17. november 2023: Okunoshima

Farvel Kyoto

Dagen var kommet, hvor jeg skulle forlade Kyoto efter at have tilbragt fem nætter i byen, og foran mig ventede en lang rejse på flere hundrede kilometer, idet jeg skulle hele vejen til Japans sydligste hovedø, Kyushu. Jeg valgte derfor også at stå op klokken 6, så jeg kunne tjekke ud fra mit hotel klokken 7 og påbegynde turen, før myldretiden for alvor begyndte, men på den lange rejse mod Kyushu havde jeg dog tænkt mig at gøre et stop ved at tage til øen Okunoshima, der også er kendt som kaninøen, fordi denne er fuld af kaniner. Egentlig havde jeg planlagt at besøge øen tilbage i foråret, hvor jeg fuldførte cykelruten Shimanami Kaido i det japanske indlandshav, men dengang blev der ikke tid til at tage forbi Okunoshima, så derfor kunne jeg passende tage et smut forbi på min vej til Kyushu, så dagen kunne blive brugt på noget.

Turen startede altså i Kyoto, hvor jeg først tog shinkansen til Okayama, hvorfra jeg tog en anden shinkansen videre til Mihara. Hér valgte jeg så at efterlade min bagage i et opbevaringsskab på stationen, eftersom jeg trods alt havde to tasker at slæbe rundt på, og fordi jeg alligevel skulle vente på at skifte til et lokaltog med retning mod Tadanoumi, hvor jeg til sidst skulle med færgen til Okunoshima. Det var altså en temmelig lang rejse på flere timer, og det var derfor næsten blevet middag, da jeg ankom til færgeterminalen i Tadanoumi, hvor jeg blev overrasket over, hvor mange udlændinge, der var til stede.

Jeg havde nemlig håbet, at Okunoshima var et ukendt sted for turister - eller i hvert fald så fjernt beliggende, at de færreste ville tage turen, så jeg blev allerede nervøs for, at øen sikkert var fyldt med mennesker, selvom den er ubeboet.

Jeg købte en tur/retur-billet i et automat ved færgeterminalen, hvor jeg samtidig købte to pakker kaninfoder, så jeg havde noget at fodre kaninerne med, når jeg var ankommet til Okunoshima, hvor kaninerne godt nok lever vildt, men alligevel er tamme og imødekommende, netop fordi folk kommer til øen og fodrer dem. Men selvom det er kaninerne, der har gjort øen kendt, så har den dog en dyster historie, idet den før i tiden blev brugt til at producere giftgas til krigsførelse. Efter anden verdenskrig blev fabrikkerne på Okunoshima dog lukket, og øen blev forladt, hvorved bygningerne gik i forfald og blev omdannet til ruiner.

Man slap efterfølgende kaniner løs på Okunoshima, fordi man havde planer om at omdanne øen til en park, men dette blev aldrig realiseret, og da kaninerne fortsatte med at formere sig, blev hele øen fuld af dem, så der nu om dage er hundredvis af kaniner på Okunoshima, som dermed har fået tilnavnet kaninøen. Dette er i sig selv så specielt, at jeg gerne ville opleve Okunoshima, men også fordi at jeg elsker kaniner, så tanken om at være omgivet af dem på en øde ø tiltalte mig bare, selvom jeg var sikker på, at historierne på internettet var idylliseret og ikke stemte overens med virkeligheden.

Ankomst til Okunoshima

Det skulle dog vise sig, at jeg heldigvis tog fejl. For efter den kun 15 minutter lange færgetur fra Tadanoumi, ankom jeg til Okunoshima, hvor jeg så de første kaniner ved færgelejet. Ud over mig var der dusinvis af andre turister, som gik i land, og de fleste valgte at gå til venstre, hvor der blandt andet befandt sig en campingplads og et besøgscenter, men jeg havde hjemmefra undersøgt forholdene på øen og fundet ud af, at det var nemmest at komme frem til ruinerne på den, hvis man gik til højre. Så det valgte jeg som den eneste at gøre, og da jeg efter få hundrede meters gang nåede frem til den første ruin, fik jeg flere kaniner at se ved denne. De var dog bange for mig og valgte derfor at flygte, da jeg nærmede mig, mens ruinen var spærret af og således kun kunne betragtes udefra.

Jeg valgte derfor at fortsætte videre ved at begive mig længere ind på øen, hvor jeg fik flere kaniner at se. Og disse var ikke menneskesky, idet jeg både fik lov til at fodre og røre dem, og eftersom ingen andre var gået i samme retning som mig, så kunne jeg altså tilbringe tid med dem alene. Da jeg begav mig videre, var der dog folk, der jævnligt kom gående fra den modsatte retning, men de havde tydeligvis interageret med mange kaniner på deres vej, idet de ikke længere lod sig betage af dem, som de stødte på. Det gjorde jeg derimod, for hver gang jeg fik øje på en kanin, forsøgte jeg at fodre den, og når jeg hev en pose frem fra lommen, vrimlede det med endnu flere kaniner, der lydløst kom hoppende frem fra buskadset. Nogle gange stod jeg dermed over for en kanin, som jeg slet ikke havde set, mens andre gik mig i møde af sig selv, fordi de forventede, at jeg som menneske var kommet for at fodre dem.

Alt i alt var det en virkelig unik oplevelse at vandre rundt på Okunoshima, fordi man jo ikke er vant til, at dyr i naturen ligefrem opsøger en, så jeg følte mig lidt som en Disney-karakter. Men det bør dog også nævnes, at selvom det vrimler med kaniner på Okunoshima, så er de territoriale og opholder sig primært par eller grupper på 3-4 stykker. Og hver gang nogle individer kom for tæt på de andres territorium, så blev de omgående jaget væk, så jeg blev aldrig rigtig omringet af kaniner. Men det var også mere overskueligt at forholde sig til mindre grupper, for jeg skulle jo heller ikke spilde alt mit foder med det samme.

Rundt omkring på Okunoshima står desuden vandskåle, så kaninerne tørster heller ikke. Og så viste det sig, at smutvejene frem til flere af ruinerne var spærret af, så jeg derfor måtte tage den lange vej frem til disse. Dette inkluderede blandt andet en temmelig lang trappe frem til toppen af øen, hvor man også finder den højeste elmast i Japan, og selvom der var en smuk udsigt herfra, så var jeg mystisk nok helt alene, eftersom ingen andre havde taget turen, og jeg kunne dermed også udforske ruinerne på egen hånd, så jeg i sandhed følte mig som en urban explorer. De gamle bygningerne var blevet overtaget af både plantevækst og spindelvæv, og da jeg fandt en skjult passage, kunne jeg ikke afholde mig fra at træde ind og udforske den, selvom mørket meget hurtigt omsluttede mig, så jeg altså intet kunne se.

Jeg var glad for, at det trods alt var lyst, for jeg kunne forestille mig, at stedet ville være meget mere uhyggeligt om aftenen - især når man jo gik rundt alene. Og til min store overraskelse var der også kaniner på toppen af øen, hvor de blev ved med at opsøge mig, fordi jeg var det eneste menneske i området, så hér endte jeg derfor også med at tømme min første pose med foder, da særligt tre kaniner fangede min interesse. Generelt var det nemt at tage billeder af kaninerne, så dem fik jeg mange af, mens det var sværere at optage videoer, fordi de hele tiden bevægede sig rundt.

Det begyndte også at blive køligt og trække op til uvejr, så jeg måtte iføre mig min sweater, da jeg begav mig ned mod øens vestkyst, hvilket foregik via noget, der lignede en udtørret bæk, der var blevet dannet af regnvand. Det var derfor også svært at holde balancen, ligesom ruten var groet til af planter. Og sørme om jeg ikke blev mødt af flere kaniner, da underlaget til sidst blev omdannet til trapper. På samme tid begyndte det også at storme, så da jeg ankom til kystområdet, ruskede vinden voldsomt i palmetræerne, mens kaninerne havde søgt tilflugt i buskadser og under bænke. Folk søgte ligeledes indendøre ved det nærliggende besøgscenter, som jeg nu var ankommet til, fordi jeg var gået i ring om øen, men der var stadig en time, til færgen gik tilbage til fastlandet, og jeg havde jo også en pose foder tilbage, så det var ikke, fordi jeg havde travlt, selvom jeg nu havde været hele øen rundt.

Den kraftfulde storm stilnede af overraskende hurtigt, og så kom kaninerne ellers igen frem fra deres skjul, så de kunne blive fodret af folk. Og eftersom det var i dette område, der var flest mennesker, så var det også hér, der var flest kaniner, idet der rent faktisk var store flokke, som ikke havde noget imod at opholde sig på samme territorium. For første gang så jeg også hvide kaniner, eftersom jeg hidtil kun havde set brune, orange, grå, sorte og brogede. Der var dog også blevet spredt så meget foder rundt, at kaninerne var ligeglade, når man forsøgte at fodre dem, så jeg tog i stedet turen videre til endnu en ruin, hvor jeg heldigvis blev taget imod af en enlig kanin, som gerne ville have noget at spise, ligesom den heller ikke havde noget imod at blive kælet. Overordnet set blev jeg altså overvældet af, at jeg blev ved med at støde på kaniner, hvor end jeg gik hen, for de befandt sig bogstaveligt talt overalt på øen.

Da jeg gik langs vandet i retning mod færgelejet, fik jeg brugt mit sidste kaninfoder, da jeg blev mødt af en flok brune kaniner, der var meget opsøgende. Dette var nemlig i nærheden af campingpladsen, hvor de lod til at holde til og derfor var blevet vant til mennesker, og der var da også mange folk til stede i dette område, hvor de fleste hyggede sig med at fodre kaniner, for dette var nemlig stedet, man ville ankomme til, hvis man drejede til venstre efter at være stået af færgen. Ved at gå videre ankom jeg derfor også til færgelejet, men eftersom der var en halv time, til færgen gik, så valgte jeg at bruge ventedtiden på at tage endnu en tur forbi den første ruin, som jeg havde set, og igen var der kaniner ved denne, hvilket atter var et unikt syn, for man får så sandelig indtryk af, at der er tale om et forladt sted, når vilde dyr render rundt iblandt dem. Og kaniner og ruiner er bare en finurlig sammensætning.

Videre til Kyushu

Efter at have tilbragt nogle timer på Okunoshima var det dog tid til at komme videre, så om eftermiddagen sejlede jeg med færgen tilbage til Tadanoumi, hvorfra jeg tog lokaltoget til Mihara, så jeg kunne hente min bagage, inden jeg steg på shinkansen til Fukuoka. Hér skulle jeg så videre med et nyt tog til byen Tosu, hvor mit næste hotel befandt sig, men eftersom det snart var december, så var der et lille julemarked med flotte lysdekorationer ved Fukuoka station, som jeg brugte ventetiden på at nyde, selvom det øsregnede. Men så var det jo godt, at jeg havde min paraply med mig, og denne fik jeg også brug for, da jeg tidligt på aftenen ankom til Tosu og således sluttede min tre timer lange rejse fra Okunoshima, da jeg tjekkede ind på mit hotel, som heldigvis befandt sig ganske få hundrede meter fra stationen. Og eftersom dette havde været en lang dag, hvor jeg havde været tidligt oppe, så valgte jeg også at gå tidligt i seng, da jeg allerede lagde mig til at sove klokken 21.

Desværre havde jeg glemt, at jeg skulle betale for mit ophold ved ankomsten, så pludselig blev jeg meget fattigere, da jeg gav de fleste af mine tilbageværende penge til receptionisten, for jeg havde jo endnu nogle dage tilbage i Japan, hvor jeg kun rejser med kontanter og afholder mig fra at bruge kreditkort. Jeg måtte derfor holde øje med mit forbrug og undgå for mange impulskøb de kommende dage, så jeg kunne holde mig inden for mit budget. Men på denne dag havde jeg jo faktisk heller ikke brugt penge på nogen seværdigheder, mens færgebilletter og kaninfoder samlet set kun kostede mig lidt over 1000 yen.

Total Page Visits: 119 - Today Page Visits: 1