6. november 2023: Jigokudani

Afsted til Jigokudani

Det var mandag morgen, da jeg efter en god nats søvn stod op af mig selv klokken 6. Men selvom det endnu ikke var begyndt at blive lyst, så skulle jeg alligevel gøre mig klar til endnu en lang udflugt, for denne dag havde jeg nemlig planlagt at besøge et sted, som de fleste kender - nemlig dalen Jigokudani, hvor der lever vilde makakaber, som er kendte for at bade i varme kilder. Jeg havde længe gerne villet besøge dette ikoniske sted, men mine rejser til Japan havde altid foregået i sommerhalvåret, hvor det var forholdvist varmt, så nu hvor jeg var taget til Japan i efteråret, havde jeg naturligvis reserveret en dag til at tage forbi abeparken i håb om at kunne se de badende aber. Problemet er bare, at man kun kan komme dertil med busser, som kører temmelig uregelmæssigt, så jeg kunne først være i Jigokudani omkring middagstid, hvilket foregik ved, at jeg klokken 8.30 tog shinkansen fra Tokyo til Nagano, hvor jeg klokken 10.30 skulle videre med en bus, med hvilken det ville tage en time at komme frem til selve dalen.

Fra busstoppestedet er der så lige 2,5 kilometers gang til abeparken, så derfor havde jeg ikke planlagt at se andet på denne dag på grund af al den tid, jeg ville bruge på bare at nå frem. Jeg havde desuden valgt at placere mit besøg på en mandag i troen på, at der ville være få mennesker, men der tog jeg fejl, for mens jeg stod og ventede på bussen på Nagano station, kom den ene turist efter den anden og stillede sig i kø, så bussen blev fyldt op, da det endelig blev tid til at køre.

Jeg fik heldigvis en vinduesplads, så jeg kunne beundre det flotte landskab, for eftersom Jigokudani er en dal beliggende i bjergene, så blev bymiljøet med tiden erstattet af betagende natur, og da Nagano ligger midt inde i landet, så var det også køligere i dette område, så bladende var begyndt at skifte farve i modsætning til i Tokyo.

Et andet problem med at rejse med bus i Japan er, at de ikke er dækket af Rail Pass, så turen kostede mig 1800 yen, og samme pris skulle jo betales på tilbagevejen, så generelt var det en ret dyr udflugt - og så skulle jeg endda også betale for entré til abeparken, der er et aflukket område i dalen, hvor aberne lever vildt og stort set kun opholder sig for at kunne være tæt på den varme kilde, som har lagt navn til området, idet Jigokudani betyder "helvedesdalen".

Men først skulle jeg jo lige nå frem til den, så da bussen var standset i Jigokudani, satte jeg meget hurtigt turen mod abeparken på en rute, der gik langs en bjergside, hvor der var mange mennesker, som med jævne mellemrum kom gående fra den modsatte retning, selvom klokken endnu ikke var 12. Jeg frygtede derfor, at der ville være fyldt med besøgende i abeparken, for man kan jo også komme dertil med bil, mens der også holdt store turistbusser ved den nærliggende parkeringsplads.

Da jeg omsider ankom til abeparken efter en halv times gang, viste det sig dog, at der ikke var så mange besøgende, som jeg havde troet, for Jigokudani er trods alt stor og trækker også folk til, som blot kommer for at nyde naturen. Og parken var faktisk også større, end jeg havde fået indtryk af ud fra billeder, eftersom de fleste af disse trods alt er centreret om den varme kilde, hvor man kan se aberne bade. Denne er placeret for enden af parken, så på turen dertil har man rig mulighed for at se aber - både på afstand og nært hold. Selvom aberne trods alt er vilde går de nemlig uforstyrret rundt på gangstierne blandt de besøgende, men de fleste aber var dog mere optaget af at pille insekter fra hinandens pels end at interagere med folk.

Desværre var det heller ikke blevet koldt nok til, at aberne gad bade, så de benyttede kun den varme kilde til at drikke fra og afholdt sig helt fra at hoppe i vandet. Alligevel var det hér, de fleste besøgende var forsamlet i håbet om, at bare en enkelt abe ville tage et bad, for ved den varme kilde var aberne ikke desto mindre mest aktive, så hér kunne man få gode billeder og optagelser. Men da der er tale om vilde dyr er der dog mange regler, som man skal følge, mens der er ansatte, som går og holder øje med, om man generer aberne eller sågar kommer for tæt på dem. Overordnet set virkede aberne dog tamme og vant til mennesker i en sådan gad, at de nærmest ignorerede folk og ikke en gang gad at føre øjenkontakt med en. Selv ungerne var ligeglade med tilstedeværet af mennesker.

Jeg havde hjemmefra undersøgt bustiderne og planlagt, at jeg kunne opholde mig i parken i op til 2½ time, men selvom den var større, end jeg havde troet, så var aberne også mere inaktive end ventet, så efter en time syntes jeg, at jeg havde fået så meget ud af mit besøg som muligt. Det var derfor en lidt skuffende følelse at have brugt lige så lang tid i abeparken, som det havde taget at køre i bus, mens jeg jo også havde brugt tid på at tage toget, at vente på bussen og til sidst gå til frem til abeparken.

Tilbage til Nagano

Det var om ikke andet en speciel og mindeværdi oplevelse, og ved at afslutte mit besøg tidligt fik jeg også tid til at få mere ud af dagen, før mørket begyndte at falde på. Så da jeg vendte tilbage til busstoppestedet or at tage bussen tilbage til Nagano, planlagde jeg at besøge en af byens mest kendte seværdigheder i skikkelse af templet Zenkoji. Og grundet de uregelmæssige busafgange, blev bussen endnu engang fyldt op med mennesker, så jeg denne gang fik plads ved siden af en japansk mand, der viste sig at være meget snakkesalig. Han fortalte blandt andet om sig selv og virkede meget interesseret i Danmark, da jeg fortalte ham, hvor jeg kom fra, selvom han (som så mange japanere) havde et begrænset kendskab til landet

Manden boede dog i området og skulle derfor af efter få stop, så jeg kom til at sidde alene på resten af turen mod Nagano station, hvor jeg straks satte kursen mod Zenkoji efter at være stået af bussen, for selvom templet godt nok har sin egen station, så gik der lang tid, før det næste tog ville komme, så jeg kunne lige så godt udnytte tiden og gå dertil. På den måde fik jeg også set Nagano, som jeg ikke havde besøgt før, idet byen ikke har så mange kendte seværdigheder, og Zenkoji viste sig også at være mindre imponerende end jeg havde forestillet mig, til trods for at det ellers er et stort tempel.

Sammenlignet med andre templer var Zenkoji dog ikke ligefrem noget særligt i mine øjne, men det var meget interessant at gå rundt og udforske de mange egne af tempelgrunden, selvom jeg ikke gad at betale for at få adgang til nogle af bygningerne. Jeg havde jo allerede brugt over 4000 yen på bare at besøge abeparken, og jeg var heller ikke færdig med at bruge penge, for på denne dag havde jeg nemlig aftalt at tage ud at spise med min japanske ven, som jeg har gjort det til en tradition at mødes med, når jeg er i Japan. Jeg skulle derfor også tilbage til Tokyo, før det blev alt for sent, men min ven fik først fri fra arbejde klokken 18, så vi havde aftalt at mødes ved Ueno station klokken 19. Alligevel endte jeg med at blive forsinket, selvom jeg ellers troede, at jeg havde god tid.

Dagen slutter i Tokyo

Efter ankomsten til Tokyo lagde jeg først turen forbi et Pokémon Center for at fordrive tiden, men det viste sig at være så varmt, at jeg meget hurtigt begyndte at svede, fordi jeg jo havde befundet mig i bjergene og derfor havde klædt mig varmt på. Jeg valgte derfor at tage et smut tilbage til mit hotel for at skifte til shorts og T-shirt, men jeg kom til at bruge mere tid på det end forventet, så jeg måtte skynde mig at skrive til min ven og forsikre ham, at jeg var på vej. Da jeg forlod hotellet, endte jeg endda med at træde forkert på trappen og forvride min ankel, men selvom jeg sagtens kunne gå, så fortsatte den med at være øm og hævet på hele min ferie, fordi jeg jo hele tiden var ude at gå.

Heldigvis er der gratis Wi-Fi i Asakusa-bydelen, som jeg skulle gå igennem, så jeg kunne på den måde opretholde kontakten med min ven via Facebook, helt indtil jeg efter ti minutters forsinkelse nåede frem til Ueno station, hvor han stod og ventede på det aftalte sted. Og det var et glædeligt gensyn, for vi havde jo ikke set hinanden i årevis, eftersom jeg ikke kunne tage til Japan under corona-pandemien, mens min vens kat desværre døde i foråret, hvor vi ellers havde planlagt at mødes. Vi havde derfor nok at tale om, da jeg først gav ham nogle souvenirs fra Danmark, før vi begav os videre til en café, som min ven havde fundet frem til på forhånd, idet jeg havde fortalt, at jeg gerne ville prøve at smage en japansk parfeit, fordi jeg altid ser karaktererne spise dem i anime, hvor jeg desuden ofte ser folk drikke cream soda, hvilket er melonsodavand med vaniljeis, som jeg derfor også bestilte.

Jeg kan huske, da man som barn puttede is i sin sodavand, hvilket derfor virker som noget underligt noget at kunne bestille, men det smagte overraskende godt, og jeg blev faktisk så glad for melonsodavand, at jeg på resten af min ferie købte en flaske, hver gang jeg fik øje på dem. Et andet kulturchok var, at folk gerne måtte ryge på caféen, hvilket jo er aldeles uhørt i Danmark, så som antiryger skulle jeg lige vænne mig til den sjældne blanding af cigaretrøg og mad.

Efter at vi havde spist og drukket færdigt foreslog jeg, at vi kunne gå videre til et game center for at spille nogle spil, og min ven fandt tilfældigvis frem til det samme game center, hvor vi havde tilbragt vores første møde i 2018. Og hér var jeg så heldig at vinde en anime-figur i et kranspil i mit første forsøg, hvilket min ven var ret imponeret over, mens jeg selv var chokeret, idet jeg i foråret brugte over ti forsøg på at vinde en anden figur.

Jeg havde da heller ikke heldet med mig i de andre spil, så efter at have brugt nogle penge på morskab foreslog jeg min ven at byde ham på middag til gengæld for, at han havde betalt for parfeit. Vi begav os derfor ud i Tokyos gader for at finde en restaurant, hvilket var en larmende affære, eftersom folk står ude foran spisestederne og forsøger at lokke kunder til ved at råbe gode tilbud, mens de fægter med skilte, som om man befinder sig på en markedsplads fra middelalderen. Jeg synes på ingen måde om dette aspekt ved den japanske kultur, fordi det virker så stressende, og samtidig får man dårlig samvittighed over at ignorere de ellers engagerede folk, som arbejder hårdt for at tiltrække opmærksomhed. Men det virkede dog, for da jeg fik øje på en restaurant, der serverede pizzaer til kun 500 yen, valgte jeg at byde min ven på pizza, så jeg selv kunne få smagt en japansk pizza, idet pizza er min livret.

Jeg bestilte en pepperonipizza, og sammenlignet med danske pizzaer var den lidt sølle, men for 500 yen beklagede jeg mig ikke, og den smagte da også godt, ligesom jeg blev mæt. Men klokken var ved at blive mange, og eftersom det var mandag, så skulle min ven hjem at sove, idet han skulle på arbejde dagen efter. Vi gik derfor tilbage til Ueno station og tog afsked med hinanden for denne gang, for jeg skulle også snart forlade Tokyo, da jeg trods alt skulle være i Japan i et par uger endnu og derfor skulle nå at se flere dele af landet.

Total Page Visits: 142 - Today Page Visits: 1