3. november 2023: Kulturens dag i Tokyo

Tilbage i Japan

Dette var min tredje tur til Japan i 2023, og for første gang tog jeg afsted på en længere ferie, idet jeg denne gang skulle tilbringe 20 dage i landet. Dette var også min første ferie, som skulle foregå om efteråret, så jeg kunne få Japans kendte efterårsfarver at se, men desværre havde den japanske sommer været så varm og lang, at bladene kun var begyndt at skifte farve langt nord. Og selvom det var begyndelsen af november, så var temperaturen stadig så høj i Japan, at det føltes som en dansk sommer, eftersom der på denne dag var 23 grader, hvilket var noget af en omvæltning i forhold til det vinterlige vejr, jeg var kommet fra i Danmark. Jeg havde derfor også både jakke, langærmet trøje og lange bukser på, men jeg havde heldigvis tjekket vejret på forhånd og havde sørget for at pakke T-shirts og shorts. Eftersom jeg skulle være i Japan i nogle uger, havde jeg også været nødt til at tage en ekstra taske med, hvilket var lidt besværligt, idet jeg er vant til at rejse rundt med en enkelt rygsæk.

Jeg havde taget et tidligt fly fra København, så jeg kunne lande i Haneda Lufthavn i Tokyo den næste morgen og dermed få noget ud af min første dag. I forbindelse med mellemlandingen i Frankfurt, var der dog problemer med flyet, og det endte derfor med at blive forsinket, så det var blevet formiddag, da jeg ankom til Japan. Jeg havde også begået den fejl at ankomme på en national helligdag - nemlig bunka no hi (kulturens dag), som tilmed var en fredag, så japanerne altså havde forlænget weekend, og der var derfor fyldt med mennesker i både offentlig transport og på gaderne. Før jeg kunne komme til Tokyo, skulle jeg dog først have fat i mit Rail Pass, der denne gang skulle gælde i tre uger. Prisen på det japanske Rail Pass var blevet mere end fordoblet en måned forinden, men eftersom man kan bestille tre måneder i forvejen, havde jeg sørget for at købe det til den oprindelige pris, og jeg sparede derfor en hel del penge.

Der var ikke kø ved billetkontoret, så jeg fik mit Rail Pass på ingen tid, og derefter tog jeg så Tokyos monorail til Hamamatsu station og derfra videre til Tokyo station, hvor jeg egentlig havde planlagt at lægge min ene taske i et opbevaringsskab, så jeg kunne begynde min tur rundt i byen med det samme. Men da stod det for alvor klart, at jeg var kommet til Japan under en helligdag, for alle skabe var simpelthen optaget, og turister stod med store kufferter og ventede på, at nogle blev ledige.

Jeg gad dog ikke bruge tid på det, så jeg tog i stedet hen til mit hotel i Sumida-distriktet for at spørge, om jeg kunne efterlade min bagage før indtjekning, og eftersom jeg havde overnattet på det samme hotel i foråret, så vidste jeg allerede, hvordan jeg skulle komme derhen. Da jeg ankom til hotellet og efterlod min ene taske, smed jeg samtidig den langærmede trøje, før jeg begav mig ud i Tokyos gader og satte kursen på Sensoji-templet, som heldigvis befandt sig i nærheden. På kulturens dag afholdes der nemlig en parade ved dette, og hjemmefra havde jeg undersøgt tidspunkterne og fundet ud af, at denne ville finde sted klokken 14.30. Jeg ankom dog til templet klokken 13.50, og jeg havde faktisk ingen anelse om, hvor paraden ville begynde, men ved et lykketræf endte jeg tilfældigvis med at finde frem til startpunktet, hvor paraden viste sig at begyndte klokken 14, hvilket først gik op for mig og mange andre, da politiet begyndte at dirigere folk væk fra vejen.

Deltagerne i paraden havde allerede stillet sig op i deres kostumer, og da klokken slog 14, begyndte nogle af dem at spille musik, mens andre blot vandrede afsted. Paraden er imidlertid mest kendt for sine piger, der er klædt ud som hvide hejrer, eftersom det er dem, der har lagt navn til paraden, der på japansk kaldes for Shirasagi-no Mai, hvilket er den karakteristiske dans, de med jævne mellemrum opfører, efterhånden som paraden skrider frem. Først fik jeg kun denne at se bagfra, eftersom pigerne var passeret forbi mig, da de opførte den første gang, men heldigvis er paraden så langsom, at jeg kunne følge med den hele vejen til Senjoji-templet og dermed opleve hejredansen flere gange - også på nært hold.

Der var dog fyldt med mennesker, så det var svært at komme frem, og ved ankomsten til templet var der så mange folk, at politiet måtte stå og råbe og fløjte for at få dem til at gøre plads. De fleste var nemlig overraskede over, at de pludselig kunne få mulighed for at se en parade, og jeg selv var også dybt betaget af den, da det var et mere højtideligt end festligt arrangement og derfor en helt unik oplevelse. Dog er mængden af deltagere også så begrænset, at hele følget har passeret forbi en på ganske få minutter. Dette bestod officielt af folk iført traditionelle klædedragter, men iblandt var også sikkerhedsfolk, fotografer og frivillige med mundbind, hvilket lidt spolerede den ellers fortidsagtige stemning.

Jeg havde egentlig planlagt at se meget mere på denne dag, men eftersom jeg ikke kunne komme af med min bagage og derfor havde været nødt til at tage hen til mit hotel før tid, så befandt jeg mig i et område af byen, hvor der ikke var så meget at opleve. Der var dog et sted, som jeg ikke nåede at se under min forrige ferie, hvor jeg flere gange passerede igennem Yokoamicho Park, der er kendt for at være stedet, hvor tusindvis af mennesker omkom i kølvandet på Kanto-jordskælvet i 1923, da en gigantisk hvirvelvind af ild indtog parken og sugede al ilten til sig, imens den var fyldt med folk, som ellers havde søgt tilflugt i den. Af den grund blev der i parken anlagt et monument dedikeret til jordskælvets ofre, ligesom et museum og en tilhørende mindehal blev opført.

Efter Anden Verdenskrig blev begge dele ligeledes dedikeret til ofrene for bombetogterne i Tokyo, og Yokoamicho Park er således et sted, hvor man kan blive sat ind i hovedstadens to største katastrofer. At besøge museet og mindehallen er sågar gratis, og til min store overraskelse var der kun ganske få mennesker til stede, da jeg først lagde turen forbi museet, hvor man via malerier, fotografier og ødelagte genstande bliver sat ind i både Kanto-jordskælvet og bombetogterne under Anden Verdenskrig. Når man tænker på, at det er et gratis museum, er det et virkelig veludført et af slagsen med dybdegående information, hvoraf størstedelen dog er på japansk. Det er dog også et lille museum, hvilket er lidt overraskende, eftersom det trods alt tager udgangspunkt i nogle af de mest tragiske begivenheder i Japans historie.

Mindehallen står i sin oprindelige form fra da den blev opført i 1930, for den klarede sig interessant nok igennem bombetogterne under Anden Verdenskrig. Udadtil ser den lidt sjov ud, og indvendigt minder den også lidt om en fusion mellem et tempel og en kirke, idet bygningen blandt andet benyttes til mindeceremonier. Hér findes også udstillinger i skikkelse af mere eller mindre realistiske malerier af Kanto-jordskælvet og bombetogterne under Anden Verdenskrig, men jeg synes ikke rigtig, at jeg for alvor fik en fornemmelse af, hvor store katastrofer, der i virkeligheden var tale om. Til sammen omkom over 200.000 mennesker, hvilket jo er et helt vildt antal dødsofre, hvilket var en national tragedie med personlige og samfundsmæssige konsekvenser, som det ville have været spændende at lære mere om.

Klokken var blevet over 15, så jeg kunne nu tage tilbage til mit hotel for at tjekke ind og få pakket ud. Efter at have fået nøglen til mit værelse, kunne jeg samtidig også skifte fra lange bukser til shorts, eftersom jeg trods alt gik og svedte. En af grundene til, at jeg havde valgt at bo på dette hotel igen var, at man havde en flot udsigt til Tokyo Skytree, hvilket jeg dagligt kunne nyde synet af i mørke, hvor tårnet er oplyst i forskellige farver. Eftersom Japan ikke har sommertid, blev det nemlig mørkt ret tidligt, idet solen allerede begyndte at gå ned omkring klokken 16.30, så det en time senere var helt mørkt.

Men min dag var dog langt fra forbi. For hjemmefra havde jeg nemlig købt billet til teamLab Planets på denne dag, så jeg kunne få brugt aftenen på noget, selvom jeg godt nok ikke havde sovet i over et døgn. Men jeg blev nødt til at holde mig vågen og vænne mig til en ny døgnrytme, så derfor begav jeg mig også udenfor igen, efter at jeg havde brugt et par timer på et slappe af på hotellet, hvor jeg også lige fik noget at spise.

Jeg havde dog en times tid, som skulle bruges, før jeg skulle være ved teamLab Planets, så jeg tog først forbi Shinjuku, så jeg kunne få mulighed for at opleve det ikoniske 3D-skilt med en legesyg kat, som optræder i forskellige underholdende sekvenser. I virkeligheden er den dog ikke lige så livagtig, som den virker på optagelser, men nu og da var der andre ting, der rent faktisk så ud til at stikke ud fra skærmen. Desværre går reklamerne også igen, så efter at have stået der i et par minutter, har man set det hele.

Men fra Shinjuku kunne jeg nemt tage videre til Shibuya, hvor der er et andet kendt 3D-skilt med en panda, der befinder sig ved det endnu mere kendte fodgængerfelt, som jeg naturligvis skulle passere. Og eftersom det var helligdag, og der samtidig var vejarbejde, så var der noget mere travlt, end jeg tidligere har oplevet på dette sted, hvor jeg desværre aldrig fik pandaen at se på 3D-skiltet, eftersom jeg ventede på den i et helt kvarter, hvor der ikke blev gjort reklame for andet end et boy band, hvilket ikke engang foregik i 3D.

Skuffet tog jeg derfor den lange vej til Shin-Toyosu station, der ligger lige ved siden af teamLab Planets, som jeg egentlig besøgte i foråret. Men da det var planen, at stedet skulle lukke i slutningen af 2023, ville jeg gerne nå at opleve det en sidste gang. Efter at jeg havde købt billet blev lejekontrakten dog fornyet til 2027, så det havde ikke været nødvendigt for mig at besøge stedet to gange på et år, men jeg nød trods alt mit sidste besøg og så også frem til dette. Desværre var der også proppet med besøgende ved ankomsten, selvom jeg havde valgt at lægge mit besøg klokken 20 i troen på, at færre folk ville bruge deres aften på at tage forbi teamLab Planets. Men der tog jeg fejl, for der var faktisk flere mennesker end sidste gang, hvor jeg tog forbi om morgenen.

teamLab Planets består af to sektioner - en vandsektion og en havesektion. Havesektionen har dog kun to afdelinger, og da der var mennesker overalt, følte jeg ikke behov for at genopleve denne. Det var i stedet vandsektionen, jeg var mest opsat på at besøge og bruge min tid i, og eftersom jeg nu vidste, hvad der ventede mig, så kunne jeg også nemmere vælge, hvor jeg ville tilbringe mest tid, og præcis som sidste gang var det primært i det store bassin, hvor man går rundt i vand til knæene, mens digitale fisk svømmer rundt i mørket og gradvist farver vandet regnbuefarvet, imens lyset bliver tændt. Det var en lige så fascinerende oplevelse som sidst, og eftersom det var sent på aftenen, var der ikke nogen grædende børn denne gang, hvilket ødelagde stemningen en smule under mit sidste besøg, for det er lidt svært at nyde de mange sanseindtryk, når der ligefrem er gråd som baggrundsstøj.

Dette var faktisk også mit første ud af hele fire møder med teamLab på denne tur til Japan, så jeg ville få rig mulighed for at stifte yderligere bekendtskab med deres specielle værker, og nu hvor jeg vidste, at teamLab Planets ville forblive åbent til 2027, var det ikke nødvendigt at betragte det som en sidste chance. Jeg forlod derfor museet med forventningen om, at jeg ville nå at komme igen en anden gang, og så gik turen ellers tilbage til hotellet, så jeg kunne vaske sveden af med et varmt bad og så endelig få noget søvn efter en lang rejse og en lang første dag i Tokyo, hvor jeg sådan set ikke brugte penge på seværdigheder, eftersom billetten til teamLab Planets allerede var betalt hjemmefra. Men eftersom jeg skulle bo på hotel i Tokyo i nogle dage, så sørgede jeg ikke desto mindre for at købe godt ind, så jeg havde både mad og drikkelse liggende.

Total Page Visits: 170 - Today Page Visits: 1