24. marts 2023: Koyasan og Osaka

Turen går til Koyasan

Jeg havde valgt at bo på hotel i det sydlige Osaka, fordi jeg gerne ville besøge både Yoshino og Koya-bjerget - kendt som Koyasan på japansk. Yoshino har ligeledes et bjerg kendt for sine hundredvis af kirsebærtræer, som jeg gerne ville se, men desværre var jeg ankommet, før disse var begyndt at blomstre. På et livecam på internettet sikrede jeg mig, at de endnu ikke var sprunget ud, og jeg valgte derfor at droppe planen om at besøge Yoshino på denne rejse. I stedet gik turen på denne dag til Koyasan med tog fra Osaka, hvilket er en lang tur på over en time. Ved ankomsten til Koyasan skal man ydermere benytte en kabelbane og derefter en bus for at komme frem til byen på bjerget, der er kendt for sine utallige templer. Koyasan er nemlig hovedsædet for shingon-buddhismen, som munken Kobo Daishi grundlagde, og derfor er det også hér, han er stedt til hvile i Okunoin-templet, hvis gravplads er den største i Japan.

Også denne dag var det overskyet, og på vejen mod Koyasan kunne man betragte, hvordan skyerne kælede mod bjergtinderne og skjulte dem for øjet. Det var ret specielt, fordi Koyasan ligeledes var dækket af skyer, så jeg derfor befandt mig i disse, da jeg endelig nåede frem til toppen efter en kort tur med kabelbanen. Der var dog ikke andet end en let tåge på selve bjerget, men denne var dog med til at forstærke den spirituelle atmosfære, som Koyasan er kendt for at besidde.

Jeg var startet dagen tidligt, fordi jeg havde forventet, at der ville være fyldt med turister, men på turen til Koyasan var der ikke mange mennesker. Jeg kunne derimod se på de modkørende transportmidler, at mange tog turen ned fra bjerget - sandsynligvis fordi de boede på templer på bjerget og derfra tog ned for at besøge andre steder.

Turen til Koyasan er desuden ikke dækket af Japan Rail Pass, men det var ikke en særlig dyr tur, da det kostede mig under 1500 yen med både tog, kabelvogn og bus hele vejen frem til Okunoin. Men for at komme frem til selve templet skal man dog vandre forbi hundredvis af gravsteder, hvilket for mig var den absolut bedste oplevelse, fordi der er tale om en temmelig lang strækning, hvor man kan beundre talrige stenmonumenter, som gennem tiden er blevet dækket af mos, så det nærmest er som at træde rundt i et forladt område, selvom turister dagligt valfarter igennem det.

Netop fordi der er tale om et stort område, så er det også muligt at finde steder, hvor man kan være alene og nyde stilheden, selvom det for det meste var muligt at høre andre folk snakke i baggrunden. Jeg tror, at antallet af mennesker var begrænset, fordi jeg var ankommet tidligt, for jeg kan forestille mig, at der er mere travlt i de senere dagtimer, og så er stemningen nok helt anderledes. Tågen blev også tykkere, efterhånden som timerne gik, hvilket gjorde omgivelserne endnu mere betagende, præcis som jeg havde set på billeder. Koyasan blev således hurtigt et af mine nye favoritsteder i Japan, og jeg forstod skam godt populariteten, for det var virkelig et fantastisk sted.

Gravstederne findes i alle mulige afskygninger og bliver tydeligvis ældre, desto nærmere man kommer Okunoin-templet. I begyndelsen er der eksempel monumenter dedikeret nyligt afdøde personer og sågar et, der er formet som en raket. Ved ankomsten til Okunoin-templet er det ikke tilladt at tage billeder, da dette jo er Kobo Daishis gravsted og derfor ekstra helligt. Mange besøgende er desuden pilgrimme, der enten besøger Koyasan i forbindelse med en pilgrimsfærd eller er ved at afslutte eller påbegynde pilgrimsruten på Shikoku, der traditionelt set inkluderer et besøg ved Kobo Daishis grav, da det var ham, som grundlagde denne.

Af den grund var de fleste omkring mig japanere - heriblandt en mand, jeg allerede mødte i bussen. Han gik nemlig rundt og spurgte alle udlændinge, hvor de var fra, i forsøget på at interagere med dem på engelsk, hvilket han desværre ikke kunne, eftersom samtalerne stoppede, hver gang han forsøgte at stille andre spørgsmål. På den måde var han et meget godt billede på det japanske folk, for de vil så gerne være internationale, men besidder ikke de kommunikative evner til det.

Okunoin er kendt som stedet med de 10.000 lanterner, hvilket endda ikke er en overdrivelse. Der hang bogstavelig talt lanterner overalt, og hvis man var i tvivl om antallet, så var de nummereret. Templet var dog også endepunktet på min tur, så på tilbagevejen kunne jeg igen nyde synet af de mange gravsteder i endnu mere idylliske omgivelser, fordi jeg tog en anden rute, hvor der kun var ganske få andre mennesker. Desværre begynde det også at regne, så jeg måtte slå paraplyen ud på min vej til næste stop, hvilket var Kongobuji-templet.

På vejen fik jeg dog øje på en trappe med orange torii-porte, hvilket kun kunne betyde én ting: Det måtte være begyndelsen på en Inari-helligdom, idet disse er kendetegnet ved deres mange orange torii-porte. Og sørme så. For da jeg gik op ad trappen, viste det sig at være Kiyotaka Inari-helligdommen, som jeg havde fundet frem til. Og fordi den lå så isoleret, var der ingen andre til stede, så jeg længe kunne gå rundt og beundre stedet og suge stemningen til mig. Det var et virkelig specielt øjeblik, fordi der på et tidspunkt kom andre forbi, så jeg følte nærmest, at jeg havde fundet frem til et hemmeligt sted, selvom det var åbenlyst markeret.

Derefter gik turen så videre til Kongobuji-templet, hvor man heller ikke må tage billeder inde i templet, hvilket var en skam, for der var virkelig mange mindeværdige rum samt en stenhave. Heller ikke her var der mange mennesker, så jeg følte mig generelt heldig over at have valgt at besøge Koyasan en fredag formiddag. Der er desuden templer overalt i den lille by, der ligger på bjerget, men mange af disse er kun åbne for gæster, som har betalt for et tempelophold, så jeg måtte nøjes med at besøge turistattraktionerne, og det næste tempel i rækken var Danjo Garan, der blev åbnet som træningsgrund af Kobo Daishi, og stedet består derfor af flere templer og pagoder.

Hér var jeg endda så heldig at ankomme klokken 13, så jeg tilfældigvis blev vidne til en munk, der ringede på en tempelklokke for at markere en ny times begyndelse, og kort tid efter fik jeg endda endnu en unik oplevelse. For da jeg skød genvej gennem et lille skovområde, stødte jeg nemlig ind i et dyr, som jeg aldrig før havde set. Da jeg først hørte rislen fra bladene, troede jeg, det var en bjørn. Da jeg så fik øje på dyret, lignede det et vildsvin. Men da jeg kiggede nærmere, indså jeg, at det var en serov, som stod og stirrede på mig. Den blev endda stående i flere minutter og lod mig tage op til flere billeder, inden den til sidst besluttede sig for at liste af.

Tilbage til Osaka

Man kunne bruge lang tid på at vandre rundt og betragte templerne på Koyasan, men bjerget befandt sig tydeligvis i en regnsky, for luften var fugtig, og en tyk tåge spredte sig og forringede sigtbarheden, så det til sidst var ikke var muligt at se bygningerne mere. Da jeg samtidig havde set det, jeg havde planlagt, besluttede jeg mig for at påbegynde turen ned fra bjerget, hvilket startede med en lidt nervepirrende bustur i den tætte tåge, hvor man seriøst ikke kunne se noget ud af ruderne, så at chaufføren kunne manøvrere rundt på de spinkle bjergveje var ret imponerende - især fordi han gjorde det i et ret skræmmende tempo. Vi kom dog alle helskindet frem til kabelbanen, hvor det heller ikke var til at se noget som helst. Det var først på turen med toget, at omgivelserne begyndte at blive synlige igen, og ved ankomsten til Osaka havde det heldigvis klaret op, så resten af dagen kunne blive brugt uden paraply.

Det gode ved at begynde tidligt på dagen er, at jeg får mest muligt ud af den. De tidlige morgentimer var gået på turen til Koyasan, hvor jeg havde nået at tilbringe fem timer. Alligevel var dagen langt fra slut, så i Osaka slog jeg et smut forbi det dynamiske Shinsekai-distrikt, der var noget af en kontrast til Koyasan. Hér var nemlig proppet med mennesker og fyldt med larm - specielt ved vartegnet Tsutenkaku, der er et 103 meter højt tårn. Dette var dog for lille til, at jeg gad bruge penge på at tage en tur op i det, så jeg nøjedes med at betragte det udefra, selvom det ikke ligefrem er nogen skønhed.

Efterfølgende tog jeg så et hurtigt smut forbi Namba Yasaka-helligdommen, der er kendt for sit enorme løvehoved, men udover dette var der sådan set tale om en almindelig helligdom, hvor der ironisk nok var flere mennesker, end der havde været noget sted på Koyasan. Og det samme var der ved mit sidste stop, for da jeg tog videre for at se de berømte reklameskilte ved Dotombori-kanalen, var det nærmest ikke muligt at komme frem, så der fornemmede jeg virkelig, at jeg befandt mig i en millionby.

Osaka er heller ikke ligefrem mit yndlingssted i Japan, fordi der generelt mangler den ordentlighed, som kendetegner andre japanske byer. Jeg så eksempelvis en hel gade fyldt med affald som en alternativ losseplads, og så vrimler det med hjemløse, der især har forsamlet sig i visse egne af byen, hvor de bor i selvopførte hjem af papkasser og presenninger. Der var endda et lille loppemarked, hvor hjemløse solgte skrald, som andre tydeligvis havde smidt ud, for der var både tøj med huller og pletter, ødelagt legetøj og bulede gryder. I Japan må man nemlig ikke tigge, så hjemløse er afhængige af godhjertede personer, som forbarmer sig over dem.

Det var ved at blive sent, men dagen var dog ikke forbi. Hjemmefra havde jeg nemlig købt billet til teamLab Botanical Garden, som meget praktisk befandt sig i Nagai Park - kun få kilometer fra mit hotel. Så jeg tog tilbage for at lægge min taske og samtidig få noget at spise, så jeg kunne være klar til at tage afsted, efter mørket var faldet på. teamLab Botanical Garden var nemlig kun åben i aftentimerne, for ligesom med andre af teamLabs projekter, så var dette en kombination af lys og lyd med mulighed for gæsterne at interagere med de udendørs værker, så man som gæst fik stimuleret hele tre af sine sanser.

Af samme grund var der en grænse for antallet af gæster, så billetter kunne kun købes online, hvilket jeg altså valgte at gøre i Danmark, hvilket var lidt af et sats, eftersom det svingede mellem regnvejr og tørvejr på hele min ferie. Heldigvis holdt det tørt resten af aftenen, så jeg uden problemer kunne nyde de specielle kunstinstallationer, der befandt sig i forskellige sektioner og gjorde Nagai Park til et overjordisk eventyrland. Og eftersom folk blev lukket ind i grupper, var det muligt at finde steder, hvor der kun var få eller slet ingen mennesker, hvilket bare gør sådan en oplevelse bedre.

Udstillingerne bestod primært af objekter, som blev lyst op med tilhørende lydeffekter, og eftersom værkerne befandt sig i en park, så var det en helt speciel oplevelse at gå rundt blandt træer i mørke med unaturlige genstande i unaturlige farver. Det var næsten som at befinde sig på en anden planet omgivet af alienæg. Jeg fik derfor brugt meget tid i parken, før jeg til sidste valgte at tage tilbage til hotellet, så jeg kunne være udhvilet til endnu en dag.

På turen tilbage til stationen stoppede jeg dog op for at tage billeder af de blomstrende kirsebærtræer, og der var der pludselig tre japanere, som henvendte sig til mig, og da de fandt ud af, at jeg kunne japansk, endte vi med at have en hyggelig samtale, hvor vi lærte hinanden at kende og sågar udvekslede visitkort. Jeg havde nemlig medbragt nogle, fordi det er vanlig skik, at man udveksler visitkort, når man stifter nye bekendtskaber i Japan.

De tre var meget snakkesalige og roste mit japanske, selvom det var rustent. Men da de også begyndte at komplimentere mit udseende, blev jeg lidt flov, fordi jeg ikke er vant til den slags i Danmark, hvor det betragtes som flirt, men i Japan har man ikke noget imod at rose specielle træk, så hvis man er høj, har blond hår eller blå øjne, skal man være forberedt på at få opmærksomhed, for mange japanere er besatte af det nordiske udseende, fordi det er en kontrast til deres, så derfor bliver vesterlændinge ofte portrætteret som værende netop blonde og blåøjede i manga og anime. Japanerne bliver også altid interesseret i at høre, at man kommer fra Danmark, for de forbinder nærmest kun USA med Vesten, mens Europa er et kontinent, hvis lande de har beskedent kendskab til.

Da jeg vendte tilbage til mit hotel, pakkede jeg min taske, fordi jeg dagen efter skulle videre til Himeji. Oprindeligt havde jeg planlagt at besøge Yoshino på denne eller den næste dag, men da jeg droppede planen, stod jeg pludselig med en dag, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle foretage mig. Jeg besluttede mig derfor at bruge næste dag på at tage på en rundtur i Osaka for at besøge nogle af de andre steder, jeg gerne ville se. Hjemmefra havde jeg nemlig lavet en liste med mulige seværdigheder, så jeg undersøgte åbningstiderne for disse og lagde en plan for, hvilke steder jeg ville tage forbi, inden turen skulle gå videre til Himeji, hvor jeg skulle tilbringe resten af min ferie.

Total Page Visits: 220 - Today Page Visits: 1