I Japan

For at gøre ferien i Japan så gnidningsløs og problemfri som muligt har jeg sammensat denne lille guide, der kan fungere som en hjælp og vejledning til det at rejse i Japan. Klik på en af følgende kategorier for at læse mere om hvert emne:

Opbevaringsskabe På langt de fleste stationer i Japan findes der opbevaringsskabe, hvor man kan opmagasinere sin bagage. Det er praktisk, hvis man har meget at slæbe rundt på og for eksempel gerne vil tage på sightseeing, mens man venter på, at ens hotel åbner for tjek-ind, eller hvis man har købt en masse souvenirs og gerne vil lette byrden, mens man nyder resten af dagen. Opbevaringsskabe findes i forskellige størrelser, men de største af slagsen er typisk begrænset til de større stationer. I Japan I Japan Skabe har som regel en dybde på 54 cm. og en bredde på 34 cm. Højden kan variere fra 20 cm. til lidt over en meter. Prisen per skab ligger mellem 300 til 600 yen per kalenderdag (altså fra midnat til midnat). Henter man sin bagage, dagen efter man har lagt den i et skab, skal man derfor betale ekstra for at kunne låse det op. Det er kun tilladt at opbevare sin bagage i tre dage ad gangen – overskrides grænsen vil skabet blive tømt af personalet. Bemærk, at det kun er muligt at betale med 100 yen-mønter. Opbevaringsskabe kan være svære at finde, men følg skiltningen, der vil bestå af symbolet vist nedenfor og desuden indeholde den engelske oversættelse: coin lockers. I Japan I Japan Man kan se, om et skab er ledigt, hvis der sidder en nøgle i. Vælg det skab, I gerne vil gøre brug af. Placér jeres bagage i det. Betal det oplyste beløb ved at indkaste et lige antal mønter. Luk for døren og drej nøglen for at låse for skabet. Tag nøglen med jer. Hvis I mister nøglen, skal I kontakte stationspersonalet for at kunne få jeres bagage tilbage, og I vil i den forbindelse blive nødt til at betale en afgift. Det kan ofte være svært at finde frem til det skab, man har placeret sin bagage i, men alle skabe har hver deres nummer, som også vil stå på den tilhørende nøgle. Ved nogle turistattraktioner, hvor man ikke må medbringe bagage, vil der nogle gange være opbevaringsskabe til rådighed. I offentlig transport ' Japanske tog og busser er ikke designet til store kufferter. Det er meget upraktisk at rejse med bagage i lokaltog og bybusser. Tog og bus, der er tilknyttet lufthavne, vil tværtimod have plads til bagage. På shinkansen er der hattehylder, hvor man kan lægge sin bagage, hvis den ikke fylder for meget. Kufferter, der ikke kan være på hylderne, kan i stedet placeres i bagenden af vognen, hvor der er plads bag passagersæderne. Levering af bagage Det er også muligt at undgå at rejse lange afstande med sin bagage og i stedet sende den af sted for sig selv. Leveringsfirmaer tilbyder at sende bagage mellem hoteller eller til og fra lufthavnen. Her kan personalet hjælpe med yderligere informationer. Leveringen finder typisk sted inden for 24 timer. Pris afhænger af bagagemængde og afstand.
Vælg det transportmiddel, du gerne vil rejse med:
Det japanske togsystem er et af verdens mest komplekse og punktlige. En gennemsnitsforsinkelse ligger på 18 sekunder. Japanske togstationer er nærmest som små lufthavne, hvor selv japanere har det med at fare vild. På de store stationer er der både butikker, caféer, restauranter og souvenirboder. På de mindre stationer vil der typisk kun være tilknyttet en kiosk. Præcis som med lufthavne er stationer delt op i to områder: et, som er offentligt tilgængeligt, og et, der kun er forbeholdt rejsende. For at få adgang til perroner, skal man have status som rejsende, hvilket kræver en gyldig billet eller et rejsepas. I Japan Med billet: Billetter til korte distancer kan købes i billetautomater, der oftest har en engelsk tilvalgsguide. Vælg antallet af rejsende ved at trykke på de tilhørende knapper. Oven over automaten hænger et kort over toglinjer og stationer, og ved siden af hver station, kan man se, hvor meget det koster at komme dertil. På billetautomaten er der en skærm, hvor man kan se en række beløb. Tryk på det beløb, som svarer til det, der er nævnt på kortet ud fra den station, I gerne vil til. Indkast penge i automaten. I vil herefter modtage jeres billet og eventuelle byttepenge. Ved langdistancerejser skal man som regel henvende sig til et bemandet billetkontor, hvor man skal angive følgende oplysninger: -Antal rejsende -Hvilke stationer, man vil rejse fra og til -Dato for rejsen -Om man vil rejse på almindelig klasse eller på første klasse (green car) -Om man ønsker en reserveret eller en ikke-reserveret plads Det er ikke altid, personalet kan engelsk, så man kan med fordel have skrevet disse informationer ned på forhånd, så betjeningen dermed kan gå hurtigere. Førsteklassesbilletter er 30 – 50 % dyrere end almindelige billetter. De vogne, der er for rejsende på første klasse, er markeret med et grønt firkløver. Med en pladsreservation bindes man til et særligt tog, men på den måde er man også sikker på at få en siddeplads, eftersom de ikke-reserverede sæder befinder sig i separate vogne, som tit kan være fyldte på bestemte tidspunkter af dagen. Billetten er et slags adgangskort, som man skal bruge for at blive lukket forbi de automatiske låger. Hér skal billetten placeres i det markerede felt, hvor den vil blive trukket igennem maskinen og dukke op på den anden side af lågen, som samtidig vil åbne, så man kan gå igennem. Husk at tage billetten, da den skal benyttes igen, når man forlader sin endestation. På det tidspunkt vil billetten blive opslugt af maskinen. Indsætter man en ugyldig billet, vil der lyde en alarm. Stationspersonalet vil i så fald være behjælpelig, hvis man har gjort noget forkert. I denne video kan I se, hvordan man køber og bruger en almindelig togbillet i Japan:

Med IC-kort: I Japan har man ligesom i Danmark en type rejsekort kaldet IC-kort der fungerer som en elektronisk billet, som man tjekker ind og ud med, hvorved der automatisk fratrækkes penge fra kortet svarende til den pris, man skal betale for rejsen. Der findes forskellige typer af rejsekort, idet disse er tilknyttet de største byer i Japan, hvor de gør det muligt at rejse lokalt med de fleste offentlige transportmidler - dog ikke hurtige typer af slagsen såsom ekspresbusser og de fleste shinkansen-linjer. Et IC-kort er dog gældende i alle storbyer, ligemeget hvilken type man har. Det er muligt for turister at anskaffe sig et IC-kort i japanske billetautomater eller ved bemandede billetkontorer, hvilket kræver et depositum, som vil blive tilbagebetalt, når man leverer kortet tilbage, hvilket kan gøres i de bemandede billetkontorer, hvor man samtidig kan få udbetalt den resterende saldo på kortet. På stationerne kan man ligeledes optanke kortet ved billetautomater eller ved de særlige IC-kort automater. Der skal laves et kort per rejsende - altså kan man ikke rejse flere personer på samme kort. Det er desuden muligt at anvende et IC-kort som kreditkort ved salgsautomater, i butikker og på restauranter, hvis dette er markeret med et skilt. -Med Rail Pass Har man et Rail Pass, skal dette vises til stationspersonalet i båsene ved siden af de automatiske låger, og de vil så sørge for, at man bliver lukket ind. I Japan er der dog forskellige togselskaber, og et Rail Pass er kun gældende, hvis man rejser med Central Japan Railways Company (JR). Forsøger man at få adgang til en toglinje, der ikke er dækket af et Rail Pass, vil man blive afvist.   I Japan Uden for lågerne kan man se skærme med toglinjer og afgangstider. Disse skifter mellem japansk og engelsk. Hér kan man også se spornumre, og om der er tale om togkategorierne, der på engelsk kaldes for local, rapid, rapid express, limited express og super express. Tog i kategorien local standser på alle stationer, mens de øvrige tog kun standser på udvalgte stationer. Når man har passeret de automatiske låger, vil man få adgang til perronerne, hvor køreplaner viser, hvilke tog der standser på hvilke stationer. De elektroniske skilte viser også, hvilke vogne der er for folk med eller uden pladsreservationer, men de viser dog kun endestation og eventuelle populære stop på vejen, så det kan være en fordel at have styr på, hvilken toglinje man skal med, før man træder ind på denne del af stationen. Toglinjer har som oftest deres helt egen perron, som vil være markeret med et nummer og en farve. For at komme dertil skal man enten op eller ned ad en trappe eller rulletrappe. Typisk er der også en elevator tilknyttet. Japanske toglinjer kører ikke altid efter en identisk timeplan, så der er ikke et fast interval mellem togene. På køreplanerne kan man se en oversigt over afgangstider, så det kan være en god ide at tage et billede af denne, hvis man har til hensigt at benytte samme linje flere gange. Bemærk dog, at der på mange køreplaner ikke fremgår engelske oversættelser af stationernes navne. Når et tog ankommer, vil der fra højtalerne lyde en ringetone eller en kendingsmelodi, der er forskellig fra linje til linje. Både indtalte stemmer og personale vil desuden informere, advare og holde passagerer opdateret konstant. Dette foregår typisk kun på japansk. På perroner er det markeret, hvor dørene er placeret, når toget holder stille, så hér skal man stille sig i kø og desuden vente på, at andre passagerer har forladt toget, når det er ankommet. Samtlige tog har en kontrollør tilknyttet, som sikrer sig, at alle passagerer er steget ombord, før toget vil køre videre. Når dørene skal til at lukke, vil det blive berettet over højtalerne, og en ringetone eller kendingsmelodi vil igen lyde. Inde i selve toget er der for det meste ingen elektroniske skærme. Her er i stedet klistermærker eller tavler, som viser en oversigt over de stationer, der er tilknyttet den pågældende toglinje. Fra højtalerne vil man blive informeret om næste stop, ligesom man får at vide, om dørene vil åbne til enten højre eller venstre. På japanske stationer er udgange markeret med gule skilte. Store stationer har mere end én udgang, og de vil typisk hedde enten South Gate, North Gate, West Gate eller East Gate.
Shinkansen er navnet på Japans lyntog, der forbinder landets største byer. Shinkansen har sin egen station på de japanske stationer, som er tilknyttet shinkansen, hvilket vil sige, at man skal forbi endnu et sæt automatiske låger efter i forvejen at have passeret nogen. Men disse låger kan kun passeres med shinkansen-billetter, som kun kan købes i særlige automater eller ved bemandede billetkontorer, hvor der på engelsk vil stå Shinkansen tickets. En billet til shinkansen består af en billetpris, men hertil kommer også særlige afgifter for at benytte sig af shinkansen. Nogle steder vil man derfor få udleveret to billetter, men de kan også være kombineret i én. Hvis man undervejs skal skifte mellem forskellige linjer, så vil man modtage flere billetter. Det er desuden muligt at købe følgende tillægsydelser: pladsreservation og billet til første klasse (green car). Med pladsreservation bliver man bundet til et bestemt tog, men på visse linjer er det kun muligt at rejse med shinkansen, hvis man har reserveret plads. For at passere de første låger på stationen skal man indsætte sin billet med den engelske tekst fare ticket. Find herefter frem til shinkansen ved at følge skiltene. For at passere lågerne, der giver adgang til shinkansen-sporene, skal man hér indsætte alle de billetter, man har modtaget, på samme tid. Shinkansen er styret af JR, hvilket vil sige, at det er muligt at rejse med shinkansen, hvis man har et Rail Pass. Dette skal blot vises til personalet ved siden af de automatiske låger, og de vil på den måde lukke en forbi. Med et Rail Pass skal man desuden ikke betale for at få lavet pladsreservationer, men en sådan kan kun fås ved at henvende sig til de bemandede billetkontorer. Shinkansen har forskellige linjer, men er desuden også opdelt i kategorier, og med et Rail Pass kan man ikke rejse med de shinkansen-tog, der hedder Mizuho og Nozomi, da de har status som Super Express. På shinkansen-stationerne er der engelsk skiltning og information over højtalerne. På de elektroniske skærme, står der ankomsttider på kommende tog, ligesom man hér kan se, hvilke togkategorier der er tale om, og hvor de ikke-reserverede vogne befinder sig. Typisk vil det være de forreste vogne, mens de bageste vil være forbeholdt første klasse. Vognene på shinkansen er nummererede, og på perronen kan man se, hvor de forskellige vogne vil holde, når toget standser. Hér er der tegnet op, så folk kan stille sig i kø og vente på toget. Der er to linjer, men den anden linje er tiltænkt de passagerer, som skal med det næste tog. Når shinkansen ankommer lyder der en ringetone. Når toget standser, vil perrondørene åbne, samtidig med at togdørene går op. Vent med at gå ind i toget, til folk er stået af. Er der tale om en endestation, så skal toget rengøres, før passagererne kan gå ombord. Rengøringspersonale vil i så fald spærre dørene af og gennemgå samtlige vogne og sæder på få minutter. I shinkansen er der både toilet og håndvaske. Der findes også særlige rygerum i nogle af vognene. Det er ikke tilladt at tale i telefon – kun hvis man går ud på mellemgangene. Nogle gange vil der være tilknyttet en serveringsvogn, hvor man kan købe både drikkevarer og snacks. På nogle tog er der desuden stikkontakt under sæderne. Der er dog ingen skraldespande eller plastikposer i selve vognene, så når man skal skille sig af med affald, skal man bevæge ud på mellemgangene. Alle sæder i shinkansen kan lænes tilbage eller roteres 180 grader, så er man et større selskab, der gerne vil tale sammen, så kan man altid vende sæderne mod hinanden. Husk dog at slå sæderne tilbage, når I stiger af. Over højtalerne vil der på både japansk og engelsk blive informeret om kommende stationer, i god tid før ankomsten til disse. Togets konduktør vil jævnligt gå igennem toget og være til rådighed, hvis der skulle være brug for hjælp. I Japan
Metrostationer er indrettet som almindelige stationer, og forløbet med at købe billet er derfor det samme som ved et standart-tog. Dog kan man også erhverve sig heldagsbilletter, der giver ubegrænset rejse med metroen i den pågældende by. Bemærk, at et Rail Pass ikke er gyldigt i den japanske metro.
I Japan findes der forskellige busselskaber, der foretager både lokal og regional kørsel. JR yder ikke kun togservice, men driver også en række buslinjer i udvalgte byer og i tilknytning til populære turistattraktioner. Er man indehaver af et Rail Pass, kan man gratis benytte sig af disse busser, som er nemme at identificere ud fra deres logo, som består af bogstaverne JR. Japanske busstoppesteder kan være svære at finde for udlændinge, fordi de ikke altid har et bus-symbol – i stedet står der ”busstoppested” skrevet på japansk. Disse skilte er typisk runde, og under dem hænger en køreplan, hvor man kan se afgangstider og tilknyttede stoppesteder (oftest kun på japansk). På mange busser vil der over forruden stå navnet på endestationen på både japansk og engelsk. I Japan går man ind i bussen bagfra eller midtpå, alt efter hvor døren befinder sig (med undtagelse af visse bybusser og lufthavnbusser). Inden for døren hænger en automat, hvorfra man skal trække et nummer. Dette er billetten, som man først betaler for, når man stiger af. Kører man med JR og har et Rail Pass, skal man ikke trække en billet, for så skal man blot vise sit Rail Pass til chaufføren, når man stiger af. Under kørslen vil kommende stationer blive nævnt i højtalerne. I nogle busser med automatisk information vil dette foregå på både japansk og engelsk, men er det chaufføren, der annoncerer stoppestederne, vil det kun foregå på japansk. Sørg derfor for at huske, hvor I skal af, og hav ørerne åbne. På en skærm fremgår navnet på næste stop desuden også, så hvis det kun optræder på japansk, kan det være en god ide at tage et billede af stoppestedets navn, inden man stiger ombord, så man kan sammenligne det med tegnene på skærmen. I Japan På denne skærm kan man desuden se, hvor mange penge man skal betale for turen. Det nummer, der står på ens billet, angiver, hvilken zone man er steget på, og på skærmen kan man hele tiden se prisen under numrene stige, efterhånden som man kommer frem. Det er vigtigt at holde øje med prisen og have pungen klar, for der skal betales med lige penge ved afstigning. I Japan Ligesom i Danmark trykker man på en stopknap i bussen, når man gerne vil af. Husk at bussen skal holde helt stille, før man rejser sig og bevæger sig ned mod chaufføren. Her står en automat, der kan virke temmelig uoverskuelig, men alt, man skal gøre, er blot at smide sin billet og mønter i tragten og herefter stige af. Automaten tager ikke imod sedler og kan ikke udbetale byttepenge, så som nævnt tidligere er det nødvendigt at man har et lige antal mønter klar. Automaten er dog også en vekselmaskine, hvor man kan veksle 1000 yen-sedler og mønter til mindre beløb. At veksle, mens man skal af, kan dog medføre kødannelse, og eftersom man ikke må gå rundt, mens bussen kører, er det en god ide at skynde sig ned og veksle, mens man for eksempel holder for rødt. Automaten indeholder typisk også en kortlæser, som er beregnet til de japanske udgaver af rejsekort, hvilket ikke er relevant, hvis man er turist.
I visse japanske storbyer er det endnu muligt at rejse med sporvogn. At rejse med en sådan foregår på samme måde, som når man kører med bus.
Japanske taxier findes i forskellige farver, men de er for det meste enten hvide eller gule. Taxier kan desuden genkendes på deres grønne nummerplader. Et skilt i forruden viser, om vognen er ledig eller ej. Er skriften rød, så er taxien ledig, og er den grøn, så er den derimod optaget. På taget sidder desuden en lampe, som kun lyser, når en taxi er ledig. Taxier holder som regel ved stationer eller i markerede vejbaner i storbyerne. For at indikere, at man gerne vil køre med, skal man signalere eller henvende sig til chaufføren. Som kunde skal man ikke selv åbne døren. På venstre side vil den blive åbnet og lukket af chaufføren inde fra bilen. Andre døre skal dog åbnes manuelt. De fleste chauffører taler kun japansk, men så længe man kan udtale sin destination eller har denne skrevet ned på forhånd, så skal man nok blive kørt derhen. Vil man have fat i en taxi fra gaden, kan man give tegn ved at løfte hånden, hvis der er plads nok, til at chaufføren kan parkere. I Japan giver man ikke drikkepenge, så der skal enten betales med lige penge, eller et beløb, som gør det muligt for chaufføren at give byttepenge.
Biludlejning er en relevant mulighed, hvis man ønsker at rejse uden for de japanske byer og udforske de ydre landområder. Det er også en oplagt måde for et større rejsende selskab at spare penge på transportudgifter. I Japan kræves der et japansk kørekort eller international køretilladelse, hvilket man på forhånd kan skaffe hjemmefra ved at kontakte sin kommune. Det er blandt andet muligt at leje biler i lufthavne, og de fleste biler vil være udstyret med et GPS-system. Japanske trafikskilte har for det meste kun engelsk tekst på de store veje. Hvad angår tankstationer, så findes der både servicestationer og selvbetjeningsstationer. På servicestationerne tales der sjældent engelsk, så det er nødvendigt at tale noget japansk for at kunne bestille benzin. Selvbetjeningsstationer har kun japanske menuer, men her kan personalet hjælpe, hvis de er i besiddelse af de rette sprogkundskaber. Betaler man for meget, så vil byttepengene blive udbetalt inde i butikken, som er tilknyttet tankstationen, eller i en stander for sig selv. I de større byer er der parkeringsafgifter, og præcis som i Danmark, så anvender man det metriske system i Japan, hvilket vil sige, at afstande og fartgrænser er angivet i kilometer på vejskilte.
Japan er en af verdens største cykelnationer, men byerne er ikke indrettet efter dette. Som turist vil man hurtigt bide mærke i, at der tilsyneladende ikke er nogen færdselsregler for cyklister. Manglen på cykelstier gør, at folk kort sagt kører, hvor det passer dem. På veje, på fortove og på fodgængerfelter. Om aftenen kører de uden lys, og når det regner, cykler de rundt med en udslået paraply. Cyklen er dog et bekvemt transportmiddel i de store byer, hvis man ønsker at opleve flere forskellige steder på samme dag. Derfor er det da også populært med cykeludlejning, da det kun koster omkring 1000 yen at leje en cykel i en hel dag. Cykeludlejningsfirmaer kan som regel findes i nærheden af togstationer, men visse hoteller yder også denne service for deres gæster. Det er ikke så udbredt at cykle med hjelm i Japan, så en sådan er ikke inkluderet i udlejningen af en cykel. Alle cykler har dog både en lås og en tilhørende nøgle. Det kniber med parkeringsforholdene i Japan, så det kan ofte være svært at finde et sted at stille sin cykel, uden den generer andre. Cykler, som holder ulovligt parkeret vil blive fjernet af myndighederne, og for at få dem tilbage skal man betale en afgift. Udlejningsfirmaer kræver forskellige informationer, når man lejer en cykel, men som turist skal man som regel fremvise billede-ID og oplyse adressen på sit hotel. Nogle gange kan det blive nødvendigt at betale et depositum, som vil blive betalt tilbage, når cyklen returneres.
I Japan er der tusindvis af lokale minisupermarkeder, som kaldes konbini, hvor man kan købe de mest basale dagligvarer til overskuelige priser. Af butikskæder kan nævnes 7Eleven, Lawson, FamilyMart og Circle K. I en konbibi kan man blandt andet læse magasiner og bøger, man kan købe billetter til diverse attraktioner, man kan printe og kopiere, og i 7Eleven kan man hæve penge, hvis man har et Visa- eller Mastercard. Der er kun indkøbskurve og ingen indkøbsvogne, da butikkerne har meget smalle gange. Når man træder ind, vil man fra de ansatte blive mødt af begrebet irasshaimase, hvilket er den måde, man bliver budt velkommen, hver gang man træder ind et sted for at købe noget eller modtage en service. Det samme vil blive sagt, når man skal betale for sine varer. Det er ikke meningen, at man som kunde skal svare tilbage. Selvom man er udlænding, vil de ansatte tale til en på japansk – og det kan være, at de slet ikke kan engelsk. Priser på varer er angivet med og uden moms. Japan er et kontant-samfund, så bliv ikke overrasket, hvis man ved kassen kun tager imod kontanter. Hér afslutter man sit køb ved at placere sin indkøbskurv på skranken. Ekspedienten vil scanne ens varer og sige prisen på dem højt, mens vedkommende lægger dem i en gratis pose. Har man købt færdigretter, der skal varmes, eller kopnudler, der skal tilsættes varmt vand, vil der blive spurgt, om man ønsker det tilberedt med det samme. En høflig måde at svare ja er ved at sige hai, onegaishimasu, mens et afslag kan lyde som iie, kekkou desu. Lige meget hvad så vil man modtage gratis spisepinde eller ske, alt efter hvad man har købt, og en eventuel tilberedning af maden koster heller ingen penge. Der er visse produkter, som kun findes i et begrænset omfang, eller som slet ikke sælges i Japan. Der findes ikke rugbrød, og brød fås generelt kun i få lyse varianter, hvilket vil sige, at det pålæg, som vi kender i Danmark, ikke er noget, man kan få i Japan. I Danmark er vi meget glade for sukker, men i Japan har man en knap så sød tand, så deres sliksektioner er noget mindre, og specielt vingummier og lakridser sælges kun få steder. Morgenmadsprodukter, havregryn og yoghurt skal man også lede længe efter, og eftersom mælk ikke er en traditionel del af den japanske kost, så er det heller ikke muligt at købe store kartoner som herhjemme, ligesom kakaopulver er noget nær umuligt at opstøve. Det er ikke normalt for japanere at have ovne, så bageprodukter såsom mel og gær er ikke en almindelig dagligvare, og mens vi i Danmark har store kølediske fyldt med et bredt udvalg af kød, så vil man i Japan opleve, at flæskesteg og fars ikke er noget, man kan finde hos den lokale købmand. Salgsautomater I Japan kan man nærmest overalt finde en af landets 5,5 millioner salgsautomater, hvor man kan købe alt fra drikkevarer og is til kager og cigaretter. Disse automater tager som regel kun imod kontanter, men oftest er det udelukkende mønter eller 1000-yen-sedler, man kan betale med. Der er et stort udvalg af produkter, som er forskellige i hver automat. Priserne på disse er angivet på en knap, som man kan trykke på, efter man har kastet penge i automaten. Produktet vil falde ud, og byttepenge vil blive givet, hvis man har betalt mere, end produktet kostede.
Japan har et bredt udvalg af spisesteder, hvor man kan nyde både traditionelle og moderne retter. Uden for restauranter vil nogle gange være et menukort eller en udstilling bestående af plastikmad med priser på udvalgte retter. Når man går ind i restauranten, vil man blive modtaget med et irasshaimase, præcis som når man går ind i en butik. Tjeneren vil herefter spørge, hvor mange personer man er, og til det kan man enten vise antallet med sine fingre eller svare hitori desu, hvis man er én person, futari desu hvis man er to, sannin desu hvis man er tre, yonnin desu hvis man er fire, eller gonin desu hvis man er fem.  Efterfølgende vil man blive eskorteret til et bord, der enten kan være højt eller lavt, alt efter hvilken type restaurant man er trådt ind i. Ved høje borde sidder man på stole, mens man ved de lave sidder på puder – ved disse er det ikke tilladt at have sko på, så de skal smides ved indgangen, eller inden man betræder den sektion. På restauranter med begge bordtyper vil man blive spurgt, hvilken man foretrækker. Er det tilladt at ryge på restauranten vil man desuden blive spurgt, om man vil sidde ved et rygerbord eller ej. Når man har sat sig til bords, vil man som regel få udleveret en varm klud, så man kan tørre sine fingre, ligesom man vil få serveret gratis vand eller te. Hvis der ikke er et menukort på bordet, vil man få et udleveret. Bemærk at mange japanske restauranter kun har menukort på japansk, så det kan være en god ide at lære navnene på nogle retter hjemmefra eller tage billeder, som man kan vise, for det er ikke sikkert, at tjeneren kan engelsk. Det kan også være, at der er billeder af retterne på menukortet, så man kan nøjes med at pege. Man kontakter tjeneren med en håndsoprækning eller et sumimasen (undskyld mig). Ved bestilling vil tjeneren gentage ens ordre for at sikre sig, at vedkommende har forstået det rigtigt. Når maden bringes ud, vil den typisk komme i etaper, så nogen skal vente længere tid end andre. Når man modtager sin bestilling, kan man eventuelt takke ved at sige itadakimasu, hvilket er det japanske ord for velbekomme, som siges, før man indtager et måltid. Når man forlader restauranten, skal man i stedet takke for maden ved at sige gochisousama deshita. På mindre restauranter får man som regel ingen regning, men skal blot forlade sit bord for at indikere, at man gerne vil betale, mens man på større restauranter enten vil modtage regningen sammen med maden, eller efter man er færdig med at spise. Den vil ligge med skriften nedad, så pas på ikke at forveksle den med et normalt stykke papir. Typisk vil betalingen ske, ved at man medbringer regningen til kassen nær udgangen, hvor det er mest almindeligt at betale med kontanter, eftersom det ikke er alle restauranter, der tager imod betalingskort. I Japan giver man ikke drikkepenge, og hvis man betaler for meget, vil man få det overskydende beløb refunderet. Izakaya En af de mest udbredte restauranttyper i Japan er izakaya, der mest minder om en pub, hvor der serveres mad. Her er en social atmosfære med mere snak og højlydt latter end på en almindelig restaurant. Det er også tilladt at ryge i en izakaya, og på grund af den trange plads er det som regel ikke muligt at bestille et ikke-rygerbord. Når man træder ind i en izakaya skal man ofte tage skoene af og placere dem i et skoskab ved indgangen. Hvis der ikke er personale til at vise en frem til et bord, skal man selv finde en ledig plads. Efter man har sat sig, vil man modtage en våd klud til at tørre sine fingre samt en lille appetitvækker. Personalet vil eventuelt henvende sig og spørge, om man er klar til at bestille, ellers kan man kontakte dem på samme måde, som man kontakter en tjener på en restaurant, hvis der da ikke er en knap på bordet, der gør det muligt at tilkalde dem. I en izakaya er det ikke normalt at bestille alt på samme tid – man bestiller som regel løbende, eftersom der er tale om små portioner. Og så er det almindeligt, at hele selskabet smager på hinandens retter (altså deler maden), for det er typisk kun én person, der betaler for det hele. Regningen vil løbende blive opdateret, efterhånden som man bestiller, og når man er færdig med at spise, skal denne medbringes til kassen ved udgangen, hvor betalingen vil finde sted. I mindre etablissementer modtager man ingen regning og får derfor først oplyst et beløb, når man skal til at gå.
Hvis man bliver inviteret hjem til en privat bolig i Japan, så er det almindeligt, at man medbringer en lille gave, der kan sammenlignes med en værtindegave. Dog er der tale om en forholdsvis billig ting, der udelukkende er til for at vise ens taknemmelighed over at være blevet inviteret. Det kan være en pakke konfekt, en souvenir fra ens hjemland eller en lille figur af en art - det vigtigste er sådan set indpakningen, der skal se pæn og indbydende ud. Denne overrækkes med begge hænder, og mens dette gøres kan man eventuelt sige "tsumaranai mono desu ga ... ", hvilket kan oversættes til "det er ikke meget, men ..." forstået som at ens gave umuligt kan leve op til den ære det er at blive inviteret. Idet man træder ind i et privat hjem kan man også sige "ojamashimasu", hvilket er en høflig måde at sige "undskyld jeg trænger mig på", som igen viser, at man værdsætter invitationen. Man giver ikke hånd, når man mødes, men udfører i stedet et lille buk. I Japan smider man skoene i entreen, og der vil typisk være tøfler til rådighed, som man kan benytte sig af. Er der ikke det, må man gå træde ind i boligen med strømper (ikke i bare fødder). I entreen vil der normalt være et optrin, der fører videre ind i boligen, og dette må ikke betrædes med sko på. Man må gerne sætte sig på det og tage skoene af, men skoene må på intet tidspunkt komme i berøring med det. Når skoene er smidt, skal de stilles pænt til siden, og her er det normalt at anrette dem med hælen ind mod optrinnet, så de er klar til at tage på, når man skal ud igen. Skal man bruge badeværelset, så skal man desuden skifte tøfler, og et par nye vil derfor befinde sig på badeværelset, mens de andre efterlades ude foran døren. Man skal desuden smide tøflerne, hvis man ankommer til et værelse, hvor gulvet består af tatami-måtter (et gulvtæppe lavet af strå). Som gæst bliver man typisk vist ind i stuen, hvor man først sætter sig, når man får henvist en plads. Japanske familier har normalt faste pladser, så det er uhøfligt at sætte sig ned uden at være sikker på, om man må sidde der. Hvis man er blevet inviteret til middag, kan man altid imitere adfærden, som hjemmets beboere udviser, for familier spiser forskelligt. Det er dog vigtigt, at man holder sig tilbage og opfører sig som gæst og ikke virker alt for anmassende eller grådig. Når maden bliver serveret siger man "itadakimasu", der er det japanske udtryk for velbekomme, men som egentlig betyder noget i retning af "jeg tager imod dette måltid". Nogle siger dette ved at forene håndfladerne, som om man beder. Ønsker man at rose maden kan det gøres med udtryk som "oishii desu" og "umai desu", der betyder, at det smager godt. Det er faktisk i orden at sige dette, mens man har mad i munden, for så viser man, at man nyder det så meget, at man ikke kan vente med at komme med ros. Hvis man spiser nudler eller suppe, så er det nærmest forventet, at man slubrer, fordi det viser, at man nyder smagen. Det kan altid være en god ide at fortælle om eventuelle allergier eller haderetter, inden man bliver inviteret, men hvis man får serveret noget, som man hverken kan tåle eller lide, så er det i orden at afvise ved høfligt at udtrykke sin beklagelse. Hvis man kommer til at sætte tænderne i noget, og man først da finder ud af, at man ikke kan lide det, så er det meget respektløst at spytte maden ud eller skære ansigter. Synk i stedet og lad være med at spise mere af den pågældende medvare. I Japan fylder man ikke sit eget glas, når man indtager et måltid - det er der andre, der står for, og det er i mange tilfælde kvinden i huset, der overvåger glassene og sørger for at de altid er fyldte. Hvis man har fået nok, skal man ikke bunde sit glas, men derimod lade det stå urørt, for så viser man, at man ikke kan få mere ned. Efter man er færdig med at spise siger man "tak for mad" med "gochisousama deshita". Selvom man er gæst, så hænder det, at man hjælper til med at bære ud eller tilmed vaske op. I Japan er der dog en noget traditionel kønsfordeling, så eftersom det er kvinden, der står for at udføre dette, så er det derfor også mere anerkendt, at kvindelige gæster assisterer, mens mænd kan læne sig tilbage og se på. Af ren venlighed bør man dog altid spørge, om man skal hjælpe, men japanerne er så gæstfrie at mange vil afvise og selv klare arbejdet. Når man er på besøg i et privat hjem, så er det menneskerne, der bor der, som man bør engagere sig i. Det vil sige, at man ikke skal sidde med mobilen fremme eller småsnakke for meget med hinanden, hvis man er flere, der er blevet inviteret. Japanere er meget interesseret i at fortælle om deres egen kultur eller lære om andres, så der vil altid være noget at tale om, hvis der åbnes op for et emne. At udvise mangel på forståelse eller grine over for japanernes levevis er meget uheldigt, så hvis der er noget, man synes, der er underligt, kan man i stedet udtrykke overraskelse eller virke interesseret. At flade ud eller "lade som om man er hjemme" kan nogle gange blive betragtet som uhøfligt, mens andre vil forstå, at man kommer fra et land, hvor det er helt normalt, men ellers er det sådan, at man under sit ophold i et privat hjem opretholder en form for påpasselig og nærmest anspændt adfærd, fordi man er gæst og derfor forventes at opføre sig som en. Når man forlader et hjem, så takker man for sit besøg - igen med buk. Ude i entreen smider man tøflerne på optrinnet og kan sætte sig på dette, mens man tager sine sko på. I nogle tilfælde vil værterne følge en ud og blive stående foran huset, indtil man er ude af syne - på den måde sikrer de sig, at man kommer godt af sted. Der kan eventuelt udveksles flere buk, hver gang man vender sig op for at se, om de stadig står der. Ellers er det også blevet udbredt at vinke.  
Japan har en af verdens laveste kriminalitetsrater og befinder sig på en tiendeplads på verdens fredsindeks. Hård kriminalitet er typisk forbundet med den japanske mafia, yakuza. Både vold, tyveri og røveri er en sjældenhed i det japanske samfund. Mens der i Danmark sker cirka et drab årligt per 100.000 indbyggere, så sker der omkring 0,35 drab i Japan. Opklaringsprocenten ligger på lige under 100 %. I Japan er der omkring 2 skudrelaterede dødsfald om året. Japan betragtes ikke som et oplagt terrormål grundet nationens indrejsepolitik og passive rolle i krigsførelse. Intern terror har tidligere fundet sted begået af forskellige former for sekter. Mister eller taber man ejendele, vil de med stor sandsynlighed blive indleveret på et af landets hittegodskontorer, som kan findes på stationer eller politikontorer i nærheden. Hér vil de blive opbevaret i to uger, inden de vil blive videregivet til et centralt depot, der vil have genstandene liggende i tre måneder, før de lovligt kan blive hentet af vedkommende, der har indleveret dem. Selv tabte punge og penge vil blive afleveret på hittegodskontorer. I 2016 blev der indleveret kontanter med en værdi på mere end 3,5 milliarder yen og ¾ af disse fandt vej tilbage til deres ejere. Det er dog heller ikke ualmindeligt, at folk lader være med at røre andres tabte ejendele, så de altså får lov at blive liggende, indtil man selv kommer tilbage og finder frem til dem igen. I Japan lever der bjørne, men det er kun sjældent, de bevæger sig ind i nærheden af byer. Det er typisk sult, der gør, at de vælger at nærme sig mennesker, for de er normalt temmelig sky. Japan er også hjemsted for 47 slangearter – heriblandt 3 giftige. Det er dog kun to af disse, der har en gift, som er stærk nok til at dræbe et menneske, men folk i risikozonen er udelukkende dem med et svækket immunforsvar. Der registreres omkring tre dødsfald årligt, og der er typisk tale om ældre mennesker. Et bid skal dog under alle omstændigheder behandles på et hospital. Bier og hvepse er derimod skyld i mellem 30 og 40 dødsfald årligt, og den japanske kæmpehveps, der kan blive op til 5 cm. lang, kan dræbe selv raske mennesker, hvis man bliver stukket nok gange. I Nødstilfælde Den japanske alarmcentral har følgende telefonnumre: Ambulance og brandvæsen: 119 Politi: 110 I tilfælde af jordskælv eller tsunami: Japan befinder sig på randen af tre tektoniske plader, og derfor rammes landet af cirka 1.500 jordskælv om året. Langt de fleste kan dog knap nok mærkes, men hvis et stort jordskælv skulle bryde ud, så er japanerne opdraget til at reagere. Sidder man indendørs, så søg straks tilflugt under et bord, en seng eller lignende, der kan beskytte jer fra væltende møbler og et eventuelt kollaps af loftet. Lad være med at løbe ud, imens jordskælvet er i gang, idet bygningsrester kan styrte ned på fortovet. Japanske bygninger er designet til at modstå jordskælv, så risikoen for, at de falder sammen, er meget lille. Opholder man sig udendørs, så søg væk fra bygninger – find i stedet et åbent område. Vær opmærksom på revner i jorden, ødelagte gas- og vandrør og væltede elmaster. En sjælden gang kan et jordskælv udløse en tsunami. Ved kystlinjerne vil der i så fald lyde en sirene, mens en stemme fra højtalerne vil bede folk om at evakuere og søge til højereliggende områder. I værste fald er et hustag ikke nok. Japan er heldigvis fyldt med bjerge, så der er som regel høje bakker i udkanten af byerne, hvor man kan være i sikkerhed for en flodbølge. Husk at kontakte den danske ambassade og meddel om eventuelt tilskadekomne eller bekræft, at I er uskadte.
I Japan har man fem vokallyde, der kun kan udtales på én måde: A: udtales som A’et i ”par”        I: udtales som I’et i ”vi” U: udtales som U’et i ”bus”       E: udtales som E’et i ”ven” (æ-lyd) O: udtales som O’et i ”oase” -Ja: Hai                                            -Nej: Iie -Goddag: Konnichiwa                     -Farvel: Sayounara -Godaften: Konbanwa                    -Velkommen: Irasshaimase -Godmorgen: Ohayo (uformelt) Ohayo gozaimasu (formelt) -Godnat: Oyasumi (uformelt) Oyasuminasai (formelt) -Undskyld forstyrrelsen/Er her nogen til stede = Gomenkudasai -Taler/forstår du engelsk: Eigo o hanasemasuka/wakarimasuka -Jeg taler/forstår ikke japansk: Nihongo ga hanasemasen/wakarimasen -Mit navn er ___ : Watashi no namae wa ___ -Jeg kommer fra Danmark: Denmaaku kara kimashita -Jeg er turist: Kankoukyaku desu -Jeg kan godt lide Japan: Nihon ga suki desu (suki udtales sski) -Jeg vil gerne bede om ___ : ___ onegaishimasu -Jeg har en reservation: Yoyaku shiteimasu -Jeg vil gerne tjekke ind: Chekku in shitaidesu -Jeg vil gerne tjekke ud: Chekku auto shitaidesu -Undskyld mig. Hvor er ___ : Sumimasen ga. ____ wa doko desu ka -Station: Eki                            -Busstoppested: Basutei           -Elevator: Erebetaa            -Toilet: Toire                            -Restaurant: Resutoran             -Hospital: Byouin -Politistation: Keisatsusho     -Billetautomat: Kippu uriba       -Butik: Mise -Rart at møde dig: Hajimemashite                     -Skål: Kanpai -Hvor meget koster det: Ikura desu ka             -Forstået: Wakarimashita -Det smager dejligt: Oishii desu                        -Kunde: Okyakusan -Er du/det okay: Daijoubu desuka                     -Værsgod: Douzu -Te: Ocha           -Grøn te: Maccha          -Kaffe: Koohii           -Vand: Mizu -Tak: Man kan udtrykke taknemmelighed på flere måder. Doumo eller arigatou er det hyppigst anvendte, men det er uformelle måder at udtrykke sig på. For at opgradere sin taknemmelighed, hvis man for eksempel skal takke en fremmed, kan man benytte arigatou gozaimasu. Skal man takke for en fortidig hændelse, skal dette siges i datid: arigatou gozaimashita. Til sidst kan man hæve niveauet yderligere og udvise fuldkommen taknemmelighed med doumo arigatou gozaimasu. En anden måde at sige tak på er ved at benytte sumimasen, der faktisk betyder undskyld, men dette kan også bruges til at udtrykke ”tak, fordi du gør dig den ulejlighed”, altså siger man tak på en beklagende/påskønnende måde. Skal man takke for en fortidig hændelse, skal det siges i datid: sumimasen deshita. Mens sumimasen kan anvendes som ”undskyld mig” eller ”beklager ulejligheden”, så kan man faktisk også sige shitsureishimasu, som mere betyder ”undskyld, jeg trænger mig på”, hvis man for eksempel vil ind i et fyldt tog eller tage plads ved siden af nogen. OBS: -masu og desu udtales med stumt U og tryk på S (-mass/dess) Nyttige tegn (Eki): Station 次は (Tsugi wa): Næste (stop) er 切符 (Kippu): Billet 号車 (Gousha): Vognnummer 入口 (Iriguchi): Indgang 出口 (Deguchi): Udgang 注意 (Chuui): Pas på 案内 (Annai): Information お手洗い (Otearai): WC 止まれ (Tomare): Stop バス (Basu): Bus (Mise): Butik (Sake): Alkohol (Cha): Te (Kusuri): Medicin (Onna): Kvinde (Otoko): Mand (En): Yen : Åbn : Luk 指定席 (Shiteiseki): Reserverede pladser 自由席 (Jiyuuseki): Ikke-reserverede pladser : Tegnet for post. Bruges på postkasser og på posthuse
Her kommer nogle praktiske informationer, der både består af nyttige oplysninger samt råd om generel opførsel:
-Lad være med at tale for højt, når I rejser med offentlig transport. Det er heller ikke i orden at snakke i mobil – kun i shinkansen, hvor man kan gå ud på mellemgangene. Musik, spil og film skal ses og høres med høretelefoner, men husk alligevel at skrue ned for lyden, så den ikke generer andre.
-Rygning er ikke tilladt på de fleste offentlige steder – kun i de særlige rygerum og rygeområder, der er markeret med skilte. I nogle restauranter og hoteller er rygning dog endnu tilladt. At ryge, imens man går, er desuden noget, man bør afholde sig fra, og i nogle bydele er der tilmed røgfrie gader. De fleste japanere går afsides og stiller sig for sig selv for at ryge. Man skal heller ikke kaste skodder fra sig. Japanerne har en særlig pung, hvori de gemmer brugte skodder. -I Japan hilser man på hinanden og udviser lydløs taknemmelighed med et buk. Det behøver ikke at være et dybt buk, men bare et langt nik med nakken. Det kan være, når man takker nogen for at have vist vej, eller når man vil forbi dem i toget. -Lad være med at kysse og kæle for meget i det offentlige rum. For japanere kan det virke grænseoverskridende at se folk udvise fysisk nærkontakt i en sådan grad. -Japanere er dog vant til at stå tæt sammen i et proppet tog, så her skal I ikke være bange for at komme i berøring med andre og skubbe lidt til hinanden. Træder man over nogens tæer er det dog almindeligt at undskylde. -På mange offentlige toiletter kan man vaske hænder, men ofte er der ikke noget at tørre dem med, så sørg for altid at have et lille håndklæde med i tasken. -Det regner tit i Japan, så man kan købe paraplyer rigtig mange steder til billige penge. Uden for butikker og i hotellobbyer står der paraplystativer, hvor man kan stille sin paraply, uden den bliver stjålet. -På stationer er der rulletrapper, hvor man står på den ene side og går på den anden. Trapper er desuden markeret med pile, der viser, at man på den ene side går op, mens man på den anden side går ned. I myldretiden kan man dog opleve, at denne regel bliver brudt, når der for eksempel er mange mennesker, der kun skal den ene vej. -Nogle japanere skiller sig ud fra mængden i deres påklædning og udseende, men lad være med at stirre. Det gør dem forlegne og utilpasse, for de ser anderledes ud, fordi de vil vise deres personlighed, og ikke fordi de vil have opmærksomhed. Det er desuden uhøfligt at pege på andre. -Kommer man til et fremmed hjem, skal man altid tage skoene af i entreen. Der er eventuelt nogle sutsko, man kan tage på i stedet – disse skal skiftes ud, når man går på toilettet. I visse templer og ældre bygninger, må man heller ikke betræde gulvet med sko på. -Der er langt mellem skraldespandene i Japan, men lad være med at smide affaldet på gaden. Behold det på jer, til I passerer en skraldespand. I Japan sorterer man affaldet, så husk at smide det i den rigtige beholder. -Mange japanske helligdage ligger på en mandag. Derfor har visse offentlige attraktioner såsom museer altid lukket om mandagen. -Skal man bade i en varm kilde eller på en offentlig badeanstalt, så må man ikke være iklædt svømmetøj. Man skal være nøgen, men kan dække sig til med et lille håndklæde. Badekarret er desuden ikke et sted, man vasker sig, og her må man heller ikke gøre brug af sæbe. Vask af kroppen foregår på en stol uden for badekarret, som i stedet anvendes til at slappe af i. -Når man spiser nudler, må man gerne slubre, men det er knap så anerkendt, at man bider nudlerne over, imens man er i gang med at indtage dem. -I Japan er barnevogne mest til besvær, derfor vil man opleve, at japanere med børn enten har dem i en slynge eller i en klapvogn. Børn opfordres for det meste til at gå selv, hvis de kan. -Lad være med at krølle pengesedler. I Japan behandler man penge med omhu, så når I skal betale for noget, så sørg for at folde sedlerne pænt ud. Det er desuden almindeligt, at man benytter begge hænder, når man overrækker pengesedler eller tager imod dem. -Japansk etikette foreskriver, at man skal behandle sine spisepinde pænt, så lad være med at lege med dem. Det er heller ikke i orden at stikke dem ned i sin mad eller krydse dem. -Det er ikke normalt at spise eller drikke, imens man går – kun i turistperioderne, hvor der er gang i salget af snacks. I lokaltog generer det også andre, hvis man begynder at spise, men i shinkansen og regionaltog er det i orden at nyde både mad og drikke. -Der er visse steder i Japan, der betragtes som særligt hellige, og derfor må man ikke fotografere dem. Husk at holde øje med skilte og respekter dem. -Det kan være fristende at tage billeder af kvinder, når de går på gaden i deres kimono, men husk, at de er gået ud for at nyde dagen ligesom alle andre, så det kan være irriterende, hvis de hele tiden bliver stoppet af turister, der vil tage billeder af dem. Vær derfor ekstra venlig, hvis I vil spørge nogen, om de vil stille op til et billede. -Moderne japanske toiletter er udstyret med en spulefunktion, der styres med knapper ved siden af brættet. Det er dog også muligt at gøre brug af toiletpapir de fleste steder. Traditionelle japanske toiletter udgør 10 % af landets toiletter og er faktisk bare et hul i gulvet, som man sætter sig på hug over. -Ved mange templer og helligdomme vil man opleve, at der ligger mønter. Disse skal man lade være, da der er tale om ofringer fra de besøgende. Nogle steder bliver pengene samlet sammen af de ansatte, så de kan betale for vedligeholdelse, andre steder bliver de liggende til evig tid. -Japanere har ikke radiatorer, så opvarmning af hjemmet sker med en varmeblæser, der samtidig fungerer som aircondition. Er man ikke vant til lyden fra sådan en, kan det godt være svært at falde i søvn, mens den er tændt.

 
Klik HER for at få vejledningen som guidebog i PDF-format.

I Japan

 

I Japan795total visits,3visits today