5. november 2023: Yamadera

På denne dag besøgte jeg:

Yamadera

For dette er et så øde område, at jeg vidste, at jeg ville kunne gå rundt alene, hvilket jeg da også fik ret i, for det viste sig faktisk, at vandreruten var så snæver og stejl, at man nemt kunne miste fodfæstet og styrte i floden ved siden af - særligt fordi at det var vådt og glat, så jeg nu og da måtte klamre mig til grene for at holde balancen. Jeg valgte at påbegynde turen fra stationen, hvor man kan begive sig ned til et vandfald, og allerede hér blev jeg klar over, at dette ville blive en udfordrende tur præget af et barskt terræn. Ikke desto mindre mødte jeg dog et par mennesker på min vej, der ligesom jeg havde valgt at bruge søndagen på at vandre rundt i naturen, og når man så kom gående mod hinanden på de snævre stier, måtte nogen af os bakke baglæns, før man kunne passere forbi. Eftersom man gik langs en skrænt, var det nemlig ikke altid, at man kunne se, at nogen kom fra den modsatte side, før man pludselig stod ansigt til ansigt.

Jeg stødte også ind i en stor tudse, som lå kamufleret i bladene, og så skulle floden nu og da passeres via mere eller mindre faldefærdige broer, hvor jeg hele tiden sørgede for at støtte mig til rækværket, eftersom brædderne flere steder var flækket og lod til at kunne give efter under min vægt når som helst. Alt i alt var det en meget autentisk vandretur i et naturligt miljø, hvor jeg i sandhed kunne nyde roen og fordybe mig i omgivelserne, der langt overgår noget, som lille, kedelige Danmark har at byde på.

Selvom vandreruten i kløften kun er omkring en kilometer lang, så tog det alligevel tre kvarters tid at fuldføre den, fordi man skal træde varsomt stort set hele vejen, mens der også er mange steder, hvor man bliver opslugt af de flotte omgivelser. Og når man først er nået halvvejs, så er der ingen anden udvej end at fuldføre turen eller vende om. Jeg kæmpede mig dog hele vejen frem til enden, hvor der befandt sig en parkeringsplads med et par biler. Det var nemlig herfra de andre vandrere var kommet, idet jeg kunne vende tilbage til stationen via en vej, som løber parallelt med kløften. Det var derfor også nemmere at gå i et normalt tempo, så jeg dermed kunne nå toget videre til Yamadera, hvor jeg ankom efter middagstid.

Jeg havde egentlig planlagt at besøge et så øde område af Japan, fordi jeg havde regnet med, at der ikke ville være mange besøgende, selvom det var søndag, men overraskende nok var der faktisk en hel del mennesker i selve byen Yamadera, samt templet, som har lagt navn til denne. Yamadera betyder nemlig "bjergtempel", fordi templet befinder sig på et bjerg, så for at komme frem skal man bestige over 1000 trappetrin, hvilket folk altså ikke havde noget imod, selvom der både var børn og ældre og sågar folk, som havde taget deres hunde med. Det var derfor også lidt hårdt at se, når kortbenede gravhunde blev tvunget med op ad de mange trapper, for selv for et menneske er det en afkræftende tur.

Den første gang, jeg besøgte Yamadera, var der næsten ingen mennesker, fordi det foregik kort før lukketid på en hverdag, så det var noget af en kontrast, at jeg denne gang var omringet af folk, og selvom der var enkelte vesterlændinge i blandt, så var langt de fleste højlydte asiatiske turister, men der var også en del japanere - heriblandt turgrupper, så generelt føltes det mere som en turistattraktion end et religiøst sted. Jeg forstår dog godt populariteten, for når man først har klaret sig op ad de mange trapper og når frem til tempelgrunden, så er det en virkelig uforglemmelig oplevelse. At vandre rundt blandt bygningerne på bjergsiden er specielt nok, men udsigten til det omkringliggende bjerglandskab er simpelthen bare betagende og lige så smuk, som jeg huskede den, selvom det var lidt skyet.

Yamadera har så meget at opleve lige fra ældgamle udskæringer i klippevæggen til udkigsposten fyldt med moderne klistermærker, men der blev ved med at komme folk, så at vandre rundt på tempelgrunden blev lidt proppet, eftersom der trods alt er begrænset plads på en bjergside, så med tiden valgte jeg at tage afsked med templet for i stedet at tage den lange vej tilbage til byen, hvor der dog stadig var en halv time til toget ankom, og da der ellers ikke rigtig er noget at se i Yamadera, valgte jeg at bruge ventetiden på at slappe af på stationen, eftersom jeg trods alt havde gået rimelig langt, selvom det meste af dagen var blevet brugt på transport.

Og sådan kom resten af dagen også til at gå, for det var en lang vej tilbage til Tokyo, idet jeg først skulle tilbage til Sendai, hvor jeg var så heldig, at jeg lige akkurat nåede at stige på shinkansen med kun 5 minutter til rådighed, og så kunne jeg ellers bare læne mig tilbage og nyde den to timer lange rejse til Tokyo, hvor jeg ankom til mit hotel klokken 19. Jeg kunne derfor også gå tidligt i seng, hvilket jeg havde brug for efter at have gået så meget rundt, og jeg vidste på forhånd, at mine ben igen ville blive sat på prøve dagen efter, hvor jeg igen skulle på en længere udflugt - denne gang til et nyt sted, som jeg endnu ikke havde besøgt før.

Forrige dag - Næste dag