18. november 2023: Nagasaki

Turen går til Nagasaki

Jeg var taget til Japans sydligste hovedø, Kyushu, fordi jeg kun havde besøgt denne en enkelt gang i 2017, og der var derfor mange steder, som jeg gerne ville besøge. Men eftersom prisen på et nationalt Rail Pass var steget med næsten 70 % en måned forinden, så ville det fremover bedre betale sig at købe de regionale Rail Pass under mine ture til Japan, så jeg ville næppe få mange muligheder for at rejse hele vejen til Kyushu i fremtiden, så derfor havde jeg valgt at bruge et par dage på at få set nogle af de største byer, så jeg i det mindste kunne få krydset disse af listen.

Af samme grund havde jeg valgt at finde et hotel i Tosu, så jeg kunne befinde mig centralt og nemt komme frem til mine destinationer. Men selvom Tosu officielt var en del af shinkansen-linjen på Kyushu, så havde man i Saga-præfekturet valgt at takke nej til anlæggelsen af shinkansen-spor, hvilket betød, at der i stedet var blevet indsat en limited express-linje tilknyttet shinkansen. Problemet er bare, at et Rail Pass ikke gælder på et limited express-tog uden pladsbillet, hvilket jeg ikke gad at bøvle med, så jeg benyttede mig i stedet af lokale toglinjer på disse strækninger. Og da jeg på denne dag valgte at tage turen til Nagasaki, var det dermed en længere rejse, der selv med shinkansen tog over to timer.

Jeg havde ellers planlagt at tage til Nagasaki dagen efter, hvor det ville være søndag, men eftersom det regnede, foretrak jeg at tilbringe morgenen i tørvejr, hvilket jeg jo kunne gøre under den lange togtur, og da jeg ankom til Nagasaki klokken 10.30, havde det heldigvis klaret op, så jeg slap for at gå rundt med paraply. Dog fortsatte det med at være noget køligt, for på denne dag befandt temperaturen sig nemlig omkring 10 grader, hvilket var meget koldere end de andre dage, der for en dansker havde været sommeragtige, så det var godt, at jeg havde medragt vanter hjemmefra og købt en hue i Kyoto.

Shinkansen-linjen til Nagasaki åbnede i 2022, så det var et ret nyt tog, jeg rejste med. Men eftersom Kyushu ligger tæt på de asiatiske nabolande, så er der også mange turister, som kommer derfra, så den i forvejen overdrevne mængde information fra højtalerne inkluderede nu også kinesisk og koreansk, så der næsten aldrig var stille, fordi oplysninger skulle gengives på fire sprog. Ved min ankomst til Nagasaki, var der da nærmest heller ikke andet end kinesiske og koreanske turister samt diverse andre asiater. Vesterlændinge var der i hvert fald ikke mange af, hvilket overraskede mig, eftersom Nagasaki trods alt er en populær destination med en rig historie. Men byen er nok mest kendt for at være blevet ramt af den anden atombombe under Anden Verdenskrig, hvilket tydeligvis har sat sit præg på den.

I stedet for at have lagt det mørke kapitel bag sig har man i Nagasaki nemlig valgt at benytte sig af dette som en stærk stemme ved at opfordre til fred mellem mennesker, hvilket gøres via monumenter og informationskampagner. For selvom man blev ofre for et våben, så har man også en erkendelse af, at dette våben blev benyttet i en krig, som man selv var en del af og sådan set også var skyld i. Med atombomberne i Hiroshima og Nagasaki mærkede Japan derfor konsekvensen af at indgå i krig på en fuldkommen ubegribelig måde, så det er da heller ikke så underligt, at disse to byer kæmper for afskaffelsen af atombomber og samtidig opfordrer til fred, fordi de er et bevis såvel som et symbol på, hvorledes en konflikt kan eskalere langt ud over moralens grænser, når kampen for sejr sker på bekostning af uskyldige menneskers liv.

Der er ganske få spor efter atombomben i Nagasaki, og et af disse befinder sig ved Sanno-helligdommen, hvor der står en etbenet torii-port. Denne blev nemlig halveret som følge af trykket fra atombomben, da denne eksploderede over byen i 1945, og selvom den anden halvdel ligger i stumper og stykker i nærheden, så har man altså aldrig valgt at genskabe torii-porten, fordi den er blevet et symbol på atombombens styrke og den ulykke, som den førte med sig.

Efter at være ankommet til Nagasaki valgte jeg som det første at besøge den etbenede torii-port ved Sanno-helligdommen, hvor to kamfertræer desuden også formåede at overleve atombomben. Disse befandt sig således også på grunden, hvor man havde formået at bevare dem ved at udbredre deres skader med brug af beton.

Fra Sanno-helligdommen gik turen så videre til atombombemuseet i Nagasaki, så jeg kunne blive klogere på atombomben og dens konsekvenser, men på vejen lagde jeg lige et smut forbi mindehallen dedikeret til atombombens ofre, som er et moderne monument, der er blevet opført under jorden, så der så sandelig var en højtidelig stemning. Der var smalle gange og højt til loftet, hvilket gav en gravkammeragtig stemning, men i selve mindesalen var der en skoleklasse, som var på udflugt, så jeg fik ikke lov til at gå rundt alene, idet en kvindelig ansat valgte at guide mig rundt i et forsøg på at gøre mit besøg så kort som muligt, så eleverne kunne fortsætte med at lytte til deres foredrag om atombomben.

Mindehallen bestod også af portrætter af de overlevende efter atombomben, så man kunne læse vidneudsagn fra dem, der havde oplevet den på første hånd. Nogle af beskrivelserne var virkelig forfærdelige, men jeg mener også, at der er behov for at udpensle detaljerne, for når man ikke selv har bevidnet konsevenserne efter en atombombe, så tror jeg heller ikke, at man fuldkommen er i stand til at begribe dem. Det blev ikke desto nemmere på atombombemuseet, hvor man eksempelvis bliver præsenteret for makabre billeder og filmklip i udstillingen, der ellers inkluderer ødelagte, smeltede og brændte genstande efter atombomben.

Alt i alt var jeg overrasket og også ret overvældet over, hvor omfattende og informativt atombombemuseet egentlig var, og informationerne var også på engelsk, så man kunne forstå dem. For man forsøgte ikke kun at fremstille Nagasaki og dens indbyggere som ofre ved at skildre ødelæggelserne og de personlige tragedier efter atombomben - man blev som besøgende også sat ind i brugen og effekten af atomvåben, så man dermed blev klogere på disse og således også kunne forholde sig til vigtigheden ved fred, netop fordi en masse lande er i besiddelse af disse afskyelige masseødelæggelsesvåben, der slet ikke hører til i denne verden. Og formålet med museet er tydeligvis at vise hvorfor. Til trods for at atombomben blev anvendt i krig, præsenteres der altså ingen andre fjender i denne end atombomben, som ironisk nok også endte med at afslutte krigen.

Museet anvendes desuden som et sted, hvor man kan bede for fred ved blandt andet at donere klaser med 1000 origamitraner kendt som senbazuru, som der derfor var utroligt mange af. Faktisk hang disse mange steder i Nagasaki, hvor de både bliver doneret til fortidens ofre, men samtidig fungerer som en opfordring til nutidens såvel som fremtidens indbyggere i håb om, at historiens rædsler ikke vil gentage sig. Origamitranerne foldes og doneres både af almindelige mennesker, foreninger, skoler og virksomheder, og særligt på museet var det noget af et syn at se dusinvis af klaser hænge i enorme, farverige klynger.

Lige i nærheden af atombombemuseet finder man det sted, hvor atombomben i sin tid eksploderede, hvilket i dag er en fredspark, som jeg naturligvis også valgte at besøge. I denne findes en række monumenter og mindesmærker, mens selve hypocentret er markeret med en sokkel omgivet af fliser, der skal symbolisere impulserne fra atombomben. En kreativ men beskeden måde at vise, hvor en af menneskehedens største katastrofer fandt sted, men i det mindste har man gjort noget ud af det, mens man i Hiroshima blot finder en lille informationstavle. Grundlæggende set fik jeg da også følelsen af, at man i mindre grad forsøger at lægge fortidens rædsler bag sig i Nagasaki, hvor man derimod lader til at ville vise dem frem for netop at opfordre til menneskeligt sammenhold, hvilket jo er grundlaget for fred.

Nagasakis historie er dog ikke kun blevet skabt af atombomben, for kristendommen og kinesisk kultur har også sat sit præg på byen, og derfor er der mange kirker og kinesiske templer i byen. Et af disse templer er blandt andet Fukusaiji, som jeg valgte at besøge som det næste sted - mest af alt, fordi der er tale om en unik bygning med en stor Kannon-statue på ryggen af en skildpadde. Alligevel var den lidt svær at finde, men jeg kunne meget praktisk gå forbi på min vej videre til mit næste stop, som var Suwa-helligdommen, hvor jeg i sandhed blev konfronteret med, at det var lørdag. For hér var nemlig fyldt med forældre, som valgte at besøge helligdommen sammen med deres børn, der var iført kimonoer, eftersom det tre dage forinden havde været Shichi-Go-San, hvilket er en dag, hvor børn i alderen 7, 5 og 3 fejres.

Da Shichi-Go-San ikke er en national helligdag, havde hverken forældre eller børn fri på selve dagen, så mange brugte altså weekenden på at markere den i stedet, hvis de havde børn i den pågældende alder. Og faktisk var der så mange forældre og børn til stede ved Suwa-helligdommen, at det var lidt svært at få billeder uden dem, og jeg måtte helt droppe at vandre igennem helligdommens tunnel af torii-porte, da særligt denne var et populært sted for forældre at tage billeder af deres børn.

Jeg tog i stedet videre på min tur gennem Nagasakis gader, hvor der blandt andet kørte sporvogne, som man derfor skulle være opmærksom på. Men det var dog noget andet, der fangede min interesse, for på himlen fløj der utroligt mange glenter, og da jeg kom til en åben plads, befandt sig en hel flok, der blandt andet sad på elmaster og på bygninger, mens flere af dem fløj rundt i lav højde. Det var virkelig et fascinerende syn, for det var jo midt inde i byen.

Jeg havde ikke så mange penge tilbage, men jeg havde endnu nogle dage tilbage i Japan, så jeg blev nødt til at begrænse mit forbrug. Af den grund holdt jeg mig primært til gratis seværdigheder, men jeg måtte dog betale for at få adgang til de næste to steder, jeg besøgte, da jeg afsluttede dagen i Nagasaki ved at tage forbi det kinesiske tempel Kofukuji efterfulgt af Koshi-byo, der er en helligdom dedikeret til Konfutse. Ved Kufukuji var jeg fuldkommen alene, mens der ved Koshi-byo var to grupper af kinesiske turister til stede. Men oplevelsen blev mest forringet af, at halvdelen af hovedbygningen var ved at blive renoveret, så den derfor var dækket til af stilladser. Det var om ikke andet et imponerende sted med flot arkitektur, 72 statuer, som skulle forestille Konfutses disciple, samt et museum med betagende genstande, som man desværre ikke måtte tage billeder af.

Tilbage til Tosu

For at spare penge valgte jeg at gøre mine indkøb i en 100 yen-butik på min vej tilbage til stationen. Da det var blevet eftermiddag, besluttede jeg mig nemlig for at tage afsked med Nagasaki og hoppe på toget i retning mod Tosu. Men selvom mørket ellers faldt på, så var dagen endnu ikke forbi, for på vejen valgte jeg nemlig at gøre et stop i byen Saga, idet jeg hjemmefra havde læst mig frem til, at der skulle være en populær vinterbelysning omkring stationen. Dette var imidlertid noget af en skuffelse, for denne belysning var mere som den, men kender fra Danmark, hvor det stort set kun var træer langs vejen, som var beklædt med farveløse lyskæder, mens der kun var ganske få dekorationer - primært i skikkelse af juletræer. Dog var der mange samurai-statuer i byen, hvilket jeg syntes var det mest interessante, eftersom de skulle forestille virkelige personer og derfor var realistiske i deres udseende. Saga var dog ikke nogen mindeværdig oplevelse, men eftersom det var på vejen mod Tosu, var det ikke ligefrem, fordi jeg havde spildt tiden ved at gøre holdt i byen.

Klokken blev ikke desto mindre 19.30, da jeg vendte tilbage til mit hotel i Tosu, hvor jeg straks tændte for klimaanlægget, så jeg kunne få varmen efter at have været ude i kulden hele dagen. Jeg var derfor også ret træt, så efter at have spist nogle kopnudler, lagde jeg mig til at sove klokken 21.

Total Page Visits: 134 - Today Page Visits: 1