8. november 2023: Fra Tokyo til Yokkaichi

Smuttur til Tokorozawa

Efter fem overnatninger på det samme hotel i Tokyo var dagen kommet, hvor jeg skulle forlade hovedstaden for at besøge nye egne af Japan. Da jeg skulle ud på en længere rejse, som ville tage nogle timer, havde jeg dog tænkt mig at bruge dagtimerne i området, så efter at være tjekket ud fra mit hotel efterlod jeg min bagage i et opbevaringsskab på Tokyo station, hvorfra jeg valgte at begive mig til byen Tokorozawa nord for Tokyo, hvor jeg gerne ville besøge Kadokawa Musashino Museum, der er en kombination af et bibliotek og et museum, som åbnede under corona-pandemien. Det er derfor et nyt sted, men det har alligevel formået at få en del opmærksomhed på internettet - ikke kun på grund af bygningens fæstningsagtige design, men også på grund af biblioteket, der blandt andet indeholder en enorm bogreol med 50.000 bøger.

Turen til Tokorozawa tog kun en times tid, så jeg kunne være fremme ved Kadokawa Musashino Museum kort efter åbningstid. Jeg havde på forhånd købt en billet online, som gav mig adgang til biblioteket samt en manga-café i kælderen, hvor jeg startede mit besøg. Og hér var jeg helt alene, så jeg kunne gå rundt og kigge på mangaer, plastikfigurer og endda se anime. Det er dog meningen, at man skal læse mangaer eller låne dem, men jeg nøjedes altså bare med at kigge. Og det samme gjorde jeg, da turen herefter gik ovenpå til det store bibliotek med de tusindvis af bøger. Eftersom det var tidligt på dagen, var der ikke mange mennesker, og da det netop er et bibliotek, var der også helt stille.

Hér har man ligeledes mulighed for at læse og låne bøger, men jeg var naturligvis kommet for at blive betaget af det fascinerende syn af bøger til alle sider. Det var nærmest som at træde ind i en scene fra Skønheden og Udyret, da jeg ankom til den famøse bogreol, der har gjort Kadokawa Musashino Museum verdensberømt, og her blev der tilmed opført et lysshow med projektører på bøgerne, så det eksempelvis så ud, som om at de var i flammer. Det var meget imponerende, men man måtte desværre ikke filme, så det var svært at gemme mindet i hukommelsen. Det var derimod tilladt at tage billeder, så dem fik jeg mange af - også af nogle af de finurlige bøger, som man kunne finde frem til ved at gå på opdagelse i bogreolen.

Tilbage til Tokyo

Fra Tokorozawa begav jeg mig så tilbage til Tokyo. Men før jeg skulle videre på min rejse, slog jeg lige et smut forbi templet Gotokuji, der er kendt for sine lykkeamuletter formet som katte kaldet maneki-neko. Dette var et sted, som jeg længe gerne ville have besøgt, men fordi det ligger afsides bymidten, så havde jeg aldrig rigtig taget mig sammen til at tage turen, og egentlig havde jeg planlagt at besøge både Gotokuji og Kadokawa Musashino Museum på min sidste dag i Japan, men eftersom jeg ville være sikker på at få set begge steder, så valgte jeg at gøre det på denne dag.

Det var heller ikke, fordi det tog lang tid at komme til Gotokuji, så der var jeg fremme omkring middagstid, og mens jeg blev overrasket over, hvor lille templet i virkelighden var, så blev jeg skam også overrasket over, hvor mange kattefigurer, der rent faktisk fandtes ved det. Man kan slet ikke begribe det ud fra billeder, for selvom de findes opstillet i en lille afkrog, så stod de stimlet sammen overalt i alle størrelser, og der var naturligvis mange, der ligesom mig var kommet for at se kattefigurerne, så der var fyldt med folk, som stod og tog billeder på forholdsvis lidt plads. Templet befandt sig også midt i et boligområde, så det var lidt svært at finde frem til, hvilket jeg næppe ville have haft held med, hvis jeg ikke havde haft et kort på mobilen.

Videre til Yokkaichi

Besøget ved Gotokuji var dog hurtigt overstået, så herefter tog jeg videre til Tokyo station for at hente min bagage, hvorpå jeg steg på shinkansen og påbegyndte rejsen mod vest. Jeg skulle nemlig til havnebyen Yokkaichi, hvor mit næste hotel befandt sig, og det er en temmelig lang tur, som først bragte mig til Nagoya, hvor jeg skiftede til et lokaltog mod Yokkaichi. På vejen gik solen ned, men det var helt som planlagt, for jeg havde nemlig valgt at opholde mig i Yokkaichi, så jeg først og fremmest kunne besøge Nabana no Sato, der er en stor park, som mest er kendt for at være det sted, hvor man nok kan opleve Japans mest imponerende vinterbelysning. Faktisk kørte jeg forbi parken på vejen mod Yokkaichi, men mørket skulle lige nå at falde på, og jeg ville også gerne tjekke ind på mit hotel først, så jeg kunne efterlade min bagage, for eftersom Nabana no Sato er åbent til langt ud på aftenen, havde jeg ikke travlt.

Fra Yokkaichi station var der lidt over en kilometers gang til hotellet, hvor det trådløse internet var så elendigt, at jeg måtte begive mig udenfor og benytte mig af et åbent hospot ved en café, så jeg kunne undersøge tog- og bustiderne til Nabana no Sato. Parken befinder sig nemlig på øen Nagashima vest for Nagoya, så efter at have taget lokaltoget tilbage i den retning, skiftede jeg til en bus, der i løbet af ingen tid bragte mig frem til Nabana no Sato, hvor jeg således ankom klokken 18. Der var kun ganske få passagerer ombord på bussen, så jeg havde håbet på, at parken ville være tom for mennesker, eftersom det trods alt var onsdag aften, men desværre viste det sig at være stik modsat, for stedet var nemlig proppet med besøgende, hvoraf de fleste tydeligvis var kommet med bil, idet parkeringspladsen var helt fuld.

Nabana no Sato er dog et så stort sted, at der var plads nok til alle, og i nogle sektioner kunne jeg endda gå alene, men de fleste steder var der enten grupper eller par, som var kommet for at nyde den populære vinterbelysning, der for en dansker er helt igennem overvældende. Japanerne virkede nærmest vant til det, og der var da også banale dekorationer som lyskæder i træer og buske, men der var også fuldkommen betagende forestillinger med lysshow kombineret med episk musik - heriblandt parkens højdepunkt, der bestod af et stort oplyst område med tre pyramider, hvor man i et par minutter kunne opleve en fortælling med brug af lyd- og lyseffekter. Denne sektion kører hvert år et nyt tema og er derfor et sted, hvor mange af de besøgende samler sig, da det også fungerer som parkens endepunkt.

Det var nærmest som et være til en koncert, og når man står der, kan man slet ikke overskue, hvor meget arbejde, der er blevet lagt i det hele, fordi der simpelthen er så mange indtryk at suge til sig. Dette inkluderer eksempelvis også to tunneler af lyskæder, der næsten virker endeløse, når man går rundt i dem. Jeg havde nogle dage forinden besøgt Ashikaga Flower Park for at opleve dennes vinterbelysning, og i mine øjne bliver den langt overgået af Nabana no Sato, hvilket prisen da også bar præg af, idet jeg måtte betale det, der svarede til næsten 150 kroner, hvilket er en ret dyr enstrépris ved en japansk seværdighed. Men når man tænker på al den strøm, som kræves, og den oplevelse, man får ud af det, så syntes jeg bestemt, at det var besøget værd.

At komme frem til Nabano no Sato er dog en ting - det er en anden at komme væk derfra, for busserne kører så uregelmæssigt, at jeg ikke gad at vente på den næste afgang efter at have forladt parken. Jeg valgte derfor at gå de 2 kilometer tilbage til stationen, hvilket kom til at foregå på små stier i bælgravende mørke, hvor der nu og da kom biler kørende, så jeg var nødt til at rykke til siden. Det var lidt nervepirrende at vandre rundt i stilheden uden at kunne se noget, men på den anden side var det også en speciel kontrast til det larmende lyshav, jeg lige var kommet fra, så jeg nød faktisk at gå og føle mig både blind og døv, selvom det var en indviklet gåtur grundet vejarbejde, som blokerede for en del af ruten. Men jeg fandt ikke desto mindre tilbage til stationen, hvor jeg tog toget tilbage til Yokkaichi, så dagen kunne blive afsluttet med et varmt karbad på mit hotel, hvor internettet heldigvis var begyndt at virke.

Total Page Visits: 139 - Today Page Visits: 2