15. november 2023: Smuttur til Fukusaki

Morgen i Kyoto

Klokken var kun 5, da jeg stod op på mit hotel i Kyoto, for jeg var nemlig gået tidligt i seng, så jeg kunne begynde dagen, før solen stod op, ved at besøge en af Kyotos mest populære attraktioner - bambuslundene i Arashiyama, der i dagtimerne bliver proppet med mennesker. Tidligt på morgenen kan man derimod være heldig at være alene, fordi mange folk endnu ligger og sover, så da klokken blev 6, hoppede jeg på et tog til Arashiyama, hvor jeg ankom til de kendte bambuslunde, imens det begyndte at blive lyst. Og præcis som ventet var der kun en lille håndfuld mennesker til stede, hvoraf de fleste opholdt sig ved den vestlige indgang nærmest stationen. Jeg havde dog besøgt stedet før, så jeg vidste, at bambusrørene fortsatte et godt stykke, så jeg begav mig derfor videre og kom da også til en passage, hvor jeg kunne være alene og dermed få billeder uden andre til stede.

Ved ankomsten til den østlige indgang, der for mig fungerede som endepunktet, viste det sig, at der faktisk var mange, der var mødt tidligt op for at få taget billeder, eftersom der var en hel gruppe af fotografer til stede, som befandt sig for enden af bambuslunden. Så når man gik dem i møde, var det nærmest som at gå på en catwalk, selvom det naturligvis ikke var mig, de ville have billeder af. Bambusrørene skærmede også for solens spæde stråler, så det gav et tusmørkeagtigt lys, men efterhånden som det begyndte at blive lysere, mødte flere mennesker op, så da jeg vendte tilbage til den vestlige indgang, var der denne gang dusinvis af turister til stede, mens den før så behagelige stilhed gradvist blev erstattet af småsnak.

Jeg valgte at begive mig tilbage til stationen, før der blev alt for travlt, men på vejen slog jeg dog et smut forbi Kimono Forest, som jeg havde besøgt om aftenen et par dage forinden, hvor glascylinderne med kimonostof var lyst op. Dette er de dog ikke i dagslys, og de tager sig derfor ud på en helt anden vis, og til min store overraskelse var jeg helt alene ved dette ellers unikke og smukke sted, hvilket nok også skyldes, at det ligger lidt skjult, så jeg faktisk var lige ved at gå forbi, selvom jeg ellers godt vidste, hvor det befandt sig. Og herefter gik turen så tilbage til stationen, så jeg kunne komme videre og opleve nye ting. Men eftersom klokken nu kun var blevet 7, så var der endnu nogle timer til byens attraktioner ville åbne, så jeg havde allerede besluttet mig for at slå tiden ihjel ved at tilbringe denne dag uden for Kyoto.

Første stop: Kobe

Fra Arashiyama tog jeg toget til Kyoto station, hvorfra jeg drog videre til Kobe. Men i stedet for at stige af i Kobe by, blev jeg siddende, indtil toget standsede ved Akashi Kaikyo-hængebroen, der med sine knap 4 kilometer er Japans længste bro. Jeg havde nemlig gerne villet se denne i noget tid, men aldrig taget mig sammen til at tage turen, så nu hvor jeg alligevel havde tid i overskud, besluttede jeg mig for at bruge morgenen på at få set denne imponerende struktur. Fra stationen var det dog en lidt indviklet tur frem til kysten, og fordi broen er så stor, så var det lidt svært at finde vinkler, hvor jeg kunne få gode billeder af den. Det var heldigvis klart vejr, så man kunne se broen i sin fulde form, og mens jeg beundrede den ved strandkanten, besluttede jeg mig for at lede efter muslingeskaller, hvilket resultede i, at jeg fandt én, som var på størrelse med min hånd med en smuk perlemorsglans.

Herefter valgte jeg så at tage turen om på den anden side af broen ved at vandre under den. Broen er nemlig kun åben for biltrafik, så jeg havde ikke mulighed for at begive mig op på den, men at betragte den nedefra og på afstand er nok også den bedste måde at se den. Området omkring broen er desuden en park, hvor der både var løbere og hundeluftere, så det var rigtig hyggeligt bare at gå rundt og nyde morgenstunden blandt almindelige japanere.

At komme helt tæt på vandet ved havneområdet kunne jeg dog ikke, for hér stod nemlig den ene fisker efter den anden på række med fiskestænger, men selvom jeg ellers observerede dem i et kvarters tid, så så jeg kun en enkelt af dem fange noget, og fisken var ikke ligefrem imponerende i størrelse. Det var deres snørrekast derimod, for de kunne godt nok kaste langt, og med Akashi Kaikyo-hængebroen i baggrunden var det generelt betagende bare at stå og kigge ud over havet. Særligt når store tankskibe sejlede under broen, så man i sandhed kunne begribe dens enorme størrelse. Pylonerne gør trods alt også broen til den tredje højeste struktur i Japan.

Der var egentlig flere ting, som jeg gerne ville besøge i Kobe, men flere af disse var lukket grundet renovering, hvilket jeg heldigvis havde fundet ud af hjemmefra. Jeg havde derfor heller ikke planlagt et besøg ved Akashi Kaikyo-hængebroen, men nu havde muligheden budt sig, og jeg fik dermed brugt min morgen på noget, før jeg kunne begive mig videre, nu hvor Japans seværdigheder var begyndt at åbne.

Næste stop: Himeji

Fra Kobe tog jeg nemlig toget videre til Himeji, for hjemmefra havde jeg også fundet ud af, at der var en igangværende teamLab-udstilling på Himeji City Museum of Art, som jeg gerne ville se. Himeji er dog mest kendt for sin borg, som jeg dog ikke besøgte i denne omgang, for jeg havde tidligere på året boet på hotel i Himeji, hvor jeg netop fik besøgt Himeji-borgen. Så efter ankomsten til byen satte jeg i stedet kursen mod kunstmuseet, der ikke desto mindre ligger ved siden af Himeji-borgen, som jeg altså trods alt kunne beundre på min tur dertil. De fleste turister begav sig naturligvis også imod borgen, mens jeg var en af de eneste, som tog til Himeji City Museum of Art. Ja, faktisk var jeg den eneste udlænding til stede, og foruden mig var der kun ganske få japanere - heribladt en gruppe handikappede, der tydeligvis hyggede sig med den digitale kunst.

Dette var mit tredje møde med teamLab på denne tur til Japan, for jeg er personligt betaget af deres værker, som virkelig fascinerer mig grundet den måde, ens sanser bliver stimuleret. Deres udstillinger er dog også ekstremt populære, så jeg var overrasket over, at der ikke var flere til stede på museet. Men det skyldtes nok, at Himeji City Museum of Art er et lille og til dels ukendt museum. teamLabs udstilling var således en særudstilling i den ene ende af museet, mens den anden ende af museet bestod af et enkelt rum, som udgjorde den permanente udstilling. Ret skuffende, når man sammenligner med teamLabs udstilling, der bestod af flere rum, selvom værkerne var nogle af deres knap så fængende af slagsen, men måden de kombinerer effekter og musik er og bliver bare interessant.

Sidste stop: Fukusaki

Både Kobe og Himeji var dog stop undervejs på en længere tur, der faktisk skulle gå til byen Fukusaki, der meget praktisk ligger nord for Himeji. Det var derfor en kort togtur frem til denne lille by, der sådan set ikke er nogen turistmagnet. Men Fukusaki har alligevel noget, der er begyndt at trække besøgende til fra nær og fjern, for dette er nemlig Kunio Yanagitas fødeby, og da han anses for at være faderen af moderne japanske folkesagn, har man valgt at hylde ham ved at opføre statuer, som skal forestille yokai (levende væsner fra japansk mytologi) rundt omkring i byen. Disse er typisk placeret på bænke nær butikker og restauranter for at trække besøgende til disse, og den mest kendte yokai er byens maskot: kappaen Gajiro, der eksempelvis byder folk velkommen ved stationen, hvor han nogle gange i timen titter frem i en beholder fuld af vand.

Da jeg ankom til Fukusaki station, var der dog noget tid, til Gajiro ville komme frem, så jeg begav mig i stedet på yokai-jagt i byens gader med min telefon i hånden. Hjemmefra havde jeg nemlig markeret yokai-statuernes placering på mit offlinekort, så jeg kunne finde frem til dem, eftersom Fukusaki trods alt består af en hel del veje, hvor det ville være stort set umuligt for mig at finde yokai-statuerne, hvis jeg ikke allerede vidste, hvor de befandt sig. Dog kommer nye statuer hele tiden til, mens andre bliver flyttet, så selvom jeg ellers havde fundet nye kort, så viste det sig, at disse allerede var forældet, for nogle statuer kunne jeg simpelthen ikke lokalisere.

Det specielle ved yokai-statuerne i Fukusaki er, at man rent faktisk har prøvet at gøre dem mere eller mindre realistiske i deres udseende, mens humor er et gennemgående element i de fleste af dem. Der er eksempelvis en tengu, der ligner en menneskelig lønarbejder med en bærbar computer, og en oni, der laver ducklips, imens den tager en selfie med en telefon. Jeg nåede dog aldrig at se onien, fordi den befandt sig langt væk, for efter at have begivet mig igennem byen i søgningen efter yokai-statuer, valgte jeg at slutte min tur i Tsujikawayama Park, hvor man finder mere traditionelle statuer uden farve. Men hér har man også mulighed for at se Gajiro stige op fra en sø, og en tengu flyve ud fra en trækasse, hvilket jeg heldigvis fik at se. Jeg var bare ikke den eneste, som var til stede, for nogle børnefamilier havde i forvejen stillet sig op for at vente, så jeg måtte betragte Gajiro på afstand, da han kom op fra vandet, mens jeg blev fuldkommen overrasket over tenguen, der pludselig kom flyvende ud, efter at lydeffekter havde antydet dens tilstedeværelse.

Jeg synes, at japanerne er virkelig gode til at finde på lokale tiltag, der kan sætte deres byer på landkortet, og yokaierne i Fukusaki er et af de mere kreative påfund, for jeg havde jo virkelig dedikere en dag til bare at tage til denne lille og forholdsvis ukendte by blot for at få en speciel oplevelse. Og jeg kunne sådan set også godt lide, at jeg selv skulle finde ud af, hvor yokaierne befandt sig, for det var nærmest som en skattejagt, og på den måde fik jeg også udforsket Fukusaki.

Selvom det var den 15. november, så var det alligevel så varmt, at jeg kunne gå rundt i T-shirt, og jeg valgte da også at købe en is. Men noget der virkelig kom bag på mig var, at man endnu havde blomstrende marker i Japan, hvilket jeg selvfølgelig også skulle nyde synet af. Men jeg ville mest af alt gerne nå at se Gajiro kigge frem ved stationen i Fukusaki, så imens børn var begyndt at få fri fra skole, begav jeg mig tilbage for at få et glimt af kappaen, der nåede at komme frem to gange, imens jeg ventede på toget. Og udover mig var der kun et forælderpar og deres lille søn, som var lige så interesseret i Gajiro, som han var bange for den. Og man forstår ham sådan set godt, for Gajiro har netop fået kritik for at være for realistisk og dermed uhyggelig, og det må virkelig være specielt at gå rundt i Fukusaki og støde på yokai efter mørkets frembrud.

Jeg skulle dog tilbage til Kyoto, før mørket begyndte at falde på, for Fukusaki er en så lille by, at togafgangene derfra var ret uregelmæssige. Oprindeligt havde jeg da også planlagt at besøge Fukusaki efter at jeg havde været en tur længere nordpå ved Takeda-borgen, men efter at have undersøgt togtider kunne jeg simpelthen ikke få det til at passe med, at solen ville begynde at gå ned klokken 16, så jeg valgte at droppe turen til Takeda-borgen, da dette ville have krævet mere tid end at besøge både Kobe og Himeji på min vej til Fukusaki.

Jeg ankom da også til Kyoto, efter det var blevet mørkt, da jeg først tog et lokaltog fra Fukusaki til Himeji, hvor jeg tog shinkansen direkte til Kyoto. Men før jeg tog tilbage til mit hotel, slog jeg lige et smut forbi butikken Daiso, hvilket nærmest var blevet en daglig tradition grundet de lave priser, som blev ved med at trække i mig. Jeg købte blandt andet noget vintertøj samt julegaver til min mor, men jeg var nødt til at begrænse mig, fordi jeg heller ikke ville have for meget at slæbe rundt på, eftersom der stadig var en hel uge tilbage af min ferie i Japan. Næste dag ville tilmed være min sidste i Kyoto, og eftersom denne dag var begyndt klokken 5 om morgenen, var jeg så træt, at jeg allerede valgte at gå i seng klokken 20. Men dermed var jeg også sikker på, at jeg ville være frisk og veludhvilet til endnu en dag fyldt med nye oplevelser.

Total Page Visits: 141 - Today Page Visits: 1