest populære attraktioner før alle andre.

Total Page Visits: 163 - Today Page Visits: 1